Udarbejdelse af kliniske instrukser i Fysio- og Ergoterapiafdelingen, Aalborg Universitetshospital
1. Formål
2. Kriterier for udarbejdelse af kliniske instrukser
3. Udarbejdelse og godkendelse af kliniske instrukser
4. Aftaler vedrørende udarbejdelse af kliniske instrukser
5. Anvendelse af kliniske instrukser
6. Litteratursøgning og beskrivelse af evidens
6.1. Udvælgelse af evidensgrundlag
6.2. Databaser
6.3. Kvalitetsvurdering
7. Retningslinjer for referencer i instrukser
8. Referencer
1. Formål
Formålet med denne instruks er at
• sikre at Sundhedsstyrelsens vejledning om udarbejdelse af instrukser efterleves (1).
• tydeliggøre og sikre implementering af de beslutninger, der er truffet i Fysio- og Ergoterapiafdelingen
vedrørende udarbejdelse af kliniske instrukser
2. Kriterier for udarbejdelse af kliniske instrukser
I Fysio- og Ergoterapiafdelingen udarbejdes kliniske instrukser ud fra følgende kriterier:
• de hyppigst forekommende diagnose-/patientgrupper
• diagnose-/patientgrupper med komplicerede udrednings-, behandlings-, genoptrænings- eller rehabiliteringsudfordringer
Kliniske instrukser udarbejdes som hovedregel på diagnose-/patientgrupper og ikke på behandlingsmetoder
Den ledende terapeut (LT) beslutter i samarbejde med områdets udviklingsansvarlige (UA) og relevante medarbejdere rækkefølge for udarbejdelse af kliniske instrukser i området.
3. Udarbejdelse og godkendelse af kliniske instrukser
Ved udarbejdelse af en klinisk instruks sammensættes en gruppe bestående af en faglig ressourceperson og/eller kompetent(e) praktiker(e) samt en EBP-kyndig person hvis muligt. Den udviklingsansvarlige er tovholder i udarbejdelse af instruksen.
Udarbejdelse af kliniske instrukser følger som hovedregel nedenstående faser:
1. Faglig ressourceperson eller kompetent(e) praktiker(e) udarbejder sammen med områdets UA disposition over indhold i undersøgelse og behandling til diagnose-/patientgruppen.
2. På baggrund heraf udarbejder UA sammen med den EBP-kyndige person søgestrategi til litteratursøgning og gennemfører ud fra et fokuseret spørgsmål systematisk søgning samt selekterer og kvalitetsvurderer relevant litteratur.
3. Resultaterne fra litteratursøgningen drøftes i gruppen, og med hjælp fra UA beskrives evidensgrundlaget for undersøgelse og behandling til diagnose-/patientgruppen. Ved beskrivelse af evidens for behandlingsmetoder er der fokus på, at evidensgrundlaget er relateret til den praksis, som er indeholdt i instruksen, og i videst muligt omfang fremstår konkret og brugbar.
4. Herefter udarbejder gruppen, med baggrund i Fysio- og Ergoterapiafdelingens skabeloner (bilag 1 og 2), udkast til instruksen med UA som tovholder. Udkastet drøftes løbende med relevante kolleger.
5. UA redigerer løbende instruksen ud fra anvisningerne i denne administrative instruks. Når UA vurderer, at instruksen er færdigredigeret, kvalitetssikres instruksen yderligere af udviklingsterapeut med ansvar for kvalitet og udvikling (UT).
6. Når forfattere, UA og udviklingsterapeut vurderer, at instruksen er gennemarbejdet, sendes den til godkendelse hos områdets LT. Om nødvendigt redigeres instruksen på baggrund af LT´s kommentarer.
7. Herefter sender UA instruks og meta-data (bilag 3) til PRI-redaktør, som læser korrektur på instruksen (stavning, opsætning mv) og lægger den godkendte instruks i PRI.
UA og den faglige ressourceperson eller kompetente praktiker er i samarbejde med LT ansvarlig for den nødvendige revidering af områdets eksisterende kliniske instrukser (bilag 4).
4. Aftaler vedrørende udarbejdelse af kliniske instrukser
Så vidt muligt formuleres kliniske instrukser i tråd med ICF’s (1) eller OTIPM’s (2) begrebsrammer.
Kliniske instrukser skal fremstå handlingsanvisende. Undlad lærebogsagtigt stof. Det teoretiske grundlag for undersøgelses- og behandlingsmetoder beskrives ikke, idet det forudsættes som almen fysio- eller ergoterapeutisk viden inden for specialet.
Det skal være tydeligt, hvad fysio- eller ergoterapeuten skal gøre. Derfor anvendes så vidt muligt et aktivt sprog. Aktivt sprog fortæller hvem gør hvad og hvordan, eksempelvis: Fysioterapeuten udleverer pjecen ”Træning til patienter efter artroskopi af knæled” frem for ”pjece udleveres”.
Der bruges som hovedregel ikke forkortelser i kliniske instrukser. Lange diagnoser eller lange ord, der efterfølgende bruges mange gange i instruksen, kan dog forkortes. Dette gøres ved første gang at skrive ordet helt ud efterfulgt af forkortelse i parentes eksempelvis kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) eller underekstremiteter (UE). Herefter kan forkortelsen bruges.
Der kan bruges punktopstilling, hvor det giver bedre overblik over en tekst, men vær kritisk med hvornår punktopstilling anvendes.
Typografien følger anvisning i dokumentet ”Overskrifter i PRI, Fysio- og Ergoterapiafdelingen, Aalborg Universitetshospital” (bilag 5). Skabelonerne for fysio- og ergoterapiske kliniske instrukser (bilag 1 og 2) er udarbejdet med anvendelse af overskrifts- og teksttypografien.
5. Anvendelse af kliniske instrukser
Godkendte kliniske instrukser skal følges, med mindre det ud fra en faglig vurdering skønnes relevant at fravige den kliniske instruks. Afvigelser dokumenteres og begrundes.
Områdets LT og UA sikrer, i samarbejde med det team instruksen vedrører, implementering af instrukser. I forbindelse med implementering af en ny instruks/reviderede instrukser med væsentlige ændringer, anbefales det, at relevante medarbejdere gennemgår instruksen såvel teoretisk som praktisk, eventuelt med fokus på særlige dele af instruksen.
6. Litteratursøgning og beskrivelse af evidens
6.1. Udvælgelse af evidensgrundlag
Findes der nyere evidensbaserede kliniske retningslinjer nationalt anvendes denne/disse som evidensgrundlag i den kliniske instruks. Danske, nationale kliniske retningslinjer findes på Center for Kliniske Retningslinjer eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Er der ikke danske, nationale kliniske retningslinjer, som er dækkende og af god kvalitet, kan der anvendes evidensbaserede kliniske retningslinjer fra lande, som vi er sammenlignelige med.
Dernæst søges efter systematiske reviews, som eventuelt kan suppleres med de nyeste RCT, hvis reviewet ikke er helt nyt. Næste trin er nye og større RCT og sidst cohorte eller interventionsstudier.
6.2. Databaser
Som hovedregel foretages der søgning i op til 3 databaser. Der søges altid i PubMed. Hvilke andre databaser, der er relevante, afhænger af emne og fagspeciale. Embase, Cochrane Library og Cinahl kan især være relevante.
6.3. Kvalitetsvurdering
Kvaliteten af relevante studier vurderes ud fra studiedesign ved hjælp af anerkendte tjeklister. Eksempler på tjeklister fremgår af boks 1.
Boks 1
Ved angivelse af evidensniveau for den enkelte behandlingsmetode anvendes ”Levels of Evidence” fra Oxford Centre for Evidencebased Medicine, 2011 (4).
7. Retningslinjer for referencer i instrukser
Udformning af referencer i instruksen følger Vancouver standarden: Referencehåndtering | UCN Biblioteket
8. Referencer
1)Sundheds- og ældreministeriet, Vejledning om udfærdigelse af instrukser [Internet]. Retsinformation. 2019 [cited 2021 Oct 29]. Available from: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2000/9001
2)Sundhedsstyrelsen, ICF – Den danske vejledning og eksempler fra praksis, 2005
3)Fisher Anne G., En model for planlægning og implementering af top til bund, klientcentrerede og aktivitetsbaserede interventioner. 1. udgave, 1. oplag, Munksgaard, 2012 (oversat af Eva E. Wæhrens)
4)Sundhedsstyrelsen. Metodehåndbog for udarbejdelse af Nationale Kliniske Retningslinjer 2017-2020 https://www.sst.dk/da/udgivelser/2017/~/media/E15A0C5A69F34329B2CB2FCF9F0A8971.ashx
5)Jeremy Howick, Iain Chalmers, Paul Glasziou, Trish Greenhalgh, Carl Heneghan, Alessandro Liberati, Ivan Moschetti, Bob Phillips and Hazel Thornton. “The 2011 Oxford CEMB Evidence Level of Evidence (introductory Document)”. Oxford Center for Evidence- Based Medicine.
https://www.cebm.ox.ac.uk/resources/levels-of-evidence/ocebm-levels-of-evidence, lokaliseret den 15.7.2021
