Talusfrakturer, udredning og behandling
Formål
At sikre ensartet og faglig høj standard ved udredning og behandling af talusfrakturer.
Definition af begreber
Diagnosekode DS92.1 + AZAC4
Osteosyntese med skruer KNHJ74
Klassifikation
Modificeret Hawkins klassifikation:
• Type 1: Udisloceret collum fraktur (lille risiko for avaskulær nekrose 5%)
• Type 2: Disloceret collum fraktur med subtalær sub/luxation (risiko for avaskulær nekrose 20 %).
• Type 3: Disloceret collum fraktur med subtalær og tibiotalær luksation. (høj risiko for avaskulær nekrose 45%)
• Type 4: Disloceret fraktur med subtalær, tibiotalær og talonavikulær luxation
Indikation
Type 1: kan behandles konservativt med crusgips uden belastning i 8 uger. I nogle tilfælde kan osteosyntese med (perkutane) skruer foretrækkes for at muliggøre tidlig mobilisering af fodled og subtalærled.
Type 2: indicerer åben reposition og stabil osteosyntese.
Type 3 og 4 frakturer bør opereres akut på grund af høj hyppighed af hudproblemer (nekrose) og øget risiko for avaskulær nekrose ved længerevarende luksation.
Undersøgelser
Røntgenoptagelse i to plan.
Akut CT-skanning til præoperativ planlægning.
Behandling
Primært elevationsregime til afhævning, hvis ikke luksation.
Operativ behandling med åben reposition og stabil osteosyntese for at bedre helingsmulighederne (frakturerne ofte forbundet med beskadigelse af blodforsyning til talus).
Operation
Infektionsprofylakse jf. afdelingens vanlige instruks.
Generel anæstesi.
Kirurgisk teknik:
Rygleje, blodtomhed, røntgengennemlysning. Udislocerede frakturer kan skrueosteosynteres med perkutan teknik. Forskudte frakturer reponeres oftest åbent ved anteromedial og/eller anterolateral adgang. Ved luksation af corpus tali ud af fodledsgaflen kan osteotomi af mediale malleol være nødvendig for at kunne reponere. Fiksation oftest med 4.5 mm kanylerede titanium skruer.
Samlet postoperativ plan:
Velpolstret bagre gipsskinne til afhævning. Herefter cirkulær gips. Efter (2)-4 uger suturfjernelse og gipsomlægning. Ingen vægtbelastning i 8-10 uger (synlig frakturheling).
Røntgenkontrol efter 8 og 14 uger, 6 og 12 måneder.
Smertebehandling jf. afdelingens vanlige smerteinstruks.
Referencer
Coughlin MJ and Mann RA.: Surgery of the Foot and Ankle. Mosby Elsevier 2007: 2075-2136
Classifications in Brief: The Hawkins Classifikation for Talus Fractures
Timothy Alton MD, Daniel J. Patton MD,
Albert O. Gee MD
Clin Orthop Relat Res (2015) 473:3046–3049