Denne instruks gennemgår psykiatrilov og relaterede regler og praksis, som skal medvirke til at forebygge anvendelse af tvang samt sikre patienters retssikkerhed, når tvangsforanstaltninger er nødvendige.

Procedurer er beskrevet i en selvstændig instruks, hvortil der linkes. Relevante skemaer o.a. kan findes via links eller som bilag.

Instruksen skal læses som et forklarende tillæg til lovteksten. Der er indsat eksempler på afgørelser af betydning for praksis, som løbende kan udskiftes. Der er inddraget andre love, bekendtgørelser, vejledninger osv., hvor dette er vurderet relevant. Når der henvises til andet materiale, er det anført i teksten.

Som et led i god klinisk praksis bør anvendelse af tvangsforanstaltninger løbende drøftes med kolleger og tværfagligt, fx dagligt på møder og konferencer.

Kapitel 1: Psykiatrilovens formål, principper m.v.

1.1 Anvendelsesområde (psykiatriloven § 1)

Psykiatriloven gælder for døgnindlagte patienter på et psykiatrisk sengeafsnit på et offentligt sygehus – samt for dobbeltindlagte patienter under det midlertidige ophold på somatisk afdeling (se kapitel 5.5). Ambulante patienter og dagpatienter er ikke omfattet af psykiatriloven bortset fra reglerne om tvangsindlæggelse.

Psykiatriloven finder anvendelse overfor patienter med ophold på de særlige pladser, bortset fra reglerne om tvangsindlæggelse, idet der er særlige regler om visitation til og procedure for indlæggelse på de særlige pladser (se kapitel 14).

1.2 Definition af tvang (psykiatriloven § 1 stk. 3)

Tvang defineres som ”anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jfr. kapitel 5 i sundhedsloven”. For patienter under 15 år er der ikke tale om tvang i henhold til psykiatriloven, hvis der er et informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

1.3 Mindreårige patienter (psykiatriloven § 1 stk. 4)

For patienter under 15 år kan forældremyndigheden samtykke til indlæggelse og behandling på den mindreåriges vegne og også samtykke til anvendelse af anden form for magt/tvang, herunder øvrige tvangsindgreb efter psykiatriloven. Magtanvendelse overfor patienter under 15 år med forældremyndighedens samtykke skal registreres i tvangsprotokollen i en særlig rubrik.

Barnet skal også informeres og inddrages, medmindre det vurderes at kunne skade barnet.

Forældremyndigheden skal informeres om, at de kan frabede at tage stilling til anvendelse af magt/tvang overfor patienten under 15 år. Hvis forældremyndigheden ikke samtykker til fx behandling eller ikke ønsker at tage stilling, er patienten under 15 år omfattet af psykiatrilovens regler.

Når forældre har fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Indlæggelse på psykiatrisk afdeling og medicinering for psykisk lidelse er normalt en væsentlig beslutning. Altså skal begge forældre samtykke til indlæggelse og behandling.

Også for børn anbragt udenfor hjemmet har forældemyndighedsindehaveren/e samtykkekompetencen. Lægen vurderer konkret, om det kan antages, af forældrene er enige. Ved tvivl skal der indhentes samtykke fra begge forældre, hvis der er fælles forældremyndighed. Ved mindre indgribende beslutninger er samtykke fra den ene af forældrene tilstrækkeligt.

Patienter under 15 år, der har været anvendt magt overfor, skal tilbydes eftersamtaler efter samme retningslinjer, som hvis der havde været tale om tvang i psykiatrilovens forsatnd. Også forældremyndighedens indehavere skal tilbydes eftersamtaler efter ophør af magtanvendelse (se kapitel 11).

Patienter over 15 år skal selv give informeret samtykke til indlæggelse og behandling. Forældremyndigheden skal normalt have information og inddrages i den unges stillingtagen, medmindre afgørende hensyn til den unge medfører tavshedspligt om visse typer af oplysninger.

Hvis den 15-17 årige patient ikke samtykker til indlæggelse eller behandling, har den unge samme retsstilling som voksne. Anvendelse af tvang kan dermed kun ske i henhold til psykiatriloven.

1.4 Formål (psykiatriloven § 2)

Psykiatrilovens formål er at sikre:

- At anvendelse af tvang sker i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper
- At indlæggelse, ophold og behandling uden patientens samtykke sker som led i at understøtte patientens muligheder for bedring
- At tvangsanvendelse tager udgangspunkt i patientens behov og udføres med respekt for patienten og dennes værdighed

Tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje.

1.5 Medicinstuderende kan ikke varetage opgaver vedrørende tvang

Iværksættelse og efterprøvning mv. af tvangsforanstaltninger efter psykiatriloven skal besluttes og foretages af en læge. Lægen kan ikke delegere disse opgaver til en medhjælp, f.eks. en medicinstuderende eller andet personale.

En medicinstuderende kan således ikke varetage opgaver vedrørende tvang, - heller ikke efter telefonisk forelæggelse og konferering med bagvagt.

• Praksis: Patientklagenævnets årsberetning 2015, side 104:
Det Psykiatriske Ankenævn udtalte, at beroligende middel med tvang skulle besluttes af en autoriseret læge på afdelingen. En medicinstuderende kunne ikke ordinere beroligende middel med tvang, selvom der var konfereret med bagvagten. I den konkrete sag var tvangsprotokol og journalnotat udfærdiget af en lægevikar, som var medicinstuderende. Af journalnotatet fremgik, at beslutningen om indgivelse af beroligende middel med tvang var drøftet med bagvagten.

Efter psykiatrilovens § 17, stk. 2 kan lægen beslutte, at en patient skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand. Ankenævnets vurderede, at ordinationen om indgivelsen af et beroligende middel med magt burde have været foretaget af en autoriseret læge på afdelingen, og at det ikke var tilstrækkeligt, at tvangsforanstaltningen forud for iværksættelse af behandlingen var drøftet med en læge.

• Praksis: Patientklagenævnets årsberetning 2016, side 43

Nævnet anså det ikke for godtgjort, at betingelserne i psykiatrilovens § 9, stk. 2 og § 4 a for at tvangsindlægge patienten var opfyldt, idet beslutningen om at tvangsindlægge patienten var truffet af en medicinstuderende og ikke af en autoriseret læge.

• Praksis: Patientklagenævnets årsberetning 2016, side 46-47

En indlagt patient blev undersøgt af en medicinstuderende, som fandt patienten svært psykotisk. Patienten blev herefter tvangstilbageholdt. Overlæge undersøgte og talte med patienten næste dag, hvorefter overlægen godkendte beslutningen om at tvangstilbageholde patienten.

Patientklagenævnet fandt, at de materielle betingelser i psykiatrilovens § 5 for at tvangstilbageholde patienten var opfyldt, men at tvangstilbageholdelsen var ulovlig i perioden fra iværksættelsen og indtil overlægen vurderede patienten dagen efter.

Nævnet lagde vægt på, at journalnotatet om tvangstilbageholdelse ikke var udfærdiget af en autoriseret læge, men af en medicinstuderende, og at overlægen først den næste dag godkendte tvangstilbageholdelsen. Beslutningen om tvangstilbageholdelse burde have været foretaget af en autoriseret læge på afdelingen, jf. §10, stk. 1 sammenholdt med § 4 a

Nævnet påpegede, at fremgangsmåden i psykiatrilovens § 4 a ikke kunne anvendes, når det ikke var en autoriseret læge, der havde truffet beslutningen om tvangstilbageholdelse. Overlægen skulle derfor selv have undersøgt patienten og derefter truffet beslutning, hvilket ikke kunne udskydes til næste dag, idet § 4 a ikke kunne anvendes, når den autoriserede læge var erstattet af en medicinstuderende.

1.6 Mindstemiddelsprincip (psykiatriloven § 4)

Tvang må kun anvendes, hvis det ikke er muligt at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid. Hvis det ikke er muligt at undgå at anvende tvang, må der ikke anvendes mere tvang end formålet nødvendiggør, og tvangen skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået med tvangen. Er en mindre indgribende foranstaltning tilstrækkelig, skal denne anvendes, og tvangen skal udøves så skånsomt som muligt. Fx skal læge/personale forud for beslutning om fysisk fastholdelse eller tvangsfiksering forsøge at tale patienten til ro, forsøge at skærme patienten samt tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse, hvilket skal grundigt dokumenteres i patientjournalen.

1.7 Overlægebegrebet (psykiatriloven § 4a)

Psykiatriloven fastsætter i en række bestemmelser, at en beslutning om tvang skal træffes af overlægen, hvormed menes, at det principielt er overlægen personligt, der skal træffe beslutningen. Overlægens ansvar og beslutning kan ikke delegeres til underordnet lægeligt personale.

I Vejledning om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien defineres ”overlæge” som en erfaren speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, som har ansvaret for en konkret patient. Det er et ledelsesmæssigt ansvar at vurdere, om overlægen er ”erfaren”. I denne vurdering kan det indgå, om speciallægen har mindst to års speciallægeerfaring.

På tidspunkter, hvor en overlæge ikke er tilstede eller kan kontaktes, kan en anden læge beslutte anvendelse af tvang. I sådanne tilfælde skal ”overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen”. Dette er tidligere anset som hurtigst muligt efter at overlægen (forstået som den behandlingsansvarlige overlæge) igen er mødt på arbejde.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har imidlertid indført en skærpet praksis: Hvis der har været en overlæge tilstede på afdelingen, eller hvis der er mulighed for at forelægge og konferere telefonisk med en overlæge, så skal dette ske.

Resultatet af overlægens stillingtagen skal tilføres patientjournal og tvangsprotokol. Det skal tydeligt fremgå af journalnotatet, at overlægen har taget stilling til anvendelse af tvangen.

Patientklagenævnets praksis omkring overlægegodkendelse er vedrørende tvangsfiksering beskrevet i Nævnets årsberetning 2015 side 37-38 således:

1. Efter Psykiatrilovens § 4 a kan en anden læge i overlægens fravær træffe beslutning, men overlægen skal i så fald efterfølgende ”snarest” tage stilling til beslutningen.

Efter lovbemærkningerne indebærer udtrykket ”snarest”, at overlægen skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på hospitalet. Der sigtes her til en situation, hvor tvangsfikseringen iværksættes omkring midnat. I den situation kan overlægen vente med at tage stilling, indtil overlægen senere på dagen møder på hospitalet.

Hvis overlægens stillingtagen foreligger inden for to dage, vil nævnet ikke fremkomme med bemærkninger. Ved senere stillingtagen vil nævnet afæske hospitalet en forklaring på udsættelsen og på den baggrund træffe afgørelse i sagen.

Det kan oplyses, at Folketingets Ombudsmands har givet udtryk for at være enig i denne praksis, der bygger på, at overlægens godkendelse også kan ske telefonisk på baggrund af oplysninger til overlægen om præmisserne for tvangsfikseringen eller dens opretholdelse.

Det bemærkes dog, at retspraksis har strammet kravene således at hvis der har været en overlæge til stede på afdelingen er denne forpligtet til uden ophold at tage stilling til tvangsfikserings beslutningen.

2. Tilsidesættelse af denne regel medfører, at tvangsindgrebet har været ulovligt i perioden, hvor overlægen ikke har taget stilling

Kapitel 2: Husorden (psykiatriloven § 2a, 2b og 2c)

Sygehusmyndigheden skal for at tilgodese et trygt miljø på psykiatriske afdelinge sikre, at der er en skriftlig husorden for de enkelte afdelinger, som er tilgængelig for patienterne, fx ved at ligge fremme eller ved at hænge synligt på stue og/eller fællesareal. Afsnitsledelsen skal sikre en procdure, så alle patienter får udleveret husordenen ved indlæggelsen.

Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal patienterne inddrages. Det tilrettelægges ud fra lokale forhold, herunder patientsammensætningen, hvordan inddragelsen sker.

En husorden skal indeholde generelle regler vedrørende orden, adfærd, rygning og besøgsforhold og lignende, samt beskrivelse af, hvilke afskæringer og begrænsninger samt foranstaltninger, der kan forekomme på sengeafsnittet.

Der kan i medfør af psykiatriloven § 2 b jf. bekendtgørelse nr. 205 af 7/2 2022 om husordener på psykiatriske afdelinger fastsættes regler i husordenen om afskæringer eller begrænsninger vedrørende:

- patientens adgang til mobiltelefon, computer og lignende
- handel, bytte og spil mellem patienter
- seksuelt samkvem mellem patienter på afdelingen
- patienters adgang til visse bøger, tidsskrifter og lignende
- patienters adgang til visse sociale medier og hjemmesider
- tiltag uden patientens samtykke begrundet i hygiejnemæssige forhold
- tiltag begrundet i ordens- eller sikkerhedsmæssige forhold
- tiltag begrundet i behandlingsmæssige forhold

De opregnede afskæringer og begrænsninger kan kun anvendes, hvis det er beskrevet i sengeafsnittets husorden og hvis de i reglerne nærmere anførte kriterier er opfyldt.

Patientens frivillige medvirken skal altid forsøges opnået forud for anvendelse af afskæringer eller begrænsninger, som dernæst ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Sygehusmyndigheden kan i medfør af psykiatriloven § 2 c, jf. bekendtgørelse nr. 205 af 7/2 2022 om husordener på psykiatriske afdelinger træffe foranstaltninger med henblik på at undgå gentagelse af patienters adfærd i strid med de i husordenen fastsatte regler. Foranstaltningerne skal stå i rimeligt forhold til den adfærd, som der i husordenen er fastsat afskæring/begrænsning af og må ikke benyttes udover hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Det skal fremgå af husordenen, hvilke konsekvenser der kan være, hvis husordenen ikke overholdes, f.eks. at det for patienten konkret vurderes ud fra den samlede behandlingsplan, om og hvilke begrænsninger, der iværksættes. Der må ikke indgå konsekvenser, som man ikke har lovmæssig hjemmel til at sanktionere. Konsekvenser vurderes og begrundes i konkrete behandlingsmæssige årsager hos den enkelte patient, som journalføres med begrundelse.

Hvis en patient overtræder husordenen, skal personalet i den konkrete situation vurdere, om sanktionen ifølge husordenen skal iværksættes. I vurderingen inddrages de konkrete omstændigheder og patientens sygdomstilstand, herunder om patienten har forstået husordenen og om patienten er indstillet på at ændre adfærd.

Kapitel 3: Formål - Behandlingsplan – Forhåndstilkendegivelser

3.1 Vejledning om formål med indlæggelsen (psykiatriloven § 3 stk. 2)

Lægen skal sikre, at patienter ved indlæggelse vejledes om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

3.2 Behandlingsplan (psykiatriloven § 3 stk. 3)

Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for alle patienter, som indlægges på psykiatrisk afdeling, og at patienten inddrages og høres om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til stadighed søges opnået.

Patienten skal have udleveret en kopi af behandlingsplanen og efterfølgende reviderede behandlingsplaner, medmindre patienten ikke ønsker det. Det skal fremgå af journalen, hvis patienten har frabedt sig kopi af behandlingsplanen

Jf. PRI instruks: Psykiatriske behandlingsplaner

3.3 Forhåndstilkendegivelser (psykiatriloven § 3 stk. 4-5)

Patienten skal ved indlæggelsessamtalen høres om eventuelle tilkendegivelser af præferencer i forhold til behandlingen, herunder - hvis anvendelse af tvang kommer på tale - hvilke reaktionsmuligheder patienten foretrækker i en tilspidset situation og hvilken behandling patienten foretrækker, hvis den pågældende får det dårligt. Hvis det er relevant i den konkrete situation, kan det endvidere drøftes, hvilke behandlingsformer patienten vil foretrække, hvis anvendelse af tvang kommer på tale.

Hvis det ud fra en lægefaglig vurdering af patientens tilstand ikke er muligt at indhente en forhåndstilkendegivelse af præferencer ved indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter. Patientens forhåndstilkendegivelser skal journalføres og i videst muligt omfang inddrages i behandlingsplanen.

Jf. PRI instruks: Forhåndstilkendegivelser og arbejdet med forebyggelse af tvang i Psykiatrien Region Nordjylland

3.4 Stillingtagen til inddragelse af pårørende eller andre (psykiatriloven § 3 stk. 6)

Ved indlæggelsessamtalen skal det så vidt muligt sikres, at patienten tager stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens sociale netværk i behandlingsforløbet og dette journalføres. Er det på grund af patientens tilstand ikke muligt at få patienten til at tage stilling til inddragelse af pårørende ved indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter.

Personale kan tage imod oplysninger fra pårørende, også selvom patienten ikke giver samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende. Der er journaliseringspligt af oplysninger fra pårørende, som skønnes at have relevans og betydning for patientens behandling. De pårørende bør informeres om, at patienten har ret til indsigt i patientjournalen, herunder hvorfra oplysningerne stammer.

Kapitel 4: Frihedsberøvelse (psykiatriloven kapitel 3)

Grundloven fastsætter, at den personlige frihed er ukrænkelig og at frihedsberøvelse af borgere kun kan finde sted med hjemmel i lov samt at lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse skal kunne forelægges for domstolene. Patienter skal samtykke til sygehusindlæggelse, og sundhedslovens § 15 fastsætter, at behandling kun kan foregå med patientens informerede samtykke, med mindre andet følger af lov. Psykiatriloven er en sådan lov, som giver mulighed for mod patientens vilje at beslutte sygehusindlæggelse og behandling, hvis de i loven fastsatte betingelser er opfyldt.

Betingelser for frihedsberøvelse

En patient kan og skal frihedsberøves, hvis patienten har behov for behandling, ikke frivilligt vil tage imod tilbud om indlæggelse og følgende betingelser er opfyldt:

1. Patienten er sindssyg eller i en tilstand, der svarer til sindssygdom og
2. Det er uforsvarligt ikke at frihedsberøve patienten for at kunne give behandling, fordi:
1. a. Udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af sygdommen ellers vil blive væsentlig forringet, eller
2. b. Patienten er til nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

- ”a” er indlæggelse på behandlingsindikation (gule papirer)
- ”b” er indlæggelse på farlighedsindikation (røde papirer).

I begge tilfælde skal frihedsberøvelsen være begrundet i behovet for behandling. Ved frihedsberøvelse på fareindikation er denne betingelse opfyldt, hvis lægen skønner, at behandling kan afhjælpe farligheden.

4.1 Tvangsindlæggelse (psykiatriloven § 5)

Familie, hjemmepleje, personale på bosteder eller andre vil ofte tage initiativ til at en læge tilkaldes for at tilse en person, som fremtræder som sindssyg. Hvis ikke patientens nærmeste eller andre tilkalder læge, påhviler det politiet. Den tilkaldte læge skal foranledige tvangsindlæggelse af en person, som opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse, hvis det ikke er muligt at få personen til at tage imod tilbud om frivillig indlæggelse.

Tvangsindlæggende læge

Den tvangsindlæggende læge må ikke være ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted eller i øvrigt være inhabil. Denne bestemmelse udelukker ikke, at læger i psykiatrien i Region Nordjylland ville kunne tvangsindlægge patienter i den anden klinik, end lægens ansættelsessted, men det er ledelsesmæssigt besluttet i Psykiatrien, at psykiatriens læger ikke udfærdiger tvangsindlæggelseserklæring på tværs af de to klinikker i Region Nordjylland.

Tvangsindlæggende læge udarbejder erklæring om tvangsindlæggelse og formidler erklæringen til politiet. Politiet kontrollerer, at lovens betingelser og tidsfrister er overholdt. Politiet sikrer tvangsindlæggelsen ved at ledsage patienten til den psykiatriske afdeling.

Tidsfrist for tvangsindlæggelse (psykiatriloven § 7 stk. 3):

Ved tvangsindlæggelse på gule papirer (behandlingsindikation) skal patienten indlægges senest 7 døgn efter lægens undersøgelse af patienten.

Ved tvangsindlæggelse på røde papirer (fareindikation) skal patienten indlægges inden 24 timer efter lægens undersøgelse af patienten.

• Praksis: Patientklagenævnets årsberetning 2016, side 42 (eksempel 1 a)

Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, der hviler på den indlæggende læges egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelse (psykiatrilovens § 7, stk. 2) og 7 dages fristen i lovens § 7, stk. 3, skal regnes fra undersøgelsens afslutning og ikke fra erklæringens udfærdigelse.

I sagen var en patient ved egen læge den 20. juni 2016, men blev ikke oplyst om, at konsultationen skete med henblik på en mulig indlæggelse. Den 22. juni 2016 underskrev den indlæggende læge en erklæring om, at have foretaget en undersøgelse af patienten med henblik på indlæggelse, men nævnet fandt ikke, at en efterfølgende telefonisk henvendelse til patienten hverken kunne gøre det ud for en egentligt undersøgelse, eller kunne forlænge syv dages fristen

Nævnet godkendte på denne baggrund ikke tvangsindlæggelsen

Psykiatriens overlæge træffer den endelige afgørelse om tvangsindlæggelse (§ 9 stk. 2).

Efter patientens ankomst til den psykiatriske afdeling skal overlægen afgøre, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Overlægen skal påse at de formelle betingelser er opfyldt, herunder at papirerne er korrekt udfyldt (at tvangsindlæggelseserklæring og politipapirer er behørigt udfyldt og underskrevet – samt tidsfrist for tvangsindlæggelsen).

Overlægen skal også foretage en første vurdering af, om de materielle betingelser, herunder kravet om psykose eller ligestillet tilstand er opfyldt. Overlægens vurdering skal være baseret på overlægens egen undersøgelse af patienten eller på den indlæggende læges erklæring og den i psykiatrien modtagende læges journalnotater.

En eventuel forhåndsgodkendelse fra psykiatrisk overlæge af lægeerklæringen (den gule eller røde erklæring) er ikke den endelige godkendelse af tvangsindlæggelsen, der først kan foretages, når patienten er modtaget på afdelingen og undersøgt af læge/overlæge i Psykiatrien.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 1

4.2 Tvangstilbageholdelse (psykiatriloven § 10)

4.2.1 Tvangstilbageholdelse af en tvangsindlagt patient

Anmoder den tvangsindlagte patient om at blive udskrevet, skal overlægen tage stilling til om patienten kan udskrives eller skal tvangstilbageholdes. Patientens udskrivningsønske kan være udtrykkeligt (patienten forlanger sig udskrevet), men kan også være en adfærd fra patienten, som må ligestilles med et udskrivningsønske. Patienten har fri adgang til at fremsætte udskrivningsønske, og overlægen skal tage stilling hver gang, også selvom patienten dagligt anmoder om udskrivning (se om 24 timers reglen nedenfor)

Betingelserne for at tvangstilbageholde en patient er de samme som for tvangsindlæggelse.

En tvangsindlagt patient, som forlanger at blive udskrevet, men som fortsat opfylder psykiatrilovens betingelser for frihedsberøvelse, skal oveni tvangsindlæggelsen også tvangstilbageholdes. Tvangstilbageholdelsen skal noteres i patientjournalen og på tvangsprotokollen.

Hvis en tvangsindlagt patient indenfor det første døgn efter indlæggelsen begærer sig udskrevet, er der en særregel for tvangsindlagte patienter, som giver overlægen mulighed for at anvende op til 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsestidspunktet til vurdering af om patienten skal tvangstilbageholdes eller kan udskrives. Se om 24 timers reglen nedenfor.

Hvis patienten ikke fremsætter et udskrivningsønske, skal der ikke ske tvangstilbageholdelse, og frihedsberøvelsen fortsætter ved revurderinger som en opretholdt tvangsindlæggelse.

4.2.2 Tvangstilbageholdelse af en frivillig indlagt patient

En frivillig indlagt patient kan og skal frihedsberøves, hvis patienten begærer sig udskrevet på et tidspunkt, hvor patienten opfylder psykiatrilovens betingelser for tvangsindlæggelse.

Forinden forsøges i overensstemmelse med mindstemiddelsprincippet at opnå patientens samtykke til fortsat frivillig indlæggelse.

4.2.3 24 timers reglen (psykiatriloven § 10 stk. 3)

En patient kan altid anmode om at blive udskrevet. Når en patient ønsker at blive udskrevet, skal overlægen snarest muligt og senest indenfor 24 timer afgøre, om patienten kan udskrives eller skal tvangstilbageholdes.

Overlægen skal tage stilling, hver gang patienten fremsætter et udskrivningsønske. Overlægen skal journalføre sin vurdering og beslutning. Ved gentagne daglige anmodninger fra patienten om udskrivning kan overlægen nøjes med at tage stilling én gang om dagen og journalføre beslutningen og orienteringen til patienten.

Ved patienter, hvor der ikke er tvivl om at patienten enten kan udskrives eller skal tvangstilbageholdes, skal der tages stilling til patientens anmodning uden unødig forsinkelse.

Reglen gælder under hele indlæggelsen, således også hvor patienten tidligere har fået afslag på udskrivning og på ny fremsætter et udskrivningsønske. 24 timers reglen skal kun anvendes i situationer, hvor patientens sygdomstilstand giver anledning til tvivl, som fx ved fluktuerende tilstande (fx reaktiv psykose).

Patientens klageadgang i forbindelse med anvendelse af 24 timers reglen:

Når ventetiden er en del af en tvangsindlæggelse eller når overlægen beslutter, at patienten skal tvangstilbageholdes, er ventetiden på overlægens stillingtagen en del af frihedsberøvelsen, som kan påklages som vanligt.

Hvis overlægen efter anvendelse af en betænkningstid beslutter at en frivillig indlagt patient kan udskrives, har patienten haft et ufrivilligt ophold på sygehuset af en vis varighed (op til 24 timer).

Hvor den frivillig indlagte patient accepterede at afvente overlægens stillingtagen, antages opholdet i ventetiden ikke at være en frihedsberøvelse og kan følgelig ikke påklages.

Hvis den frivillig indlagte patient derimod under protest tilbageholdes i afdelingen i ventetiden indtil overlægens afgørelse foreligger, er der tale om en administrativ frihedsberøvelse, hvis lovlighed kan efterprøves ved domstolene.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har imidlertid ikke kompetence til at behandle en klage over anvendelse af psykiatrilovens § 10 stk. 3

• 2022-032098: Overlægen skal tage stilling til patientens udskrivningsønske

Tvangstilbageholdelse af en patient blev opretholdt ved revurdering på 3. dagen og på 10.

dagen. Patienten fremsatte 2 gange under lægesamtale i perioden mellem 3. og 10. dagen,

ønske om udskrivning. Lægen afviste patientens ønske om udskrivning. Beslutningen blev

ikke godkendt af overlægen før i forbindelse med den faste revurdering på 10. dagen. Pati-

entklagenævnet fandt derfor tvangstilbageholdelsen formelt ulovlig i 3 dage.

Nævnet henvist til psykiatriloven § 10 stk. 3 og belyste, at reglen ikke kun gælder for patien-

tens første udskrivningsbegæring, men gælder generel. Patienter har således fri adgang til at

fremsætte udskrivningsønske, og overlægen skal tage stilling, også til gentagne udskriv-

ningsønsker. Nævnets formand vejledte om, at man ved gentagne daglige anmodninger om

udskrivning kan nøjes med at tage stilling 1 gang om dagen.

• Patientklagenævnets årsberetning 2014 (s. 51): Nævnets kompetence vedr. 24 timers reglen

Patientklagenævnet afviste en klage fra en patient vedrørende ventetid på overlægens afgørelse på over 24 timer. Nævnet udtaler, at en tilbageholdelse efter 24 timers reglen ikke er omfattet af nævnets kompetence, jf. psykiatrilovens § 35, der præcist fastlægger nævnets kompetenceområde. Nævnet anfører, at spørgsmålet om denne tilbageholdelse skal forelægges for retten efter retsplejeloven kap. 43 a.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 2

4.3 Revurdering af frihedsberøvelse (psykiatriloven § 21)

Den behandlingsansvarlige overlæge skal løbende sikre, at frihedsberøvelse ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Derudover skal frihedsberøvelsen efterprøves på faste tidspunkter, henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat og derefter mindst hver 4. uge indtil ophør. Efterprøvelsen udregnes fra den dag, hvor den første frihedsberøvelse blev iværksat (dag 0). Datoerne for efterprøvelse ændres således ikke, hvis en tvangsindlagt patient senere tilbageholdes.

Ved revurdering skal overlæge påse, at betingelserne for at frihedsberøve patienten fortsat er opfyldt. Indikationen for en frihedsberøvelse kan ændre sig i løbet af indlæggelsen, fx at tvangsindlæggelse på fareindikation ændres til en opretholdt frihedsberøvelse på behandlingsindikation. Indikationen for frihedsberøvelsen beskrives i revurderingsnotatet i patientjournalen. Der skal ikke ændres på indikationen i tvangsprotokollen, da denne refererer til indikationen på tidspunktet for etableringen af frihedsberøvelsen.

Revurdering på 3., 10., 20. og 30. dagene skal ske på den præcise dag og kan hverken foretages dagen før eller udsættes til næste hverdag. Ved for tidlig revurdering af de faste dage vurderer nævnet frihedsberøvelse ”formelt ulovlig” indtil næste revurdering (jf. refereret afgørelse fra Patientklagenævnet).

Forsinket revurdering medfører, at frihedsberøvelsen som minimum er ulovlig i de dage, som revurderingen er forsinket.

Når frihedsberøvelsen udstrækkes til at revurdering skal foretages hver 4. uge (28 dage) kan revurdering eventuelt foretages 1-2 dage førend 28. dagen, hvis revurderingen mest hensigtsmæssigt foretages af overlæge på en hverdag. En sådan fremgangsmåde er ukommenteret i flere landsretsafgørelser, og er omfattet af lovens ordlyd om ”mindst hver 4.uge.

• Praksis: Det Psykiatriske Patientklagenævn (20/2 2022 – 21/14350)

Revurdering af frihedsberøvelse blev foretaget på dag 29. Den næste revurdering blev foretaget efter 4 uger, på dag 57. Patientklagenævnet anførte i afgørelsen, at frihedsberøvelsen fra dag 29 til den næste revurdering på dag 57 var ”formelt ulovlig”. Nævnet fandt dog ikke på baggrund af den formelle ulovlighed grundlag for at tilsidesætte beslutningen om frihedsberøvelse.

Revurdering ved absenteret patient, hvor politiet er anmodet om at tilbageføre patienten

Hvis en af de obligatoriske revurderinger falder i den 7 dages periode, hvor politiet kan tilbageføre patienten (se afsnit 4.4), skal der på den dag, hvor revurdering skal foretages, tilføres journalen notat. Hvis det er muligt at vurdere patienten in absentia beskrives i journalen, at patienten må antages fortsat at være psykotisk og behandlingskrævende, med belysning af på hvilken baggrund vurderingen er foretaget (fx at patienten var tydeligt psykotisk på tidspunktet, hvor patienten forlod afdelingen, at patienten har været psykotisk i en længere periode, at patienten tvangsmedicineres og dermed aktuelt er uden medicin mv.). Hvis patientens formodede aktuelle tilstand ikke kan vurderes, anføres journalnotat om at revurdering må afvente patientens tilbagekomst til afdelingen.

Bringes patienten tilbage til afdelingen af politiet, eller kommer patienten eventuelt selv tilbage, skal der - uanset om en vis sandsynlig vurdering var mulig på revurderingsdagen - straks ved patientens tilbagevenden til afdelingen foretages en lægelig vurdering af, om patienten opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, hvilket journalføres og på dette tidspunkt udfyldes tvangsprotokol.

Hvis betingelserne for frihedsberøvelse ved patientens tilbagevenden til afdelingen ikke er opfyldt, ophæves frihedsberøvelsen og patienten udskrives, hvis han ikke ønsker frivillig indlæggelse.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 4

4.4 Tilbageførsel af frihedsberøvede patienter (psykiatriloven § 10a)

Hvis en frihedsberøvet patient forlader den psykiatriske afdeling, kan overlægen beslutte, at patienten skal føres tilbage med politiets hjælp. Hvis den frihedsberøvede patient er udeblevet efter aftalt udgang, kan overlægen ligeledes beslutte tilbageførsel ved politiet, forudsat patientens højst har haft udgang med indtil 3 overnatninger.

Tilbageførsel kan ske indtil en uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Patienten skal være bragt tilbage til den psykiatriske afdeling inden udløbet af ugefristen.

Patientens absentering eller udeblivelse efter udgang skal sidestilles med en anmodning om udskrivning. Det medfører, at overlægen - ved patientens tilbageførsel ved politiets bistand - skal tage stilling til, om betingelserne for (fortsat) frihedsberøvelse i form af tvangstilbageholdelse er opfyldt.

Har en patient forladt afdelingen uden aftale eller udebliver efter aftalt udgang, skal plejepersonalet orientere vagthavende læge, ansvarshavende sygeplejerske samt Informationen.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 5

4.5 Overførelse af patient fra åbent til lukket sengeafsnit (psykiatriloven §10 stk. 2)

Overførelse af en frivillig indlagt patient til et lukket sengeafsnit kan ske med patientens informerede samtykke. Hvis patienten ikke samtykker, kan patienten kun overføres til et lukket sengeafsnit, hvis patienten opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse og tvangstilbageholdes før overflytning til et lukket sengeafsnit gennemføres. Dette gælder uanset om det sengeafsnit, som patienten overføres fra, er et åben eller et lukkket sengeafsnit, og uanset om overføslen sker til et lukkket sengeafsnit på samme sygehus eller et lukkket sengeafsnit på et andet sygehus.

Proceduren for tvangstilbageholdelse følges, hvorefter patienten kan overføres til lukket sengeafsnit. Anvendelse af den nødvendige fysiske magt til at gennemføre, at patienten overføres til et lukket sengeafsnit dokumenteres i patientjournalen, men skal ikke registreres i tvangsprotokol skema 3, men behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse. Forløb af overførelsen beskrives og dokumenteres i patientjournalen

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 3

4.6 Overflytning af en frihedsberøvede patient til et andet sengeafsnit

Overflytning af frihedsberøvede patienter til et andet sengeafsnit i Psykiatrien er en ledelsesmæssig beslutning, som træffes af de behandlingsansvarlige overlæger på de involverede sengeafsnit i samråd med ledende overlæge.

Overflytning mellem sengeafsnit under samme ledende overlæge

Overflytning af frihedsberøvede patienter kan frit ske mellem sengeafsnit, som hører under samme ledende overlæges ansvarsområde. Revurdering af frihedsberøvelse fortsætter uændret i tvangsprotokol.

Overflytning mellem sengeafsnit under forskellige ledende overlæger

Ved overflytning af en frihedsberøvet patient til et sengeafsnit under en anden ledende overlæge, afsluttes tvangsprotokol skema 1 for det første sengeafsnit.

Overlægen på modtagende sengeafsnit skal ved patientens ankomst til det nye sengeafsnit tage stilling til, om frihedsberøvelsen skal fortsætte eller ophøre. Vurderer overlægen, at frihedsberøvelsen skal fortsætte, oprettes ny tvangsprotokol med overflytningsdatoen som iværksættelsesdato og med revurdering af den fortsatte frihedsberøvelse efter 3, 10, 20 og 30 dage etc. på det modtagende sengeafsnit.

Overflytning til sygehuse i andre regioner

Samme fremgangsmåde som ved overflytning mellem sengeafsnit under forskellige ledende overlæger.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 2.4

4.7 Ophør af frihedsberøvelse (psykiatriloven § 11)

Når overlægen vurderer, at betingelserne for frihedsberøvelse ikke længere er tilstede, skal frihedsberøvelsen straks ophøre. Patienten og patientrådgiveren skal straks orienteres.

En ophævelse af frihedsberøvelse er ikke ensbetydende med udskrivning, idet patienten kan forblive indlagt på frivilligt grundlag.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 6

4.8 Efterlysning af en indlagt ikke frihedsberøvet patient

En frivillig indlagt patient kan ikke tilbageføres med politiets hjælp (se kapitel 4.4).

Hvis en frivilligt indlagt patient har forladt sengeafsnittet uden aftale med personale eller ikke kommer tilbage som aftalt efter en udgang, skal plejepersonalet orientere vagthavende læge.

Hvis lægen efter konference med overlæge/bagvagt vurderer, at patienten er til fare for sig selv eller andre og opfylder kriterierne for frihedsberøvelse, skal politiet kontaktes for orientering om at patienten bør findes med henblik på vurdering af behov for tvangsindlæggelse. Lægen orienterer politiet om situationen, herunder præcisering af, at patienten er frivilligt indlagt og derfor ikke af politiet kan bringes tilbage til psykiatrisk sygehus mod sin vilje. Hvis politiet får kontakt til patienten må tvangsindlæggelsesprocedure iværksættes, hvis politiet skønner det fornødent.

Lægen tager stilling til (evt. efter konference med overlæge/bagvagt) om pårørende, egen læge, distriktspsykiatrien eller andre skal informeres. Patienten orienteres som hovedregel efterfølgende herom.
Oplysninger om alle kontakter skal noteres i patientens journal.

4.9 Efterlysning af retslige patienter

Lægen skal sikre, at politiet straks underrettes, hvis følgende retslige patienter har forladt sengeafsnittet:

- Patient varetægtsfængslet i surrogat,
- Afsoner i surrogat
- Mentalobservand indlagt i henhold til retskendelse
- Patient med anbringelsesdom

Har en patient med dom til behandling forladt sengeafsnittet, skal lægen sikre, at kriminalforsorg og bistandsværge underrettes, og det skal vurderes, om politiet skal underrettes med henblik på tilbageførsel af patienten.

Der skal informeres til Klinikledelse og psykiatridirektør, jfr. instruks: Instruks vedrørende absentering, efterlysning og tvangstilbageførsel.

4.10 Ambulante patienter og fremmødte i psykiatrisk skadestue

Kun døgnindlagte patienter kan tvangstilbageholdes. Patienter som kommer til ambulante samtaler i et ambulatorium i Psykiatrien kan således ikke tvangstilbageholdes.

Hvis en patient/person i ambulatorium/skadestue er psykotisk og behandlingskrævende, men afviser tilbud om frivillig indlæggelse, skal indikation for eventuel tvangsindlæggelse vurderes. Vagthavende læge skal konferere med overlæge/bagvagt.

Vurderes det nødvendigt med umiddelbar tvangsindlæggelse på fareindikation, skal politi og udefrakommende læge/vagtlæge tilkaldes for vurdering og gennemførelse af tvangsindlæggelse.

Hvis en patient/person i denne situation vil forlade psykiatrien før politi og udefrakommende læge er ankommet, kan relevante tiltag for at sikre personens forbliven undtagelsesvis anvendes - fx døraflåsning og fysisk fastholdelse. Hjemlen er i straffelovens bestemmelse om nødret, hvorfor der skal være tale om en nødretssituation. Den anvendte magt skal ikke tilføres tvangsprotokol, da der ikke er tale om tvang i henhold til psykiatriloven. Forløb og omstændigheder skal journalføres. Overlæge/bagvagt og politiet skal altid orienteres.

Kapitel 5: Tvangsbehandling (psykiatriloven §12 og §13)

”Tvangsbehandling” defineres som den fast ordinerede behandling under indlæggelse, mens ”akut beroligende medicin” er beskrevet i § 17 stk. 2 (se kapitel 7.4). Tvangsbehandling må kun anvendes overfor personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. Det er vigtigt at iagttage mindste middels princip, det vil sige vurdere og dokumentere, hvorfor en mindre indgribende foranstaltning ikke er tilstrækkelig.

Det skal dokumenteres i journalen, at patienten løbende er søgt motiveret for frivillig behandling. Motivationsperioden skal normalt være mindst 48 timer og højst 72 timer, og skal følge en bestemt procedure.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 7

Beslutningskompetence

Beslutning om tvangsbehandling skal træffes af overlæge, som samtidig beslutter og anfører på tvangsprotokol skema 2, hvilken form for magtanvendelse, der kan anvendes for gennemføre behandlingen. Ved den konkrete tvangsbehandling skal fysisk fastholdelse, som anvendes for at gennemføre tvangsbehandlingen ikke registreres selvstændigt i tvangsprotokol. Hvis der undtagelsesvis anvendes kortvarig fiksering med bælte for at gennemføre tvangsbehandlingen, skal fikseringen imidlertid altid registreres særskilt i tvangsprotokollen på skema 3.

Omstændighederne omkring magtanvendelsen skal beskrives i journalen.

Klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn
Patientens klage over tvangsbehandling har opsættende virkning, med mindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for skade på legeme eller helbred.

Tvangsbehandling kan derfor som hovedregel først iværksættes, når klagen er behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn og Patientklagenævnet har godkendt tvangsbehandlingen. Patienten skal have modtaget nævnets afgørelse, før en godkendt tvangsbehandling kan påbegyndes.

Hvis patienten ikke ønsker at klage over overlægens beslutning, sættes tvangsbehandlingen i gang. Hvis patienten i forløbet ønsker at klage, skal tvangsbehandling pauseres, indtil Patientklagenævnets afgørelse foreligger, medmindre kriteriet om et uopsætteligt behandlingsbehov på klagetidspunktet er opfyldt.

Har patienten haft klaget til Patientklagenævnet, som har godkendt tvangsbehandlingen, som derefter er gået i gang, har en ny klage fra patienten over den fortsatte tvangsbehandling i samme behandlingsforløb ikke opsættende virkning. Den igangværende tvangsbehandling skal således ikke pauseres i perioden indtil patientklagenævnets afgørelse foreligger.

Klage over Patientklagenævnets afgørelser til Det Psykiatriske Ankenævn har ikke opsættende virkning

• Praksis: Patientklagenævnets årsberetning 2016 (s. 71)

Patientklagenævnet fandt, at overlægen burde have holdt en pause i tvangsbehandlingen, straks da overlægen modtog patientens klage over beslutningen om tvangsbehandling. Pausen i tvangsbehandlingen burde være fortsat til, Patientklagenævnet havde truffet afgørelse i sagen. Behandlingen kunne genoptages, hvis Patientklagenævnet godkendte beslutningen af 6. maj 2016 om tvangsbehandling

• Tilsvarende afgørelse i Patientklagenævnets årsberetning 2013 (s. 56)

5.1 Former for tvangsbehandling

• Tvangsmedicinering
• ECT
• Ernæring
• Legemlig lidelse
• Blodprøver og andre undersøgelser

5.2 Tvangsmedicinering (psykiatriloven §12, jf. bek. 1075 af 27/10 2019)

Tvangsmedicinering må kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige.

Patienten skal være fuldt informeret om behandlingens formål, virkning og mulige bivirkninger, hvilket journalføres. Patienten skal have lejlighed til at tale med sin patientrådgiver, hvilket også journalføres.

Ved tvangsmedicinering må der kun anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Ankenævnets praksis vedrørende doseringsforslag for Zyprexa (Olanzapin) og vedrørende Abilify (Aripiprazol) - se her

Depotpræparater bør i videst muligt omgang undgås, og der skal være særlig begrundelse for at anvende denne administrationsform. Depotbehandling må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender. Patientklagenævnet kræver således, at det ved klage over beslutning om tvangsbehandling med depotmedicin altid oplyses til nævnet, hvornår patienten tidligere har modtaget pågældende type medicin.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 7.1 og 7.2

5.3 Ernæring med tvang (psykiatriloven §12, jf. §7 i bek.1075 af 27/10 2019)

Mindstemiddelsprincippet skal iagttages, hvilket indebærer, at patienten først, i det omfang der er muligt, skal have lagt en detaljeret kostplan med henblik på vægtøgning. Hvis dette ikke fører til vægtøgning, bør patienten tilbydes ernæring via sonde som et frivilligt behandlingstilbud.

Det overfor anførte om tvangsbehandling gælder også ved tvangsernæring. Der skal gennemføres en motivationsfase, hvor patienten informeres om behandlingens formål, virkning og mulige bivirkninger og patienten skal have lejlighed til at tale med sin patientrådgiver mv.

Beslutning om tvangsernæring skal træffes af overlægen, som samtidig fastsætter, om der kan anvendes magt for at gennemføre behandlingen. I overlægens fravær kan beslutning træffes af en anden læge. Overlægen skal efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen (se kapitel 1.7)

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 7.3

5.4 ECT- tvangsbehandling (psykiatriloven §12, jf. § 8 i bek. 1075 af 27/10 2019)

Tvangsbehandling med ECT er meget sjældent indiceret. ECT med tvang må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse på fareindikation og er i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand. Akut delir kan være en situation, hvor der kan være indikation for ECT behandling med tvang, hvis det akutte delir udvikler sig i livstruende retning.

ECT-behandling gennemføres i princippet som al anden tvangsbehandling.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 7.4

Jf. PRI instruks: ECT-behandling i Psykiatrien

5.5 Tvangsbehandling af legemlig lidelse (psykiatriloven §13, jf. bek. 1075 af 27/10 2019)

Følgende grundbetingelser skal være opfyldt, for at tvangsbehandling af en legemlig lidelse kan komme på tale:

• Patienten skal være indlagt på en psykiatrisk afdeling (evt. som ”dobbeltindlagt”)
• Patienten skal opfylde betingelserne for frihedsberøvelse (hvis tvangsbehandlingen skal ske på somatisk sygehus skal patienten frihedsberøves)
• Den legemlige lidelse udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare
• Patienten giver ikke informeret samtykke til den nødvendige behandling

Der er forskellig procedure alt efter om tvangsbehandlingen af den somatiske lidelse kan varetages under indlæggelse i psykiatrien eller om tvangsbehandlingen kun kan gennemføres under indlæggelse i somatikken.

Er patienten indlagt på psykiatrisk afdeling tager overlægen stilling til, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Overlægen på den psykiatriske afdeling og overlægen på den somatiske afdeling træffer i fællesskab beslutning om den somatiske tvangsbehandling.

Er patienten i forvejen indlagt på en somatisk afdeling, hvor patienten på psykotisk baggrund ikke ønsker behandling for en livstruende sygdom, skal der gennemføres dobbeltindlæggelse af patienten, før der kan træffes beslutning tvangsbehandling. Det vil sige, at der skal gennemføres en tvangsindlæggelse af patienten. Den somatiske sygehuslæge udfærdiger tvangsindlæggelseserklæring efter undersøgelse af patienten. Den psykiatriske overlæge træffer afgørelse om tvangsindlæggelse på baggrund af tvangsindlæggelseserklæringen og oplysninger fra psykiatrisk tilsyn.

Da patienten allerede er indlagt på somatisk sygehus, er det ikke nødvendigt at involvere politiet i tvangsindlæggelsesproceduren (jfr. § 13 stk. 1 2. punktum, som ikke henviser til § 7 stk. 1 om at politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil).

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 8

5.6 Blodprøver eller andre undersøgelser med tvang

Der er ikke i psykiatriloven taget stilling til, hvilke tiltag tvangsbehandling omfatter. Blodprøvetagning med tvang er ikke nævnt i psykiatriloven, men ifølge Sundhedsministeriet og Patientklagenævnet kan der tages en blodprøve med tvang, hvis blodprøvetagningen er en nødvendig forudsætning for og dermed et nødvendigt element i gennemførelse af en tvangsbehandling.

Afhængig af begrundelse for blodprøve kan tvangen høre under enten psykiatriloven § 12 eller § 13:

1. Er blodprøve en nødvendig forudsætning for en psykiatrisk tvangsbehandling, skal proceduren efter psykiatrilovens §12 følges. Blodprøvetagningen betragtes som et nødvendigt element i gennemførelse af tvangsbehandlingen (jfr. ovenfor om medicinsk tvangsbehandling)
2. En blodprøvetagning, der bliver foretaget af hensyn til patientens somatiske tilstand og med henblik på behandling af en somatisk lidelse, skal proceduren efter psykiatrilovens §13 følges. Det vil sige, at beslutning om blodprøve ikke kan træffes af den psykiatriske overlæge alene, men skal træffes i samråd med overlæge fra somatisk afdeling.

I begge situationer gælder, at der ikke må tages blodprøver med tvang, som ikke er nødvendige for selve tvangsbehandlingen.

Ved en potentielt livs- og førlighedstruende tilstand kan hjemlen til at foretage undersøgelse i form af blodprøve være straffelovens regel om nødret.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 9

Andre nødvendige undersøgelser:

Tilsvarende betragtninger må gælde i forbindelse med andre typer af undersøgelser, f.eks. røntgen, EKG, scanninger m.v.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov – regel i Sundhedsloven

I sundhedslovens § 19 er en regel om behandling uden samtykke af midlertidigt og varigt inhabile, når der er tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov. Der ligger en nødretsbetragtning bag, begrundet i det øjeblikkelige behandlingsbehov. Bestemmelsen giver ikke adgang til at anvende fysisk magt.

Sundhedsloven § 19. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig.

Jf. PRI instruks: Regler om magt og tvang i forbindelse med sygehusbehandling

5.7 Lov om somatisk tvangsbehandling

Reglerne i lov om somatisk tvangsbehandling gælder ikke for patienter, der er omfattet af Psykiatriloven, men er vigtige at have kendskab til, fx i forbindelse med varetagelse af psykiatrisk tilsyn i somatikken.

Loven fastsætter betingelserne for at anvende tvang for at sikre nødvendig somatisk behandling til varigt inhabile patienter. Målgruppen er patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling. Det kan f.eks. være udviklingshæmmede, hjerneskadede og patienter med demens, som er omfattet af sundhedsloven § 18. Det er kun læger og tandlæger, der kan beslutte, at en varigt inhabil patient skal tvangsbehandles.

Patientens frivillige medvirken skal forsøges opnået, før der besluttes behandling med tvang og mindstemiddelsprincip skal efterleves.

Loven giver mulighed for at anvende følgende typer af tvangsindgreb for at gennemføre den somatiske tvangsbehandling:

- Fysisk fastholdelse og beroligende medicin, hvis det er nødvendigt for at kunne gennemføre tvangsbehandlingen (det er ikke tilladt at bruge hjælpemidler til fastholdelse af patienten)
- Tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel
- Personlig hygiejne ved tvang på patienter, der er tvangsindlagt

Der skal indhentes et stedfortrædende informeret samtykke til behandlingen fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig eller alternativt faglig tilslutning fra en anden læge med faglig indsigt på behandlingsområdet – herunder specifikt samtykke eller tilslutning til, at behandlingen gennemføres med tvang.

Lægen skal endvidere vejlede den nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtige, som har givet informeret samtykke, om muligheden for at klage til Tvangsbehandlingsnævnet. Hvis klager ønsker det, skal lægen indbringe sagen for Tvangsbehandlingsnævnet.

Lægen skal udarbejde en tvangsprotokol, som skal indgå i patientjournalen og skal indberette beslutninger om tvang efter loven til Sundhedsdatastyrelsen. For sygehusansatte læger er indberetningen til Landspatientregistret.

Hvis der er tale om tvangsindlæggelse af en varigt inhabil patient i forbindelse med somatisk behandling, skal lægen udfærdige en erklæring, som skal i journalen. Erklæringen skal indeholde en række oplysninger om patienten, sygdomsforløbet, detaljer om det informerede samtykke m.v.

Jf. PRI instruks: Regler om magt og tvang i forbindelse med sygehusbehandling

Kapitel 6: Udskrivningsaftale og koordinationsplaner

Psykiatriloven fastsætter regler om opfølgning efter en indlæggelse for patienter, som modtager støtte efter afsnit V i serviceloven samt for patienter, som formodes ikke på eget initiativ søger den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred.

De primære formål med at sikre en formel udskrivningsaftale eller en koordinationsplan er at:

• Bidrage til sammenhængende behandlingsforløb og til at fastholde patienten i behandling efter udskrivelse (alternativt sikre at patienten indlægges ved behandlingssvigt)
• At opfølgning fastlægges før udskrivelse for dermed at sikre patienterne en bedre opfølgning (undgå at patienten falder ud af behandlingssystemet, uden at nogen umiddelbart vil bemærke det) og afklare rollefordeling og gensidig information ved risiko for drop-out.

Overlægen har ansvaret for, at der for målgruppen indgås en udskrivningsaftale eller udarbejdes en koordinationsplan mellem patienten, den psykiatriske afdeling og de relevante myndigheder i kommunen, praktiserende læge m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten efter udskrivelsen.

6.1. Målgruppe

Patienter, der obligatorisk tilhører målgruppen (jf. § 13 a, stk. 1)

Der skal indgås en udskrivningsaftale med alle patienter over 18 år, som modtager støtte efter servicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk funktionsevne. Udskrivningsaftale/koordinationsplan er obligatorisk, uanset den faglige vurdering af behov.

Patienter, der kan tilhøre målgruppen (jf. § 13 a, stk. 2)

For patienter, der ikke modtager kommunal støtte som følge af nedsat psykisk funktionsevne, skal der indgås udskrivningsaftale/koordinationsplan, når det må antages, at patienten ikke selv vil søge den nødvendige behandling og støtte efter udskrivning. Det gælder også for patienter under 18 år.

Følgende patienter vil typisk tilhøre målgruppen

• Patienter, som man af erfaring ved ikke fortsætter behandling efter udskrivelsen eller tager imod sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, fx patienter uden sygdomserkendelse og modstand overfor behandling og med tidligere compliance problemer
• Patienter med kombination af alvorlig sindslidelse og sociale problemer/misbrug
• Patienter med stærkt afvigende adfærd og hyppige konflikter
• Patienter der lever i isolation og som har problemer med tæt kontakt
• Patienter med retspsykiatrisk foranstaltning
• Overgår til fremtidig ambulant opfølgning ved andet sted

6.2. Indhold

Krav til indhold er beskrevet i afsnit 8 i Vejledning om anvendelse af tvang m.v.

Indholdsmæssigt er udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ens. De beskrevne indsatser i aftalen/planen har karakter af tilbud og kan ikke gennemtvinges over for patienten.

Udskrivningsaftale/koordinationsplan etableres inden udskrivningen. Hvis en patient har forladt sengeafsnittet uden aftale, og ikke ønsker at vende tilbage, kan der for målgruppen alligevel laves en udskrivningsaftale/koordinationsplan. Afdelingen skal forsøge at få kontakt til patienten for at opnå aftale om forløbet.

En udskrivningsaftale og en koordinationsplan skal være tidsbegrænset og ophører ved den fastsatte slutdato. Aftalen eller planen kan dog forlænges, hvis det vurderes at være hensigtsmæssigt for en god afslutning af forløbet. Ved genindlæggelse inden slutdatoen bortfalder udskrivningsaftalen/koordinationsplanen.

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner skal journalføres, med oplysning om:

• Den nærmere begrundelse og indholdet af udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen
• Hvem der har ansvaret for at reagere, hvis aftalen eller planen ikke overholdes
• Hvilke myndigheder, praktiserende sundhedspersoner m.fl., der er involveret i udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen
• At der er foretaget registrering i tvangsprotokol

Ved indberetning til Sundhedsdatastyrelsen registreres patientens navn og cpr.nr, dato for indlæggelse og udskrivning, dato for etablering og udløb af udskrivningsaftale/koordinationsplan samt navn på den ordinerende overlæge.

6.3. Klageadgang

Patienten kan klage til Styrelsen for Patientklager i forhold til den lægefaglige vurdering af, at patienten hører til / ikke hører til gruppen af patienter, der er omfattet af reglerne om udskrivningsaftale eller koordinationsplan samt klage over omfanget af udveksling af oplysninger uden samtykke.

6.4. Udveksling af fortrolige oplysninger

Udarbejdelse af aftale/plan foregår i et samarbejde mellem relevante myndigheder – dvs. tilbuddene i aftalen fastlægges ved fælles konference mellem de forskellige myndigheder m.fl. Samarbejde forudsætter udveksling af de oplysninger om patienten, der er nødvendige for at kunne indgå aftalen og føre tilsyn med overholdelse af aftalen/planen og kan - som led i indgåelse af og tilsyn med overholdelse af aftalen/planen - drøftes uden patientens samtykke, dog forudsat, at patientens samtykke søges indhentet.

Jf. PRI instruks: Procedure for udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

Kapitel 7: Tvangsfiksering – Beskyttelsesfiksering - Frivillig fiksering

I dette kapitel beskrives reglerne i psykiatrilovens kapitel 5 om fiksering, som fastsætter betingelserne for at anvende denne form for tvangsmidler.

Generelt gælder mindstemiddelsprincippet. Det skal dokumenteres i patientjournalen, at mindstemiddelsprincippet er efterlevet – hvilket ifølge Det Psykiatriske Patientklagenævns praksis ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt kræver at følgende mindre indgribende foranstaltninger skal forsøges forud for brug af tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

a) Læge/personale skal forsøge at tale patienten til ro
b) Det skal forsøges at skærme patienten (begrænse og korrigere patientens adfærd og aktivitet)
c) Patienten skal tilbydes beroligende medicin til frivillig indtagelse

Det skal beskrives og dokumenteres grundigt i journalen, at de mindre indgribende tiltag er forsøgt. Hvis en eller flere af de mindre indgribende foranstaltninger ikke er mulig i den konkrete situation, skal det beskrives i journalen, hvorfor det ikke var muligt.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 11

7.1 Tvangsfiksering (psykiatriloven §§ 14 -16)

Ved tvangsfiksering forstås en fastspænding af en patient med det formål at afværge en fare, som patienten udsætter sig selv eller sine omgivelser for.

Anvendelse af tvangsfiksering fordrer ikke, at patienten er sindssyg eller i en tilstand, der ganske kan ligestilles hermed. Hvis tvangsfikseringen er så langvarig, at fikseringen indebærer en frihedsberøvelse, skal patienten imidlertid være tvangstilbageholdelig og vurderingen heraf dokumenteres i patientjournalen.

Patienten skal ikke nødvendigvis tvangstilbageholdes, hvis der ikke er et udskrivningsønske eller udtalelse/adfærd, der må tolkes som et udskrivningsønske.

Det er ikke direkte fastsat, hvornår en tvangsfiksering er så langvarig, at den får karakter af en frihedsberøvelse. Det Psykiatriske Patientklagenævnet kræver dokumentation for, at patienten opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, hvis en tvangsfiksering har en varighed på mere end 5 timer

(jf. side 27 i Det psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2014)

7.1.1 Betingelser for at anvende tvangsfiksering (psykiatriloven § 14 stk. 2)

Tvangsfiksering kan kun ske på offentlige psykiatriske sygehusafdelinger og må kun anvendes kortvarigt (nogle få timer) og kun hvis det er nødvendigt for at afværge en af følgende 3 situationer:

1. Patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for skade på legeme eller helbred
2. Patienten forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter
3. Patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang

Psykiatriloven § 14 stk. 3 fastsætter, at tvangsfiksering undtagelsesvist kan anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væsentlige grunde til at fortsætte tvangsfikseringen, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed. Det første lægetilsyn skal derfor foretages indenfor de første 4 timer (se 7.1.5). Hvis tvangsfikseringen opretholdes, skal lægen beskrive grundigt i journalen, hvorfor det vurderes nødvendigt at opretholde tvangsfikseringen under henvisning til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.

Ad. 1: fare for at lide skade på legeme eller helbred

Dette omfatter de alvorligste tilfælde, hvor gruppen af beskyttede personer er medpatienter, personale, besøgende og andre, der kommer på afdelingen, foruden patienten selv.

Der er tale om et farekriterium. For at opfylde betingelsen om ”nærliggende fare” skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare, som skal dokumenteres i journalen. At patienten har udvist farlig adfærd er ikke tilstrækkelig indikation for tvangsfiksering, hvis situationen er under kontrol og yderligere fare kan forebygges med mindre indgribende (tvangs-) foranstaltninger.

Det skal klart fremgå af ordinerende læges notat i journalen, hvordan og på hvilken måde patienten er farlig. Det er ikke tilstrækkeligt at skrive at patienten er fx udadreagerende, anspændt eller truende.

Lægens journalnotat skal udførligt beskrive, hvordan og på hvilken måde patienten er udadreagerende, anspændt eller truende.

Endvidere beskrives at mindstemiddelsprincippet er iagttaget, jfr. a), b) og c) beskrevet i indledningen.

Ad. 2: forfølgelse eller forulempelse af medpatienter

Forfølgelse eller grov forulempelse er mindre alvorlige overgreb rettet mod medpatienter. Er en forulempelse særlig grov kan den efter omstændighederne indebære en fare omfattet af nr. 1.

Omfattet er dels vold, som ikke indebærer fare, dels fx seksuelt prægede tilnærmelser, kraftigt råbende/ stærkt drillende adfærd eller gennemroden og tilegnelse af medpatienters ting. Er forfølgelsen rettet mod en konkret patient, skal det vurderes, om en løsning kan være at flytte patienten til en anden stue/sengeafsnit. At patienten er til gene for medpatienter er ikke tilstrækkelig indikation.

Det skal klart fremgå af ordinerende læges notat i journalen, hvordan/på hvilken måde patienten forfulgte/ forulempede konkrete medpatienter. Lægens journalnotat skal udførligt beskrive patientens udsagn/adfærd så det dokumenteres, at én eller flere medpatienter groft forulempes. Dokumentation af medpatienters reaktion/udsagn skal foretages i de pågældendes journal.

Endvidere beskrives at mindstemiddelsprincippet er iagttaget, jfr. a), b) og c) beskrevet i indledningen.

Ad. 3: hærværk af betydeligt omfang

Hærværk er ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af fysiske genstande af enhver art. Ved bedømmelsen af om ødelæggelsen er ”af ikke ubetydeligt omfang” lægges vægt dels på tingenes værdi dels på hærværkets omfang og tidsmæssige udstrækning. Mindre indgribende foranstaltninger skal først være forsøgt og have vist sig utilstrækkelige.

Det skal klart fremgå af ordinerende læges notat i journalen, hvordan/på hvilken måde patienten øvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Endvidere beskrives at mindstemiddelsprincippet er iagttaget, jfr. a), b) og c) beskrevet i indledningen.

7.1.2 Beslutningskompetence (psykiatriloven § 15)

Overlægen træffer beslutning om tvangsfiksering med bælte, efter at overlægen har tilset patienten. Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme træffes også af overlægen efter tilsyn, og der skal journalføres særskilt begrundelse for anvendelse af hånd- eller fodremme.

På tidspunkter, hvor en overlæge ikke er tilstede eller kan kontaktes, kan en læge træffe afgørelse om anvendelse af tvangsfiksering med bælte og remme. Overlægen skal efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Dette er tidligere anset som hurtigst muligt efter at overlægen (forstået som den behandlingsansvarlige overlæge) igen er mødt på arbejde. Det Psykiatriske Patientklagenævn har imidlertid skærpet praksis, således at hvis der har været en overlæge tilstede på afdelingen eller hvis der er mulighed for at forelægge og konferere telefonisk med en overlæge, så skal dette ske (se kapitel 1.7).

I akutte situationer omfattet af farekriteriet kan sygeplejepersonalet beslutte at tvangsfiksere den fareforvoldende patient med bælte – hvis det bedømt ud fra hensyn til patientens eller andres sikkerhed er uforsvarligt at afvente lægens tilsyn. Læge skal straks tilkaldes og træffe beslutning om, hvorvidt tvangsfiksering fortsat er nødvendig. Det skal forstås som et krav om at patienten omgående bliver tilset af en læge.

Der tilføres udførligt notat i journalen med beskrivelse af situationen, herunder hvorfor det var uforsvarligt at afvente lægens ankomst og hvorfor det ikke var muligt at anvende mindre indgribende foranstaltninger som fx fastholden eller skærmning indtil lægens ankomst.

7.1.3 Midler til tvangsfiksering (psykiatriloven § 14 stk. 1)

Som midler til tvangsfiksering kan der anvendes bælte, hånd – og fodremme samt handsker.

Hovedindikation for anlæggelse af håndremme er forebyggelse af alvorlig skade hos den selvmordsfarlige eller selvdestruktive patient, hvor faren ikke kan afbødes med mindre indgribende foranstaltninger som fx. intermitterende fastholdelse.

Hvis patienten pga. sin kropsbygning (fx stort abdomen), ikke kan fikseres med bælte alene, kan der anlægges 1 fodrem, når patienten aktuelt forsøger at komme ud af bæltet eller der er nylige episoder, hvor det (næsten) er lykkedes for patienten at komme ud af bæltet. Der skal dokumenteres helt særlige forhold for anlæggelse af 2 fodremme.

At patienten er motorisk urolig, verbalt truende eller slår eller sparker ud efter personalet i tvangsfikseringssituationen eller efterfølgende er ikke tilstrækkelig indikation for anvendelse af hånd- eller fodremme uden yderligere begrundelse.

7.1.4 Fast vagt ved tvangsfikserede patienter (psykiatriloven § 16)

En tvangsfikseret patient, skal være på enestue, må ikke kunne iagttages af uvedkommende og skal have en medarbejder hos sig hele tiden (fast vagt). Ordningen med fast vagt har til formål at mindske den traumatiserende virkning, som en tvangsfiksering kan indebære samt beskytte patienten mod overgreb fra medpatienter. Patienten har ret til et vist privatliv, når det ikke er uforeneligt med patientens sikkerhed.

En fast vagt er et udpeget kvalificeret personale, som ikke har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den tvangsfikserede patient. Observation og pleje skal udføres med hensyntagen til patientens ønsker og med respekt for patientens værdighed og selvfølelse.

Notatpligt:

Den faste vagt skal udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens aktuelle tilstand, mens patienten er tvangsfikseret med bælte.Den faste vagt skal således observere og notere patientens adfærd og opførsel under tvangsfikseringen, fx om patienten er fysisk rolig eller urolig, normal talende eller råbende osv. Den objektive beskrivelse i form af notater skal udarbejdes minimum hvert 15. minut og så ofte, som det vurderes relevant.

Det overordnede formål med notatet er at sikre, at tvangsfikseringen ikke udstrækkes i længere tid end nødvendigt. Den faste vagts notater skal fungere som et redskab for den ansvarlige læge, som skal foretage lægelig revurdering af om patienten kan løsnes fra tvangsfikseringen.

Hvis der ikke vurderes behov for at opretholde tvangsfikseringen, tilkommer det plejepersonalet at bringe en tvangsfiksering til ophør med det samme.

7.1.5 Lægelig revurdering af tvangsfikserede patienter (psykiatriloven § 21 stk. 4)

Læge skal jævnligt vurdere om tvangsfikseringen skal fortsætte eller kan ophøre. Revurdering skal foretages så ofte som forholdende begrunder det, dog mindst 3 gange i døgnet. Den første revurdering skal foretages efter max. 4 timer, og herefter må der højest være 10 timer mellem de løbende revurderinger.

Ved alle revurderinger skal lægen tage særskilt stilling til fiksering med handsker, hånd- eller fodremme, hvis disse tvangsmidler er i brug foruden bælte.

Revurderinger kan ikke foretages, hvis patienten sover. Lægen skal tilkaldes, så snart patienten vågner, således at revurdering kan finde sted.

Det tilkommer til enhver tid plejepersonalet at bringe en tvangsfiksering til ophør, når der ikke længere skønnes behov for at opretholde tvangsfiksering.

De lægelige revurderinger skal tilføres tvangsprotokol og der skrives journalnotat, som skal dokumentere lægens subjektive vurdering samt en objektiv beskrivelse af patientens adfærd og ytringer under tvangsfikseringen. Patientens tidligere adfærd vil kun i tvivlstilfælde blive tillagt betydning.

Revurderende læges jouranlnotat skal således altid belyse:

• Lægens vurdering: beskrivelse af de fakta, som vurderingen hviler på, herunder oplysninger, der dokumenterer, at patienten fortsat er til fare/ulempe/vil udøve hærværk. Lægen orienterer sig i notater fra den faste vagt, som er en objektiv beskrivelse af patientens adfærd og opførsel. Patientens eventuelle verbale forulempelser mod personale eller trusler om, hvad der kan ske i en fjernere fremtid, er ikke alene tilstrækkeligt til at opretholde bæltefikseringen
• Dokumentation af mindste middels princip: beskrivelse af, hvorfor mindre indgribende foranstaltninger (fx skærmning og beroligende medicin) må anses for utjenlige. Overvejelser om løsning af bæltet beskrives. Hvis patienten siden sidste revurdering har været løsnet fra bælte til toiletbesøg mv. uden problemer, kræves yderligere begrundelse, hvis tvangsfiksering opretholdes
• Beroligende medicin: i alle revurderingsnotater vurderes og dokumenteres brug af beroligende medicin, evt. givet med tvang. Eventuel kontraindikation for anvendelse af beroligende medicin dokumenteres, jfr. ovenfor om mindstemiddels princip

Forsøg med løsning af tvangsfiksering – max. 15 minutter

Kortvarig løsning af tvangsfiksering kan anvedes ved fx toiletbesøg. En kortvarig løsning kan højst have en varighed på 15 minutter. I disse tilfælde skal der ikke registreres en ny bæltefiksering.

Har patienten været løsnet i længere tid end helt kortvarigt (højst 15 minutter) er det en ny tvangsfiksering, hvis patienten igen tvangsfikseres – hvilket kræver lægeligt tilsyn og ordination før eventuel ny tvangsfiksering.

Forsøg på løsning af tvangsfiksering foretages under tilstedeværelse af tilstrækkeligt personale. Bælte kan som anført genanlægges indenfor 15 minutter, hvis indikationen fortsat er til stede.

Hånd- og fodremme løsnes normalt tidligere end bæltet. Forsøg på kortvarig løsning af remme foretages ligeledes under tilstedeværelse af tilstrækkeligt personale, således at rem(me) kan genanlægges, hvis det viser sig, at indikationen fortsat er til stede. Der dokumenteres i journal vedrørende løsning af remme.

7.1.6 Ekstern lægelig revurdering af tvangsfikserede patienter (§ 21 stk. 5-7)

Tvangsfiksering skal vurderes af ekstern speciallæge efter 24 timer, efter 48 timer, på 4 dagen, på 7. dagen og derefter 1 gang om ugen, så længe tvangsfikseringen udstrækkes.

Den behandlingsansvarlige overlæge skal umiddelbart efter udløb af fristerne sikre, at der tilkaldes en speciallæge til at foretage ekstern revurdering. For at varetage opgaven som ekstern, skal lægen:

- være speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri,
- ikke være ansat på det psykiatriske afsnit, hvor patienten er tvangsfikseret og må ikke have ansvaret for patientens behandling
- må ikke stå i et underordnelsesforhold til den behandlende læge
- må ikke i øvrigt være inhabil, hvilket medfører, at den eksterne læge ikke må have iværksat tvangsfikseringen eller forud for den eksterne revurdering have opretholdt tvangsfikseringen ifm en almindelig revurdering

Den samme læge kan foretage flere eksterne revurderinger ved samme patient, så længe lægen ikke har foretaget en af de almindelige revurderinger. Den eksterne vurdering skal foretages på baggrund af lægens egen undersøgelse af patienten og kan således ikke foretages alene på baggrund af en gennemgang af journalmateriale.

Den eksterne læge skal foretage en vurdering af indikation for opretholdelse af tvangsfikseringen, mindste middels princippet (om mindre indgribende foranstaltninger kan træde i stedet) samt særskilt vurdering, hvis der er anlagt hånd- eller fodremme. Den eksterne læges vurdering skal tilføres patientens journal og tvangsprotokol.

Ved uenighed mellem behandlingsansvarlig læge og den eksterne læge, er den behandlende læges vurdering afgørende. Patienten skal mundtligt og skriftligt oplyses herom.

Indberetning til Styrelsen for Patientsikkerhed ved tvangsfikseringer over 30 dage (§ 21 a)

Hvis en tvangsfiksering udstrækkes ud over 30 dage skal der foretage indberetning til Styrelsen for Patientsikkerhed med en redegørelse af forløbet og vedlagt kopi af patientjournal og tvangsprotokoller.

Indberetning skal sendes senest 3 dage efter at tvangsfikseringen har overskredet de 30 sammenhængende dage.

Formålet er at øge patientsikkerheden og medvirke til at begrænse langvarige tvangsfikseringer. Indberetningen sker med henblik på Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsvirksomhed, og er således ikke en lægelig second opinion, der vurderer tvangsforanstaltningen.

Udstrækkes tvangsfikseringen indberettes til Styrelsen for Patientsikkerhed for hver 30. dag.

Orientering til Psykiatriledelsen

Psykiatriledelsen skal orienteres, når en patient har været bæltefikseret i mere end 30 dage (ledelsesbeslutning, jf. referat fra møde i psykiatriledelsen den 28. maj 2019)

7.2 Beskyttelsesfiksering (psykiatriloven §18)

Beskyttelsesfiksering er en tvungen foranstaltning, der benyttes for at beskytte en patient imod utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare. Det kan fx være ved at patienten forsøger at foretage dagligdags handlinger, som patienten af fysiske årsager ikke længere er i stand til uden at udsætte sig selv for en væsentlig risiko for at komme til skade.

En læge skal tilse patienten og foretage en konkret og aktuel vurdering og ordination forud for anvendelse af beskyttelsesfiksering. Ordinationen tilføres patientjournalen og skal angive, i hvilket omfang og i hvilke bestemte situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må anvendes. Årsagen til anvendelse af det pågældende middel til beskyttelsesfiksering skal fremgå af journalen og bør formidles til patienten.

En beskyttelsesfikseret patient skal have fast vagt (fastsat i henhold til ledelsesbeslutning).

Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder beskyttelsesformålet og ud fra en vurdering af, hvad den pågældende patient befinder sig bedst med. Der anvendes bløde stofbælter og lignende. Der må ikke anvendes læderbælter og fod- eller håndremme som beskyttelsesforanstaltning.

Ledelsen har ansvaret for at sikre, at patienterne ikke kommer til skade, hvorfor der skal anvendes CE-mærkede bælter. Ledelsen har endvidere ansvaret for at vejlede personalet om brugen af stofbælter og lignende.

Hvis patienten selv kan frigøre sig og ikke søges hindret heri, foreligger der ikke beskyttelsesfiksering, men et hjælpemiddel.

Ordinationen revurderes løbende samt på 3. dag, 10. dag, 20. dag og 30. dag efter, at beslutning om beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

Både læger og sygeplejepersonalet skal påse, at beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end hensynet til patientens sikkerhed kræver. Hvis der ikke længere er behov for anvendelse af beskyttelsesfiksering, skal ordinationen straks ophæves.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 12

7.3 Frivillig bæltefiksering (§ 17 i bek. nr. 1075 af 27/10 2019)

Bæltefiksering af patienter, der af tryghedsgrunde selv anmoder om fiksering, må kun ske med samtykke fra en læge. Der må ikke anvendes hånd- eller fodremme ved frivillig bæltefiksering.

Lægen skal komme til stede og foretage en konkret og aktuel vurdering og ordination, før frivillig bæltefiksering kan iværksættes. Patientens anmodning samt lægens beslutning om fiksering, skal noteres i patientjournal og i tvangsprotokol skema 3.

Patienter, der er frivilligt fikserede, skal have fast vagt (fastsat iht ledelsesbeslutning).

Det er også ledelsesmæssigt besluttet, at frivillig bæltefiksering af en patient skal overlægegodkendes og revurderes 3 gange i døgnet på samme vis som ved tvangsfiksering for at sikre jævnlig vurdering af ordinationen samt at fikseringen er frivillig. Revurdering dokumenteres i journalen. Der skal ikke foretages ekstern revurdering.

En frivillig bæltefikseret patients ønske om ophør af bæltefiksering skal normalt imødekommes med det samme af plejepersonalet. Hvis patienten imidlertid opfylder betingelserne for tvangsfiksering på fareindikation, kan det være nødvendigt at afvente tilsyn af læge, som straks tilkaldes. Fikseringen er i ventetiden på lægens ankomst ikke frivillig og vil således være en tvangsfiksering på plejepersonalets beslutning (se kapitel 7.1.2).

Er bæltefiksering et tilbagevendende ønske fra patienten, skal dette fremgå af behandlingsplanen med anbefaling af, om og/eller i hvilke situationer, ønsket bør/ikke bør efterkommes. En patient har således ikke ret til selv at bestemme, at han vil fikseres.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 13

Kapitel 8: Anvendelse af fysisk magt og beroligende medicin med tvang

Mindstemiddelsprincippet forpligter til at anvende mindre indgribende foranstaltninger, hvis det er tilstrækkeligt. Det skal dokumenteres i patientjournalen, at mindstemiddelsprincippet er efterlevet – hvilket ifølge Det Psykiatriske Patientklagenævns praksis ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt kræver at følgende mindre indgribende foranstaltninger skal forsøges forud for brug af tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

a) Læge/personale skal forsøge at tale patienten til ro
b) Det skal forsøges at skærme patienten (begrænse og korrigere patientens adfærd og aktivitet)
c) Patienten skal tilbydes beroligende medicin til frivillig indtagelse

Betingelserne for at anvende fysisk magt er de samme som for tvangsfiksering med bælte, men som hovedregel vurderes en kortvarig anvendelse af fysisk magt som en mindre indgribende foranstaltning end tvangsfiksering. Imidlertid kan det i den konkrete situation, herunder fx som følge af patientens forhåndstilkendegivelser, vurderes at en kortvarig tvangsfiksering er mindste middel i situationen.

• Praksis: Patientklagenævnets årsberetning 2016, side 78-79

Patientklagenævnet vurderede i fem tilfælde, at det ikke var mindste middel i at fastholde patienten, men at patienten burde havde været fikseret. Patientklagenævnet fastslog, at beroligende medicin i praksis anses for mindre indgribende end fastholdelse og fiksering, og at fastholdelse anses for mindre indgribende end fiksering. Hvis der imidlertid er tilkendegivelse fra patienten om, at patienten oplever fastholdelse som mere indgribende end fiksering, kræves tungtvejende grunde af lægelige karakter for ikke at følge patientens tilkendegivelse herom. Nævnet henviste til psykiatrilovens § 3, stk. 4, hvorefter patienten ifm indlæggelsessamtalen skal høres om evt. tilkendegivelser i forhold til behandlingen, herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale.

8.1 Anvendelse af fysisk magt (§17 stk. 1, 1. punktum)

Fysisk magt må kun anvendes, hvis patienten opfylder kriterierne for tvangsfiksering. Fysisk fastholdelse må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Fysisk magtanvendelse i form af fastholdelse kan ske med 3 formål:

1. En på psykiatrisk afdeling indlagt patient kan fastholdes og om fornødent med fysisk magt føres til et andet opholdssted på sygehuset
2. Fastholdelse i forbindelse med et andet tvangsindgreb (fx ifm indgivelse af akut beroligende medicin eller ved overførsel til en lukket afdeling). Fastholdelse er i sådanne situationer ikke en selvstændig tvang, men en nødvendighed for at gennemføre et andet tvangsindgreb.
3. Fastholdelse som selvstændig tvangsforanstaltning, som anvendes for at undgå en anden tvangsforanstaltning og som ud fra en konkret faglig vurdering skønnes at være mindste middel. Fastholdelse bør i disse situationer aldrig have en varighed på mere end 30 minutter

Omstændighederne omkring anvendelse af fysisk magt skal beskrives i journalen.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 14

8.2 Forhindre en frihedsberøvet patient i at undvige (§17 stk. 1, 2. punktum)

Overfor frihedsberøvede patienter kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre, at en frihedsberøvet patient ikke forlader afdelingen – uanset om betingelser for at anvende fysisk magt er til stede. Reglen gælder geografisk på sygehuset og dettes område. Tilsvarende må den nødvendige magt anvendes i forbindelse med overflyttelse en af frihedsberøvet patient fra et åbent til et lukket sengeafsnit. Fysisk magtanvendelse iht § 17 stk. 1, 2. punktum skal ikke selvstændigt føres til tvangsprotokol (jfr. brugermanual for SEI), - men skal journalføres tydeligt.

Hvis en indlagt patient ikke samtykker til overflytning fra åbent til lukket sengeafsnit, kan overflytning kun ske, hvis patienten før overflytningen tvangstilbageholdes (se kapitel 4.5) – eller før flytningen tilbageholdes i henhold til strafferetslig foranstaltning.

Ved ledsaget udgang på psykiatriens matrikel skal der være taget stilling til personalets eventuelle anvendelse af fysisk magt for at føre patienten tilbage til sengeafsnittet, hvis patienten forsøger at undvige. Personalet har pligt til at agere, hvis en patient vil bringe sig i overhængende fare – jf. regler om nødret. Personalet bør ved ledsaget udgang have en mobiltelefon med, hvor der er indkodet tlf. nr. til politiet, hvis der opstår behov for hurtig hjælp.

8.3 Anvendelse af beroligende medicin med tvang (psykiatriloven 17 stk. 2)

En læge kan beslutte, at en indlagt, meget urolig patient skal have et beroligende middel – om nødvendigt med magt. Lægen skal vurdere, at det er af afgørende betydning for bedring af patientens tilstand. Det kan dels være påkrævet af helbredsgrunde dels kan beroligende medicin være et mindre vidtgående indgreb end en længerevarende fastholdelse eller tvangsfiksering. Det er ikke en betingelse, at patienten er frihedsberøvet, psykotisk eller i en tilstand, der ganske kan ligestilles hermed.

Der er således tale om indgivelse af beroligende medicin i enkeltstående tilfælde, som det mindst indgribende middel, der er egnet til at løse et helt akut problem. Anvendelse af beroligende medicin med tvang vil ofte skulle anvendes, hvis det vurderes at kunne forebygge eller afkorte længden af en tvangsfiksering. Patientens eventuelle forhåndstilkendegivelser inddrages i den konkrete lægelige vurdering.

Lægen skal være til stede, mens det beroligende middel gives.

Det er en lægelig vurdering, hvilket lægemiddel, der i den konkrete situation er mindst indgribende. Patienten skal forud for beslutning om beroligende medicin med tvang, tilbydes det samme konkrete præparat i samme dosis til frivillig medicinering.

I en akut situation skal et hurtigtvirkende præparat normalt vælges. I lægens overvejelse om valg af præparat skal indgå art, virkningstid samt patientens holdning. Patientens ønske til lægemiddel og/eller administrationsform skal tillægges betydelig værdi, hvis det skønnes lægeligt forsvarligt.

Depotpræparater med langtidsvirkning kan ikke anvendes som beroligende medicin. Cisordinol Acutard kan undtagelsesvis anvendes, hvis patienten har tålt præparatet tidligere med god effekt.

Oversigt over betingelser og krav ifm beslutning om beroligende medicin med tvang:

Jf. Det Psykiatriske Patientklagenævn Årsberetning 2017 side 28-30

Jf. Det Psykiatriske Ankenævns årsberetning 2019 afsnit 6.3 side 24ff:

• Nødvendigt for at bringe en meget urolig patients tilstand til ro og for bedring af patientens tilstand
• Mindre indgribende foranstaltninger skal være forsøgt iht mindste middels princippet
1. a. Begrænse, korrigere patientens adfærd
2. b. Forsøge at tale patienten til ro
3. c. Tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse
• Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og færrest mulige bivirkninger iht www.pro.medicin.dk.
• Hvis der er tale om en usædvanlig dosering iht pro.medicin, skal begrundelse for at gå ud over sædvanlig dosering beskrives nøje i journale
• Der skal vare identitet mellem tilbudt præparat og dosis og indgivet præparat og dosis

Vedrørende præparat og dosis - Ankenævnets praksis

Præparat og dosis skal som udgangspunkt svare til det præparat og dosis, som patienten blev tilbudt til frivillig indtagelse. Ankenævnet vurderer den indgivne dosis på baggrund af den samlede akkumulerede døgndosis, hvis der fx er indgivet beroligende middel flere gange indenfor et døgn.

Hvis situationen er eskaleret yderligere, er Ankenævnets praksis, at der kan være grundlag for at indgive beroligende medicin med tvang i en højere dosis end den tilbudte til frivillig indtagelse – eller eventuelt med et andet præparat. Det skal nøje journalføres, hvordan den eskalerede situation opstod og udviklede sig.

• Praksis: Det Psykiatriske Ankenævns årsberetning 2019 side 27

Patient var tilbudt tablet Serenase 5 mg til frivillig indtagelse forud for beroligende medicin med tvang med injektion Serenase 5 mg. Ankenævnet fandt, at injektion Serenase 5 mg medfører en højere plasmakoncentration end samme dosis givet som tablet. Nævnet godkendte dog alligevel beslutningen uanset den indgivne dosis ikke svarede til den tilbudte, henset til at der var tale om en eskaleret situation, idet patienten forsøgte at fjerne lægen og andre personaler, efter hun fik tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Ankenævnets praksis vedrørende Zyprexa (ændring af tidligere praksis):

Zyprexa i injektionsform svarer til dosis i tabletform – jf. Ankenævnets 2 afgørelser af 8/9 2021:

De to afgørelser omhandler samme problemstilling og er helt ens begrundet.

Kapitel 9: Personlig skærmning, aflåsning af døre, personlig hygiejne under anvendelse af tvang mv.

9.1 Personlige alarm og pejlesystemer og særlige dørlåse (psykiatriloven § 17 a)

Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse kan anvendes efter lægelig ordination overfor en patient, der lider af demens eller demenslignende tilstande, for at hindre, at vedkommende ved at forlade en psykiatrisk afdeling udsætter sig selv eller andre for en betydelig risiko for at lide personskade.

Disse foranstaltninger anvendes ikke aktuelt i psykiatrien i Region Nordjylland, hvorfor de ikke beskrives yderligere i instruksen.

9.2 Personlig skærmning (psykiatriloven § 18 d)

Personlig skærmning efter psykiatriloven betyder, at en elle flere personalemedlemmer konstant er i umiddelbar nærhed af patienten, også ved toiletbesøg og under badning. Patienten skal være under konstant opsyn. Personlig skærmning er en mindre indgribende foranstaltning end tvangsfiksering.

Denne form for skærmning mod patientens vilje, må kun bruges, hvis det er nødvendigt for at forhindre:

• At patienten begår selvmord eller på anden måde udsætter sit eget eller andres helbred for betydelig skade eller
• At patienten forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre

Beslutning om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten – og tilføres journalen som en ordination. Sygeplejepersonalet, (ansvarshavende sygeplejerske eller dennes stedfortræder) skal på egen hånd træffe beslutning om personlig skærmning af hensyn til patientens eller andres sikkerhed, hvis det findes uforsvarligt at afvente lægens tilsyn. Lægen skal i disse tilfælde straks tilkaldes og træffe afgørelse om, hvorvidt skærmning fortsat er nødvendig.

Hvis en personlig skærmning varer mere end 24 timer skal beslutningens tilføres tvangsprotokol, der skal beskikkes patientrådgiver og patienten skal orienteres om klageadgang til Det psykiatriske Patientklagenævn.

Lavere grader af observation eller overvågning er ikke omfattet af § 18 d og er ikke en tvangsforanstaltning. Jf. PRI instruks: Skærmning i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 15

• Svar fra Sundhedsministeren til § 71 tilsynet på spørgsmål om skærmning

Spm. 46: ”Skærmning til stue” anvendes ikke et begreb i behandlingen

Spm. 47: Ved ”personlig skærmning” følges patienten (holdes ikke på stue)

Spm. 49: Ikke hjemmel i psykiatriloven til fysisk at skærme en patient på en patientstue

• Nyhed fra Folketingets Ombudsmand, jfr. FOB 2020-25: Informeret samtykke: Skærmning til stue på Psykiatriske afdelinger

9.3 Orientering om afdelingens indretning (psykiatriloven § 18 e)

Når en patient indlægges på et psykiatrisk sengeafsnit skal patienten orienteres om afdelingens indretning, herunder om der findes mindre enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses.

9.4 Aflåsning af døre i afdelingen (psykiatriloven § 18 f)

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 16

Beslutning om aflåsning af døre i afdelingen skal træffes af en læge. Der kan som tvangsforanstaltning foretages aflåsning af døre i afdelingen over for:

1. Patienter der er frihedsberøvede
2. Patienter der er i risiko for utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare
3. Patienter der selv anmoder om det - aflåsningen skal straks ophæves, når patienten ønsker det

Det er ikke tilladt af låse døren til en patientstue.

Det er tilladt at låse sengeafsnittets yderdøre eller døre til en mindre del af sengeafsnittet. Sådanne skærmede enheder skal som minimum indeholde spise-, bade- og opholdsfaciliteter m.v. Der skal være mulighed for at patienterne i den skærmede enhed kan have socialt samvær med medpatienter, der opholder sig i samme enhed.

Alle øvrige patienter i afsnittet skal straks orienteres om døraflåsning samt at de ved henvendelse til personalet har mulighed for at forlade afdelingen

Ved aflåsning af døre skal ordinationen tilføres journalen med begrundelse.

I tvangsprotokol registreres døraflåsning i forhold til den patient, som udløser døraflåsningen, samt begrundelse, tidspunkt for aflåsning og for ophør af aflåsningen samt navn på ordinerende læge.

Lægen kan beslutte døraflåsning i et åbent sengeafsnit på baggrund af en telefonisk forelæggelse af situationen fra ansvarshavende sygeplejerske eller sygeplejerske med særligt koordinerende funktion udover eget afsnit, hvis lægen skønner det forsvarlig. I forlængelse af en telefonisk ordination vil lægen normalt komme på tilsyn med henblik på vurdering af patienten og om døraflåsning skal opretholdes. Lægen skal sikre journalføring og tilførsel til tvangsprotokol 3.

Døraflåsning begrundet i nødret

Ved en akut opstået og nødretlig situation, hvor der ikke er tid til at konferere med lægen, må plejepersonale foretage en konkret vurdering af, hvordan situationen kan håndteres.

Plejepersonale kan anvende fysisk fastholdelse samt eventuelt tvangsfiksering. Hvis fysisk fastholdelse overfor en konkret patient ikke kan gennemføres eller optrapper situationer kan døraflåsning i ventetiden på lægens ankomst anvendes som nødret i den akutte situation. Læge skal straks tilkaldes med henblik på vurdering af patienten og ordinationer i forlængelse heraf.

Nødret kan anvendes ved akut forværring af frivilligt indlagte patienter, hvor der vurderes en væsentlig fare ved at patienten forlader afsnittet fx suicidium eller fremstår med så udpræget psykotiske symptomer, at det vurderes, at patienten er i en tilstand, hvor vedkommende vil udgøre en væsentlig fare for sig selv eller andre.

Der skal ikke udfyldes tvangsprotokol på nødretlige interventioner. Der dokumenteres i patientjournalen, med beskrivelse af situationen og begrundelse for anvendelse af nødret som hjemmel for anvendelse af døraflåsning i akut opståede situationer

I ambulatorium/skadestue kan døraflåsning under lignende situationer undtagelsesvist finde sted, hvis en patient, der opfylder kriterierne for tvangsindlæggelse på fareindikation, vil forlade stedet, før udefrakommende læge og politi, der skal foranstalte tvangsindlæggelse, er ankommet. En sådan døraflåsning har ligeledes hjemmel reglen om nødret (straffeloven § 13). Der skal ikke udfyldes tvangsprotokol – men situation og forløb skal dokumenteres i journalen. Bagvagt/overlæge skal orienteres.

9.5 Personlig hygiejne med tvang (psykiatriloven § 18 g)

Hvis en patient på grund af sin sindslidelse ikke er i stand til selv at klare den nødvendige personlig hygiejne, kan overlægen beslutte, at patienten skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, hvis det - af hensyn til patienten selv, medpatienter eller personalet – er nødvendigt.

Forudsætningen er at patientens helbred er direkte truet eller at den hygiejniske standard udgør en stærk gene for medpatienter eller personale. Overlægens beslutning skal træffes på baggrund af en aktuel undersøgelse og vurdering af patientens hygiejniske tilstand. Overlægens beslutning og begrundelse skal tilføres journalen.

Der skal ikke udfærdiges tvangsprotokol eller beskikkes patientrådgiver.

Personlig hygiejne kan f.eks. omfatte badning, hårvask, tandbørstning, skiftning af bleer og bind hos f.eks. demente patienter, tøjskift m.v. Personlig hygiejne, der foretages under anvendelse af tvang, skal i overensstemmelse med mindste middels princip udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Hvis der tilbagevendende er store problemer med den personlig hygiejne, og tvangsforanstaltning jævnligt kan være nødvendigt, skal dette fremgå af behandlingsplanen med anbefaling af, hvordan og hvornår personlig hygiejne bør gennemføres med tvang.

En klage over personlig hygiejne under anvendelse af tvang rettes til sygehusmyndigheden.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 17

Kapitel 10. Åbning og kontrol af post, afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere, bagagescannere og narkohunde mv.

Bek. 1081 af 27. oktober 2019 om åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere og narkohunde m.v.

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 18

10.1 Kontrol af indgående post, undersøgelse af en patients stue mv. og kropsvisitation

Ved mistanke om at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen kan overlægen i medfør af psykiatriloven § 19a stk. 1 beslutte følgende indgreb:

• At en patients post skal åbnes og kontrolleres
• At en patient skal afgive udåndingsprøve (alkoholprøve) eller urinprøve
• At en patients stue og ejendele skal undersøges, eller
• At der skal foretages kropsvisitation af en patient

Der kan ikke foretages rutinemæssige undersøgelser på afdelingen i forhold til samtlige eller en gruppe af de indlagte patienter. Der skal være en mistanke. Betingelsen om ”mistanke” skal forstås således, at overlægen eller det øvrige personale på afdelingen har en rimelig grund til at formode, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen, eller at disse er forsøgt indført.

Mindstemiddelprincippet iagttages. Indgrebet skal være proportionalt i forhold til det, der søges opnået. Den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes og den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

Anvendelse af alkohol- eller urinprøver skal ske så skånsomt og respektfuld som muligt, og der bør ikke være andre patienter til stede i forbindelse med anvendelse af alkohol- eller urinprøver.

Kropsvisitation skal så vidt muligt foretages af en person af eget køn og skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse.

Åbning og kontrol af patientens indgående post og undersøgelse af patientens stue og ejendele skal så vidt muligt foretages i patienten nærvær. Disse indgreb kan kun foretage uden patientens tilstedeværelse i situationer, hvor patientens tilstand er af en sådan karakter, at patienten ikke er i stand til at overvære kontrollen. Andre rent praktiske forhold som f.eks. at patienten ikke er tilstede på afdelingen på det tidspunkt, hvor kontrollen skal finde sted, må løses, så kontrollen f.eks. afventer patientens tilbagevenden til afsnittet.

Lægen orienterer patienten mundtligt og skriftlig om baggrund for og formålet med indgrebet, - og orienteres om klageadgang til sygehusmyndigheden.

Lægen skal sikre, at beslutning og begrundelse dokumenteres i patientens journal - herunder beskrivelse af, hvilke konkrete forhold, mistanken bygger på samt forløb af indgrebet, om patienten overværende indgrebet og patientens holdning til indgrebet, herunder om patienten ønsker at klage.

Det noteres, om der blev fundet medikamenter, rusmidler eller farlige genstand og håndteringen heraf.

10.2 Håndtering af fund af medikamenter, rusmidler eller farlige genstand

Fund af lovlige medikamenter, rusmidler og farlige genstande skal ud fra sikkerhedsmæssige hensyn tages i forvaring og opbevares af sengeafsnittet, indtil det skønnes forsvarligt, at patienten kan få det udleveret. Fund af ulovlige medikamenter, rusmidler og farlige genstande skal overdrages til politiet.

Jf. PRI instruks: Opbevaring og overdragelse af fund af medikamenter, rusmidler og farlige genstande

10.3 Brug af kropsscannere, bagagescannere og narkohunde

Overlægen kan ved mistanke om at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen og for at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen - beslutte, at anvende krops- og bagagescannere ved undersøgelse af patienter eller personer, der ønsker adgang til afdelingen, jf. psykiatriloven § 19 a stk. 2. På retspsykiatriske afdelinger kan overlægen beslutte at anvende kropsscanner og bagagescanner som adgangskontrol uden et krav om mistanke, jf. psykiatriloven § 19a stk.3.

For nuværende anvendes kropsscannere og bagagescannere ikke i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Ved mistanke om at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdelings udearealer, kan overlægen endvidere beslutte at anvende narkohunde til at undersøge afdelingens udearealer (psykiatriloven § 19 a stk. 6). Hjemlen til at benytte narkohunde omfatter ikke undersøgelse af selve afdelingen, fx indgangsarealer eller stue, og ej heller undersøgelse af patienter eller andre personer, der kommer på besøg.

Narkohunde kan bruges lejlighedsvist og efter konkret ledelsesmæssig vurdering.

Kapitel 11: Eftersamtaler efter anvendelse af tvang

Psykiatriloven § 4 stk. 5 og 6. Bekendtgørelse nr. 1093 af 11/9 2015 om samtaler efter ophør af tvangsforanstaltninger og magtanvendelse på psykiatriske afdelinger

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 20

11.1 Definition og formål

Patienter skal tilbydes en eller flere samtaler, efter ophør af enhver anvendelse af tvang. Den behandlingsansvarlige overlæge har ansvaret for, at patienten tilbydes eftersamtale.

Eftersamtalen er en systematisk gennemgang og bearbejdning af patientens oplevelser i forbindelse med tvangsudøvelsen. Det er vigtigt at få talt om patientens og personalets opfattelse af den situation, som førte til tvang. Personalet opnår en bedre forståelse for patientens reaktionsmønstre, og patienten kan få en forståelse for årsagen til, at det i situationen blev vurderet nødvendigt at anvende tvang. Formålet er at søge at forebygge eller reducere anvendelse af tvang i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt at gennemføre tvang på en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten.

Personale på det sengeafsnit, hvor tvangen er anvendt, gennemfører eftersamtalen snarest muligt efter ophør af tvangsforanstaltningen. Personalet vurderer sammen med patienten, om der er behov for at afholde flere eftersamtaler. Patienten oplyses om, at der er mulighed for supplerende eftersamtale, hvis patienten anmoder om det. Ved langvarige tvangsforanstaltninger kan indhold i eftersamtaler med fordel drøftes med patienten undervejs.

11.2. Eftersamtaler til patienter under 15 år og til forældrene

Hvis der overfor en patient under 15 år har været anvendt magt med samtykke fra forældremyndigheden, skal den mindreårige patient og forældrene tilbydes eftersamtaler efter de samme retningslinjer, som ved anvendelse af tvang. Eftersamtalen skal så vidt muligt gennemføres af personale, der har særlig viden om børn og unge med psykiatriske lidelser.

Den behandlingsansvarlige overlæge skal rådgive forældremyndighedens indehavere, om det er hensigtsmæssigt, at de deltager i eftersamtale sammen med barnet, eller om forældremyndighedens indehavere skal tilbydes en eftersamtale gennemført separat.

11.3. Eftersamtaler til dobbeltindlagte patienter

Anvendes tvang på somatisk sygehus ifm en dobbeltindlagt patient, der tvangsbehandles for en legemlig lidelse i somatikken efter psykiatrilovens § 13, skal det ske i overensstemmelse med reglerne i psykiatriloven. Patienten skal således tilbydes eftersamtale, og samtalen skal gennemføres af personale på den afdeling, hvor tvangen har fundet sted. Når tvangsbehandlingen finder sted på somatisk afdeling, er det således i udgangspunktet en personale fra den somatiske afdeling, der skal afholde eftersamtalen. Det er imidlertid relevant, at en personale fra psykiatrien med viden om eftersamtaler, deltager i samtalen og sikrer dokumentationen.

• Praksis: Det psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2014 (side 82)

Ikke klageadgang til Patientklagenævnet vedrørende manglende eftersamtale

Af bekendtgørelse om eftersamtaler fremgår, at det skal omtales ved samtalerne, hvilke virkninger og bivirkninger, der er knyttet til tvangsforanstaltningen. Af Sundhedsstyrelsens vejledning angives det om eftersamtaler, at formålet er, at sundhedspersonen kan blive bekendt med patientens opfattelse af den anvendte tvang og opnå en bedre forståelse af patientens reaktionsmønstre, således at hospitalet kan forsøge at forebygge eller reducere tvangsanvendelsen overfor den pågældende patient i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt gennemføre tvangen på en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten.

Nævnets fandt på denne baggrund, at Nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over manglende eftersamtaler, der må siges at henhøre under sundhedsfaglig virksomhed.

Kapitel 12: Patientrådgivere - Bistandsværger

12.1 Patientrådgivere

Jf. Bekendtgørelse nr. 1078 af 27/10 2019 om patientrådgivere

Jf. PRI instruks: Procedurebeskrivelser afsnit 19

Patienter, der udsættes for tvang skal have beskikket en patientrådgiver bortset fra ved anvendelse af tvang i forbindelse med hygiejne og ved undersøgelse af post, patientstuer og ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. Patienter, der har en bistandsværge, skal normalt ikke have en patientrådgiver.

Vagthavende sygeplejerske skal hurtigst muligt kontakte og beskikke den patientrådgiver på listen over patientrådgivere, som står for tur til at blive beskikket.

Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse beskikkes patientrådgiver i forbindelse med at frihedsberøvelsen iværksættes. Ved øvrige tvangsindgreb skal beskikkelse ske, når beslutning om tvangsindgreb er truffet, dog skal der ved påtænkt tvangsbehandling beskikkes en patientrådgiver under motivationsfasen. Ved personlig skærmning beskikkes patientrådgiver, når skærmningen uafbrudt varer mere end 24 timer. Har patienten tidligere under den aktuelle indlæggelse haft beskikket en patientrådgiver, skal denne patientrådgiver i almindelighed beskikkes igen.

Patienten skal høres, om en bestemt patientrådgiver fra listen ønskes beskikket, og patientens ønske skal så vidt muligt imødekommes. Patienten kan klage til Nævnenes Hus, hvis ønsket ikke imødekommes. Nævnenes Hus træffer den endelige administrative afgørelse.

Ønsker patienten at få beskikket en person, der ikke står på listen, kan det normalt imødekommes, men det skal godkendes af Nævnenes Hus. Der skal beskikkes en patientrådgiver fra listen i perioden indtil afgørelse fra Nævnenes Hus.

Patientrådgiverens opgaver og pligter.

Patientrådgiveren har tavshedspligt.

Patientrådgiveren skal så vidt muligt handle i samråd med patienten og skal vejlede og rådgive patienten om alt i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Hvis patienten ønsker at klage over den anvendte tvang, skal patientrådgiveren hjælpe patienten med at klage.

Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Patientrådgiveren skal hurtigst muligt besøge patienten. Første besøg skal ske indenfor ét døgn efter beskikkelsen og herefter mindst én gang om ugen så længe tvangsindgrebet består og i øvrigt efter behov.

Patientrådgiverens rettigheder

Patientrådgiveren kan frit kontakte patienten - personligt, skriftligt eller telefonisk, og patienten skal indenfor rimelighedens grænser have mulighed for at kontakte patientrådgiveren.

Personalet skal give patientrådgiveren alle de oplysninger, som er nødvendige for at patientrådgiveren kan varetage sin opgave. Oplysninger, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.

Patientrådgiveren har ret til at se oplysningerne i tvangsprotokollen. Patientrådgiveren har også ret til at se patientens journal forudsat patienten selv har ret til aktindsigt og forudsat patienten samtykker til, at patientrådgiveren får adgang til journalen.

Ophør af beskikkelse

Når tvangsindgrebet ophører, bortfalder beskikkelsen af patientrådgiveren, som derfor orienteres herom og at beskikkelsen afmeldes. Ved tvang, der er ophævet inden patientrådgiverens første besøg, bortfalder beskikkelsen dog først, når besøg har fundet sted. Patientrådgiveren skal også bistå patienten med allerede iværksatte klager og klager som sker samtidig med, at tvangsindgrebet ophører.

Vederlag til patientrådgivere

Patientrådgivere på listen fra Nævnenes Hus har krav på vederlag og kørselsgodtgørelse. Det er regionen (sygehusmyndigheden), som udbetaler vederlag og befordringsgodtgørelse.

Patientrådgivere som ikke er på listen fra Nævnenes Hus, har krav på godtgørelse til befordring for indtil 5 besøgsrejser årligt. Det er regionen (sygehusmyndigheden), som udbetaler befordringsgodtgørelse.

12.2 Bistandsværger

Jf. Bekendtgørelse nr. 947 af 24/9 2009 om bistandsværger

Beskikkelse af bistandsværge

En bistandsværge beskikkes af retten i forbindelse med at en person dømmes til fx psykiatrisk behandling eller anbringelse i psykiatrisk sygehus. Der beskikkes ikke en bistandsværge, hvis der idømmes en mindre indgribende foranstaltning. Allerede under retssagens behandling kan retten beskikke en bistandsværge og i så fald fortsætter denne som bistandsværge efter dommen. Der beskikkes så vidt muligt en pårørende som bistandsværge. Hvis den dømte ikke selv har forslag eller der ikke er nære pårørende, som vil påtage sig opgaven, beskikker retten en bistandsværge fra Rigspolitiets fortegnelse over professionelle bistandsværger.

Hvis en retslig patient ønsker en allerede beskikket bistandsværge udskiftet med en anden, skal ønsket fremsættes overfor anklagemyndigheden, som derefter skal indbringe spørgsmålet for retten til afgørelse.

Bistandsværgens opgaver og pligter

Bistandsværgen har tavshedspligt.

Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samråd med den retslige patient.

Bistandsværgen skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og skal løbende holde sig i forbindelse med patienten. Efter det første besøg skal besøg finde sted efter behov.

Bistandsværgen skal holde sig underrettet om patientens tilstand og skal sikre, at foranstaltningen ikke varer i længere tid end nødvendigt. Bistandsværgen skal vejlede patienten om muligheden for at søge foranstaltningen ændret/ophævet efter reglerne i straffelovens § 72 og skal hjælpe patienten med at anmode anklagemyndigheden herom.
Det er anklagemyndigheden, som derefter indbringer spørgsmålet for retten. Hvis retten ikke imødekommer patientens anmodning, kan en ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra rettens kendelse.

Bistandsværgen varetager normalt patientrådgiverfunktionen for retslige patienter. Bistandsværgen skal således rådgive og vejlede om klageadgang efter psykiatriloven og hjælpe patienten med at udfærdige eventuelle klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved klager over anvendelse af tvang iht psykiatriloven.

Bistandsværgens rettigheder

Bistandsværgen kan frit kontakte patienten - enten personligt, skriftligt eller telefonisk, og patienten skal have mulighed for at kontakte bistandsværgen. Der kan være undtagelse for en bistandsværge, der er beskikket før dom, hvor der af politiet kan være fastsat bestemmelser om brev- eller besøgskontrol

Bistandsværgen skal have de oplysninger som er nødvendige for at bistandsværgen kan varetage sin opgave. Bistandsværgen har ret til at få oplysninger i tvangsprotokol samt ret til at få oplysninger fra patientens journal under forudsætning af at patienten selv har ret til aktindsigt og samtykker til, at bistandsværgen får adgang til journalen.

Oplysninger, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til bistandsværgen.

Justitsministeriets svar på spørgsmål fra § 71 tilsynet om hvilke personfølsomme oplysninger en bistandsværge for en psykiatrisk patient har ret til.

Sygehusets orienteringspligt til bistandsværgen om indlæggelse og udskrivelse

Når en retslig patient, som har en bistandsværge, indlægges på psykiatrisk sygehus skal det pågældende sengeafsnit, hvor patienten indlægges, orientere bistandsværgen om indlæggelsen. Ved udskrivelse af en retslig patient, som har en bistandsværge, skal bistandsværgen underrettes om udskrivelsen.

Ophør af beskikkelse

Beskikkelse som bistandsværge ophører, når den idømte foranstaltning endeligt ophæves. Bistandsværgen bistår dog patienten med klager, som var iværksat på tidspunktet for beskikkelsens ophør.

Hvis der har været beskikket en bistandsværge under retssagens behandling, og dommen ikke er en dom til psykiatrisk behandling, anbringelse eller forvaring ophører beskikkelsen ved domsafsigelsen.

Beskikkelse som bistandsværge ophører endvidere, hvis den beskikkede bistandsværge udskiftes med en anden. En bistandsværge kan fratages hvervet, hvis bistandsværgen groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet eller i øvrigt er uegnet til hvervet. Afgørelse om fratagelse af hvervet træffes af Rigspolitiet for bistandsværger, som er optaget på fortegnelsen over bistandsværger og af retten for andre bistandsværger.

Vederlag til bistandsværger

Bistandsværger, som er optaget på Rigspolitiets liste over bistandsværger, har krav på vederlag og på godtgørelse til befordring mv. – som udbetales af vedkommende politikreds.

Bistandsværger, som ikke er optaget på Rigspolitiets liste over bistandsværger, har krav på godtgørelse til befordring i forbindelse med deltagelse i retsmøder og for indtil 5 besøgsrejser årligt. Det er vedkommende politikreds, som udbetaler befordringsgodtgørelse.

12.3 Retslige patienter – hvornår skal beskikkes patientrådgiver

Følgende retslige patienter beskikkes en patientrådgiver, såfremt der anvendes tvang efter reglerne i psykiatriloven:

• Indlagte mentalobservander
• Varetægtssurrogatfængslede
• Strafafsonere, overført til sygehus af helbredsmæssige grunde
• Patienter med vilkår om psykiatrisk behandling

Følgende skal sædvanligvis ikke beskikkes en patientrådgiver:

• Patienter med dom til behandling eller anbringelse idet bistandsværgen tillige varetager patientrådgiverfunktionen og bør orienteres om tvangsforanstaltninger jf. de sædvanlige regler herfor.
• Der kan ud fra en konkret vurdering beskikkes en patientrådgiver for en retslig patient, som har en bistandsværge i tilfælde af anvendelse af tvang efter psykiatriloven, fx hvis bistandsværgen ikke er tilgængelig/har mulighed for at besøge patienten på psykiatrisk sygehus og patienten ønsker vejledning ved et personligt møde med bistandsværge/patientrådgiver om sine rettigheder ifm tvangsforanstaltningen. Bistandsværgen bør under alle omstændigheder orienteres.

Kapitel 13: Underretning og klage vejledning (psykiatriloven § 31-32)

jf. Bekendtgørelse nr. 1080 af 27/10 2019 om underretning og klagevejledning ifm anvendelse af tvang i psykiatrien

13.1 Underretning til patienter forud for anvendelse af tvang

Forud for anvendelse af tvang efter psykiatriloven, skal patienten underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed.

For at sikre, at patienten får så god en information som muligt, skal underretningen ske både mundtligt og skriftligt. Det journalføres, at patienten har modtaget mundtlig og skriftlig information.

Underretningen skal gives inden den påtænkte tvang anvendes. Ved anvendelse af fysisk magt eller tvangsfiksering kan underretningen i særlig hastende tilfælde vente til efter iværksættelse af tvangen, men patienten skal i sådanne tilfælde snarest muligt efter tvangsindgrebets iværksættelse underrettes om begrundelse for at anvende tvang og om formålet hermed.

Ved tvangsindlæggelse skal sygehuslægen, der modtager patienter oplyse patienten om baggrunden for og formålet med tvangsindlæggelsen samt vejlede patienten om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden (den indlæggende læge er pålagt samme forpligtelse). Tilsvarende underretning skal gives i forbindelse med tvangstilbageholdelse af en patient.

Ved tvangsbehandling skal patienten - ud over information om det nærmere indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed – også vejledes om udsigten til en bedring af helbredstilstanden og behandlingens virkninger og mulige bivirkninger.

13.2 Vejledning om klageadgang ved anvendelse af tvang

Patienten skal have klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang samt oplyses om klage har opsættende virkning på beslutningen om anvendelse af tvang.

Klage over lægens beslutning om anvendelse af tvang har som hovedregel ikke opsættende virkning, dog har en klage over tvangsbehandling opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred.

Klagevejledningen skal så vidt muligt gives i forbindelse med, at patienten underrettes om tvangsindgrebet. Hvis klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning skal klagevejledning gives snarest muligt og inden tvangsbehandlingen iværksættes.

Patienten eller patientrådgiveren kan fremsætte klagen overfor sundhedspersonale i skriftlig eller mundtlig form.

Klagevejledningens form og indhold

Klagevejledning gives mundtligt og også skriftligt, hvis patienten anmoder om det.

Patienten skal vejledes om muligheden for at klage til Det psykiatriske Patientklagenævn vedrørende

- - o Tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel – Tvangsbehandling - Tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering - Anvendelse af fysisk magt - Personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer - Aflåsning af døre i afdelingen

Patienten oplyses om, at sygehuset sikrer, at klagen indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn og vejledes efter anmodning om klagesagsproceduren for Det Psykiatriske Patientklagenævn, herunder om patientens og patientrådgiverens ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet samt om frist for nævnets afgørelse.

Ønsker patienten at klage over beslutning om personlig hygiejne under anvendelse af tvang, personlig skærmning, der har varet mindre end 24 timer eller undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. kan klager rettes til sygehusmyndigheden (afdelingsledelse/psykiatriledelsen).

13.3 Klager ved Det Psykiatriske Patientklagenævn

Patienter kan klage over anvendelse af tvang til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Der er ingen klagefrist for denne klagemulighed. Patientklagenævnet vurderer, om psykiatrilovens betingelser for at anvende tvang er/var opfyldt.

Sygehuset skal efter anmodning fra patient eller patientrådgiver indbringe sagen for patientklagenævnet. Patienten kan indbringe sagen direkte for patientklagenævnet. Parter i sagen er patienten og sygehuset/regionen. Er klagen tillige rettet mod nærmere angivne sundhedspersoner, har de pågældende ligeledes stilling som parter.

Patienten, patientrådgiveren, repræsentant for regionen, overlægen og eventuelt andre involverede sundhedspersoner har ret til mundtligt at fremlægge sagen for nævnet, ligesom det involverede personale i videst muligt omfang skal give møde ved klagens behandling i Patientklagenævnet.

Patienten skal vejledes om, at nævnets møde kan afholdes som videomøde på den psykiatriske afdeling. Møderne kan undtagelsesvis afholdes som telemøder, hvis der sker elektronisk nedbrug i forbindelse med afholdelse af videomøde.

Hvis patienten ikke ønsker, at mødet holdes som videomøde, skal mødet i stedet afdholdes på den afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i forbindelse med det tvangsindgreb, som der klages over – medmindre afholdelse af det personlige møde på afdelingen ikke kan anses for hensigtsmæssigt for patienten. Hvis møde berammes som fysisk møde på afdelingen, kan nævnet i en konkret sag foretage besigtigelse af afdelingen.

Sagsbehandlingsfrist:
Patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal nævnet træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelsen ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, jf. psykiatrilovens § 36, stk. 3.

Det Psykiatriske Ankenævn har ikke kompetence til at påse, om disse frister overholdes (fremgår af forarbejderne til psykiatriloven).

Nævnets skriftlige afgørelse sendes til sagens parter.

Klagesagsprocedure er beskrevet i Psykiatriens administrative håndbog

• Praksis: Det psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2014 (side 82)

Patientklagenævnet påser, at patienten har modtaget information om formål, indhold og baggrund for tvangen samt klagevejledning

Patienten skal inden tvang anvendes underrettes mundtligt og skriftligt om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål (jf. psykiatriloven § 31) og skal ved enhver anvendelse af tvang vejledes om klageadgang, jf. psykiatriloven § 32.

Ved sagens behandling i Patientklagenævnet forelå der ikke dokumentation for, at klagevejledning og underretning var givet i forbindelse med den påklagede fastholdelse.

Patientklagenævnet fandt derfor, at tvangsindgrebet var i strid med psykiatrilovens § 31 og § 32, idet patienten ikke havde modtaget den lovhjemlede klagevejledning og underretning.

Kapitel 14: Særlige pladser på psykiatrisk afdeling (Psykiatriloven §§ 42a-42h)

Sengeafsnit N1 i Brønderslev rummer psykiatriens særlige pladser, som er forbeholdt en særlig målgruppe af patienter, og hvor der er en særlig procedure for indlæggelse op udskrivelse. Personalet på afsnittet er tværfagligt sammensat.

14.1 Målgruppe og visitation til en særlig plads

Målgruppen for de særlige pladser er patienter med svære psykiske lidelser og særlige sociale problemstillinger. Det er patienter, som typisk har været indlagt gentagne gange i psykiatrien og har modtaget en række forskellige kommunale social indsatser, herunder botilbud, uden at opnå tilstrækkelig effekt af disse.

Der kan kun visiteres patienter, der er fyldt 18 år, og som samtykker til indlæggelse på afdelingen. Desuden er det en betingelse for visitation, at en række visitationskriterier er opfyldt.

Jf. psykiatriens hjemmeside.

Det er patientens handlekommune, der kan visitere til de særlige pladser, og visitation kan kun ske på baggrund af indstilling fra visitationsforum, som udgøres af 3 faste repræsentanter (socialfaglig konsulent, speciallæge i psykiatri og repræsentant fra de særlige pladser) samt patientens sagsbehandler i kommunen og evt. tilsynsførende.

Visitationsprocessen foregår i tre led:

1. Handlekommunen indhenter samtykke fra borgeren og sender anmodning til Visitationsforumvedlagt relevante bilag. Psykiatrien kan også sende anmodning til Visitationsforum

jf. PRI instruks Visitation til De Særlige Pladser i Psykiatrien

2. Visitationsforum vurderer visitationskriterierne og sender derefter indstilling til handlekommunen
3. Handlekommunen træffer afgørelse om ophold på de særlige pladser på baggrund af indstillingen fra Visitationsforum

14.2 Formål og indsats

På de særlige pladser tilbydes patienterne et længerevarende helhedsorienteret behandlings- og rehabiliteringsforløb, der har til formål at stabilisere patientens helbred. Behandlingen består af psykiatrisk behandling, socialfaglig/rehabiliterende indsats samt frivillig misbrugsbehandling. Indlæggelsesforløb er i udgangspunktet af 12 måneders varighed, men kan være længere.

Afdelingen arbejder tæt sammen med patientens handlekommune. Det er handlekommunen, der visiterer til og betaler en større andel af ophold på de særlige pladser. Handlekommunen har ansvar for at udarbejde en samlet plan for patienten, og skal i forbindelse med udslusning vurdere patientens behov for støtte, herunder evt. behov for botilbud, og skal i samarbejde med afdeling, patient og evt. netværkspersoner sikre en god overgang.

Psykiatrilovens bestemmelser om tvang er gældende på afdelingen (bortset fra §§ 6-9 om tvangsindlæggelse), men det er forudsat, at tvang kun anvendes i helt særlige og undtagelsesvise situationer.

Hvis overlægen træffer beslutning om tvangstilbageholdelse kan patienten forblive på afdelingen, men hvis tvangstilbageholdelsen opretholdes ud over ganske kort tid, skal det fortsatte ophold vurderes i forhold til patientens samtykke. Hvis patienten er vedholdende i sit ønske om udskrivelse fra de særlige pladser, må handlekommunen udvisitere patienten, og patienten overflyttes til alm. sengeafsnit.

// <![CDATA[ _spBodyOnLoadFunctionNames.push("setupPageDescriptionCallout"); // ]]>

Indledning

Kapitel 1: Psykiatrilovens formål, principper m.v.

1.1 Anvendelsesområde (psykiatriloven § 1)

1.2 Definition af tvang (psykiatriloven § 1 stk. 3)

1.3 Mindreårige patienter (psykiatriloven § 1 stk. 4)

1.4 Formål (psykiatriloven § 2)

1.5 Medicinstuderende kan ikke varetage opgaver vedrørende tvang

1.6 Mindstemiddelsprincip (psykiatriloven § 4)

1.7 Overlægebegrebet (psykiatriloven § 4a)

Kapitel 2: Husorden (psykiatriloven § 2a, 2b og 2c)

Kapitel 3: Formål - Behandlingsplan – Forhåndstilkendegivelser

3.1 Vejledning om formål med indlæggelsen (psykiatriloven § 3 stk. 2)

3.2 Behandlingsplan (psykiatriloven § 3 stk. 3)

3.3 Forhåndstilkendegivelser (psykiatriloven § 3 stk. 4-5)

3.4 Stillingtagen til inddragelse af pårørende eller andre (psykiatriloven § 3 stk. 6)

Kapitel 4: Frihedsberøvelse (psykiatriloven kapitel 3)

4.1 Tvangsindlæggelse (psykiatriloven § 5)

4.2 Tvangstilbageholdelse (psykiatriloven § 10)

4.2.1 Tvangstilbageholdelse af en tvangsindlagt patient

4.2.2 Tvangstilbageholdelse af en frivillig indlagt patient

4.2.3 24 timers reglen (psykiatriloven § 10 stk. 3)

4.3 Revurdering af frihedsberøvelse (psykiatriloven § 21)

4.4 Tilbageførsel af frihedsberøvede patienter (psykiatriloven § 10a)

4.5 Overførelse af patient fra åbent til lukket sengeafsnit (psykiatriloven §10 stk. 2)

4.6 Overflytning af en frihedsberøvede patient til et andet sengeafsnit

4.7 Ophør af frihedsberøvelse (psykiatriloven § 11)

4.8 Efterlysning af en indlagt ikke frihedsberøvet patient

4.9 Efterlysning af retslige patienter

4.10 Ambulante patienter og fremmødte i psykiatrisk skadestue

Kapitel 5: Tvangsbehandling (psykiatriloven §12 og §13)

5.1 Former for tvangsbehandling

5.2 Tvangsmedicinering (psykiatriloven §12, jf. bek. 1075 af 27/10 2019)

5.3 Ernæring med tvang (psykiatriloven §12, jf. §7 i bek.1075 af 27/10 2019)

5.4 ECT- tvangsbehandling (psykiatriloven §12, jf. § 8 i bek. 1075 af 27/10 2019)

5.5 Tvangsbehandling af legemlig lidelse (psykiatriloven §13, jf. bek. 1075 af 27/10 2019)

5.6 Blodprøver eller andre undersøgelser med tvang

5.7 Lov om somatisk tvangsbehandling

Kapitel 6: Udskrivningsaftale og koordinationsplaner

6.1. Målgruppe

6.2. Indhold

6.3. Klageadgang

6.4. Udveksling af fortrolige oplysninger

Kapitel 7: Tvangsfiksering – Beskyttelsesfiksering - Frivillig fiksering

7.1 Tvangsfiksering (psykiatriloven §§ 14 -16)

7.1.1 Betingelser for at anvende tvangsfiksering (psykiatriloven § 14 stk. 2)

7.1.2 Beslutningskompetence (psykiatriloven § 15)

7.1.3 Midler til tvangsfiksering (psykiatriloven § 14 stk. 1)

7.1.4 Fast vagt ved tvangsfikserede patienter (psykiatriloven § 16)

7.1.5 Lægelig revurdering af tvangsfikserede patienter (psykiatriloven § 21 stk. 4)

7.1.6 Ekstern lægelig revurdering af tvangsfikserede patienter (§ 21 stk. 5-7)

7.2 Beskyttelsesfiksering (psykiatriloven §18)

7.3 Frivillig bæltefiksering (§ 17 i bek. nr. 1075 af 27/10 2019)

Kapitel 8: Anvendelse af fysisk magt og beroligende medicin med tvang

8.1 Anvendelse af fysisk magt (§17 stk. 1, 1. punktum)

8.2 Forhindre en frihedsberøvet patient i at undvige (§17 stk. 1, 2. punktum)

8.3 Anvendelse af beroligende medicin med tvang (psykiatriloven 17 stk. 2)

Kapitel 9: Personlig skærmning, aflåsning af døre, personlig hygiejne under anvendelse af tvang mv.

9.1 Personlige alarm og pejlesystemer og særlige dørlåse (psykiatriloven § 17 a)

9.2 Personlig skærmning (psykiatriloven § 18 d)

9.3 Orientering om afdelingens indretning (psykiatriloven § 18 e)

9.4 Aflåsning af døre i afdelingen (psykiatriloven § 18 f)

9.5 Personlig hygiejne med tvang (psykiatriloven § 18 g)

Kapitel 10. Åbning og kontrol af post, afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere, bagagescannere og narkohunde mv.

10.1 Kontrol af indgående post, undersøgelse af en patients stue mv. og kropsvisitation

10.2 Håndtering af fund af medikamenter, rusmidler eller farlige genstand

10.3 Brug af kropsscannere, bagagescannere og narkohunde

Kapitel 11: Eftersamtaler efter anvendelse af tvang

11.1 Definition og formål

11.2. Eftersamtaler til patienter under 15 år og til forældrene

11.3. Eftersamtaler til dobbeltindlagte patienter

Kapitel 12: Patientrådgivere - Bistandsværger

12.1 Patientrådgivere

12.2 Bistandsværger

12.3 Retslige patienter – hvornår skal beskikkes patientrådgiver

Kapitel 13: Underretning og klagevejledning (psykiatriloven § 31-32)

13.1 Underretning til patienter forud for anvendelse af tvang

13.2 Vejledning om klageadgang ved anvendelse af tvang

13.3 Klager ved Det Psykiatriske Patientklagenævn

14.1 Målgruppe og visitation til en særlig plads

Kapitel 13: Underretning og klage vejledning (psykiatriloven § 31-32)