Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Fysioterapi til alment svækkede medicinske patienter, der har selvstændig siddende balance og støttefunktion i stående

 

 

1. Formål1

2. Definition af begreber1

3. Beskrivelse2

3.1 Patientgruppe2

3.2 Overordnet fremgangsmåde2

3.3 Før patientkontakt2

3.3.1 Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere2

3.3.2 Specielle forholdsregler3

3.4 Fysioterapeutisk undersøgelse3

3.4.1 Formål3

3.4.2 Indhold3

3.4.3 Konklusion4

3.5 Fysioterapeutisk behandling4

3.5.1 Formål4

3.5.2 Indhold4

3.6 Relevant tværfagligt samarbejde6

3.7 Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling6

4. Referencer6

 

 

1. Formål

Formålet med instruksen er at beskrive den fysioterapeutiske undersøgelse og behandling til alment svækkede medicinske patienter, der har siddende balance og støttefunktion i stående med henblik på at

  • • sikre at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i behandlingsforløbet

  • • sikre kvaliteten af de fysioterapeutiske ydelser

  • • sikre at alle fysioterapeuter i Fysio – og Ergoterapien, med særlig fokus på Medicinsk Onkologisk Team, har kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for behandling af alment svækkede medicinske patienter

 

2. Definition af begreber

Alment svækkede patienter: Alment svækkede patienter betyder, i denne instruks, patienter, der er svækkede på krops-, aktivitets- og deltagelsesniveau. Sygdomsbilledet er ofte komplekst og karakteriseret ved flere samtidige lidelser. Svækkelsen, samt udvikling af denne, er en følge af de helbredsmæssige årsager til indlæggelsen og/eller den nødvendige behandling, patienten har modtaget eller modtager.

 

Funktionsniveau: I denne instruks er funktionsniveau et begreb, der udtrykker i hvilket omfang en person er i stand til at klare dagligdagens gøremål og opretholde fysisk uafhængighed.

 

Fysisk aktivitet: Alle former for bevægelse, der involverer et vist energiforbrug. Fysisk aktivitet er i princippet ethvert muskelarbejde, der øger energiomsætningen og omfatter eksempelvis dagligdags fysisk aktivitet, motion, træning og sport (1).

 

Mobilitet: at bevæge sig ved at ændre kroppens position eller placering, ved at flytte sig fra et sted til et andet, ved at transportere, flytte eller manipulere objekter, ved at gå, løbe eller klatre og ved at bruge forskellige former for transportmidler (2).

 

Siddende balance: I denne instruks betyder siddende balance, at patienten er i stand til at sidde selvstændigt og sikkert.

 

Standfunktion: I denne instruks betyder standfunktion, at patienten selvstændigt kan stå oprejst med fuld vægtbæring med eller uden støtte fra ganghjælpemiddel.

 

Støttefunktion: I denne instruks betyder støttefunktion, at patienten kan tage delvis vægtbæring på benene, men ikke selvstændigt kan stå oprejst, hverken uden eller med hjælpemiddel. Patienten har eller kan have brug for personstøtte og/eller hjælpemidler til at forflytte sig, eksempelvis fra seng til stol.

3. Beskrivelse

3.1 Patientgruppe

Instruksen retter sig mod alment svækkede patienter indlagt på medicinske afdelinger på Aalborg Universitetshospital.

Patienterne er kendetegnede ved svækkelse i en sådan grad, at de ikke har selvstændig standfunktion, men har siddende balance og støttefunktion i stående.

 

3.2 Overordnet fremgangsmåde

Fysioterapeuter i teamet prioriterer patientens henvisning sammen med øvrige henvisninger ud fra en samlet vurdering af sygdommens alvor, den tidsmæssige nødvendighed og den sundhedsmæssige gevinst ved fysioterapi.

Fysioterapeuten undersøger og vurderer patienten i forhold til funktionsniveau, balance og muskelfunktion samt ledbevægelighed, hvis relevant.

Med baggrund heri iværksættes den fysioterapeutiske behandling med fokus på træning af muskelstyrke, funktions- og balancetræning samt, hvis relevant, vedligeholdelse eller forøgelse af ledbevægelighed.

 

3.3 Før patientkontakt

3.3.1 Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere

Fysioterapeuten indhenter oplysninger om patientens

  • • diagnose(r)

  • • tidligere og nuværende funktionsevne

  • • behov for hjælp forud for og under indlæggelsen

  • • brug af hjælpemidler forud for indlæggelsen

3.3.2 Specielle forholdsregler

Ved akutte infektioner vurderer og tilpasser fysioterapeuten træningsmængde og træningstype i forhold til infektionstype og patientens tilstand (3).

Ved hæmatologisk sygdom er fysioterapeuten opmærksom på, at massage, hård træning og termoterapi er kontraindiceret ved blodpladetal under 50 på grund af blødningsrisiko.

Ved hjerte- og/eller kredsløbssygdom vurderer og tilpasser fysioterapeuten træningsintensiteten, om nødvendigt i samarbejde med læge.

 

3.4 Fysioterapeutisk undersøgelse

3.4.1 Formål

Formålet med den fysioterapeutiske undersøgelse er at vurdere patientens helbredstilstand specielt med henblik på at klarlægge patientens tidligere og nuværende funktionsevne, patientens behov for fysioterapi samt målet for den fysioterapeutiske behandling.

 

3.4.2 Indhold

Til denne patientgruppe er indholdet i den fysioterapeutiske undersøgelse som udgangspunkt som følger

 

I anamnesen klarlægges

  • • patientens aktuelle befindende, herunder smerter eksempelvis led- og/eller muskelsmerter efter sengeleje

  • • patientens oplevelse af sygdomsforløbet

  • • patientens tidligere og nuværende funktionsevne

  • • patientens sociale situation, herunder boligforhold – særligt med fokus på plads- og adgangsforhold

  • • patientens mål for forbedring af fysisk funktionsevne

 

Stillings- og funktionsundersøgelse

  • • undersøgelse af patientens mobilitet ved anvendelse af De Morton Mobility Index (Demmi)

  • • forflytning fra seng til stol/kørestol herunder patientens umiddelbare stabilitet og balance i forflytningen samt patientens behov for personstøtte og/eller behov for hjælpemidler i forbindelse med forflytninger

  • • patientens evne til at manøvrere kørestol, hvis relevant

 

Muskelfunktionsundersøgelse

  • • funktionstest, eksempelvis bækkenløft, rejse-sætte sig

  • • screening af koncentrisk og isometrisk muskelstyrke i muskelsynergier over de store led i UE og hvis relevant OE

  • • muskelstyrke og stabilitet i truncus

  • • muskeludholdenhed i truncus, UE og OE, hvis relevant

 

Ledbevægelighedsundersøgelse

Aktiv/passiv bevægelighed i de store led i UE og OE, hvis relevant.

 

I forbindelse med undersøgelserne vurderes patientens kommunikationsevne og ressourcer til at samarbejde.

 

3.4.3 Konklusion

Fysioterapeuten konkluderer på undersøgelserne med fokus på

  • • patientens aktuelle mobilitetsbegrænsninger samt graden af funktionstab i forhold til tidligere

  • • patientens muskelfunktion, specielt svarende til UE, samt ledbevægelighed hvis relevant

  • • om patienten har behov for forflytnings – og/eller ganghjælpemidler under og efter indlæggelsen

  • • patientens ressourcer i forhold til at deltage i fysioterapi

  • • patientens genoptræningsbehov og –potentiale.

 

På baggrund af ovenstående vurderes patientens behov for fysioterapi under og efter indlæggelsen. Som hovedregel gør følgende sig gældende

  • • Hos patienter med funktionstab iværksættes fysioterapeutisk træning under indlæggelsen. Der er evidens (L1) for, at multidiciplinære interventioner, der inkluderer fysisk træning, kan reducere indlæggelsestiden for akut indlagte ældre medicinske patienter med en dag (4) og geriatriske patienter (5) samt øge andelen af patienter, der udskrives til eget hjem (4,5). Et nyt systematisk review fra 2016 understøtter disse fund, men reviewet er af lav kvalitet (6).

  • • Hos patienter med genoptræningsbehov og –potentiale udarbejdes en genoptræningsplan med henblik på videre genoptræning efter udskrivelse. Der er evidens (L1) for at øvelsesterapi har en positiv effekt på mobilitet og fysisk funktion hos hjemmeboende ældre med mobilitetsbegrænsninger, nedsat fysisk funktion og/eller multi-morbiditet (7).

 

3.5 Fysioterapeutisk behandling

3.5.1 Formål

Formålet med den fysioterapeutiske behandling er at

  • • forebygge de fysiologiske virkninger af sengeleje (8,9)

  • • stimulere patienten fysisk med henblik på at bevare og øge den fysiske kapacitet (8,9)

  • • patienten på sigt genvinder habituel muskelfunktion og ledbevægelighed

  • • patienten bliver i stand til selvstændigt at forflytte sig i seng, fra liggende til siddende på sengekanten og omvendt samt fra siddende på sengekant til stol og omvendt

  • • patienten bliver i stand til selvstændigt at rejse og sætte sig fra/i stol

  • • patienten opnår sikker standfunktion

  • • patienten i så høj grad som muligt bliver aktiv i daglige funktioner

  • • forberede patienten til gangfunktion

  • • motivere patienten til fysisk aktivitet eksempelvis skifte stilling, være aktiv i forflytninger, sidde ude af sengen til måltider, foretage personlig hygiejne på badeværelset, selvtræne i den grad det er muligt

 

3.5.2 Indhold

Træning af muskelstyrke

Styrketræning øger patientens muskelstyrke og -udholdenhed som forudsætning for at højne patientens fysiske funktionsevne og balance

 

Patientens muskelstyrke trænes såvel specifikt målrettet svage muskelgrupper som funktionelt. Hos den utrænede, svækkede, medicinske patient påbegyndes styrketræning oftest med lav intensitet de første 1-2 uger for at opnå flest neurale adaptationer og undgå skader og bivirkninger (10) dvs. at belastningen beregnes således at patienten er i stand til at gennemføre 12-15 RM i 1-3 sæt afhængig af patientens formåen. RM beregnes ved at lade patienten gentage den ønskede bevægelse til muskel-udtrætning. Når patienten kan gennemføre 3 sæt af 12-15 RM, progredierer fysioterapeuten træningen ved at øge belastningen gradvist, indtil patienten kun kan gennemføre 6-8 RM i 1-3 sæt med henblik på at øge patientens muskelstyrke og muskelmasse (10, 11).

Hos denne patientgruppe trænes neurale adaptationer og muskelstyrke funktionelt ved, at patienten eksempelvis udfører bækkenløft, rejser sig fra liggende til siddende på sengekanten, udfører siddende fleksion - ekstension af columna, rejser sig fra siddende til stående (11). Fysioterapeuten sikrer kontinuerligt at træningsniveauet overstiger patientens aktuelle aktivitetsniveau. For at øge effekten af styrketræningen på patientens fysiske funktionsevne sørger fysioterapeuten for at synliggøre sammenhængen mellem styrke og daglige funktioner (10).

 

Som belastning i forbindelse med styrketræning benyttes patientens egen kropsvægt, manuel modstand og/eller redskaber som vægte og elastikker. Hos meget svækkede patienter kan fysioterapeuten i forbindelse med styrketræning endvidere bruge midler til at nedsætte friktionen i form af glidestykke, arbejde med ledede aktive øvelser og/eller elimere tyngden. Styrketræningen gennemføres 2-3 gange ugentligt (10,11). Fysioterapeuten motiverer til og vejleder patienten i selvtræning, hvis muligt.

 

Der er evidens (L1) for at progressiv styrketræning har en lille men signifikant positiv effekt på nedsat fysisk funktionsevne hos ældre med en vid række af helbredsproblemer og funktionsbegrænsninger (10).

Der er stærk evidens (L1) for at høj-intensiv styrketræning er mere effektiv end styrketræning med moderat og lav intensitet til at øge den maksimale muskelstyrke hos raske, inaktive ældre mellem 65 og 81 år (11). Der er moderat evidens (L1) for at progressiv styrketræning forbedrer funktionelle outcomes hos samme gruppe, uafhængig af træningsintensiteten (11). Et mindre dansk RCT fra 2014 med progressiv styrketræning til ældre indlagte patienter indikerede samme tendens, men effekten var ikke statistisk signifikant (12).

 

Funktionstræning

Formålet med funktionstræning er, at patienten opnår størst mulig selvstændighed i dagligdags funktioner i den aktuelle situation, eksempelvis at forflytte sig fra liggende til siddende på sengekant, at rejse og sætte sig fra/i stol samt stå sikkert med eller uden hjælp.

 

Fysioterapeuten træner patienten i at forflytte sig så selvstændigt som muligt i alle forflytninger i og ind/ud af seng og over i stol/kørestol. I forbindelse hermed lægges der i særlig grad vægt på træning af standfunktionen, som ved behov kan trænes ved hjælp af ståstøttebord eller andre hjælpemidler. Ved behov lærer fysioterapeuten patienten at manøvrere kørestol med henblik på at færdes i de aktuelle omgivelser uden hjælp. Fysioterapeuten motiverer kontinuerligt patienten til at bruge de funktionsforbedringer, som patienten opnår i træningen, i hverdagen på afdelingen.

 

En meta-analyse, der undersøgte effekten af fysisk træning på fysisk funktion, ADL og livskvalitet hos skrøbelige ældre, herunder hospitalsindlagte, fandt, at de fleste studier, der var associeret med signifikant positiv effekt af fysisk træning og forbedringer i ADL, involverede træning, gerne repetetiv, af daglige aktiviteter i form af enten opgaveorienteret eller funktionel praksis (13).

 

Træning af stabilitet og balance

Formålet med træning af stabilitet og balance er at patienten opnår bevægefrihed i siddende samt en stabil og sikker standfunktion med eller uden hjælpemidler eller personstøtte.

Den siddende og stående stabilitet og balance trænes som en del af og i sammenhæng med funktionstræningen. Fysioterapeuten træner patientens siddende balance ved at udfordre patienten til bevægelse ud over understøttelsesfladen og tilbage til udgangsstillingen eksempelvis ved at række ud efter genstande og spille bold.

Fysioterapeuten korrigerer patientens stående udgangsstilling og faciliteter og guider patienten til at kontrollere og bevæge sig i stillingen. Der arbejdes eksempelvis med rytmisk stabilisering, kropsbevidsthedstræning med /uden spejl, grounding, proprioceptiv stimulering og vægtoverføringer.

Balancen trænes såvel statisk, dynamisk som reaktivt.

 

Der er evidens (L1) for, at nogle typer træning, herunder balance- og koordinationstræning, er moderat effektive til at forbedre balancen hos ældre, i hvert fald på kort sigt (14). Effektive programmer involverer stående, udfordren-de balanceøvelser (14). Et nyere RCT (L2), der undersøgte stående balancetræning på hold til patienter indlagt til rehabilitering, viste at balance, mobilitet og selvrapporteret fysisk funktionsevne var signifikant forbedret i interventionsgruppen efter 2 ugers træning. Effekten på mobilitet var bibeholdt ved 3 måneders follow up. Der sås desuden en stærk trend mod reduktion af indlæggelsestiden i interventionsgruppen (15).

3.6 Relevant tværfagligt samarbejde

Fysioterapeuten vejleder plejepersonalet i hvordan forflytninger foregår mest hensigtsmæssigt for patienten og hvordan vedkommende inddrages aktivt i relevante funktioner.

Fysioterapeuten formidler løbende patientens aktuelle funktionsniveau og eventuelle forbedringer til plejepersonalet med henblik på, at personalet kan motivere patienten til at bruge de opnåede funktioner i hverdagen på afdelingen.

 

3.7 Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling

Fysioterapeuten samarbejder med patient, pårørende, ergoterapeut, plejepersonale og det kommunale sundhedspersonale om afklaring af patientens behov for videre genoptræning og hjælpemidler.

 

Hvis patienten har behov for videre genoptræning under indlæggelse er der mulighed for overflytning til andet sygehus med rehabiliteringsafdeling. Der er forskellige kriterier for henvisning. For yderligere vedrørende dette henvises til PRI eller rehabiliteringsafdelingernes hjemmeside.

 

Hvis patienten har behov for videre genoptræning efter udskrivelse fra sygehuset er der mulighed for

  • • udskrivelse til kommunal genoptræningsplads med genoptræningsplan til almen genoptræning. Visitering foregår via kommunal visitator

  • • udskrivelse til aflastningsplads med genoptræningsplan til almen genoptræning. Visitering foregår via kommunal visitator

  • • udskrivelse til hjemmet med genoptræningsplan.

 

Genoptræningsplan udarbejdes i samarbejde med ergoterapeut, hvis der er behov for begge dele efter udskrivelse.

 

4. Referencer

  1. 1. Beyer N, Lund H, Klinge K (red.). Træning - i forebyggelse, behandling og rehabilitering. 2. udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2010.

 

  1. 2. WHO. International Classification of Functioning, Disability and Health, Geneva; 2001.

 

  1. 3. Sundhedsstyrelsen. Fysisk Aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. Kbh.: SST; 2011.

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2011/~/media/6B3A4AE698BC42139572C76C5854BA76.ashx

 

  1. 4. de Morton N, Keating JL, Jeffs K. Exercise for acutely hospitalised older medical patients. Cochrane Database of Systematic Reviews 2007, Issue 1. Art. No.: CD005955. DOI: 10.1002/14651858.CD005955.pub2. Edited (no change to conclusions), published in Issue 1, 2009.

 

  1. 5. Kosse NM, Dutmer AL, Dasenbrock L, Bauer JM, Lamoth CJ. Effectiveness and feasibility of early physical rehabilitation programs for geriatric hospitalized patients: a systematic review. BMC Geriatr. 2013; 13:107. doi: 10.1186/1471-2318-13-107.

 

  1. 6. Martínez-Velilla N, Cadore EL, Casas-Herrero Á, Idoate-Saralegui F, Izquierdo M. Physical activity and early rehabilitation in hospitalized elderly medical patients: systematic review of randomized clinical trials. J Nutr Health Aging. 2016; 20(7).

 

  1. 7. de Vries NM, van Ravensberg CD, Hobbelen JSM, Olde Rikkert MGM, Staal JB, Nijhuis-van der Sandenade MWG. Effects of physical exercise therapy on mobility, physical functioning, physical activity and quality of life in community-dwelling older adults with impaired mobility, physical disability and/or multi-morbidity: A meta-analysis. Ageing Research Reviews. 2012; 11:136–149

 

  1. 8. Danneskiold-Samsøe B, Lund H, Wæhrens E (red.). Klinisk reumatologi for ergoterapeuter og fysioterapeuter. 2. udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2011.

 

  1. 9. Hegerová P, Dědková Z, Sobotka L. Early nutritional support and physiotherapy improved long-term self-sufficiency in acutely ill older patients. Nutrition. 2015;31(1):166-70. doi: 10.1016/j.nut.2014.07.010. Epub 2014 Aug 16.

 

  1. 10. Liu C, Latham N. Can progressive resistance strength training reduce physical disability in older adults? A meta-analysis study, Disability and Rehabilitation. 2011; 33(2): 87-97, DOI: 10.3109/09638288.2010.487145

 

  1. 11. Steib S, Schoene D, Pfeifer K. (2010). Dose-response relationship of resistance training in older adults: a meta-analysis. Med Sci Sports Exerc. 2010; 42(5):902-14. doi: 10.1249/MSS.0b013e3181c34465.

 

  1. 12. Tiebak S, Andersen CW, Pedersen S, Rudolf KS. Does progressive resistance strength training as additional training have any measured effect on functional outcomes in older hospitalized patients? A single-blinded randomized controlled trial. Clinical Rehabilitation. 2014; Vol. 28(4):319–328.

 

  1. 13. Chou CH, Hwang CL, Wu YT. Effect of exercise on physical function, daily living activities, and quality of life in the frail older adults: a meta-analysis. Arch Phys Med Rehabil. 2012; 93(2):237-44. doi: 10.1016/j.apmr.2011.08.042.

 

  1. 14. Howe TE, Rochester L, Neil F, Skelton DA, Ballinger C. Exercise for improving balance in older people. Cochrane Database of Systematic Reviews 2011, Issue 11. Art. No.: CD004963.

DOI: 10.1002/14651858.CD004963.pub3.

 

  1. 15. Treacy D, Schurr K, Lloyd B, Sherrington C. Additional standing balance circuit classes during inpatient rehabilitation improved balance outcomes: an assessor-blinded randomised controlled trial. Age and Ageing 2015; 44: 580–586.