Fodbehandling, tilskud
I henhold til ”Bekendtgørelse om tilskud til fodbehandling i praksissektoren” har nogle patientgrupper efter lægehenvisning ret til tilskud til behandling hos fodterapeut.
Indenfor det reumatologiske område, gælder det patienter med ”svær leddegigt, hvormed forstås leddegigt, der medfører begrænset eller tabt funktion i ben og arme, hvor kun få eller ingen sædvanlige arbejdsopgaver klares, og hvor den sikrede har nedsat evne til selvhjælp, og som følge heraf ikke kan varetage egen fodpleje”
Det er således ikke tilstrækkeligt for henvisning til fodbehandling, at der er diagnosticeret reumatoid artrit (leddegigt). Der skal også være tale om væsentlige funktionsindskrænkninger som forhindrer patienten i at varetage egen fodpleje. F.eks. patient med så svære forandringer (objektive fejlstillinger eller svære erosioner påvist på røntgen) svarende til hænder og/eller fødder, at fodhygiejne umuliggøres, eller patient med svære bevægeindskrænkninger svarende til knæ/hofter, der umuliggør, at patienten kan nå fødderne.
Tilskuddet er på 50% af de overenskomstfastsatte betalingstakster, og ydes kun ved behandling hos autoriserende fodterapeuter med ydernummer.
Henvisningen sker elektronisk via henvisningshotellet REFHOST.
Andre patientgrupper:
Der kan i øvrigt henvises til fodbehandling, hvis der er konstateret
• Sukkersyge og et heraf afledt behov for fodbehandling. Tilskud på 50%
• Symptomgivende unguis incarnatus (nedgroede tånegle). Tilskud på 40%
• Arvæv efter strålebehandling. Tilskud på 40%