Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Ergoterapi til patienter indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer

Ergoterapi til patienter indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer

 

1. Formål1

2. Definition af begreber1

3. Beskrivelse2

3.1. Patientgruppen2

4. Overordnet fremgangsmåde2

4.1. Før patientkontakt2

4.1.1. Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere2

4.1.2. Specielle forholdsregler3

4.2. Ergoterapeutisk undersøgelse3

4.2.1. Formål3

4.2.2. Indhold3

4.2.3. Konklusion4

4.3. Ergoterapeutisk behandling5

4.3.1. Formål5

4.3.2. Indhold5

4.4. Relevant tværfagligt samarbejde7

4.5. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling7

5. Referencer8

 

 

  1. 1. Formål 

Formålet med instruksen er at beskrive den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling til patienter, som er indlagt til udredning med uspecifikke neurologiske symptomer med henblik på at

  • • sikre, at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i udrednings- og behandlingsforløbet

  • • sikre kvaliteten af de ergoterapeutiske ydelser

  • • sikre, at alle ergoterapeuter i Fysio- og Ergoterapi på Aalborg Universitetshospital, med særligt fokus på ergoterapeuter tilknyttet Neurologisk Team, har kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling af patienter, der er indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer

 

  1. 2. Definition af begreber

Aktivitetsformåen: Aktivitet indebærer en målrettet og intentionel handling. Aktiviteten udgøres af en interaktion mellem individet og opgaven i en specifik kontekst. Dette indebærer, at opgaven bestemmer kravet og påvirker, hvordan individet udfører aktiviteten. Aktivitetsformåen indebærer, at man er i stand til at gøre eller udføre aktiviteter. Det indebærer, at individet har viden om (ved hvordan), har kapacitet til (kan) og udfører (gør), når det behøves (vil/skal). En aktivitet kan dermed betragtes som udtryk for, hvad individet vil/skal og kan udføre i en vis situation (1).

 

Behandling: Undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient (2)

 

Funktionsevne: En overordnet term for kroppens funktioner, kroppens anatomi, aktiviteter og deltagelse. Termen angiver aspekter af samspillet mellem en person med en given helbredstilstand og personens kontekstuelle faktorer (3).

 

Genoptræning: Genoptræning efter Sundhedsloven og Serviceloven defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), det vil sige problemer i kroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger (4).

 

  1. 3. Beskrivelse

    1. 3.1. Patientgruppen

Instruksen retter sig mod patienter med uspecifikke neurologiske symptomer som er indlagt til udredning og behandling på Neurologisk Sengeafsnit 106, Aalborg Universitetshospital.

Patientgruppen er heterogen i forhold til køn, alder, social baggrund og funktionsevne forud for indlæggelsen.

Nogle patienter har tillige kendte sygdomme med deraf følgende påvirkning af funktionsevnen og almentilstanden.

Ved indlæggelse kendes årsagen til patientens symptomer ikke og flere differentialdiagnoser vil blive undersøgt. Patientgruppen kan have meget varierende neurologiske symptomer både fra det perifere og centrale nervesystem som pareser, sensibilitetsforstyrrelser, dysfagi, kognitive vanskeligheder, vegetative forstyrrelser samt påvirket respiration, bevidsthed, sprog og perception. Graden af funktionsnedsættelse er varierende fra patienter, som er sengeliggende og har behov for massiv hjælp til ADL, til patienter, som er selvhjulpne og bevæger sig selvstændigt og ubesværet.

Disse patienter har ofte rettet deres opmærksomhed mod udredning og den ukendte diagnose mere end mod genoptræning. Når diagnose og prognose foreligger, kan genoptræningen først endeligt målrettes fuldt ud.

 

  1. 4. Overordnet fremgangsmåde

Patienterne henvises til ergoterapi efter lægeordination. Den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling påbegyndes så vidt muligt på henvisningsdagen ud fra gældende prioriteringsnøgle.

Ergoterapeuten har særligt fokus på at observere patientens funktionsevne og aktivitetsformåen med det formål at afklare patientens ressourcer og begrænsninger i forhold til dette.

Den ergoterapeutiske behandling fokuserer primært på at planlægge og gennemføre aktiviteter, der har til hensigt at generhverve og/eller genopbygge patientens aktivitetsformåen, personlige faktorer eller kropsfunktioner. I nogen grad også fokus på at kompensere for nedsat aktivitetsformåen eller nedsatte kropsfunktioner.

Tværfaglig sparring og koordineret tværfaglig indsats er af stor betydning med henblik på at fremme diagnoseafklaring og ift. at kunne udarbejde en plan for patienten, herunder at vurdere behovet for genoptræning ved udskrivelse.

 

    1. 4.1. Før patientkontakt

      1. 4.1.1. Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere

Ergoterapeuten indhenter indledningsvist oplysninger om patientens tidligere og nuværende helbredstilstand og sygdomme samt funktionsevne og aktivitetsformåen med særligt fokus på:

  • • Ændringer på kropsniveau

  • • Ændringer på aktivitets- og deltagelsesniveau

  • • Omgivelses- og personlige faktorer

 

      1. 4.1.2. Specielle forholdsregler

I forhold til patientgruppen tages udgangspunkt i de gældende hygiejne retningslinjer for Aalborg Universitetshospital samt anvisninger i øvrige relevante dokumenter, i Region Nordjyllands dokumentstyringssystem til retningsgivende dokumenter (PRI), Link: pri.rn.dk/. Blandt andet kan det dreje sig om kliniske instrukser, udarbejdet indenfor det neurologiske speciale eller eventuelt andre retningslinjer, relevante for patientens helbredstilstand.

 

    1. 4.2. Ergoterapeutisk undersøgelse

      1. 4.2.1. Formål

Formålet med den ergoterapeutiske undersøgelse er at vurdere patientens helbredstilstand specielt med henblik på at klarlægge patientens tidligere og nuværende funktionsevne. Dette, for at indgå i en tværfaglig vurdering af patienten samt vurdere patientens behov for ergoterapi, med henblik på at lægge en plan for den ergoterapeutiske behandling i samarbejde med patienten.

 

      1. 4.2.2. Indhold

Ergoterapeuter på Aalborg Universitetshospital arbejder ud fra den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) (5). OTIPM sigter mod via en klientcentreret tilgang at identificere patientens helbredstilstand med særligt fokus på patientens oplevelse af egen tidligere og nuværende aktivitetsformåen. Ergoterapeuten analyserer patientens nuværende aktivitetsformåen ved at observere patienten udføre aktivitet relateret til patientens daglige livsførelse (5).

          •  

Indledningsvis interviewer ergoterapeuten patienten for at klarlægge den klientcentrerede udførelsessammenhæng. Pårørende kan inddrages med henblik på at supplere patientens udsagn. Derefter aftales og observeres udførelse af relevante aktiviteter eller opgaver, som udvælges efter vurdering af patientens aktivitetsniveau (5).

 

Interview

Ergoterapeuten anvender her et semistruktureret interview, ADL-Taksonomi (1) og /eller De 10 dimensioner (5), kan anvendes som en ramme til at sikre nødvendig viden for at lære patienten at kende.

 

Formålet med interviewet er at afdække og indhente oplysninger om patientens oplevelse af:

  • • Tidligere aktivitetsformåen på aktivitets- og deltagelsesniveau, herunder graden af selvstændighed

  • • Nuværende aktivitetsformåen og aktivitetsproblemer samt betydningen af disse.

  • • Kroppens funktioner og anatomi herunder fokus på patientens mentale funktioner i forhold til problemstillinger med at fastholde døgnrytme, træthed, smerter, dysfagi, koncentration og opmærksomhed. Ergoterapeuten er endvidere opmærksom på, om patienten kan være i en krisetilstand.

  • • Omgivelsesmæssige faktorer, herunder netværk, boligforhold, job, transport og patientens erkendelse af behov for hjælp, hjælpemidler ol. Samt vanlig anvendelse af teknologiske hjælpemidler.

  • • Der spørges ind til interesser, værdier og mening samt mål og forventninger.

 

Efter afdækning og indhentning af ovennævnte oplysninger udvælges i samarbejde med patienten relevante opgaver, som patienten kan observeres i.

 

Observation og analyse af patientens aktivitetsformåen

Ergoterapeuten observerer og analyserer patientens motoriske, procesmæssige og sociale færdigheder via aktivitet. Ergoterapeuten er i valget af aktivitet opmærksom på at aktivitetens sværhedsgrad skal matche patienten i forhold til nuværende aktivitetsniveau og samtidig give passende med udfordringer (5). Hos patientgruppen kan sværhedsgraden for udførelse af aktiviteter variere fra at tage strømper og sko på, spise- og drikke, til at rede en seng, lave kaffe, stryge skjorte, tilberede et varmt morgenmåltid eller bage.

Ergoterapeuten anvender enten observation og aktivitetsanalyse (6) eller standardiseret valideret test som Assessment of Motor and Process Skills (AMPS) (7,8).

 

Ergoterapeuten analyserer patientens aktivitetsudførelse i forhold til fysisk anstrengelse, kvalitet, effektivitet i tid og rum, sikkerhed og selvstændighed samt hensigtsmæssighed (5). Derudover spørges der ind til patientens egen oplevelse af udførelsen.

 

Såfremt interview og observation ikke er tilstrækkeligt til at afdække årsager til patientens nedsatte aktivitetsformåen, kan ergoterapeuten indhente oplysninger fra fysioterapeuten vedrørende patientens funktioner på kropsniveau og/eller undersøge patienten yderligere ved undersøgelse af sensomotoriske funktioner på kropsniveau.

 

Den sensomotoriske undersøgelse har fokus på følgende:

Bevægeapparatet

Undersøgelse af tonus, kraft, koordination, manipulation samt siddende og stående balance.

 

Sanser og smerter

Undersøgelse af berørings-, stillings- og temperatursans samt stereognose

Undersøgelse af syn, herunder synsfeltudfald, dobbeltsyn og øjenmuskelpareser

Desuden afklaring af smerteproblematik, herunder lokalisation og intensitet. Hertil kan Visuel Analog Skala (VAS-skala) inddrages (16).

 

Mentale funktioner

Undersøges yderligere, hvis der findes behov for at underbygge og supplere aktivitetsobservationer. Hertil kan anvendes tests/screeningsredskaber som for eksempel Montreal Cognitive Assessment (MOCA) (9) samt elementer fra Cognitiv test 50 (10).

 

Stemme, tale og kommunikation

Undersøges nærmere ved tegn på dysfagi, ændret stemmekvalitet og/eller afasi.

Desuden kan patientens læse og skrivefærdigheder undersøges hvis relevant.

 

Ansigt, mund og svælg herunder fødeindtag og respiration

Undersøgelse af evne til at finde og bevare alignment og hovedkontrol.

Undersøgelse af orale strukturer, motorisk og sensorisk funktion samt praksis i ansigt, mund og svælg.

Dysfagiscreening med undersøgelse af synkefunktion og evne til bearbejdning af føde og væskeemner.

Vurdering af behov for konsistenstilpasning af mad og drikke.

Vurdering af hostekraft, stemmekvalitet og dyspnø, som en del af dysfagiscreeningen.

Ergoterapeuten tager ved undersøgelsen udgangspunkt i undersøgelse og behandling efter Facio-Oral-Tract-Therapy (FOTT) med inspiration fra Annette Kjærsgaard (11).

 

      1. 4.2.3. Konklusion

Ergoterapeuten konkluderer på undersøgelsen. Med baggrund heri opsættes klientcentrerede mål for patientens ergoterapeutiske behandling under indlæggelse. Der lægges særlig vægt på kortsigtede mål i den ergoterapeutiske behandling, for at støtte patientens psykosociale tilstand og motivation (5,12).

Ergoterapeuten videregiver desuden resultat af undersøgelsen til tværfaglige samarbejdspartnere med henblik på den videre udredning og afklaring af diagnose.

 

 

 

    1. 4.3. Ergoterapeutisk behandling

      1. 4.3.1. Formål

Formålet med den ergoterapeutiske behandling er at fremme patientens mulighed for at udføre og deltage i aktivitet. Fokus er at forebygge yderligere nedsat aktivitetsformåen og fremme patientens mulighed for at kunne påbegynde genoptræning af mistede færdigheder. For at kunne udføre og deltage i meningsgivende aktivitet, kan det være nødvendigt at inddrage hjælpemidler (5).

Det langsigtede mål er, at patienten opnår sin tidligere aktivitetsformåen og bliver i stand til at genoptage tidligere aktiviteter eller opnå et aktivitets og deltagelsesniveau, som giver mening for den enkelte.

 

      1. 4.3.2. Indhold

Ergoterapeuten tilstræbes et samarbejde med patienten for at klarlægge kortsigtede og langsigtede mål. Den ergoterapeutiske behandling er, alt efter patientens behov, rettet mod at

  • • planlægge og gennemføre aktivitet for at generhverve, udvikle eller vedligeholde patientens aktivitetsformåen

  • • planlægge og gennemføre aktivitet for at genopbygge, udvikle eller vedligeholde patientens personlige faktorer eller kropsfunktioner

  • • planlægge og gennemføre tilpassende aktivitet for at kompensere for nedsat aktivitetsformåen (5)

 

Ergoterapeuten kan udvælge de tre interventionsmodeller i kombination eller lade dem afløse hinanden i løbet af et behandlingsforløb.

I forhold til patienter med uspecifikke neurologiske symptomer anvender ergoterapeuten såvel den generhvervende, den genopbyggende og en kompenserende tilgang, alle med aktivitet som det primære mål.

Derudover anvender ergoterapeuten en interventionsmodel omhandlende forberedelse til aktivitet med henblik på at forbedre funktioner på kropsniveau.

 

Planlægge og gennemføre aktivitet for at generhverve, udvikle eller vedligeholde patientens aktivitetsformåen

Aktivitetstræning har til formål at fremme patientens evne til at kunne udføre meningsfulde handlinger og opnå færdigheder relateret til patientens daglige gøremål, så patienten hurtigst muligt kan deltage i eller selvstændigt udføre meningsfulde aktiviteter (5).

Aktivitetstræning indeholder sensoriske, motoriske, procesmæssige og sociale elementer.

Ergoterapeuten træner patienten i daglige og meningsfulde aktiviteter og udnytter træningseffekten af at træne aktivitetsorienteret og dermed bedre selve aktivitetsudførelsen for patienten. Ved denne patientgruppe lægger ergoterapeuten særlig vægt på kvaliteten af evnen til at bevæge og stabilisere kroppen i aktiviteten.

Der er god evidens for aktivitetstræning til patienter med apopleksi (13) (Level 1). Idet enkelte eller flere sammenlignelige symptomer kan forekomme hos patienter med uspecifikke neurologiske symptomer vurderes det, at også denne patientgruppe kan profitere af aktivitetstræning. Dette baseres på empiri og konsensus blandt erfarne ergoterapeuter (Level 5).

 

Planlægge og gennemføre aktivitet for at genopbygge, udvikle eller vedligeholde patientens personlige faktorer eller kropsfunktioner

Ergoterapeuten træner fortsat patienten i aktiviteter som ved den generhvervende aktivitet, men nu er fokus at fremme personlige faktorer eller kropsfunktioner frem for den egentlige aktivitetsformåen.

I samarbejde med patienten fokuseres på nærmeste udviklingszone (12), og ergoterapeuten arbejder målrettet med at give patienten viden om, hvilke bevægelser på kropsniveau, der kræves for at kunne udføre de ønskede opgaver, så patienten motiveres og er opmærksom på egen kropsformåen.

 

 

Planlægge og gennemføre tilpassende aktivitet for at kompensere for nedsat aktivitetsformåen

Allerede tidligt i forløbet kan ergoterapeuten anvende en tilgang med tilpassende aktivitet. Målet med denne tilgang er, at kompensere for patientens nedsatte aktivitetsformåen, således at højest mulig grad af selvhjulpenhed kan opnås.

 

Tilpassende aktivitet

For at fremme kvaliteten af hverdagsopgaver og deltagelse i hverdagen kan ergoterapeuten anvende tilpassende aktivitet. Tilpassende aktivitet indebærer tilpasning af handlemåder, tilpassede redskaber og tekniske hjælpemidler samt ændringer af de fysiske og sociale omgivelser. Herunder at sikre og understøtte, at patienten bevarer en hensigtsmæssig aktivitetsudførelse og en så høj grad af selvhjulpenhed som muligt.

 

Hjælpemidler

Patientens selvstændighed kan fremmes ved anvendelse af hjælpemidler. I samarbejde med patienten vurderer ergoterapeuten kontinuerligt behovet for kørestol og andre hjælpemidler. Ergoterapeuten udvælger, tilpasser og afprøver hjælpemidler med fokus på hensigtsmæssig anvendelse, relateret til den enkelte patients aktivitetsformåen.

Hvis patienten ikke selvstændigt kan fastholde siddende kropsstilling bestiller og tilpasser ergoterapeuten en komfortkørestol med tilhørende kørestolsbord. Ved behov for yderligere støtte i den siddende stilling, kan ergoterapeuten støtte patienten med neutrallejring (14). Såfremt patienten kan fastholde siddende balance og er i stand til at læne sig forover og bagover, vælger ergoterapeuten en aktiv kørestol, så patienten får mulighed for at have fødderne på gulvet i træningssituationer, og eventuelt selvstændigt kunne fremdrive stolen. Ergoterapeuten kan endvidere bestille kørestolsbord til at understøtte overkrop, skuldre, arme, håndled og hænder (15).

Hvis patienten har risiko for at udvikle decubitus, bestiller ergoterapeuten trykaflastende siddepude.

Andre relevante hjælpemidler kan for eksempel være lejringspuder, bade-/toiletstol, badebænk og forflytningshjælpemidler. Yderligere kan ergoterapeuten inddrage funktionsskinner til patientens håndled, hvis patienten oplever at blive mere selvhjulpen ved hjælp af disse (15,16)

Derudover kan småhjælpemidler som specialbestik, nonslip, skriveredskaber, fortykket greb til tandbørste med mere, være relevant for at bedre patientens aktivitetsudførelse.

Anvendelse af hjælpemidler bygger på empiri og konsensus blandt erfarne ergoterapeuter (Level 5).

 

Ødem- og kontrakturprofylakse

Dele af patientgruppen er i risiko for udvikling af smerter på baggrund af ødem og kontraktur. Hos denne gruppe er ergoterapeuten særlig opmærksom på vigtigheden af at bevare patientens håndled i neutralstilling. Hertil kan ergoterapeuten tilbyde patienten hvileskinner (15), aflastende lejring af patientens håndled og fingre (16) eller funktionsskinner til at støtte patientens håndled under aktiviteter.

 

 

Forberedelse til aktivitet

Forberedelse til aktivitet anvendes med henblik på at genskabe de underliggende funktioner på kropsniveau, som er nødvendige for, at patienten kan udføre aktivitet. Der er konsensus blandt erfarne ergoterapeuter om at anvende forberedende aktivitet, når det kræves for at opnå en funktion, der muliggør aktivitet (5).

 

Behandling af facio-orale dysfunktioner

Behandling af facio-orale dysfunktioner har til formål at bedre patientens evne til at spise, drikke samt kommunikere såvel verbalt som nonverbalt (11).

I samarbejde med det tværfaglige team fokuserer ergoterapeuten på at forebygge, at patienten fejlsynker.

Lammelser omkring mund og svælg samt nedsat krops- og hovedkontrol kan påvirke patientens evne til at lukke munden, synke og indtage oral ernæring, hvilket kan medføre behov for sondeernæring eller tilpasning af kostens og væskens konsistens. Derfor fokuserer ergoterapeuten på optimering af alignment som forudsætning for en optimal synkeproces.

Forudsætningen for oral indtagelse af væske eller føde er selvstændig krops- og hovedkontrol. Er denne ikke til stede, understøtter ergoterapeuten patientens stilling i form af lejring for at mindske risiko for fejlsynkning. Ved dysfunktioner i ansigt, mund og svælg retter behandlingen sig mod hovedkontrol, respiration, stimulering af ansigtsmuskulaturen samt træning af synkefunktion (11).

I samarbejde med plejepersonale og fysioterapeut har ergoterapeuten fokus på at sikre hensigtsmæssig kropsstilling forud for behandling af dysfagi samt optimal siddestilling forud for indtagelse af mad og drikke ((11). Ergoterapeuten behandler patienter med dysfagi gennem basal mundstimulering, orale øvelser og facilitering af specifikke synkebevægelser og synketeknikker (11).

I nogle tilfælde kan ergoterapeuten udarbejde et individuelt tilpasset øvelsesprogram.

Undersøgelse og behandling for facio-orale dysfunktioner bygger på anbefalinger fra national klinisk retningslinje (17).

 

Lejring og guidet taktil interaktion

Ergoterapeuten indgår i samarbejde med fysioterapeut og plejepersonale i at sikre en behagelig hvile- og siddestilling til patienten. Ergoterapeuten anvender principperne bag Lagerung i Neutralstellung (LIN) (14) i forhold til at normalisere/regulere tonus og perception hos patienten for herved at fremme forudsætninger for aktivitet og deltagelse samt for god hvile og søvn. Ergoterapeuten har ved brug af LIN lejring også fokus på at forebygge decubitus, udvikling af kontrakturer, smerter og ødem (14,15).

 

Hos patienter med taktil – kinæstetiske perceptionsforstyrrelser kan ergoterapeuten ud over ovenstående tilbyde patienten træning ud fra principperne bag Guidet Interaktionsterapi (G-TIT) (18).

 

Ergoterapeuten arbejder ud fra en viden om, at interaktion mellem person og omgivelserne, perception og problemløsning er en forudsætning for læring med udgangspunkt i en aktivitetsorienteret tilgang (18).

 

Tilgangen består af plejende- eller elementær guidning.

 

Ergoterapeuten kan desuden anvende sansestimulering for eksempel i form af børstning til at nedsætte smerter (19).

 

Et nyere randomiseret kontrolleret studie fandt, at patienter med alvorlige bevægeforstyrrelser på grund af hjerneskade, som blev lejret i LIN, efterfølgende havde øget passiv bevægelighed i hofte og skulder samt i højere omfang rapporterede lejringen som komfortabel sammenlignet med kontrolgruppen, som fik konventionel lejring. Evidensniveau Level 2.

Lejring i LIN samt G-TIT til neurologiske patienter bygger desuden på empiri og international faglig konsensus blandt neurologisk arbejdende ergoterapeuter samt principperne bag Bobath- og Affolter- koncepterne (15,18) (Level 5).

 

    1. 4.4. Relevant tværfagligt samarbejde

Ergoterapeuten samarbejder i forbindelse med udredning af patienten med fysioterapeut og plejepersonale på Neurologisk Sengeafsnit for at afklare patientens funktionsevne samt aktivitets og deltagelsesniveau. Ergoterapeuten videregiver oplysninger til plejen om hensigtsmæssige strategier og teknikker, som kan understøtte patientens aktivitetsudførelse. Ved behov for mere uddybende afdækning af patientens kognitive og/eller sproglige funktionsevne samarbejder ergoterapeuten med neuropsykolog og talepædagog. Desuden er ergoterapeuten ved sociale eller ernæringsmæssige problematikker medansvarlig for at socialrådgiver og diætist inddrages.

 

    1. 4.5. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling

I forbindelse med planlægning af patientens videre genoptræningsforløb foretager ergoterapeuten, i samarbejde med de tværfaglige samarbejdspartnere, en vurdering af patientens genoptræningspotentiale og -behov og tager derudfra stilling til videre plan i samarbejde med patienten.

 

I forhold til patientgruppen anbefales opmærksomhed på, at behovet for genoptræning kan være meget forskelligt. Genoptræningen kan i nogle tilfælde strække sig over lang tid og kan have stor indflydelse på patientens nuværende og fremtidige livsførelse samt mulighed for aktivitetsudførelse og deltagelse i samfundslivet. I andre tilfælde udskrives patienten uden yderligere genoptræningsbehov til vanlige hjemlige forhold.

 

 

Specialiseret genoptræning under indlæggelse

Lægen henviser patienter med behov for specialiseret genoptræning eller højt specialiseret genoptræning under indlæggelse til relevante genoptræningsafsnit, på enten hovedfunktionsniveau, regionsfunktionsniveau eller landsdelsfunktionsniveau, afhængig af patientens genoptræningsbehov.

 

Genoptræning efter udskrivelse §140

Hvis det tværfaglige team på udskrivelsestidspunktet vurderer, at patienten har et genoptræningsbehov, tilbydes patienten en genoptræningsplan med henblik på ambulant specialiseret genoptræning eller almen genoptræning i kommunalt regi, jævnfør ”Sundhedslovens §140”.

 

  1. 5. Referencer

  1. 1. Törnquist K, Sonn U. ADL-taxonomi - en bedömning av aktivitetsförmåga. 3. udgave. Forbundet Sveriges Arbetsterapeuter’s förlag; 2011.

  2. 2. IKAS. Den Danske Kvalitetsmodel, Akkrediteringsstandarder for sygehuse. 2. udgave. 2012.

  3. 3. Lange L. ICF-Den Danske vejledning og Eksempler fra Praksis. Aarhus, Marselisborg Centret; 2005.

  4. 4. Ministeriet for sundhed og forebyggelse. Vejledning om træning i kommuner og regioner. København, Indenrigs- og Socialministeriet; 2009.

  5. 5. Fisher AG. OTIPM-en model for planlægning og implementering af top-til-bund, klientcentreret og aktivitetsbaseret interventioner. Wæhrens E, editor. København: Munksgaard; 2012.

  6. 6. Brandt Åse, Madsen Judithe Anette PH, editor. Basisbog i ergoterapi : aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 3.udgave. Kbh.: Munksgaard; 2013. 574 p.

  7. 7. Fisher AG, Jones KB. Assessment of motor and process skills : Volume 1: Development, standardization, and administration manual. 7. edition., Re. Fort Collins, Colo: Three Star Press; 2012. 352 sider.

  8. 8. Fisher AG. AMPS, Assessment of motor and process skills : Vol.2: User manual. 7.edition. Fort Collins,Col.: Three Star Press; 2010.

  9. 9. Nasreddine ZS, Phillips NA, Bédirian V, Charbonneau S, Whitehead V, Collin I, et al. The Montreal Cognitive Assessment, MoCA: a brief screening tool for mild cognitive impairment. J Am Geriatr Soc [Internet]. 2005;53(4):695–9. Available from: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15817019

  10. 10. Sørensen L. Cognitive sensibilitet og ADL undersøgelser. København: Ergoterapeutforeningen; 1989. 79 p.

  11. 11. Kjærsgaard A. Ansigt, mund og svælg : undersøgelse og behandling efter Coombes-konceptet. Kbh.: FADL; 2005. 169 sider, illustreret.

  12. 12. Lindqvist G, Vygotskij LS. Vygotskij om læring som udviklingsvilkår : kapitler af Lev Vygotskijs Pædagogisk psykologi og hans artikel “Forholdet mellem oplæring og udvikling” : kommenterede som historie og aktualitet. Århus: Klim; 2004. 305 sider. (Pædagogiske linjer).

  13. 13. Legg L, Drummond A, Leonardi-Bee J, Gladman JRF, Corr S, Donkervoort M, et al. Occupational therapy for patients with problems in personal activities of daily living after stroke: systematic review of randomised trials. Bmj [Internet]. 2007;335(7626):922–922. Available from: http://www.bmj.com/cgi/doi/10.1136/bmj.39343.466863.55

  14. 14. Pickenbrock H, Ludwig VU, Zapf A, Dressler D. Conventional versus neutral positioning in central neurological disease: a multicenter randomized controlled trial. Dtsch Arztebl Int. Germany; 2015 Jan;112(3):35–42.

  15. 15. Davies PM. Skridt for skridt. 2. udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2001. 514 sider, illustreret.

  16. 16. Runnquist K, Cederlund R, Sollerman C. Handens rehabilitering. Vol. 1. Undersökning, behandlingsprinciper, behandlingsmetoder. Lund: Studentlitteratur; 1992.

  17. 17. Sundhedsstyrelsen. Øvre Dysfagi – Opsporing, Udredning Og Udvalgte Indsatser [Internet]. København; 2015. Available from: http://www.sst.dk

  18. 18. Blak Lund L. An Observation Based Intervention Study: Clinical Changes in Interaction Behaviour as Response to Guided Tactual Interaction Therapy in 5 Adults with Acquired, Severe Brain Injury. J Nov Physiother [Internet]. 2014;4(1):1–6. Available from: http://www.omicsgroup.org/journals/an-observation-based-intervention-study-clinical-changes-in-interaction-behaviour-as-response-to-guided-tactual-interaction-therapy-in-adults-with-acquired-severe-brain-injury-2165-7025-188.php?aid=24296

  19. 19. Gammeltoft BC. Skjulte handicaps hos personer ramt af hjerneskade : en sansemæssig, kropslig tilgang. 3. udgave. Haslev: Gammeltoft; 2011. 186 sider, illustreret.