Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Distal bicepsseneruptur

Baggrund

Distal bicepssene har en incidens på ca. 1,2 per 100.000 og ses næsten udelukkende hos mænd i alderen 30-60 år, der ofte er muskuløse. Tilstanden er sjælden hos kvinder. Et studie har vist 7,5 gange øget risiko for ruptur hos rygere, og rupturen rammer oftest den dominante arm.

Årsagen synes at være et misforhold, hvor senen er blevet svagere end den kraft, musklen kan præstere. To herskende teorier er dårlig blodforsyning til senen eller, at senetilhæftningen kommer i klemme mellem radius og ulna.

Klinik

Anamnese:

Rupturen opstår som regel pludselig i forbindelse med en uventet ekscentrisk muskelkontraktion, hvor patienten f.eks. griber ud efter en tung genstand med flekteret arm.

Patienten beskriver et smæld og skarp smerte på forsiden af albuen. Den akutte smerte afløses af ømhed i området.

Patienterne kan klage over nedsat kraft ved fleksion og specielt nedsat kraft ved supination samt ændret udseende af muskelbugen.

Objektivt

Objektivt ses ofte hæmatom og nedsat muskelfylde distalt, idet biceps trækkes proksimalt samtidig med, at der kan palperes en defekt svarende til senen. Proksimal retraktion er mindre udtalt, hvis aponeurosen (lacertus fibrosus) holder medialt.

Klinisk kan udføres:

  • • Hooktest, hvor patienten holder albuen flekteret i 90 grader, og undersøgeren fører en finger lateralt omkring bicepssenen distalt. Ved en ikke-rumperet sene kan senen kroges med fingeren. OBS for, at det ikke er aponeurosen, der palperes.

  • • Squeeze test af biceps for at se let supination i underarm (egal med Thompsons test for achillesseneruptur)

  • • Test af styrke ved fleksion og supination sammenholdt med modsatte side.

Paraklinisk

Ved tvivlstilfælde kan MR-scanning foretages inden operation for at bekræfte diagnosen. Partielle rupturer kan forekomme. Ultralyd er ikke altid konklusiv.

Behandling

Distal bicepsseneruptur skal som hovedregel altid opereres, og operationen udføres ved skulder/albue-sektoren.

Konservativt behandlet rupturer giver nedsat kraft ved fleksion og supination. Konservativ behandling bør derfor reserveres til ældre patienter med lavt funktionsniveau. Evt. konservativ behandling skal altid konfereres med en skulder-/albue-kirurg. Behandlingen må ikke forveksles med den proksimale ruptur af caput longum senen, der oftest behandles konservativt.

Partielle rupturer kan behandles konservativt efter aftale med skulder-/albue-kirurg.

Tidlig diagnostik og behandling er vigtigt for at opnå det bedste endelige resultat, idet suturering kan være umulig, hvis der går mere end 1 måned.

Operation

Udføres med patienten i rygleje og med gennemlyser. Åbning med single-incision teknik og suturering med Orthocord str. 2 eller lignende ikke-resorberbar sutur. Der benyttes Endobutton uden interferensskrue.

Der henvises til operationsbeskrivelse af Smith and Nephew ”ENDOBUTTON - Fixation Device, Distal Biceps Repair.

Efterbehandling/rehabilitering

Vinkelgips i 2 uger, hvorefter patienten ses af fysioterapeut med begyndende aktive ubelastede øvelser. Kontrol igen efter 6 uger med øget belastning. Fuld belastning genoptages først efter 3 måneder.

Referencer

Miyamoto RG, Elser F, Millett PJ. Distal biceps tendon injuries. J Bone Joint Surg

Am 2010 1;92:2128-38.

Watson JN. et al. Repair Techniques for Acute Distal Biceps Tendon Ruptures: A Systematic Review. J Bone Joint Surg Am 2014 1;96:2086-90.

Bain GI, Prem H, Heptinstall RJ, Verhellen R, Paix D. Repair of distal biceps tendon rupture: a new technique using the Endobutton. J Shoulder Elbow Surg. 2000 9:120-126.

Rose DM. et al. Biomechanical analysis suggests early rehabilitation is possible after single-incision

EndoButton distal biceps repair with FiberWire. Knee Surg. Sports Traumatol Arthrosc 2011 19:1019-1022

ENDOBUTTON™ Fixation Device Distal Biceps Repair. A Shoulder Series Technique Guide

As described by: Felix “Buddy” Savoie, MD