Hydrogen pusteprøve for bakteriel overvækst i tyndtarmen
Beskrivelse
Henvisning
Undersøgelsen udføres kun på patienter i medicinsk gastroenterologisk regi, og kan bestilles på Center for Ernæring og Tarmsygdomme. CET-Laboratoriet tlf.nr.: 63573. Opgiv venligst patientens diagnose / henvisningsårsag.
Patienten møder til den aftalte tid ved Reception 3 – Ambulatorium for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, Medicinerhuset, 2. etage, Øst.
Princip
Ved peroral indgift bliver glucose under normale omstændigheder hurtigt optaget i tyndtarmen. Hvis patienten derimod har en bakteriel overvækst i tyndtarmen, vil disse bakterier nedbryde glucosen til hydrogen (H2). Denne H2 absorberes fra tarmen, føres via blodbanen til lungerne og udskilles med udåndingsluften. Da H2 i organismen alene produceres af tarmbakterier, kan mængden af H2 i udåndingsluften dermed påvise tilstedeværelse af en bakteriel overvækst i tyndtarmen.
Med en håndholdt analysator måles H2 i pusteprøverne, som patienten udfører på veldefinerede tidspunkter under testen.
Indikation
Formodning om bakteriel overvækst i tyndtarmen
Uafklaret kronisk eller vekslende diarre
Oppustethed, rumlen og/eller luft i maven
Abdominalt ubehag / smerter
Malabsorption
Kontraindikationer
Ingen
Bivirkninger
Ingen kendte
Klargøring/forberedelse af patient
▪ FASTE mindst 12 timer før testen (mad, drikkevarer og medicin) og undgå fiberrig kost et døgn før test
▪ Undgå fysisk aktivitet og rygning 2 timer før testen
▪ Tænderne børstes grundigt.
▪ Vanlig morgenmedicin kan først indtages efter testen er slut. Dog kan meget vigtig medicin som hjertemedicin tillades og indtages efter aftale med personalet, som udfører testen
▪ Ingen koloskopi 4 uger før testen
▪ Ingen antibiotika 4 uger før testen
▪ Ingen afføringsmidler 3 dage før testen
Procedure
▪ Testen varer 2 timer
▪ Patienten puster en 0-prøve og indtager så en glucoseopløsning med 82,5 glucosemonohydrat (svarende til 75g glucose).
▪ Derefter udfører patienten pusteprøver ved 5, 10, 15, 20, 30, 45, 60, 75, 90, 105 og 120 minutter
▪ Prøverne måles på Bedfont GastroLyzer
Tolkning
Stigning i hydrogen koncentrationen på 10 ppm over laveste forudgående værdi er udtryk for fermentativ aktivitet i tyndtarmen og dermed bakteriel overvækst.
▪ En vedvarende stigende værdi ses ved ex. cancer ventriculi opererede/ tarm-resecerede.
▪ Høj udgangsværdi efter adækvat faste øger sandsynligheden for bakteriel overvækst
▪ -stigning / + symptomer under test (op til 6 timer efter - især diarre) = mulig ”Hydrogen non producer”
▪ Bakteriel overvækst ses ofte ved ældre, efter kirurgisk indgreb på tarmkanalen, udposninger på tyndtarmen, ved manglende syreproduktion og langvarig insulinkrævende sukkersyge
▪ Falsk positive kan forekomme ved korttarmssyndrom, hurtig intestinal transithastighed, kulhydrat malabsorption (ex ved kronisk pankreatit eller cøliaki), dårlig oral hygiejne (tidligt peek) m.m.
▪ Falsk negative kan forekomme ved ventrikelretention og bakteriel kolonisation distalt i tyndtarmen
Fejlkilder
▪ Forhøjet basal værdi ses ofte ved manglende overholdelse af diæt og cøliaki (ikke ved glutenfri kost)
▪ Fysisk aktivitet og rygning supprimerer hydrogen niveauet.
▪ Manglende evne til at producere H2 (der produceres methan i stedet)
▪ Manglende H2 produktion, som kan skyldes brug af afføringsmiddel <3 dage før test eller indtagelse af antibiotika <4 uger før test
▪ Koloskopi <4 uger før test, da bakteriefloraen ændres
Behandling
Bakteriel overvækst i tyndtarmen kan evt. behandles med antibiotika (ex. Ciproxin eller Metronidazol).
En positiv test bør om muligt gentages 1 måned efter endt behandling.
Svarafgivelse
Svararket afleveres til den rekvirerende læges sekretær eller en sygeplejerske på sengeafdelingen, som sørger for, at lægen ser resultatet.
Formål
Testen er en indirekte metode til diagnosticering af bakteriel overvækst i tyndtarmen.
Normalt findes der ingen eller kun meget få bakterier i tyndtarmen. Ved bakteriel overvækst vokser bakterierne fra tyktarmen op i tyndtarmen og medfører kronisk eller vekslende diare og fordøjelsesvanskeligheder.
Definition af begreber
Breath test/pusteprøve: Undersøgelse hvor udåndingsluften opsamles og analyseres.
Referencer
1. Abu-Shanab A, Ouigley EAA
Diagnosis of small intestinal bacterial overgrowth: the challenges persist!
Expert Rev. Gastroenterol. Hepatol 2009;3(1):77-87
2. Saad RJ, Chey WD
Breath testing for small intestinal bacterial overgrowth: maximizing test accuracy
Clin Gastroenterology and Hepatology 2014
3. Sachdev A, Pimentel M
Gastroentestinal bacterial overgrowth: patogenesesis and clinical significance
Ther Adv Chronic Dis 2013;4(5): 223-231
4. Siddiqui I, Ahmed S, Abid S
Update on diagnostic value of breath test in gastrointestinal and liver diseases
World J Gastrointest Pathophysiol 2016;7(3):256-265