Mepilex
Formål
Sygeplejeinstruks i forhold til vejledning og anvendelse af mepilex til kvinder, der på grund af sårede og revnede brystvorter, har problemer med amningen.
Definition af begreber
Mepilex er en sårbandage af blød silikone bandage med en absorberende pude af polyurethran skum. Mepilex kan anvendes til behandling af sårede og revnede brystvorter. Undersøgelser har endvidere vist, at denne type sårbandage også kan have en vis smertelindrende effekt.
Beskrivelse
Mepilex er en sårbandage, der er udviklet til almindelig sårbehandling, hvor der på grund af silikonebelægningen skabes et fugtigt miljø, der fremmer ophelingen.
Det er fortsat uvist, hvad der sker når forbindingen kommer i kontakt med modermælk!
Et randomiseret studie fra 1998 har vist en øget risiko for infektion på brystvorterne, når der bruges sårbandage af denne type til behandling af sår og revner på brystvorterne. Det er derfor vigtigt at vejlede kvinden om omhyggelig observation af brystvorterne under behandlingen.
Handlinger
• Afdække årsagen til at mor har fået sår og revner på brystvorterne.
• Sikre korrekt sutteteknik - oftest skyldes sår og revner, at barnet ikke har godt fat om brystet.
• Vejlede til vekslende ammestillinger – aflaste brystvorterne.
• Lade modermælk tørre på brystvorterne.
• Kontrollere om barnet har stramt tungebånd – se instruks Stramt tungebånd (eventuel henvisning til øre- næse-halslæge)
• Eventuelt anbefale ammepause med udmalkning 1-2 døgn (hånd/brystpumpe), hvis det gør for ondt at lægge barnet til.
• Behandle med mepilex:
• Klippe mepilexen til så det passer til moderens brystvorter.
• Placere mepilex med den hæftende silikonebelægning direkte over den sårede/revnede brystvorte.
• Brug af amme BH holder lettere forbindingen på plads.
• Mepilex skiftes hvis det er urent eller våd af mælk.
• Hvis ingen effekt efter 1-2 døgn, da stoppe behandlingen.
• Behandling med mepilex anbefales at være kortvarigt, da der er ringe kendskab til hvad længerevarende behandling kan gøre i forhold til infektion eller svampeinfektion.
Referencer
Sundhedsstyrelsen 2021. ”Amning – en håndbog for sundhedspersonale”, 5. udgave 1. oplag