Hæmokromatose

Formål1

Definition af begreber1

Beskrivelse1

Diagnosen sikres ved1

Leverbiopsi1

Endokrinologisk status2

Behandling2

Monitorering2

Familieundersøgelse2

Referencer2

Formål

At give grundlag for at diagnosticere og behandle patienter med denne sygdom

Definition af begreber

Hæmokromatose (DE83.1) er en autosomal recessiv arvelig sygdom. 0,3% af kaukasier er homozygote og 8-10% er heterozygote. Hæmokromatose er 10 gange hyppigere hos mænd end hos kvinder, da kvinder i nogen grad er beskyttet af jerntabet ved menstruation og graviditet.

Sygdommen skyldes ophobning af jern i organismen, hvor en øget jernforekomst i vævene (siderose) kan resultere i organskader (hæmokromatose). 

Det kan medføre leverskade (spændende fra reversibel transaminaseforhøjelse til cirrose), hjerteinsufficiens pga. udvikling af kardiomyopati, endokrinologiske forstyrrelser (myxødem, hypogonadisme, hypoparatyreoidisme) ledaffektion (pyrofosfatartrit).

Ved sygdommen kan organismen indeholde 20-50 gram jern mod normalt ca. 4 gram.

Diagnosen stilles hyppigst hos 40-60 årige.

Beskrivelse

Den typiske patient er en midaldrende mand med hudpigmentering, hepatomegali, tab af pubesbehåring, nedsat libido og artroselignende ledgener. Diabetes mellitus er ofte associeret med hæmokromatose.

Den vigtigste forudsætning for at stille diagnosen er, at man mistænker den. Der er utvivlsomt en betydelig underdiagnosticering af hæmokromatose.

Diagnosen sikres ved

Hæmokromatose DNA-test (HFE-test)

eller

se-ferritin > 700 mikrogram/l

eller

tilvækst i se-ferritin > 65 mikrogram/l/år

og

jernmætning > 45%

Leverbiopsi

(som bør gøres ved begrundet mistanke om betydende leveraffektion og altid ved p-ferritin > 1000 mikrog/l) vil typisk vise store mængder hæmosiderin især i parenkymcellerne og varierende grader af fibrose/ evt. cirrose. Alle med leveraffektion kontrolleres med Alfa-føtoprotein (ref. cirrosekontrol instruks)

Obs: Negativ HFE-test udelukker ikke behandlingskrævende jernophobning. I givet fald skal indikation for behandling konfereres.

Endokrinologisk status

(altid når diagnosen stilles samt derefter ved behov)

• •  Hæmoglobin A₁c

• • P-glukose

• • Evt. glukosetoleranstest

• • P-gonadotropiner (FSH og LH)

• • P-testosteron respektiv P-østradiol

• • P-T3, P-T4, P-TSH

• • -P-PTH

• • P-Ca2+(korr)

• • P-ACTH

• • P-prolaktin

Behandling

Venesektion 500-600 ml pr. uge til hæmoglobin på 6,2-7,4 mmol/l og det tilstræbes at holde p-ferritin < 60 mikrog/l og jermætningen normal (< 30%). Det kan tage fra 1-3 år at opnå behandlingsmålet, men herefter vil 3-4 venesektioner pr. år ofte være tilstrækkeligt til at opretholde status.

Monitorering

Afhængig af udgangsniveauet for ferritin vil det ofte være praktisk at lægge ud med venesectio ugentligt og følge det op med kontrol af hæmatologi, jernmætning og s-ferritin hver 4. uge (tages før tapning!). I forbindelse med venesectio måles P og BT før proceduren – kontrol senere i forløbet kun nødvendig hvis patienten får tegn på reaktion.

Hvis en patient ved flere tapninger får almen påvirkning (evt. BT-fald) kan der fast gives infusion med 500 ml. isoton NaCl efter venesectio.

Familieundersøgelse

(forældre, søskende og børn >15 år)

• • P-jern, P-transferrin, P-ferritin

• • Undersøgelse for HFE-genmutation (Klinisk Biokemisk Afdeling)

Hvis disse undersøgelser giver mistanke om jernophobning, gennemføres undersøgelser som ovf.

Homozygote (C282Y/C282Y), compound heterozygote (C282Y og H63D) og heterozygote familiemedlemmer skal have grundig information om risikoen for udvikling af hæmokromatose hos børnene og heraf følgende behov for screening med jernparametre, HFE-gentest igennem egen læge.

Referencer

S. Sherlock, J. Dooley, Diseases of the Liver and Biliary System, Oxford, Blackwell Scientific Publications eleventh ed. 2001.

KV Kowdley. Clinical issues in haemochromatosis and liver disease. Gastroenterol 1999; 116: 201.