Instabilitet, klassifikation, udredning

Formål

Skulderleddet er udformet med henblik på maksimal bevægelighed. Det, at ledoverfladen på cavitas glenoidalis kun udgør ca. en trediedel af ledfladen på caput humeri, gør selvsagt skulderleddet til et meget instabilt led, hvor stabiliteten for en væsentlig dels vedkommende er baseret på bløddelene omkring skulderen (ledkapsel, ligamenter,muskulatur). Skulderleddet er således også det hyppigst lukserende led, og recidiverende luksationer og subluksationer er hyppigt forekommende i skulderen.

Definition af begreber

Der findes flere typer af skulderinstabilitet. Da behandlingen bestemmes af hvilken type instabilitet, der er tale om, er det yderst vigtigt at få instabiliteten korrekt klassificeret.

Skulderinstabilitet kan klassificeres efter, om den er traumatisk udløst eller ej, efter frekvens, retning og grad.

Traumatisk instabilitet

Anamnesen giver sædvanligvis svaret på, om den primære luksation var traumatisk udløst. Beskedne traumer resulterer ikke i luksation/subluksation ved en normal skulder, men kan være tilstrækkelig til at få en pt. med multidirektionel instabilitet til at opleve første instabilitetstilfælde. Af anamnesen skal fremgå om første instabilitetstilfælde er traumatisk betinget, foruden oplysning om traumets karakter og styrke.

Atraumatisk instabilitet

Inddeles i to grupper. De voluntære, altså ptt. som selv kan fremprovokere luksationen, og de non-voluntære.

Frekvens

Inddeles i 1. Primære 2. Recidiverende 3. Kroniske . Hvilken type, der er tale om, vil sædvanligvis fremgå af anamnesen.

Retning

Følgende instabilitetstyper findes: 1. Anterior, 2. Posterior, 3. Inferior, 4. Multidirektionel. Hvilken af disse typer, der er tale om, kan sædvanligvis afklares ved anamnese samt klinisk undersøgelse (se senere), men en sjælden gang kan artroskopi med stabilitetsundersøgelse i anæstesi være indiceret.

Grad

Der forekommer både luksationer og subluksationer. En luksation vil pt. sædvanligvis ikke selvstændigt kunne reponere, undtagen hos pt. med multiple recidiverende luksationer. Subluksationer fornemmes ofte af patienten som ledskred, men ind imellem kan eneste symptom være "dead arm" i kastestilling af armen, impingement lignende smerter kan også være eneste symptom på instabilitet.

Af forundersøgelsesnotatet skal fremgå, hvorledes patientens instabilitet klassificeres, jævnfør ovennævnte inddeling.

Undersøgelser

Skuffe-test

Patienten sidder med skulderen afslappet. Undersøgeren står bag patienten, og den ene hånd stabiliserer scapula og clavikel, mens den anden fatter proksimale humerus. Caput humeri presses let mod scapula for at sikre et neutralt udgangspunkt. Herefter skubbes humerus fremad for at afgøre den anteriore translation i forhold til scapula. Modsatte skulder anvendes som reference. Den posteriore translation undersøges på lignende vis, idet humerus her skubbes bagud.

Afværge test

Med patienten siddende står undersøgeren bag patienten. Skulderen abduceres 90 grader, og albuen flekteres 90 grader. Herefter udadroterer undersøgeren humerus samtidig med, at han stabiliserer patientens ryg med modsatte hånd. Patienter med anterior instabilitet vil ofte søge at afværge denne bevægelse, idet de har en fornemmelse af, at skulderen er ved at luksere. Afværge testen er altså ikke en smertereaktion, som man vil kunne se ved en række skulderlidelser. På lignende vis kan undersøges for posterior instabilitet, idet man der dog indadroterer humerus.

Sulcus test

Patienten sidder med afslappet skulder. Undersøgeren udøver herefter et distalt rettet træk i humerus. Såfremt der er tale om inferior instabilitet, fremkommer der en tydelig indtrækning subacromialt på grund af caput humeris distale vandring. Testen er ofte positiv hos patienter med multidirektionel instabilitet.

Behandling

Behandling af patienter med instabilitet i skulderen afhænger af instabilitetens klassifikation, se venligst de enkelte instrukser.

Referencer

Ingen.