Generelt om CT-skanninger for indlagte patienter
Hvad er en CT-skanning?
CT står for Computer Tomografi.
I stedet for kun at udsende røntgenstråler fra én retning som ved et almindeligt røntgenbillede, udsendes der ved CT-skanninger stråler fra mange retninger. Disse røntgenstråler registreres af en computer, som omdanner dem til tværsnitsbilleder.
CT-billeder er mere detaljerede end almindelige røntgenbilleder.
CT-skanneren består af et leje, du ligger på. Lejet kører igennem en stor ring, når du bliver skannet. Billederne bliver beregnet i en stor computer.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Når du kommer til Billeddiagnostisk afdeling (røntgenafdelingen), skal du ligge på undersøgelseslejet. Du får lagt en lille nål i albuebøjningen, hvis du skal have kontrast.
Derefter indstiller personalet CT-skanneren. Det er nu meget vigtigt, at du ligger helt stille og følger personalets anvisninger.
Under selve skanningen går personalet ud i computerrummet, og du er alene i undersøgelsesrummet. Personalet kan dog hele tiden se og høre dig. Under skanningen vil lejet køre lidt frem og tilbage. Du vil evt. blive bedt om at ”holde vejret”.
Selve skanningen varer 1-2 min., men forberedelserne varer ca. 15-20 min.
Skanningen er smertefri.
Kræver undersøgelsen nogen forberedelse?
● | Nogle CT-skanninger kræver, at man drikker noget kontrast eller vand før undersøgelsen. Dette giver mulighed for bedre at skelne mavetarmkanalen fra de øvrige organer. |
● | Ved andre CT-undersøgelser er der ingen forberedelse. |
● | Til nogle CT-undersøgelser gives der også kontrast i en blodåre gennem en nål (venflon) i armen. Dette fremhæver blodkar og organer på røntgenbillederne. |
● | Ved alle CT-skanninger må man spise et let morgenmåltid. |
Personalet på røntgenafdelingen vil forklare dig, hvordan netop din undersøgelse skal foregå.
Svar på undersøgelsen?
Du får svar på undersøgelsen en af de nærmeste dage af lægen på afdelingen.