Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Ergoterapi til indlagte patienter med reumatoid arthrit

 

 

1. Formål1

2. Definition af begreber1

3. Beskrivelse1

3.1 Patientgruppe1

3.2 Overordnet fremgangsmåde2

3.3 Ergoterapeutisk vurdering2

3.3.1 Formål2

3.3.2 Indhold2

3.4 Ergoterapeutisk intervention4

3.4.1 Formål4

3.4.2 Indhold4

3.5 Relevant tværfagligt samarbejde7

3.6 Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling7

4. Referencer8

 

1. Formål

At beskrive den ergoterapeutiske intervention til indlagte patienter med reumatoid arthrit (RA) med henblik på at

  • • sikre, at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i behandlingsforløbet

  • • sikre kvaliteten af de ergoterapeutiske ydelser

  • • sikre, at alle ergoterapeuter på Aalborg Universitetshospital, med særlig fokus på ergoterapeuter i Team Rehab, har kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for undersøgelse og behandling af indlagte patienter med RA

 

2. Definition af begreber

RA i moderat grad: I denne instruks betyder RA i moderat grad, at patienten klarer almindelige dagligdagsaktiviteter med få gener, og således er selvhjulpen, eller kun har behov for begrænset hjælp i dagligdagen.

 

RA i svær grad: I denne instruks betyder RA i svær grad, at patienten kun kan klare få almindelige dagligdagsaktiviteter, og således er afhængig af hjælp i større eller mindre grad.

Self-efficacy: Individets egen tro på og forventning om at kunne udføre en aktivitet med godt resultat (1).

 

3. Beskrivelse

3.1 Patientgruppe

Instruksen retter sig mod indlagte patienter med nydiagnosticeret RA eller RA-patienter, som ikke tidligere har modtaget ergoterapi, som indlægges til tværfaglig vurdering og behandling på Reumatologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital. Patienter, der er henvist, er oftest påvirket af RA i moderat til svær grad.

Patientgruppen er kendetegnet ved ledhævelse, ledsmerter, træthed (fatigue), morgenstivhed, reduceret muskelstyrke og/eller nedsat ledbevægelighed (2,3). Symptomerne vil typisk medføre vanskeligheder i forhold til at klare almindelige dagligdagsaktiviteter samt nedsat deltagelse i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge (4).

Indlæggelsestiden for disse patienter varierer fra få dage til 1-2 uger.

 

3.2 Overordnet fremgangsmåde

Patienterne henvises til ergoterapi efter gældende henvisningsprocedure.

Ergoterapeuten vurderer patientens genoptræningsbehov med særligt fokus på

  • • vurdering af patientens rapporterede tidligere og nuværende aktivitetsformåen

  • • vurdering af patientens aktivitetsudførelse med særlig fokus på primære daglige aktiviteter og/eller ved komplekse aktiviteter afhængig af patientens aktuelle aktivitetsformåen

  • • vurdering af behov for aktivitetstræning herunder instruktion i kompenserende strategier samt brug af hjælpemidler

Ergoterapeuten vurderer patientens genoptræningspotentiale med særligt fokus på tidligere aktivitetsformåen samt patientens ønsker og motivation for deltagelse i et genoptræningsforløb.

 

3.3 Ergoterapeutisk vurdering

3.3.1 Formål

Formålet med den ergoterapeutiske vurdering i den akutte fase er via en klientcentreret og aktivitetsbaseret praksis at vurdere patienten genoptræningsbehov og -potentiale. Den ergoterapeutiske vurdering består indledningsvist af et interview og efterfølgende observation og analyse af patientens aktivitetsudførelse. Formålet er at indgå i en tværfaglig vurdering af patientens aktuelle aktivitetsformåen og funktionsevne med henblik på hurtig iværksættelse af en målrettet ergoterapeutisk intervention samt vurdering af eventuelt behov for videre genoptræning.

 

3.3.2 Indhold

Den ergoterapeutiske vurdering tager udgangspunkt i arbejdsprocesmodellen The Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) (3) og består af:

  • • Klarlægning af den klientcentrerede udførelsessammenhæng

  • • Interview

  • • Observation og analyse af patientens aktivitetsudførelse

  • • Konklusion, herunder afklaring af aktivitetsproblemer samt vurdering af genoptræningsbehov og -potentiale

Det prioriteres, at ergoterapeuten udfører både interview og observation af patientens aktivitetsudførelse. Dette understøttes af to danske studier, der viser, at metoderne giver forskelligartede information og derfor nødvendiggør, at det er den samlede information, der danner grundlaget for vurderingen (4,5).

Hvis det ud fra interview og observation af patientens aktivitetsudførelse ikke er muligt at vurdere patientens genoptræningsbehov, kan ergoterapeuten vælge at foretage supplerende undersøgelser (6,7).

 

3.3.2.1 Indsamle relevante oplysninger fra patientens journal

Ergoterapeuten indhenter oplysninger fra patienten journal blandt andet med fokus på

  • • indlæggelsesårsag og formål med indlæggelse

  • • smerter, ledstatus og gigtaktivitet

  • • ordinerede undersøgelser, eksempelvis blodprøver, røntgenundersøgelse, ultralydsscanning samt resultater heraf

  • • patientens tidligere funktionsevne, aktivitetsniveau samt omgivelser

  • • patientens nuværende mobilitet

  • • hvorvidt diagnosen er afklaret og formidlet til patienten

 

3.3.2.1.1 Specielle forholdsregler

Ved aktivitet i gigten med mange hævede og ømme led udelades som hovedregel øvelser med modstand.

 

3.3.2.2 Interview

Ergoterapeuten interviewer patienten med henblik på at indsamle indledede oplysninger ved at afdække patientens oplevelse af egen tidligere og nuværende aktivitetsformåen, herunder de situationsspecifikke sammenhænge ved brug af brede spørgsmål som fx hvem bor du sammen med, hvordan er dit hus indrettet, hvilke opgaver står du for derhjemme, hvad kan du godt lide at lave i din fritid eller beskriv din hverdag. Derudover spørges der ind til patientens oplevelse af, hvad der udføres tilfredsstillende (styrker), og hvad der potentielt vil være problematiske ved brug af interviewbaserede undersøgelsesredskaber som fx ADL-taxonomien (8), Canadian Occupation Performence Mesure (COPM) (9), eller ADL-I (6). Ergoterapeuten spørger ind til, om patienten kan udføre aktiviteterne selvstændigt eller ikke selvstændigt, og også om de oplever at aktiviteten er udfordrende, om det tager ekstra tid, om de bruger ekstra kræfter og om de anvender hjælpemidler i aktiviteten.

Ergoterapeuten spørger ind til, hvilken værdi patienten tillægger aktiviteterne fx om de udføres af pligt eller lyst, eller ud af forventninger fra andre samt om patientens håb og drømme for fremtiden. Ergoterapeuten finder sammen med patienten ud af, hvilke aktiviteter, der skal være udgangspunktet for observation af aktivitetsformåen.

 

3.3.2.3 Observation og analyse af patientens aktivitetsudførelse

Ergoterapeuten observerer og analyserer patientens motoriske-, processuelle- og/eller sociale interaktionsfærdigheder via aktivitet, som gradueres til patientens aktuelle aktivitetsformåen inden for:

  • • Personlig ADL (P-ADL) (eksempelvis spisning, personlig hygiejne, bad, af- og påklædning, toiletbesøg)

  • • Instrumental ADL (I-ADL) (eksempelvis lave kaffe, skifte sengetøj, håndtering af vasketøj, strygning)

 

Efter observationen indsamler ergoterapeuten patientens perspektiv på aktivitetsudførelsen i forhold til styrker og udfordringer fx ved brug af spørgsmål som

  • • hvordan synes du det gik?

  • • var der dele af opgaven du fandt udfordrende at udføre?

  • • var der dele af opgaven, som du ikke synes gik så godt, som du gerne ville have det skulle gå?

  • • var der dele af opgaven, du synes var anstrengende?

  • • var der dele af opgaven, hvor du oplevede at bruge ekstra tid?

  • • var der dele af opgaven, hvor du var sikker eller usikker?

  • • var der dele af opgaven, hvor du havde brug for hjælp?

  • • var der dele af opgaven, hvor du oplevede øget smerte?

 

Ergoterapeuten analyserer aktivitetsudførelsens kvalitet i forhold til kvalitetsparametrene; anstrengelse, effektivitet, sikkerhed, selvstændighed og hvis relevant socialt hensigtsmæssig adfærd. Derudover vurderes der på patientens grad af tilfredshed samt grad af diskrepans (10).

 

Vilkår, omstændigheder og patienttilstande kan nødvendiggøre, at ergoterapeuten ud fra en samlet vurdering beslutter hvilke aktiviteter, der potentielt vil være betydningsfuldt eller formålstjenligt for patienten, at der observeres på.

 

Ergoterapeuten anvender enten standardiserede og validerede undersøgelser som Assesment of Motor and Process Skills (AMPS) (10) eller uformelle ikke-standardiserede observationer af aktivitetsudførelse med beskrivelse af de motoriske-, processuelle og/eller sociale interaktionsfærdigheder (10).

 

        1. 3.3.2.4 Supplerende undersøgelser

Supplerende undersøgelser udføres, hvis interview og observation af patienten aktivitetsudførelse ikke vurderes tilstrækkelig for at vurdere patienten genoptræningsbehov og kan bestå af nedenstående undersøgelser

  • • patientens oplevelse af og beskrivelse af

  • ledsmerter, optræden, udbredelse og intensitet samt lindrende og provokerende faktorer

  • muskelstyrken i hænderne i forbindelse med aktivitetsudførelse

  • morgenstivhed, forekomst og varighed

  • • observation af overekstremiteter med henblik på afklaring af ledhævelse og/eller fejlstillinger – især i håndled og fingre

  • • undersøgelse af ledbevægelighed i overekstremiteter

  

3.3.2.5 Konklusion

Ergoterapeuten sammenfatter og afklarer årsagerne til patientens aktivitetsmæssige udfordringer. I konklusionen har ergoterapeuten fokus på kvaliteten af patientens aktivitetsudførelse, behovet for hjælpemidler, samt omgivelsernes påvirkning eller begrænsning i forhold til aktivitetsudførelsen. Ydermere tages højde for patientens aktuelle aktivitetsformåen sammenlignet med tidligere aktivitetsformåen samt patientens ressourcer og motivation for genoptræning.

Med baggrund heri planlægges patientens videre genoptræningsforløb og eventuelle ergoterapeutiske intervention i et tæt samarbejde med patient, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere.

3.4 Ergoterapeutisk intervention

3.4.1 Formål

Formålet med den ergoterapeutiske intervention i den akutte fase er at fremme patientens mulighed for deltagelse i aktivitet samt fremme patientens evne til at udføre de daglige aktiviteter vedkommende ønsker eller har behov for at udføre. Ergoterapeuten tilsigter, at interventionen er aktivitetsbaseret, og at patienten inddrages og gøres aktiv i det omfang, det er muligt (11).

Målet er at opnå et aktivitets- og deltagelsesniveau, der forebygger funktionstab, samt fremmer patientens mulighed for at udføre og deltage i aktivitet ved at patienten vejledes i at benytte hensigtsmæssige strategier og teknikker, og hvor patienten kan håndtere smerter, træthed og nedsat aktivitetsformåen bedst muligt. (12)

 

3.4.2 Indhold

Den ergoterapeutiske intervention er alt efter patientens behov rettet mod at

  • • generhverve udførelsesfærdigheder via aktivitetsbaseret færdighedstræning

  • • genopbygge kropsfunktioner og andre klientmæssige elementer

  • • kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder

De tre interventionsmodeller kan udvælges i kombination eller afløse hinanden i løbet af et indlæggelsesforløb.

 

3.4.2.1 Generhvervede model via aktivitetsbaseret færdighedstræning

Formålet med aktivitetsbaseret færdighedstræning er at bedre patientens aktivitetsformåen og selvstændighed i daglige aktiviteter.

Ergoterapeuten vælger denne interventionsfase, hvis der er en forventning om, at patientens medicinske behandling kan have god effekt og patienten efter en kortere periode kan genvinde sit tidligere funktions- og aktivitetsniveau uden at være begrænset af gigtaktivitet eller andre led gener.

 

Ergoterapeuten vælger i samarbejde med patienten en aktivitet, som er meningsfuld for patienten. Aktivitetstræningen tager udgangspunkt i patientens tilstand, hvorfor det kan variere fra småaktiviteter hos den sengeliggende patient til mere krævende og komplekse aktiviteter inden for P-ADL og/eller I-ADL hos patienter med højere aktivitetsformåen. Træningen kan eksempelvis indebære:

  • • Personlige aktiviteter som tandbørstning, barbering, øvre og nedre hygiejne, af- og påklædning, bad, spise et måltid

  • • Køkkenaktiviteter som at anrette morgenmad og lave kaffe/the

  • • Huslige opgaver som at stryge tøj, lægge vasketøj sammen, rede seng/skifte sengelinned, pudse vinduer, støvsuge

  • • Andre aktiviteter som at hente mad og drikke, læse avis, anvende telefon og fjernbetjening, spille bræt/kortspil

 

Aktiviteten gradueres kontinuerligt for at sikre, at patienten træner inden for nærmeste udviklingszone. Dette kan eksempelvis foregå ved af- og påklædning, hvor

 

  • • patienten gradvist udfører flere delaktiviteter i forbindelse med dette, hvor vedkommende i starten træner at kunne klare af- og påklædning af overkrop og senere træner at kunne trække i sine benklæder

  • • patienten instrueres i kompenserende strategier som at indlægge pauser undervejs i badesituationen, udføre af- og påklædning på en alternativ måde ved at holde fingrene i neutralstilling og ikke gribe om buksekanten eller hvor aktivitetens sværhedsgrad ændres ved fx at anvende bukser der er elastiske og nemme at trække i fremfor bukser, der ikke kan give sig.

 

I forbindelse med træning af aktivitet vil ergoterapeuten guide patienten verbalt og/eller fysisk i forhold til patientens aktivitetsformåen. Træningen tilrettelægges for at understøtte patientens motoriske og processuelle færdigheder. De motoriske færdigheder kan fx trænes ved af- og påklædning, hvor patienten blandt andet skal række ud efter sit tøj, løfte det og bøje sig for at få bukserne ned over fødderne. De processuelle færdigheder kan fx trænes ved bad, hvor patienten træner i at udføre aktiviteten i et ensartet tempo og ikke skynder sig for hurtigt at blive færdig, samt ved at samle og arrangere shampoo, håndklæder og tøj i relevante arbejdsfelter.

 

Ergoterapeuten kan vælge at lade patienten benytte alternative redskaber som eksempelvis at anvende en badekåbe i stedet for et håndklæde, tørshampoo i stedet for at vaske hår under bruseren eller anvende en fugtig svamp og en handske på hånden i stedet for at tørre sig med toiletpapir ved afføring. Ergoterapeuten kan vælge at ændre opgavens sværhedsgrad ved brug af hjælpemidler, som for en periode kan kompensere for nedsat selvstændig aktivitetsformåen.

 

3.4.2.2 Genopbyggende model for forbedring af kropsfunktioner og andre klientmæssige elementer

Formålet med træning af aktivitet kan også være at forbedre kropsfunktioner og andre klientmæssige elementer. Ergoterapeuten vælger i samarbejde med patienten en aktivitet, som er meningsfuld for patienten. Aktivitetstræningen tager udgangspunkt i patientens tilstand, hvorfor det kan variere fra småaktiviteter hos den sengeliggende patient til mere krævende og komplekse aktiviteter inden for P-ADL og/eller I-ADL hos patienter med højere aktivitetsformåen.

 

Træning af aktivitet kan eksempelvis indebære træning af funktionen i hænderne i af- og påklædning samt bad, når patienten skal trække i sit tøj, vaske hår og tørre sig eller i at spise et måltid med kniv og gaffel.

Ergoterapeuten graduerer kontinuerligt aktiviteten for at sikre, at patienten træner inden for nærmeste udviklingszone. At spise et måltid med kniv og gaffel kan eksempelvis gradueres ved at der vælges konsistenser, der bliver svære og svære at skære ud.

I forbindelse med træning af aktivitet vil ergoterapeuten efter behov guide patienten verbalt og/eller fysisk alt efter patientens aktivitetsformåen.

 

Ergoterapeuten kan instruere patienten i kompenserende strategier for at mindske forværring af ledsmerter. Disse afprøves gennem aktivitet med henblik på at finde den bedst egnede løsning for den enkelte patient eksempelvis:

  • • Energibesparende principper fx planlægning af aktiviteten før den påbegyndes, opdeling af aktiviteter med hvilepause mellem delaktiviteterne

  • • Graduering af aktiviteten så den matcher patientens funktionsevne eksempelvis at øvre hygiejne udføres på stuen med et vaskefad foran sig frem for på badeværelset

  • • Udvælgelse, tilpasning og afprøvning af hjælpemidler i aktivitet for at sikre og understøtte at patienten bevarer en så høj grad af selvhjulpenhed som muligt, relevante hjælpemidler i den akutte fase er eksempelvis af- og påklædningshjælpemidler, badetaburet og toiletforhøjer.

 

3.4.2.3 Kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder

Formålet med tilpassende aktivitet er at kompensere for patientens nedsatte aktivitetsformåen, så patienten kan udføre meningsfulde daglige aktiviteter med størst mulig selvstændighed.

Ergoterapeutens rolle i forhold til patienter med diagnosen RA er at øge patientens mulighed for at klare dagligdagsaktiviteter ved hjælp af ændrede arbejdsvaner eller bevægemønstre, brug af ledaflastningsprincipper, brug af hjælpemidler samt ændringer i patientens nærmiljø f.eks. patientens hjem eller arbejdsplads (12).

Ergoterapeuten vælger denne intervention, hvis hverken den generhvervende eller den genopbyggende intervention forventes eller har vist sig at resultere i forbedret aktivitetsudførsel. Interventionen foregår ved, at ergoterapeuten sammen med patienten planlægger og gennemfører aktiviteter med fokus på at kompensere for patientens nedsatte aktivitetsformåen.

 

Hjælpemidler

Relateret til patientens nedsatte aktivitetsformåen vurderer ergoterapeuten kontinuerligt behovet for hjælpemidler og udvælger, tilpasser og afprøver disse med fokus på hensigtsmæssig anvendelse.

Relevante hjælpemidler er oftest badebænk, småhjælpemidler til måltidet eller tilberedning af dette samt til personlig pleje, bad samt af- og påklædning.

Der kan også være tale om kropsbårne hjælpemidler som håndleds- og/eller fingerskinner (se afsnit 3.5.2.4)

Hvis patienten på grund af varigt nedsat funktionsevne, har brug for permanente hjælpemidler til brug i hjemmet eller på jobbet eller har behov for boligændringer, kontaktes patientens hjemkommune herom, jævnfør ”Lov om social service” § 112 og § 116 (13), eller ”Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats” § 100 (14).

 

Redskaber

Relateret til patientens nedsatte aktivitetsformåen kan ergoterapeuten vælge at tilpasse og afprøve alternative redskaber som eksempelvis at anvende tørshampoo i stedet for at vaske hår under bruseren

 

Kompenserende strategier

De kompenserende strategier retter sig mod at kompensere for nedsatte motoriske og procesmæssige færdigheder.

Kompenserende strategier ift. nedsatte motoriske og procesmæssige færdigheder kan være:

  • • Ændring af de fysiske og sociale omgivelser ved at der tages kontakt til patientens hjemkommune med henblik på boligændringer eller ved at ændre opgavens sværhedsgrad, så patienten vejledes i at anvende bukser der er elastiske og nemme at trække i fremfor bukser, der ikke kan give sig.

  • • Undervisning i en forenklet måde at udføre en given aktivitet på for eksempel at samle håndklæder, tøj og sæbe inden for rækkevidde af brusenichen

  • • Brug af hjælpemidler som at anvende gribetang til at tage bukser af og på eller svamp på skaft til at vaske tæer og underben

Patienten kan instrueres i ledaflastning, hvor formålet er at lære patienten strategier, som retter sig mod at bevare eller forbedre ønsket funktionsevne og aktivitetsformåen via tilpasning af arbejdsteknikker, opmærksomhed på hensigtsmæssig brug af leddene, håndøvelser samt brug af skinner og hjælpemidler med det mål at mindske træthed, forbedre muskelstyrke samt ledbevægelighed og mindske smerter (15).

Ergoterapeuten vejleder patienten i energibesparende teknikker og principper for hensigtsmæssig brug af leddene, samt vejleder i brug af aflastende og kompenserende hjælpemidler i forbindelse med dagligdagsaktiviteter. Ergoterapeuten lægger vægt på at patienten afprøver teknikkerne i forbindelse med aktivitet og afprøver alternative måder at udføre aktiviteterne på, med det formål at aktiviteten kan udføres med mindst mulig anstrengelse og mindst mulig provokation af smerter (12). Afprøvning af teknikkerne kan blandt andet foretages i forbindelse med personlig hygiejne, bad, af og påklædning eller huslige opgaver som at tilberede et let måltid eller skifte sengetøj.

Der er stærk evidens for at instruktion i ledaflastning forbedrer funktionsevnen, mindsker smerter og øger patientens self-efficacy (Level 1) (4,16).

 

Der er få studier, som undersøger effekten af ADL-træning og brug af hjælpemidler i forhold til RA, men ifølge en retrospektiv spørgeundersøgelse er der en vis evidens for, at ændrede arbejdsvaner eller bevægemønstre og brug af hjælpemidler samt ændringer i nærmiljøet reducerer selvrapporterede vanskeligheder i forhold til ADL (12) (Level 3).

ADL-træningen bygger på empirisk viden samt konsensus blandt erfarne ergoterapeuter indenfor det reumatologiske speciale om, at indsatsen reducerer vanskeligheder og smerter i forbindelse med udførelsen af dagligdagsaktiviteter (Level 5).

 

3.4.2.4 Kropsbårne hjælpemidler

3.4.2.4.1 Håndledsskinner

Formål med brug af håndledsskinner er at aflaste, smertelindre og stabilisere håndleddet ved aktiviteter som belaster håndleddet (17). Håndledsskinner betegnes derfor som funktionsskinner.

Patienten afprøver håndledsskinnerne i forbindelse med aktivitet, og ergoterapeuten instruerer i korrekt brug af skinnerne. Skinnerne tilpasses ved behov.

Ergoterapeuten udlåner håndledsskinner fra Aalborg Universitets Hospital, i de tilfælde, hvor skinnerne ses som en del af behandlingen, jævnfør ”Cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehuset” (18).

Ergoterapeuten ansøger patientens hjemkommune om håndledsskinnerne i de situationer, hvor skinnerne betragtes som et hjælpemiddel, jævnfør ”Lov om social service” § 112 (13).

Der er en vis evidens for, at håndledsskinner reducerer smerter, både umiddelbart efter ibrugtagning og efter patienter har brugt dem i en periode. Ligeledes er der en vis evidens for, at grebsstyrken øges umiddelbart efter ibrugtagning. Imidlertid er der også studier, der peger på, at brug af skinner kan påvirke fingerfærdigheden negativt (16,17) (Level 1). Det er derfor vigtigt med en grundig afprøvning af skinnerne, før de udleveres til patienten.

 

3.4.2.4.2 Fingerskinner

Formålet med brug af fingerskinner er at forebygge yderligere fejlstilling samt øge stabilitet i fingre. Der er mangelfuld forskning indenfor området, men ifølge to mindre studier, ses en tendens til, at brug af fingerskinner, enten specialfremstillede eller præfabrikerede, kan forbedre fingerstabilitet og mindske fejlstilling i fingrenes yderled hos voksne med svanehalsdeformitet på grund af RA

Evidensstyrken er svag, idet evidensen bygger på et enkelt RCT med få deltagere samt et follow up-studie (19,20) (Level 3).

 

3.5 Relevant tværfagligt samarbejde

Ergoterapeuten samarbejder med personalet på afdelingen, fysioterapeut, socialrådgiver og læge tilknyttet

Reumatologisk Afdeling.

Der afholdes tværfaglige konferencer med det formål at understøtte den tværfaglige koordinerede indsats i forhold

til behandling og planlægning af patientens videre forløb under og efter indlæggelse. Derudover har

ergoterapeuten ved behov informationsudveksling med personalet på afdelingen om patientens evne til at deltage i dagligdagsaktiviteter.

Ergoterapeuten samarbejder med patient, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere i forhold til afklaring af patientens tidligere aktivitets- og funktionsevne samt boligforhold og patientens videre genoptræningsbehov.

 

3.6 Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling

I forbindelse med planlægning af patientens videre genoptræningsforløb foretager ergoterapeuten i samarbejde med patienten og de øvrige faggrupper en tværfaglig vurdering af patientens helbredstilstand og tager derudfra stilling til, hvilket behov patienten har for genoptræning efter udskrivelsen. Patienter med intensivt genoptræningsbehov kan overflyttes til rehabiliteringspladser for alment medicinske patienter på M3 på Hobro Sygehus eller døgn rehabiliteringspladser i hjemkommunerne. Patienterne kan derudover udskrives med almen genoptræningsplan med henblik på videre genoptræning.

Ergoterapeuten samarbejder ved behov med visitator, kommunal terapeut eller jobkonsulent ved behov for ansøgning om hjemmehjælp, hjælpemidler, boligændringer eller arbejdspladsindretning.

 

4. Referencer

  1. 1. Borg T, Runge U, Tjørnov J. Basisbog i Ergoterapi - aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 2nd ed, editor. Munksgaard Danmark; 2008.

  2. 2. Malcus-Johnson P, Carlqvist C, Sturesson AL, Eberhardt K. Occupational therapy during the first 10 years of rheumatoid arthritis. Scand J Occup Ther. 2005;12(3).

  3. 3. Ekelman BA, Hooker L, Davis A, Klan J, Newburn D, Detwiler K, et al. Occupational therapy interventions for adults with rheumatoid arthritis: An appraisal of the evidence. Vol. 28, Occupational Therapy in Health Care. 2014.

  4. 4. Siegel P, Tencza M, Apodaca B, Poole JL. Effectiveness of occupational therapy interventions for adults with rheumatoid arthritis: A systematic review. Vol. 71, American Journal of Occupational Therapy. 2017.

  5. 5. Fisher A. OTIPM – En model for planlægning og implementering af top-til-bund, klientcentreret og aktivitetsbaseret interventioner. 1st ed, 3. Wæhrens E, editor. København: Munksgaard Danmark; 2018. 224 p.

  6. 6. Nielsen KT, Wæhrens EE. Occupational therapy evaluation: use of self-report and/or observation? Scand J Occup Ther. 2015 Jan;22(1):13–23.

  7. 7. Wæhrens EE, Bliddal H, Danneskiold-Samsøe B, Lund H, Fisher AG. Differences between questionnaire- and interview-based measures of activities of daily living (ADL) ability and their association with observed ADL ability in women with rheumatoid arthritis, knee osteoarthritis, and fibromyalgia. Scand J Rheumatol. 2012 Mar;41(2):95–102.

  8. 8. Törnquist K, Sonn U. ADL-Taxonomin® – en bedömning av aktivitetsförmåga. 4.0. Sveriges Arbetsterapeuter´s forlag; 2017. 68 p.

  9. 9. Townsend E, Polatajko H. Menneskelig aktivitet II : en ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem betydningsfulde aktiviteter. 1. udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2008. 533 p.

  10. 10. Fisher A. Assessment of Motor and Process Skills, Volume 1. : Developm. Three Star Press inc.; 2012.

  11. 11. Fisher A, Marterella A. Powerful practice – A model for Authentic Occupational Therapy. Center for Innovative OT Solutions. 2019.

  12. 12. Hammond A. What is the role of the occupational therapist? Best Pract Res Clin Rheumatol. 2004 Aug;18(4):491–505.

  13. 13. Børne- og Socialministeriet. Bekendtgørelse af lov om social service [Internet]. 2018. p. 72. Available from: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/1114

  14. 14. Beskæftigelsesministeriet. Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats [Internet]. 2016. p. 35. Available from: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/977

  15. 15. Vliet Vlieland TPM, Pattison D. Non-drug therapies in early rheumatoid arthritis. Best Pract Res Clin Rheumatol. 2009 Feb;23(1):103–16.

  16. 16. Steultjens EMJ, Dekker J, Bouter LM, van Schaardenburg D, van Kuyk M-AH, van den Ende CHM. Occupational therapy for rheumatoid arthritis: a systematic review. Arthritis Rheum. 2002 Dec;47(6):672–85.

  17. 17. Hammond A. Rehabilitation in rheumatoid arthritis: a critical review. Musculoskeletal Care. 2004;2(3):135–51.

  18. 18. Indenrigsministeriet. Cirkul‘re om afgr‘nsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusv‘senet. 2. februar. 1975;2013(9079).

  19. 19. Knipping A. A study comparing use and effects of custom-made versus prefabricated splints for swan neck deformity in patients with rheumatoid arthritis. Hand Ther. 2000;5(4).

  20. 20. Zijlstra TR, Heijnsdijk-Rouwenhorst L, Rasker JJ. Silver ring splints improve dexterity in patients with rheumatoid arthritis. Arthritis Care Res. 2004;51(6).