Immunisering

Formål

Blodtype-immunisering hos gravide vil sige, at kvinden danner antistoffer mod sit barns blodlegemer. Dette kan ske, hvis moder og barn har forskellig blodtype. Man taler da om blodtype-uforligelighed. Moderens antistoffer kan via moderkagen nå over i barnets blod og nedbryde barnets røde blodlegemer. Dette kan bevirke, at barnet får blodmangel i mere eller mindre alvorlig grad. Den vigtigste form for blodtype-immunisering er rhesus-immunisering. Her vil antistofferne sætte sig på barnets blodlegemer, og dette betyder en større eller mindre grad af nedbrydning og forkortet levetid af blodlegemerne. Barnet vil da få blodmangel, og hvis denne bliver udtalt, vil der opstå kronisk iltmangel. Hjertet vil desuden blive belastet. Dette medfører, at barnet får væskeudtrækninger i kroppen. Det bliver svagere og kan uden behandling til sidst dø. Den gravide selv mærker ingen symptomer

Definition af begreber

Forekomst  hos  gravide  af IgG‐erytrocytantistoffer,  som  kan  passere  placenta  og forårsage erytroblastose  hos  fosteret.  IgM‐antistoffer  kan  ikke  passere  placenta,  og er  derfor uden  betydning i denne sammenhæng.
Rhesusprofylakse: Se særskilt instruks: Rhesusprofylakse

Beskrivelse:

Baggrund:

Blodtypeimmunisering ses ved uforligelighed mellem føtalt og maternelt blod (isoimmunisering).
En lang række blodtypeantigener kan forårsage immunisering. Vigtigst er rhesusantigenerne D, C, c, E, e samt Kell og ABO.
Immunisering med anti-D er faldet til under 100 pr. år i Danmark pga. effektiv profylakse med anti-D.
Immunisering med anti-D er den immunisering, der oftest medfører alvorlige behandlingskrævende tilstande hos barnet.
Hyppighed og omfang af føtomaternel blødning øges med stigende gestationsalder fra 3% og 0,03 ml i 1. trimester til 45% og op til 25 ml i 3. trimester.
Ved spontane aborter er incidensen <1 % og mængden oftest <0,1 ml, ved abortus provocatus ses føtomaternel blødning i 25-30 % af tilfældene og er af større mængde.
Ved immunisering kommer der hos moderen, efter nogle ugers latenstid, et primært immunrespons med dannelse af IgM, som er højmolekylært, og som derfor ikke kan passere placenta. Men efter dannelsen af IgM antistoffer forsvinder disse i løbet af 2 til 3 måneder og erstattes af IgG antistoffer der molekylstørrelsen er betydelig mindre og IgG antistoffer kan uden problemer passere placentabarrieren og medfører en antigeneksponering i form af immunrespons som er hurtig. IgG-antistoffer passerer således placenta med føtal hæmolyse til følge.
Virkningen på fosteret varierer. Anæmien kan udvikles langsomt over flere måneder eller hurtigt i løbet af en uges tid.

Udredning:

Ved 1. undersøgelse af gravide hos egen læge bestemmes blodtype, og der foretages screentest i blodbanken. Svar sendes både til fødestedet og til egen læge.

Ved påvist blodtypeantistof konfereres med Ålborg mhp. evt henvisning hertil.
 

Vedrørende risiko for blodtypeantistoffer og erytroblastose kan følgende tabel anvendes:

Andre sjældent forekommende irregulære blodtypeantistoffer kan give erytroblastose.
Det vil fremgå af svaret fra blodbanken.
De regulære blodtypeantistoffer anti-A og anti-B kan forekomme som højtitrerede lavmolekylære antistoffer, men behandlingskrævende erytroblastose ses sjældent.
Blodbanken undersøger ikke for forekomst af højtitrerede ABO-antistoffer rutinemæssigt. Kan bestilles på speciel indikation: Tidligere svært ABO-immuniseret barn.
Giver det påviste antistof ingen risiko for erytroblastose, er yderligere udredning og kontrol ikke indiceret, og den gravide følges i primærsektoren.
Eneste tiltag er, at der skal bestilles BF-forlig ved fødslen.

Kontrol i graviditeten:

Påvises blodtypeantistof, som kan udløse erytroblastose, undersøges barnefaderen med henblik på homo- eller heterozygoti for det aktuelle blodtypeantigen (udvidet fænotypebestemmelse).
Den gravides navn og CPR anføres. Blodbanken afgiver en risikovurdering for barnet født af det aktuelle par. Vær opmærksom på, at det er uhyre vigtigt, at paterniteten er 100 % sikker, for objektivt at kunne udføre risikovurderingen for barnet.

Retningslinier for kontrol ved risiko for erytroblastose hos barnet:

1. 1. Screentest fra 20. uge:

Med 2-4 ugers interval afhængig af titerstørrelse og antistoftype (hver 14. dag ved titerstigning/høje titre og antistoffer med stor risiko for hæmolyse). Ved titerstigning på 2 trin eller mere og/eller titer > 1:32 konfereres med/henvises til ASN.

1. 2. Ultralyd:

Nakkefoldsskanning (uge 11+0 til uge 14+0)

Gennemskanning i uge 18-20

Tilvækstskanning i uge 30 og 35, samtidig skannes for tegn på hydrops.

Visitation:

Diagnosekoder:

DP550 Rh immunisering af foster og nyfødt

DP550A Rh immunisering af nyfødt

BPMDI immunisering via ABO uforligelighed

MJO6A Immunisering

Referencer

Sandbjerg Guideline: Screening, kontrol og behandling af blodtypeimmunisering 2001.

Sundhedsstyrelsen, "Anbefalinger for svangreomsorgen", 2013

Sundhedsstyrelsen, "Til dig der er gravid og har rhesus negativ blodtype", 2010

Koelewijn JM, de Haas M, Vrijkotte TG, Bonsel GJ, van der Schoot CE.
One single dose of 200 microg of antenatal RhIG halves the risk of anti-
D immunization and hemolytic disease of the fetus and newborn in the
next pregnancy. Transfusion, 2008; 48:1721-9.

T. G. Hirose og D. A. Mays. The safety of RhIG in the prevention of
haemolytic disease of the Newborn. Journal of Obstetrics and Gynaecology,