DC-konvertering
Patienterne skal være fastende i 6 timer. Patienterne skal tilmeldes til anæstesiafdelingen. DC-konverteringen foretages i sengeafsnittet af en bagvagt. Patienterne skal i universel anæstesi, hvilket foretages af Thoraxanæstesiologisk Afsnit (læge og anæstesisygeplejerske).
Der påsættes defibrillator pads på siderne af thorax (så vidt muligt på en måde så strømmen går gennem atrierne). Der startes med 50-100 J stigende til max. 320 J, og der foretages max. 3 stød, synkroniseret, (tryk på knappen) for ikke at fremkalde ventrikelflimren.
Hvis dette ikke er tilstrækkeligt konfereres med vagthavende 1.reservelæge, Kardiologisk Afdeling S, om videre medicinsk behandling og evt. gentagelse af DC-konvertering senere.
Patienten skal overvåges med telemetri før og efter DC-konvertering.
Efter DC-konvertering skal der kontrolleres BT og puls hvert 15. minut i mindst 1 time.