Nethinde/retina - Postoperative anbefalinger efter kirurgi i øjets bagerste segment
Definition
Efter vitrektomi, fjernelse af silikoneolie eller ekstern operation for nethindeløsning skal patienten instrueres i hensigtsmæssig adfærd efter nedenstående generelle retningslinjer.
Beskrivelse
Forebyggelse af infektion mm.
• Efter operationen skal patienten undgå at få vand og snavs i øjet de første 4 uger efter operationen. Svømmehal, karbad, spabad eller lignende frarådes. Brusebad, hårvask etc. kan gennemføres med forsigtighed og evt. hjælp fra familiemedlemmer. Øjenmakeup frarådes i 3-4 uger efter operationen.
• Planlagt besøg hos tandlæge frarådes generelt indtil ca. 3 uger efter operationen. Dette skyldes risikoen for endogen spredning med bakterier. Lattergas (N2O) må ikke benyttes så længe der er medicinsk gas i øjet.
Alment
Fysisk aktivitet
• Stød og slag som f.eks. kondiløb bør undgås i 4 uger efter operationen.
• Cykling, gang og anden let til moderat fysisk aktivitet uden stød kan genoptages efter en uges tid. Herudover er der ingen generelle restriktioner for den fysiske aktivitet. Alle patienter kan ved udskrivelsen gå små ture, udføre almindeligt husarbejde som madlavning eller opvask, bære almindelige indkøbsposer og tasker. Mere krævende huslige pligter som gulvvask og støvsugning bør dog vente lidt efter udskrivelsen.
Fjernsyn og læsning
Sygemelding
Flyvning og rejseaktivitet
• Hvis der i forbindelse med operationen er anvendt medicinsk gas må patienten ikke flyve eller i øvrigt udsætte sig for pludselige ændringer i det atmosfæriske tryk (f.eks. skitur i højt beliggende områder) så længe der er gas i øjet. Den hyppigst anvendte gas er C3F8 som almindeligvis er tilstede i øjet i 6-8 uger.
• Rejseaktivitet i tiden efter en operation kan rumme problemstillinger af forsikringsmæssig karakter. Derfor skal patienterne opfordres til at forespørge deres rejseforsikringsselskab inden udenlandsrejser. Der er i mange tilfælde ikke nogen egentlig lægelig årsag til at undlade en udenlandsrejse, men rejseforsikringsselskabet kan alligevel have indvendinger og i disse tilfælde kan patienten opleve, at rejseforsikringen ikke vil dække i tilfælde af sygdom relateret til operationen. Spørgsmål i forbindelse hermed afgøres alene af patientens rejseforsikringsselskab.