Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Hæmodialyse – Tørvægt og Træk

 

Tørvægt og ultrafiltration1

Fastlæggelse af tørvægt1

For lavere tørvægt taler:1

For højere tørvægt taler:2

Hvor meget må vi trække patienten?2

Lungeødem/lungestase2

 

 

Tørvægt og ultrafiltration

Patienter, som stadig har betydelig diurese, behøver ikke nødvendigvis væsketræk under dialyse. Men de fleste patienter stiger i vægt mellem dialyserne, så hyppigt forekommende spørgsmål ved stuegang er, hvor meget der skal trækkes, og hvad patientens tørvægt skal være.

 

Fastlæggelse af tørvægt

Tørvægt er den vægt, hvor patienten ikke har noget væskeoverskud, dvs. er normohydreret. Undgå udtryk som idealvægt og ønskevægt, hvor det er uklart om der refereres til hydreringsgrad eller ernæringstilstand.

 

Desværre bruges forhøjelse af tørvægten ofte som en hurtig løsning, når en patient får bivirkninger under dialyse. Faktisk kan patienten sagtens stadig være overhydreret, selvom store væsketræk forbigående resulterer i en reduktion af blodvolumen og ledsagende blodtryksfald. Sættes tørvægten derefter op, kan det medføre forværring af hypertension og mere antihypertensiv medicin, som igen øger risikoen for blodtryksfald under dialyse osv. Så tænk dig om! Sommetider er den eneste løsning længere eller hyppigere dialyser.

 

Der er ingen let måde at fastlægge tørvægten på. Den afgøres på grundlag af et klinisk skøn, hvor anamnese, objektiv undersøgelse (for hydreringstilstand), BVM-kurver og rtg. thorax vurderes samlet. Ofte er der modstridende oplysninger, som må afvejes. Efter rtg. thorax plejer vi at skrive patientens vægt på røntgenbeskrivelsen, da billedet blev taget.

 

For lavere tørvægt taler:

  • • Hypertension (også medikamentelt velbehandlet)

  • • Perifere ødemer

  • • Halsvenestase

  • • Lungestase (stetoskopisk eller på røntgen)

  • • Ekstra hjertelyd (galop)

  • • Flad BVM-kurve ved væsketræk

  • • Anamnese med natlig dyspnø

  • • Anamnese tydende på ernæringsmæssig vægttab

 

For højere tørvægt taler:

  • • Hypotension

  • • Tegn på dehydrering (nedsat hudturgor)

  • • Blodtryksfald under dialyse

  • • Lægkramper

  • • Stejl BVM-kurve ved væsketræk

  • • Anamnese med ortostatisk svimmelhed

  • • Anamnese tydende på stigende ernæringstilstand

 

Hvor meget må vi trække patienten?

Sommetider kan du blive spurgt om, hvor meget en patient skal trækkes. F.eks., når patienten kommer med en vægtstigning langt over det sædvanlige. Også her baseres beslutningen på et samlet klinisk skøn efter ovenstående retningslinjer, suppleret med information om, hvor meget væsketræk patienten plejer at kunne tåle.

Skal der trækkes meget, er det en god idé at ordinere BVM-monitorering og stile mod en mindskning af relativt blodvolumen på ca. 5% per time. Evt. forlænges dialysetiden for at opnå ønsket totalt væsketræk.

 

Lungeødem/lungestase

Har patienten lungeødem eller svær lungestase pga. overhydrering ordineres der:

 

  1. 1. Væsketræk mindst 3 kg, evt. mere, hvis patientens tørvægt er kendt.

  2. 2. BVM-monitorering, hvor der sigtes mod højst 5% reduktion/time.

  3. 3. Evt. startes med tørdialyse den første time eller to.

  4. 4. Ordinationen kan justeres undervejs afhængigt af BVM, blodtryk og øvrig klinik.

 

Ved lungeødem er lavt blodtryk ingen kontraindikation mod væsketræk. Tværtimod stiger BT ofte efter væsketræk, når hjertets pumpefunktion bedres.

 

Ved tørdialyse forstås, at der kun trækkes væske gennem filtret; dialysatflow er afbrudt. Herved undgås osmotiske forandringer, hvilket menes at øge patientens trykstabilitet. Om dette stadig har betydning med moderne dialyseteknik, kan dog diskuteres.