SOP - Afståelse fra genoplivning i tilfælde af hjertestop uden skriftlig dokumentation
Formål
Beskriver hvordan SFV, D-disponent og reddere på ambulance samt D-bil skal forholde sig, hvis en patient ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop.
Definition af begreber
SFV = sundhedsfaglig visitator
Beskrivelse
Som regel følger der skriftlig dokumentation med under transporten, hvis en patient som skal transporteres liggende ikke skal genoplives ved hjertestop.
I denne SOP beskrives det hvordan SFV, D-disponent, eller reddere på ambulance samt D-bil skal forholde sig ved henvendelse fra sundhedspersoner, der oplyser, at patienten ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop under transporten, og hvor det ikke er muligt at fremskaffe en skriftlig dokumentation.
Procedure
I forbindelse med bestilling af transporten, skal sundhedspersonen præsentere sig med navn og titel, samt oplyse til AMK-vagtcentralen, at denne patient med det cpr.nr. ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop.
SFV eller D-disponent dokumenterer det på den pågældende opgave under bemærkninger, med at: ”sundhedspersonens navn og titel” har givet information om, at patienten ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop.
Hvis en sundhedsperson først oplyser til redderne, når patienten afhentes, at pågældende patient ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop, skal redderne ringe op til AMK-vagtcentralen og bede om at få det påført i bemærkninger med sundhedspersonens navn og titel. Alternativt kan redderne bede sundhedspersonen om selv at kontakte AMK-vagtcentralen med oplysningen, inden transporten startes.
Ved transport i ABC-bil kontaktes SFV
Ved transport i D-bil kontaktes D-disponent
Dokumentation
Telefonsamtaler til AMK-vagtcentralen logges og gemmes.