Svampeinfektion på brystvorterne
Formål
Sygeplejeinstruks i forhold til vejledning til ammende kvinder med svampeinfektion på brystvorterne.
Definition af begreber
En svampeinfektion er karakteriseret ved stærke, brændende, kløende, sviende smerter, som stråler fra brystvorten ind i brystet, både under og imellem amningerne. Huden på brystet kan være skinnende eller skællet og rød. I enkelte tilfælde kan der ses hvide belægninger på brystvorten og areola. Oftest er svampeinfektion på brystvorterne ikke ledsaget af objektive symptomer, og diagnosen stilles derfor ud fra de subjektive symptomer kvinden har, især de karakteristiske stærke smerter.
Beskrivelse
Svamp forårsages af candida albicans og opstår oftest, når immunforsvaret er svækket, fx efter en fødsel. Hvis kvinden har fået antibiotikabehandling, er der større risiko for svampeinfektion. Svampeinfektion på brystvorterne kan desuden forårsage dårlig sårheling, hvis der samtidig er sårede og revnede brystvorter. Ved svampeinfektion er det vigtigt, at både mor og barn behandles. Barnet kan have svamp i munden, og i numsen, og være urolig efter amning.
Handlinger
• Ved milde symptomer vaskes brystvorten, samt barnets mund og tunge med danskvand (uden citrus) før og efter hver amning (en blesnip vædes med danskvand og barnets tunge og mundhule gnides forsigtigt).
• Ved svære symptomer iværksættes medicinsk behandling som skal ordineres af læge
- Lokal behandling af både mor og barn med svampedræbende gel/mikstur. Efter amning i minimum 14 dage også selv om symptomerne er væk. Skal ikke vaskes af inden amning.
- Mor behandles med Brentan Oral gel og barnet under 4 måneder behandles med Mycostatin mikstur. Vær opmærksom på, at Mycostatin smøres rundt i hele barnets mundhule.
- Hvis ovenstående behandling ikke har hjulpet, kan mor sættes i systemisk behandling med Fluconazol, som er forenelig med amning
• Er brystvorten angrebet af både svamp og bakterier, skal behandlingen rettes mod begge infektioner samtidig
• Eventuel tilbyde smertelindring med paracetamol, så moderen bedre kan slappe af, når hun ammer
• Eventuel malke ud, hvis det gør for ondt at lægge barnet til brystet
• Informere om meget omhyggelig hygiejne. Det betyder bl.a.:
• Eventuelle ammeindlæg skiftes efter hver amning
• Gerne bruge bomulds-BH frem for BH af kunststof, idet brugen heraf kan fremme et mikroklima som kan øge risiko for svampevækst
• Undertøj, sengetøj, og håndklæder vaskes ved min. 60 grader
• Eventuelle narresutter, flasker, suttebrikker og brystpumpesæt skal rengøres og koges ved 100º i min. 5 minutter hver dag
Referencer
Sundhedsstyrelsen (2021) Amning – en håndbog for sundhedspersonale. 5. Udgave 1. oplag
Riordan, J. (2021) Breastfeeding and human lactation. 6. Udgave