Ergoterapi til patienter indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer
1. Formål
2. Definition af begreber
3. Beskrivelse
3.1 Patientgruppen
3.2 Overordnet fremgangsmåde
3.3 Ergoterapeutisk vurdering og målsætning
3.3.1 Formål
3.3.2 Indhold
3.4 Ergoterapeutisk intervention
3.4.1 Formål
3.4.2 Indhold
3.5 Relevant tværfagligt samarbejde
3.6 Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling
3.6.1 Specialiseret genoptræning under indlæggelse
3.6.2 Genoptræning ved udskrivelse
3.6.3 Øvrige
4. Referencer
1. Formål
Formålet med instruksen er at beskrive den ergoterapeutiske vurdering og intervention til patienter, som er indlagt til udredning med uspecifikke neurologiske symptomer med henblik på at
• sikre, at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i udrednings- og behandlingsforløbet
• sikre kvaliteten af de ergoterapeutiske ydelser
• sikre, at alle ergoterapeuter på Aalborg Universitetshospital, med særligt fokus på ergoterapeuter i Neurologisk Team, har eller kan opnå kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for vurdering og intervention til patienter, der er indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer
2. Definition af begreber
Aktivitetsformåen:
Aktivitet indebærer en målrettet og intentionel handling. Aktiviteten udgøres af en interaktion mellem individet og opgaven i en specifik kontekst. Dette indebærer, at opgaven bestemmer kravet og påvirker, hvordan individet udfører aktiviteten. Aktivitetsformåen indebærer, at man er i stand til at gøre eller udføre aktiviteter. Det indebærer, at individet har viden om (ved hvordan), har kapacitet til (kan) og udfører (gør), når det behøves (vil/skal). En aktivitet kan dermed betragtes som udtryk for, hvad individet vil/skal og kan udføre i en vis situation (1).
Genoptræning:
Genoptræning efter Sundhedsloven og Serviceloven defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), det vil sige problemer i kroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger (2).
Rehabilitering:
En målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og videns baseret indsats (3).
3. Beskrivelse
3.1 Patientgruppen
Instruksen retter sig mod patienter med uspecifikke neurologiske symptomer, som er indlagt til udredning og behandling på Neurologisk Sengeafsnit 106, Aalborg Universitetshospital.
Patientgruppen er kendetegnet ved, at årsagen til patientens neurologiske symptomer ikke kendes ved indlæggelsen og flere differentialdiagnoser bliver undersøgt. Patientgruppen kan have meget varierende neurologiske symptomer både fra det perifere og centrale nervesystem som pareser, sensibilitetsforstyrrelser, dysfagi, kognitive vanskeligheder, vegetative forstyrrelser samt påvirket respiration, bevidsthed, sprog og perception. Graden af funktionsnedsættelse er varierende fra patienter, som er sengeliggende og har behov for massiv hjælp til ADL, til patienter, som er selvhjulpne og bevæger sig selvstændigt og ubesværet.
Under indlæggelsen har patienterne ofte rettet deres opmærksomhed mod udredning og den ukendte diagnose mere end mod genoptræning. Når diagnose og prognose foreligger, kan genoptræningen målrettes.
3.2 Overordnet fremgangsmåde
Patienterne henvises til ergoterapi efter lægeordination. Den ergoterapeutiske vurdering og intervention påbegyndes så vidt muligt på henvisningsdagen ud fra gældende prioriteringsnøgle.
Ergoterapeuten har særligt fokus på at observere patientens funktionsevne og aktivitetsformåen med det formål at afklare patientens ressourcer og begrænsninger i forhold til dette.
Den ergoterapeutiske intervention fokuserer primært på at planlægge og gennemføre aktiviteter, der har til hensigt at generhverve og/eller genopbygge patientens aktivitetsformåen, personlige faktorer eller kropsfunktioner. I nogen grad har den ergoterapeutiske intervention også fokus på at kompensere for nedsat aktivitetsformåen eller nedsatte kropsfunktioner.
Tværfaglig sparring og koordineret tværfaglig indsats er af stor betydning med henblik på at fremme diagnoseafklaring og for at kunne læge en plan for patientens genoptræning. Derfor vil der så tidligt i forløbet som muligt, forsøges at opnå et overblik over patientens genoptræningsbehov og -potentiale. Nogle patienter udskrives fra afdelingen, mens andre kan have behov for overflytning til genoptræning under indlæggelse.
3.3 Ergoterapeutisk vurdering og målsætning
3.3.1 Formål
Formålet med den ergoterapeutiske undersøgelse er at vurdere patientens helbredstilstand specielt med henblik på at klarlægge patientens tidligere og nuværende funktionsevne. Dette for at indgå i en tværfaglig vurdering af patienten samt vurdere patientens behov for ergoterapi, med henblik på at lægge en plan for den ergoterapeutiske intervention i samarbejde med patienten. Formålet er endvidere at bidrage til den diagnostiske udredning.
3.3.2 Indhold
Den ergoterapeutiske vurdering tager udgangspunkt i arbejdsprocesmodellen The Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) (4–6) og består af:
• Indsamling af indledende oplysninger
• Udførelsesanalyse
• Supplerende undersøgelser
• Afsluttende vurdering, herunder afklaring af aktivitetsproblemer samt vurdering af genoptræningsbehov og -potentiale
Det prioriteres, at ergoterapeuten udfører både interview og observation af patientens aktivitetsudførelse. Hvis det ud fra dette ikke er muligt at vurdere patientens genoptræningsbehov, kan ergoterapeuten vælge at foretage supplerende undersøgelser.
3.3.2.1 Indsamling af indledende oplysninger
Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere
Ergoterapeuten indhenter indledningsvist oplysninger om patientens tidligere og nuværende funktionsevne. Derudover indhenter ergoterapeuten oplysninger om patientens sygdomsforløb med fokus på:
• Tidligere diagnoser som kan påvirke funktionsevnen herunder tidligere terapeutiske interventioner
• Resultater fra relevante scanninger og undersøgelser herunder mr, ct, emg og eeg
• Relevante oplysninger fra indlæggelsesnotater og den lægelig gennemgang
Specielle forholdsregler
Temperaturforhøjelse
Ved patienter med temperatur over 38,5 grader er ergoterapeuten særligt opmærksom på årsagen til dette. Ved mistanke om pneumoni er ergoterapeuten særlig opmærksom på om der er dysfagi.
Sikkerhed i aktivitetsudførelsen
Ved patienter, der har et eller flere af nedenstående kendetegn, er ergoterapeuten ekstra opmærksom på sikkerhed i aktivitetsudførelsen:
• Pareser eller paralyser af over- eller underekstremiteter
• Udtalt truncusinstabilitet
• Neglect/nedsat opmærksomhed
• Nedsat sygdomsindsigt og/eller samarbejdsevne
Sonde
• Fysisk aktivitet undlades den første halve time efter bolus indgift af sondeernæring
• Svært skadede patienter, som udelukkende ernæres gennem sonde, lejres ikke fladt på ryggen (7). Patienten kan i stedet lejres rygliggende med hovedgærdet eleveret (minimum 30 grader) eller i sideleje for at undgå aspiration
Respiratorisk udtrætning
For nogle af patienterne med neuromuskulære symptomer er der risiko for respiratorisk udtrætning og deraf følgende respiratorisk insufficiens. Ergoterapeuten er særligt opmærksom herpå ved aktivitetsudførelse.
Kontraindikationer for mobilisering
Ergoterapeuten afklarer med læge, hvorvidt der er kontraindikationer for mobilisering, da nogle af de bagvedliggende årsager til patientens symptomer kan være kritiske og kontraindiceret for mobilisering herunder mobilisering til kørestol.
Interview
Formålet med interviewet er at afdække patientens oplevelse af egen tidligere og nuværende aktivitetsformåen.
Ergoterapeuten anvender semistruktureret interview, ADL-Taxonomi (1) eller Canadian Occupation Performence Mesure (COPM) (8). Den transaktionelle model for aktivitet (5,6) kan anvendes som en ramme til at sikre nødvendig viden for at lære patienten at kende.
Der indhentes oplysninger om patientens oplevelse af:
• Tidligere aktivitetsformåen på aktivitets- og deltagelsesniveau, herunder graden af selvstændighed
• Nuværende aktivitetsformåen og aktivitetsproblemer samt betydningen af disse.
• Kroppens funktioner og anatomi herunder fokus på patientens mentale funktioner i forhold til problemstillinger med at fastholde døgnrytme, træthed, smerter, dysfagi, koncentration og opmærksomhed. Ergoterapeuten er endvidere opmærksom på, om patienten kan være i en krisetilstand.
• Omgivelsesmæssige faktorer, herunder netværk, boligforhold, job, transport og patientens erkendelse af behov for hjælp, hjælpemidler ol. Samt vanlig anvendelse af teknologiske hjælpemidler.
Efter afdækning og indhentning af ovennævnte oplysninger udvælges om muligt i samarbejde med patienten relevante opgaver, som patienten kan observeres i. Ved patientgruppen kan sværhedsgraden for udførelse af aktiviteter variere fra at kalde på hjælp, tage strømper og sko på, spise og drikke til at lave køkkenaktivitet, stryge skjorte, handle ind og færdes i trafikken.
3.3.2.2 Udførelsesanalyse
Ergoterapeuten observerer og analyserer patientens motoriske, processuelle og sociale interaktionsfærdigheder via aktivitet.
Ergoterapeuten kan anvende observation og aktivitetsanalyse (9) eller standardiseret valideret test som Assessment of Motor and Process Skills (AMPS) (10).
Ergoterapeuten analyserer aktivitetsudførelsens kvalitet i forhold til patientens anstrengelse, effektivitet, sikkerhed, selvstændighed, tilfredshed og eventuel social hensigtsmæssig adfærd i aktivitetsudførelsen (5,6). Derudover spørges der ind til patientens egen oplevelse af udførelsen og diskrepans vurderes.
3.3.2.3 Supplerende undersøgelser
Såfremt interview og observation ikke er tilstrækkeligt til at afdække årsager til patientens nedsatte aktivitetsformåen, kan ergoterapeuten indhente oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere vedrørende patientens funktioner på kropsniveau og/eller undersøge patienten yderligere ved undersøgelse af sensomotoriske funktioner på kropsniveau.
Sensomotorisk undersøgelse
Ergoterapeuten undersøger patientens sensoriske og motoriske funktioner med særligt fokus på OE. Ergoterapeuten undersøger følgende funktioner, hvis det vurderes relevant:
• Muskelstyrke, koordination, styring, finmotorik og evne til at manipulere genstande.
• Overflade- og dybdesensibilitet, stereognose, temperatursans
Undersøgelserne kan tage udgangspunkt i Apopleksiundersøgelse (APUS) (11).
Derudover afdækkes forekomsten af smerter herunder lokalisation og intensitet.
Mentale funktioner
Ergoterapeuten kan undersøge patientens mentale funktioner ved brug af eksempel Montreal Cognitive Assessment (MOCA) (12)(9), Oxford Cognitive Screen (13), pakketest eller andre relevante skrivebordsopgaver. Derudover kan ergoterapeuten undersøge patientens læse- og skrivefærdigheder.
Funktionsundersøgelse af ansigt, mund og svælg
Ergoterapeuten undersøger patientens funktioner i ansigt, mund og svælg med fokus på følgende
• Ansigtsmimik og -sensibilitet
• Visuel undersøgelse af orale strukturer
• Tungemotorik
• Funktionen i den præorale, orale og faryngeale fase
• Mundhygiejne
• Respirationsdybde og -frekvens som forudsætning for synk
• Hoste-, rømme- og stemmekraft, hæshed og stemmekvalitet
Undersøgelserne kan tage udgangspunkt i Facio Oral Tracht Therapy (FOTT) (14).
3.3.2.4 Afsluttende vurdering
Ergoterapeuten konkluderer på undersøgelsen. Med baggrund heri opsættes klientcentrerede mål for patientens ergoterapeutiske intervention under indlæggelse. Der lægges særlig vægt på kortsigtede mål i den ergoterapeutiske intervention, for at støtte patientens psykosociale tilstand og motivation (4–6).
Ergoterapeuten videregiver desuden resultat af undersøgelsen til tværfaglige samarbejdspartnere med henblik på den videre udredning og afklaring af diagnose.
3.4 Ergoterapeutisk intervention
3.4.1 Formål
Formålet med den ergoterapeutiske intervention er at fremme patientens mulighed for at udføre og deltage i aktivitet. Fokus er at forebygge yderligere nedsat aktivitetsformåen og fremme patientens mulighed for at kunne påbegynde genoptræning af mistede færdigheder. For at kunne udføre og deltage i meningsgivende aktivitet, kan det være nødvendigt at inddrage hjælpemidler (5,6).
Det langsigtede mål er, at patienten opnår sin tidligere aktivitetsformåen og bliver i stand til at genoptage tidligere aktiviteter eller opnår et aktivitets- og deltagelsesniveau, som giver mening for den enkelte.
3.4.2 Indhold
Ergoterapeuten tilstræber et samarbejde med patienten for at klarlægge kortsigtede og langsigtede mål. Den ergoterapeutiske intervention er, alt efter patientens behov, rettet mod at
• erhverve eller generhverve udførelsesfærdigheder
• genopbygge eller udvikle kropsfunktioner eller personlige faktorer
• kompensere for patientens nedsatte udførelsesfærdigheder
Ergoterapeuten kan udvælge de tre interventionsmodeller i kombination eller lade dem afløse hinanden i løbet af et behandlingsforløb. I forhold til patienter med uspecifikke neurologiske symptomer anvender ergoterapeuten såvel den generhvervende, den genopbyggende og en kompenserende tilgang, alle med aktivitet som det primære mål. Derudover anvender ergoterapeuten en interventionsmodel omhandlende forberedelse til aktivitet med henblik på at forbedre funktioner på kropsniveau.
Aktivitetsbaseret færdighedstræning for at erhverve eller generhverve udførelsesfærdigheder
Aktivitetsbaseret færdighedstræning har til formål at fremme patientens evne til at kunne udføre meningsfulde handlinger og opnå færdigheder relateret til patientens daglige gøremål, så patienten hurtigst muligt kan deltage i eller selvstændigt udføre meningsfulde aktiviteter (6).
Aktivitetstræning indeholder sensoriske, motoriske, procesmæssige og sociale elementer.
Ergoterapeuten træner med patienten i daglige og meningsfulde aktiviteter. Ved denne patientgruppe lægger ergoterapeuten særlig vægt på kvaliteten af evnen til at bevæge og stabilisere kroppen i aktiviteten.
Der er god evidens for aktivitetstræning til patienter med apopleksi (15) (Level 1). Idet enkelte eller flere sammenlignelige symptomer kan forekomme hos patienter med uspecifikke neurologiske symptomer, vurderes det, at også denne patientgruppe kan profitere af aktivitetstræning. Dette baseres på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).
Genopbygning eller udvikling af kropsfunktioner eller personlige faktorer
Ergoterapeuten træner fortsat med patienten i aktiviteter som ved den aktivitetsbaserede færdighedstræning, men nu er fokus at fremme personlige faktorer eller kropsfunktioner frem for den egentlige aktivitetsformåen.
I samarbejde med patienten fokuseres på nærmeste udviklingszone (16), og ergoterapeuten arbejder målrettet med at give patienten viden om, hvilke bevægelser på kropsniveau, der kræves for at kunne udføre de ønskede opgaver, så patienten motiveres og er opmærksom på egen kropsformåen.
Behandling af facio-orale dysfunktioner
I den akutte fase har interventionen til formål at bedre patientens evne til at spise, drikke samt kommunikere verbalt og nonverbalt (14).
Ergoterapeuten har fokus på optimering af alignment som forudsætning for optimal synkeproces (14).
Har patienten ingen selvstændig krops- eller hovedkontrol, understøttes dette i form af lejring i neutralstilling siddende i seng eller kørestol for at mindske risiko for fejlsynkning. Ved dysfunktioner i ansigt, mund og svælg retter behandlingen sig mod stimulering af ansigtsmuskulaturen og træning af synkefunktionen gennem basal mundstimulering samt facilitering af specifikke synkebevægelser og synketeknikker ud fra principperne fra FOTT (14). Ergoterapeuten vejleder desuden i brug af mundskærm til mundmotorisk træning.
I samarbejde med plejepersonale og fysioterapeut har ergoterapeuten fokus på at sikre hensigtsmæssig kropsstilling forud for behandling af dysfagi samt optimal siddestilling forud for indtagelse af mad og drikke (11). I samarbejde med det tværfaglige team fokuserer ergoterapeuten på at forebygge, at patienten fejlsynker gennem optimering af spisestilling og tilpasning af konsistens af mad og væske.
I nogle tilfælde kan ergoterapeuten udarbejde et individuelt tilpasset øvelsesprogram.
Interventionen bygger på anbefalinger fra national klinisk retningslinje (17) samt konsensus blandt specialisere ergoterapeuter (Level 5) (14).
Sansestimulering
Formålet med sansestimulering er at fremme patientens evne til at bearbejde sanseindtryk hos patienter med påvirket eller ophævet overflade- eller dybdesensibilitet.
Ergoterapeuten kan udføre sansestimulering, for eksempel i form af børstning med håndklæde, klud eller børste, og kan instruere patienten i at varetage selvtræning. Ergoterapeuten træner dybdesensibilitet via approximationer. Sansestimulering kan også virke smertenedsættende (18).
Interventionen bygger på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).
Guidet taktil interaktionsterapi
Formålet med guidet taktil interaktionsterapi (GTIT) er at optimere personens mulighed for og evne til at indhente, sortere og bearbejde den information fra omgivelserne, som er relevant og nødvendig for deltagelse i hverdagens aktiviteter (19). Formålet er derudover at fremme patientens evne til at danne relevante hypoteser i aktivitetsudførelsen (19,20).
Ergoterapeuten anvender GTIT hos patienter med perceptuelle forstyrrelser, som eksempelvis har vanskeligt ved at finde ro eller svært ved at danne relevante hypoteser i aktivitetsudførelsen. Interventionen udføres gennem taktil informationssøgning og -bearbejdning via berøringsoplevet interaktion mellem patienten og omverden. Ergoterapeuten anvender plejende guidning hos patienter, hvor fokus er på patientens oplevelse af egen krop i forhold til omgivelserne. Ergoterapeuten inddrager ”hvor-søgninger”, faste referencer og fast understøttelsesflade. Ergoterapeuten anvender elementær guidning hos patienter, hvor fokus er på at patienten skal danne relevante hypoteser i aktivitetsudførelsen.
I et mindre observationsstudie var der effekt af interventionen til svært hjerneskadede målt på ændring i tonus og patientens opmærksomhed mod den afficerede kropsside (20). Interventionen er derudover baseret på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).
Lejring
Hensigtsmæssig lejring har til formål at sikre en behagelig ligge- og hvilestilling, forebygge decubitus og kontrakturer samt nedsætte udvikling af smerter og ødem (21,22). Hensigtsmæssig lejring skal understøtte patientens normale tonusregulering og fremme en god søvn (22).
Ergoterapeuten lejrer patienten ud fra principperne bag Lagerung in Neutralstellung (LIN) (22).
Lejring i LIN bygger på evidens Level 2. Et randomiseret kontrolleret studie fandt, at patienter med hjerneskade, som blev lejret i LIN, efterfølgende havde øget passiv bevægelighed i hofte og skulder samt i højere omfang rapporterede lejringen som komfortabel, sammenlignet med kontrolgruppen (22). Lejring i LIN bygger desuden på principperne i Bobath og Affolter koncepterne (21) samt konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).
Adaptiv aktivitet for at kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder
Formålet med adaptiv aktivitet er at kompensere for ineffektive (eller forebygge tab af effektive) handlinger ved aktivitetsudførelse.
Adaptiv aktivitet indebærer tilpasning af handlemåder, tilpassede redskaber og tekniske hjælpemidler samt ændringer af de fysiske og sociale omgivelser. Herunder at sikre og understøtte, at patienten bevarer en hensigtsmæssig aktivitetsudførelse og en så høj grad af selvhjulpenhed som muligt. Adaptiv aktivitet kan være vejledning til energibesparende metoder til aktivitetsudførsel som graduering siddende aktivitet fremfor stående, mere hensigtsmæssig placering af genstande i omgivelserne, eller vejledning omkring besøgs- og hviletider for patienten. Som udgangspunkt anvendes interventionerne for at kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder ikke i dette meget tidlige stadie af patientens sygdomsforløb. Målet er derimod at kompensere for midlertidig nedsat aktivitetsformåen.
Hjælpemidler
Patientens selvstændighed kan også fremmes ved anvendelse af hjælpemidler. I samarbejde med patienten vurderer ergoterapeuten kontinuerligt behovet for hjælpemidler eksempelvis kørestol. Ergoterapeuten udvælger, tilpasser og afprøver hjælpemidler med fokus på hensigtsmæssig anvendelse, relateret til den enkelte patients aktivitetsformåen.
Hvis patienten ikke selvstændigt kan fastholde siddende kropsstilling, bestiller og tilpasser ergoterapeuten en komfortkørestol med tilhørende kørestolsbord. Ved behov for yderligere støtte i den siddende stilling, kan ergoterapeuten støtte patienten med neutrallejring (22). Såfremt patienten kan fastholde siddende balance og er i stand til at læne sig forover og bagover, vælger ergoterapeuten en aktiv kørestol, så patienten får mulighed for at have fødderne på gulvet, og eventuelt selvstændigt kunne fremdrive stolen. Ergoterapeuten kan endvidere bestille kørestolsbord til at understøtte overkrop, skuldre, arme, håndled og hænder (21).
Hvis patienten har risiko for at udvikle decubitus, bestiller ergoterapeuten trykaflastende siddepude.
Andre relevante hjælpemidler kan for eksempel være lejringspuder, bade-/toiletstol, badebænk og forflytningshjælpemidler. Yderligere kan ergoterapeuten inddrage funktionsskinner til patientens håndled, hvis patienten oplever at blive mere selvhjulpen ved hjælp af disse (21,23)
Derudover kan småhjælpemidler som specialbestik, nonslip, skriveredskaber, fortykket greb til tandbørste med mere, være relevant for at bedre patientens aktivitetsudførelse.
Anvendelse af hjælpemidler bygger på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).
Ødem- og kontrakturprofylakse
Dele af patientgruppen er i risiko for udvikling af smerter på baggrund af ødem og kontraktur. Hos denne gruppe er ergoterapeuten særlig opmærksom på vigtigheden af at bevare patientens håndled i neutralstilling. Hertil kan ergoterapeuten tilbyde patienten hvileskinner (21), aflastende lejring af patientens håndled og fingre (23) eller funktionsskinner til at støtte patientens håndled under aktiviteter.
Interventionen er derudover baseret på konsensus blandt erfarne ergoterapeuter (Level 5).
3.5 Relevant tværfagligt samarbejde
Ergoterapeuten samarbejder med fysioterapeut, plejepersonale og læge på Neurologisk Sengeafsnit med henblik på afklaring af patientens diagnose, genoptræningsbehov- og potentiale. Ergoterapeuten videregiver oplysninger til plejepersonale om hensigtsmæssige strategier og teknikker, som kan understøtte patientens aktivitetsudførelse. Ved behov for mere uddybende afdækning af patientens kognitive og/eller sproglige funktionsevne samarbejder ergoterapeuten med neuropsykolog og talepædagog. Desuden er ergoterapeuten ved sociale eller ernæringsmæssige problematikker medansvarlig for at socialrådgiver og diætist inddrages.
3.6 Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling
I forbindelse med planlægning af patientens videre genoptræningsforløb foretager ergoterapeuten, i samarbejde med de tværfaglige samarbejdspartnere, en vurdering af patientens genoptræningsbehov og -potentiale og tager derudfra stilling til videre plan i samarbejde med patienten og eventuelle pårørende.
I forhold til patientgruppen anbefales opmærksomhed på, at behovet for genoptræning kan være meget forskelligt. Genoptræningen kan i nogle tilfælde strække sig over lang tid og kan have stor indflydelse på patientens nuværende og fremtidige livsførelse samt mulighed for aktivitetsudførelse og deltagelse i samfundslivet. I andre tilfælde udskrives patienten uden yderligere genoptræningsbehov til vanlige hjemlige forhold.
3.6.1 Specialiseret genoptræning under indlæggelse
Hos patienter med cerebrale skader foretages visitationen via den Regionale Visitation for Neurorehabilitering (RVN). Patienten kan her henvises til
• hovedfunktionsniveau (Neuroenhed Nord, Frederikshavn eller Aalborg Universitetshospital, Thisted, Medicinsk sengeafsnit M5)
• regionsfunktionsniveau (Neuroenhed Nord, Brønderslev)
• højt specialiseret niveau (Hammel Neurocenter) (24)
Patienter, som ikke kan visiteres via RVN og som har behov for genoptræning under indlæggelse, kan overflyttes til genoptræning på rehabiliteringsafsnittet M3, Aalborg Universitetshospital, Hobro.
Patienter, hvor den primære årsag til de neurologiske symptomer er skade på columna, henvises til rehabiliteringsafsnittet M3, Aalborg Universitetshospital, Hobro. Herfra kan der laves henvisning til Vestdansk Center for Rygmarvsskadede (VCR), Regionshospitalet Viborg, hvis der tværfaglig vurderes behov herfor. Ved ventetid på plads ved VCR forbliver patienterne på M3 til forsat genoptræning frem til overflytning til VCR.
3.6.2 Genoptræning ved udskrivelse
Hvis det tværfaglige team på udskrivelsestidspunktet vurderer, at patienten kan udskrives til eget hjem, plejebolig eller aflastning og samtidig har en genoptræningsbehov, tilbydes patienten en genoptræningsplan til genoptræning i kommunalt regi, jævnfør ”Sundhedslovens §140”.
Hos patienter som udskrives med eller uden en genoptræningsplan kan det være relevant at formidle kontaktoplysninger om hjerneskadekoordinator i bopælskommunen.
Hos patienter med påvirket syn kan det være relevant med henvendelse til Institut for Syn og Hørelse. Dette kan være relevant, hvis synsudfaldet påvirker patientens funktionsevne herunder færden, evne til at læse eller varetage arbejde. Ergoterapeuten kan kontakte instituttet, mens patienten er indlagt eller ergoterapeuten kan udlevere kontaktoplysninger til patienten, som efterfølgende selv kan tage kontakt ved behov.
3.6.3 Øvrige
Ambulatorie for unge med erhvervet hjerneskade
Patienter op til 30 år kan henvises til Ambulatorie for unge med erhvervet hjerneskade, hvor patienten minimum 3 måneder efter skaden indkaldes til ambulant udredningsforløb ved fysioterapeut, ergoterapeut, neuropsykolog, læge og socialrådgiver.
Center for funktionelle lidelser
Patienter med svær funktionel lidelse kan henvises til Center for funktionelle lidelser. For at patienten kan henvises skal patienten bl.a. have haft symptomerne i minimum 6 måneder med betydelig påvirkning af daglige funktioner, den funktionelle lidelse skal være primære årsag til funktionsnedsættelsen og patienten skal kunne indgå i et ambulant forløb.
4. Referencer
1. Törnqvist K, Sonn U. ADL-taxonomi - en bedömning av aktivitetsförmåga. 3. oplag. Förbundet Sveriges Arbetsterapeuter’s förlag; 2011.
2. Ministeriet for sundhed og forebyggelse. Vejledning om træning i kommuner og regioner. København: Indenrigs- og socialministeriet; 2009.
3. MarselisborgCenteret. Rehabilitering i Danmark Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. 2004;
4. Fisher AG. OTIPM - En model for planlægning og implementering af top-til-bund, klientcentreret og aktivitetsbaseret interventioner. 1st ed. Wæhrens E, editor. København: Munksgaard; 2012.
5. Lassen L, Ørts M, Lindsten S. Manual for anvendelse af den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel, OTIPM ved vurdering, målsætning, intervention, revurdering samt dokumentation. Fysio- og Ergoterapiafdelingen, Aalborg Universitetshopsital; 2021.
6. Fisher A, Marterella A. Powerful Practice: A Model for Authentic Occupational Therapy. Fort Collins: CIOTS: Center for Innovative OT Solutions; 2019. 384 sider.
7. Dansk Selskab for Apopleksi. Referenceprogram for behandling af patienter med apopleksi og TCI Udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Dansk. Dansk Selsk Apopleksi web site. 2013;1–128.
8. Hanson T. Fremme af menneskelig aktivitet - ergoterapi i et canadisk perspektiv. FADL’s forlag; 2002.
9. Brandt Å, Peoples H, Pedersen U. Basisbog i ergoterapi. 4th ed. Kbh: Munksgaard; 2019.
10. Fisher G. Assessment of Motor and Process Skills AMPS. 7th ed. Three Star Press, Inc.; 2010.
11. Olensen B. Apopleksiundersøgelse APUS – et grundlag for ergoterapeutisk arbejde. Gammeltoft; 2008.
12. Nasreddine Z, Phillips N, Bédirian V, Charbonneau S, Whitehead V, Collin I, et al. The Montreal Cognitive Assessment, MoCA: A Brief Screening Tool for Mild Cognitive Impairment. J AM Geriatr Soc. 2005;53(4):695–9.
13. Robotham R, Riis J, Demeyere N. A Danish version of the Oxford Cognitive Screen: a stroke-specific screening test as an alternative to the MoCA. Neuropsychol Dev Cogn B Aging Neuropsychol Cogn. 2019;11:1–14.
14. Kjærsgaard A. Ansigt, mund og svælg - undersøgelse og behandling af dysfagi og tilgrænsende problemer. 2. udgave. København: Munksgaard; 2020.
15. Legg L, Drummond A, Leonardi-Bee J, Gladman JRF, Corr S, Donkervoort M, et al. Occupational therapy for patients with problems in personal activities of daily living after stroke: systematic review of randomised trials. BMJ. 2007 Nov 3;335(7626):922.
16. Vygotsky L. Pædagogisk Psykologi, læring som udviklingsvilkår. Lindqvist I, editor. 2004.
17. Sundhedsstyrrelsen. National Klinisk Retningslinje For Øvre Dysfagi - Opsporing, udredning og udvalgte indsatser. Sundhedsstyrrelsen; 2015.
18. Gammeltoft B. Skjulte handicaps hos personer ramt af hjerneskade - en sansemæssig, kropslig tilgang. 3rd ed. Haslev; 2011. 186 p.
19. Blak Lund L, Andersen AB, Hastrup Arentsen K. Om Affolter modellen - Guidet interaktionsterapi. Regionshospitalet Hamme Neurocenter; 2008.
20. Lund LB, Andersen AB, Arentsen KH, Kristensen T. An Observation Based Intervention Study: Clinical Changes in Interaction Behaviour as Response to Guided Tactual Interaction Therapy in 5 Adults with Acquired, Severe Brain Injury. J Nov Physiother. 2014;04(01):1–6.
21. Davies P. Skridt for skridt. 2. udgave,. Schweiz: MCSP Disp. Phys. Ed.; 2003.
22. Pickenbrock H, Ludwig V, Zapf A, Dressler D. Conventional Versus Neutral Positioning in Central Neurological Disease - a multicenter randomized controlled trial. Dtsch Arztebl Int. 2015;112:35–42.
23. Runnquist K, Cederlund R, Sollerman C. Håndens rehabilitering Undersøgelse Behandling. Volume 1. Studentlitteratur; 1992.
24. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for tværsektorielle forløb for voksne med erhvervet hjerneskade - apopleksi og transitorisk cerebral. 2020.
