Patientforløb og flow diagram for nyfødte, som er akut syge
Beskrivelse
Den neonatale vagthavende kontaktes telefonisk af jordmoderen, den gynækologiske vagthavende eller egen/vagtlægen, som informerer om situationen. Det kan dreje sig om påvirket CTG, grønt fostervand, præmaturitet, risiko for behov for cupforløsning, akut kejsersnit mv. eller det kan dreje sig om et barn, som allerede er født, som har brug for akut hjælp.
Det kan også dreje sig om et barn fra barselsgangen, som gynækologisk læge har vurderet og mener at der er behov for pædiatrisk vurdering og evt. overflytning til neonatalafdelingen.
Den neonatale vagthavende informerer den ansvarshavende sygeplejerske om situationen og der aftales om der er behov for at den neonatale sygeplejerske har transportkuvøsen med til føde- eller operationsgangen. Der aftales en plan for modtagelse af barnet på afdelingen.
Barnet overflyttes til neonatalafdelingen og behov for ledsagelse af læge / sygeplejerske vurderes individuelt.
Ofte følges faderen med barnet mhp information om planen og accept af behandlingen.
Barnet installeres i en kuvøse eller vugge; monitorering aftales individuelt; vurderes, der laves en behandlingsplan og behandling indledes.
Hyppigste problemstillinger ved nyfødte er præmaturitet, asfyksi, meconiumaspiration, sepsis, hypoglykæmi, ikterus, kramper, pneumoni, enkelte misdannelser mv. og specifikke instrukser finder for alle de tilstande.
Barnet kan som regel udskrives til hjemmet el. barselsgangen, når:
• det kan sutte selv, ved sin mor eller på flaske
• det ikke længere har apnøer eller andre akutte tilfælde, som kræver monitorering eller tiltag
• det er begyndt at tage på i vægten og helst når aktuel vægt er over fødselsvægt
• blod- eller andre relevante prøver er normaliserede eller negative
