Adnextorsion
Formål
At sikre, at adnextorsion bliver udredt og behandlet på ensartet og korrekt vis
Beskrivelse
Ætiologi:
• Ses oftest i forbindelse med tumorer i adnekset i form af tumorer i ovariet eller paraovarielle cyster/dilaterede salpinges.
De normale adnexae kan dog også torkvere.
• Ses oftest hos yngre kvinder, men kan også forekomme hos børn.
• Under graviditet ses tilstanden hyppigst i 1. og 2. trimester.
• Forekommer endvidere som komplikation til ovariel hyperstimulation.
Symptomer:
Pludseligt indsættende nedre abdominalsmerter, turevise eller konstante af karakter. Smerterne kan være lokaliserede, men også optræde diffust.
Undersøgelse:
Ved gynækologisk undersøgelse oftest øm udfyldning til én af siderne eller bag uterus ofte ledsaget af peritoneal reaktion.
Ultralydsskanning viser oftest forstørret ovarium eller andet abnormt ekko til siderne eller bag uterus.
Behandling:
Ved mistanke om adnextorsion skal der foretages akut laparoskopi.
Adnekset detorkveres og herefter vurderes adneksets tilstand og patientens situation.
• Hos kvinder >50 år eller kvinder uden fremtidigt graviditetsønske vil man oftest foretage fjernelse af adnekset, såfremt der foreligger blåsort, iskæmisk ovarium eller betydelig cystisk omdannelse af ovariet.
• Hos yngre kvinder med graviditetsønske lades ovariet in situ, og man fjerner blot de eventuelle forandringer (dermoidcyster e.l.). Større simple cyster fenestreres. Mindre funktionelle cyster lades urørt.
Koder
DN835 torkveret adneks