Brandsårsbehandling med AQUACEL Ag Burn.
Beskrivelse
Ved 2. grads forbrændinger behandles brandsåret med en speciel brandsårsbandage, AQUACEL Ag Burn.
Definition af begreber
1. grads forbrænding
Minder om en solskoldning, huden er rød og smertende uden sår eller blærer.
Kun de yderste lag af overhuden er beskadiget.
Behandling: Skylning med kuldslået vand til smertefrihed og brug af håndkøbs smertestillende medicin.
2. grads forbrænding
Huden danner blærer, som kan briste eller falde af, under disse er der en fugtig, lyserød eller lidt mørkere rød sårflade. Er meget smertefuldt.
Man skelner mellem overfladisk 2. grads forbrænding og dyb 2.grads forbrænding.
Det er ofte vanskeligt umiddelbart at skelne mellem disse to typer, men der er væsentlige forskelle.
Overfladisk 2. grads forbrænding
Overhuden og det allerøverste lag af læderhuden er beskadiget.
Kræver næsten altid lægelig behandling.
Heler i løbet af to uger og efterlader ingen - eller næsten ingen ar.
Vævsbeskadigelsen går dybere ned i læderhuden.
Kræver altid lægelig behandling
Heler ikke inden for 14 dage.
Operation er oftest nødvendig.
Efterlader altid varige, synlige ar, hvis de får lov til at hele af sig selv.
3. grads forbrænding
Det forbrændte område er hvidligt eller gulligt og tørt på overfladen, der kan være hård, og næsten føles som pap.
Ikke særlig smertende.
Vævsødelæggelsen omfatter alle hudens lag og kan gå ned i de underliggende væv.
Kræver altid lægelig behandling.
Operation er altid nødvendig
Behandling
Når patienten er blevet modtaget og behandlet som beskrevet i Brandsårsbehandling i Skadestuen (rn.dk) og lægen har ordineret behandling med AQUACEL Ag Burn gøres følgende:
• AQUACEL Ag Burn lægges på brandsåret, bandagen skal gå et par centimeter ud over kanterne på brandsåret.
• Ovenpå lægges en absorberende forbinding, f.eks. ”fluffy duffy”. Forbindingen må ikke være for okklusiv, da AQUACEL AG Burn så ikke vil være i stand til at tørre ud, som det er hensigten.
• Dette holdes på plads af f.eks. selvhæftende fikseringsbind, tubegaze eller elastikbind.
• Brandsår væsker meget og den absorberende forbinding skal derfor skiftes af patient eller pårørende efter hjemsendelse. Medgiv materialer hertil.
Forløb
Efter ca. 2-5 døgn skal/vil bandagen udtørre og få et udseende, der ligner en sårskorpe.
Samtidig med at bandagen tørrer ud, vil den hæfte sig til sårbunden/brandsåret.
Dette er en ønsket egenskab, og det er meget vigtigt, at bandagen forbliver på såret. Det må aldrig forsøges at fjerne bandagen, når den først hæfter til sårbunden.
Efter 10-16 dage vil bandagen spontant begynde at løsnes, dette sker uden at den nye hud skades.
Vejledning til patienten
• Patienten skal instrueres i, at den ydre forbinding (”fluffy duffy” eller ”blå måtte”) skal skiftes ved gennemsivning. Sivningen vil aftage og efterhånden som brandsåret væsker mindre, kan den ydre sugende forbinding undlades.
• De områder af bandagen, der ikke hæfter på huden, kan forsigtigt klippes af. Patienten må gerne selv klippe kanter af, men dette kan også vente til opfølgningen hos egen læge eller ambulatorium.
• Hvis brandsåret er over led, er det vigtigt at patienten bevæger leddet hyppigt.
• Bandagen kan komme til at føles stiv i takt med at den tørrer ud.
• Jo mere bevægelse, jo mindre stiv bandage og det skulle også gøre, at der er færre smerter i forbindelse med bevægelse.
• Hvis bandagen alligevel forhindrer bevægelse pga. stivhed, kan den fugtes med sterilt vand eller sterilt NaCl. Det er kun det område der føles stiv, som skal fugtes. Bandagen kan genfugtes ved behov.
• Give besked til patienten om, hvem der er den opfølgende instans.
Patienten skal være opmærksom på
Hvis nogle af de følgende tilstande opstår, skal patienten kontakte dem der står for opfølgningen (egen læge eller ortopædkirurgisk ambulatorium).
• Ved tegn på infektion, hvor der er feber eller tiltagende smerter eller lugt fra såret.
• Hvis bandagen krymper eller flytter sig, så dele af brandsåret er uden bandage.
• Hvis bandagen ikke hæfter til brandsåret indenfor ca. 5 døgn.
• Hvis brandsåret væsker tiltagende efter de første døgn.
• Hvis bandagen føles uudholdelig, ubekvem over led og knoglefremspring, og det ikke hjælper at genfugte bandagen.
• Hvis bandagen efter 21 dage ikke har løsnet sig fra brandsåret.
Formål
At patienter med 2. gradsforbrændinger behandles korrekt og ensartet i Akutmodtagelserne i Region Nord.
Referencer
Se vedhæftede bilag vedr. patient og personale informationsfolder
Brandsårsbehandling i Skadestuen (rn.dk)
https://www.convatec.dk/saar/aquacel-bandager/aquacel-burn/