Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Fysioterapi til patienter indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer

 

1. Formål1

2. Definition af begreber1

3. Beskrivelse2

3.1. Patientgruppe2

4. Overordnet fremgangsmåde2

4.1. Før patientkontakt2

4.1.1. Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere2

4.1.2. Specielle forholdsregler3

4.2. Fysioterapeutisk undersøgelse3

4.2.1. Formål3

4.2.2. Indhold3

4.2.3. Konklusion5

4.3. Fysioterapeutisk behandling6

4.3.1. Formål6

4.3.2. Indhold6

4.4. Relevant tværfagligt samarbejde10

4.5. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling10

5. Referencer10

 

 

  1. 1. Formål 

Formål

Formålet med instruksen er at beskrive den fysioterapeutiske undersøgelse og behandling til patienter, som er indlagt til udredning med uspecifikke neurologiske symptomer med henblik på at

  • • sikre, at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i udrednings- og behandlingsforløbet

  • • sikre kvaliteten af de fysioterapeutiske ydelser

  • • sikre, at alle fysioterapeuter i Fysio- og Ergoterapi på Aalborg Universitetshospital, med særligt fokus på fysioterapeuter tilknyttet Neurologisk Team, har kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for den fysioterapeutiske undersøgelse og behandling af patienter, der er indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer

 

  1. 2. Definition af begreber

Behandling: Undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient (1).

 

Funktionsevne: En overordnet term for kroppens funktioner, kroppens anatomi, aktiviteter og deltagelse. Termen angiver aspekter af samspillet mellem en person med en given helbredstilstand og personens kontekstuelle faktorer (2).

 

Genoptræning: Genoptræning efter Sundhedsloven og Serviceloven defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), det vil sige problemer i kroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger (3).

 

  1. 3. Beskrivelse

    1. 3.1. Patientgruppe

Instruksen retter sig mod patienter med uspecifikke neurologiske symptomer, som er indlagt til udredning og behandling på Neurologisk Sengeafsnit 106, Aalborg Universitetshospital.

Patientgruppen er heterogen i forhold til køn, alder, social baggrund og funktionsevne forud for indlæggelsen.

Nogle patienter har tillige kendte sygdomme med deraf følgende påvirkning af funktionsevnen og almentilstanden.

Ved indlæggelse kendes årsagen til patientens symptomer ikke og flere differentialdiagnoser vil blive undersøgt. Patientgruppen kan have meget varierende neurologiske symptomer både fra det perifere og centrale nervesystem som pareser, sensibilitetsforstyrrelser, dysfagi, kognitive vanskeligheder, vegetative forstyrrelser samt påvirket respiration, bevidsthed, sprog og perception. Graden af funktionsnedsættelse er også varierende, fra patienter som er sengeliggende til patienter som er gående.

Disse patienter har ofte rettet deres opmærksomhed mod udredning og den ukendte diagnose mere end mod genoptræning. Når diagnose og prognose foreligger, kan genoptræningen først endeligt målrettes fuldt ud.

 

  1. 4. Overordnet fremgangsmåde

Patienterne henvises elektronisk til fysioterapi efter lægeordination. Den fysioterapeutiske undersøgelse og behandling påbegyndes så vidt muligt på henvisningsdagen ud fra gældende prioriteringsnøgle. Fysioterapeuten undersøger patienten med særligt fokus på udredning af patientens funktionsevnetab relateret til de akutte ændringer, som førte til indlæggelsen, for herved at bidrage til, at der kan stilles en diagnose.

 

Ved fravær af diagnose arbejder fysioterapeuten med at skelne kendte ressourcer og funktionsevnetab fra de akutte ændringer, der førte til indlæggelsen. Ved langsom progression udviskes dette skel.

Fysioterapeuten fokuserer her især på det aktuelle funktionsevnetab i sin undersøgelse. Ved længerevarende indlæggelser kan undersøgelsen uddybes.

 

Hvor det er relevant påbegyndes behandling og genoptræning under indlæggelsen.

Fysioterapeuten har i denne situation fokus på at mobilisere patientens egne ressourcer i det omfang, det er muligt. Så vidt muligt, planlægges indsatsen i samarbejde med patienten.

 

Fysioterapeuten er medansvarlig for i samarbejde med patienten og samarbejdspartnere, at lægge en plan for patientens genoptræning efter udskrivelse, hvorfor der så tidligt i forløbet som muligt, forsøges at opnå et overblik over behovet for dette.

Fysioterapeuten kan ligeledes være med i beslutningsprocessen om, hvor patienten udskrives til.

 

    1. 4.1. Før patientkontakt

      1. 4.1.1. Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere

Fysioterapeuten indhenter indledningsvist oplysninger om patientens tidligere og nuværende helbredstilstand og sygdomme samt funktionsevne og aktivitetsformåen med særligt fokus på følgende:

  • • Ændringer på kropsniveau

  • • Ændringer på aktivitets- og deltagelsesniveau

  • • Omgivelsesfaktorer

 

      1. 4.1.2. Specielle forholdsregler

I forhold til patientgruppen tages udgangspunkt i de gældende hygiejne retningslinjer for Aalborg Universitetshospital samt anvisninger i øvrige relevante dokumenter, i Region Nordjyllands dokumentstyringssystem til retningsgivende dokumenter (PRI), Link: pri.rn.dk/. Blandt andet kan det dreje sig om kliniske instrukser, udarbejdet indenfor det neurologiske speciale, eller eventuelt andre retningslinjer, relevante for patientens helbredstilstand.

 

    1. 4.2. Fysioterapeutisk undersøgelse

      1. 4.2.1. Formål

Formålet med den fysioterapeutiske undersøgelse er at vurdere patientens helbredstilstand specielt med henblik på at klarlægge patientens tidligere og nuværende funktionsevne. Dette for at indgå i en tværfaglig vurdering af patienten, samt vurdere patientens behov for fysioterapi, med henblik på at lægge en plan for den fysioterapeutiske behandling i samarbejde med patienten.

 

      1. 4.2.2. Indhold

Indholdet i den fysioterapeutiske undersøgelse tager udgangspunkt i følgende (4):

 

Anamnese

Fysioterapeuten udarbejder anamnese for at klarlægge

  • • sygdomsforløb

  • • aktuelle symptomer herunder smerter, pareser, føleforstyrrelser, evne til at synke, svimmelhed og hjertebanken

  • • tidligere og aktuelle funktionsevne

  • • sociale netværk, boligforhold og erhvervsevne

  • • forventninger til og mål med fysioterapi

 

Da patienterne kan have et længere sygdomsforløb med progredierende symptomer, kan den fysioterapeutiske anamnese være omfattende. Hvis patienten ikke er i stand til at medvirke til optagelse af anamnese, indhentes oplysninger via pårørende eller tværfaglige samarbejdspartnere.

 

Inspektion

Ved inspektion undersøger fysioterapeuten

  • • kropsholdning i liggende, siddende og stående stilling samt patientens hvilestillinger

  • • spontan motorikken

  • • respirationsmønster

  • • trofik og ødem

  • • mimik og synkebevægelser

  • • vegetative reaktioner eksempelvis svedudbrud eller bleghed

  • • hudens farver

 

Stillings- og funktionsundersøgelser

Ved stillings-og funktionsundersøgelser tester fysioterapeuten

  • • forflytninger i seng, fra liggende til siddende og fra siddende til liggende

  • • evne til opretholdelse af den siddende og stående stilling

  • • ganganalyse, herunder trappegang, samt færden i terræn og trafik

  • • evnen til at bære, håndtere og manipulere genstande

  • • hvis relevant, kørestolsfærdigheder og forflytning ind og ud af bil

 

Muskelfunktion, hvor

  • • fysioterapeuten tester muskelstyrke ved hjælp af manuel muskeltest (5). Fysioterapeuten vurderer ligeledes muskelstyrke i funktioner. Muskelstyrke undersøges i OE, UE og truncus, inklusiv respirationsmuskler samt cervikale muskler, hvis relevant.

  • • fysioterapeuten undersøger muskeludholdenhed ved gentagelse af ovenstående muskeltest med mange repetitioner. Fysioterapeuten vurderer endvidere muskulær udholdenhed i funktioner.

  • • fysioterapeuten undersøger koordination i forhold til at styre og kontrollere bevægelse for eksempel ved finger næse finger undersøgelse, knæ hæl forsøg eller undersøgelse af diadokokinese.

  • • fysioterapeuten undersøger mobilitet og stabilitet ud fra evnen til at stabilisere under bevægelse og evnen til at opretholde en stilling

 

Palpation

Ved palpation undersøger fysioterapeuten

  • • smertefulde strukturer

  • • muskelspændinger

  • • eventuelle triggerpunkter

 

Sensibilitet

Ved sensibilitetsundersøgelse tester fysioterapeuten

  • • overfladesensibilitet

  • • stillingssans og stereognose

  • • evne til at skelne spids og stumpt samt kulde og varme hvis relevant

 

Postural kontrol og balance

Ved undersøgelse af postural kontrol og balance tester fysioterapeuten

  • • patientens evnen til at holde og genfinde balance i siddende, stående og gående

  • • patientens afværge- og ligevægtsreaktioner

  • • patientens evnen til dualtask

  • • patientens evnen til retningsskift, temposkift, færden i forstyrrende omgivelser, komme til og fra hugsiddende

  • • patientens evne til linjegang

 

Fysioterapeuten anvender hertil bl.a. tandemtest og elementer fra Dynamisk Gang Index hvis relevant (6).

 

Ledbevægelighed

Ved undersøgelse af ledbevægelighed undersøger fysioterapeuten aktiv, ledet aktiv og passiv bevægelighed.

Relevante led undersøges afhængigt af patientens klager og sygehistorie (7).

 

Tonus

Ved undersøgelse af tonus har fysioterapeuten fokus på om patienten har

  • • upåvirket, lav eller øget tonus

  • • rigiditet

  • • klonus

  • • undersøgelse af reflekser, hvis relevant

 

Bevægeforstyrrelser

Ved undersøgelse af bevægeforstyrrelser har fysioterapeuten fokus på

  • •  fascikulationer

  • •  tremor

 

Respiration

Ved undersøgelse af respiration har fysioterapeuten fokus på følgende:

  • • Vurdering af respirationsmønster, herunder frekvens og dybde, både i hvile og under aktivitet

  • • Vurdering af dyspnø under hvile og aktivitet samt ved tale

  • • Patientens brug af accessoriske respirationsmuskler samt symmetri omkring truncus

  • • Patientens spontane hostekraft, og host på opfordring, udholdenhed ved længerevarende host

  • • Saturation og peak flow samt legemstemperatur

  • • Eventuel udtrætning af de respiratoriske muskler

  • • Tilstedeværelse og længde af eventuelle apnøperioder

 

Udholdenhed

I undersøgelsen er fysioterapeuten desuden opmærksom på træthedsfænomener hos patienten. Disse kan skyldes nedsat muskulær udholdenhed, forringet kondition eller træthed af anden årsag (8). Fysioterapeuten undersøger træthed/udholdenhed eventuelt ved klassiske konditionstests (9) samt i mobilisering og aktiviteter, hvor eksempelvis Borg Skala kan inddrages (6).

Fysioterapeuten spørger endvidere til cerebral træthed og koncentrationsbesvær.

 

Syn

Fysioterapeuten laver en overordnet screening af patientens syn.

Ved mistanke om vanskeligheder videregives oplysningerne eventuelt med henblik på vurdering ved øjenlæge.

 

Smerter

Hos nogle patienter vil smerter være det primære symptom. Her udfører fysioterapeuten en uddybende smerteanamnese med udgangspunkt i følgende:

  • • Smerteintensitet ved VAS

  • • Type af smerte

  • • Er smerten konstant eller intermitterende

  • • Reaktioner på smerte

  • • Lindrende og forværrende faktorer

 

Mentale funktioner

Fysioterapeuten er opmærksom på patientens mentale funktioner undervejs i den fysioterapeutiske undersøgelse og behandling med fokus på følgende:

  • • Bevidsthedsniveau og arousal

  • • Kommunikationsevne

  • • Opmærksomhed mod egen krop og omgivelser

  • • Koncentrationsevne og evne til fokusering

  • • Hukommelse

  • • Orientering og dømmekraft

  • • Indsigt

  • • Egenomsorg

  • • Motivation

 

Ved indtryk af påvirkning videregives oplysningerne til ergoterapeut og eventuelt neuropsykolog med henblik på videre undersøgelse.

 

      1. 4.2.3. Konklusion

Fysioterapeuten konkluderer på undersøgelsen og tilrettelægger samt påbegynder relevant behandling med baggrund i en samlet vurdering af patientens tidligere og nuværende funktionsevne.

Fysioterapeuten videregiver desuden resultat af undersøgelsen til tværfaglige samarbejdspartnere med henblik på den videre udredning og afklaring af diagnose.

 

    1. 4.3. Fysioterapeutisk behandling

      1. 4.3.1. Formål

Det overordnede formål med den fysioterapeutiske behandling er, at patienten bliver så motorisk og kognitivt velfungerende, at vedkommende i videst muligt omfang kan genoptage habituelle funktioner og aktiviteter (10).

Formålet med behandlingen er endvidere at påbegynde relevant fysioterapeutisk træning, herunder at bevare og skabe bedst mulige forhold og betingelser for patientens videre genoptræningsforløb samt forebygge tilstødende komplikationer.

 

      1. 4.3.2. Indhold

Lungefysioterapi

Formålet med lungefysioterapi er at optimere eller vedligeholde det inspiratoriske volumen ved at styrke funktionen af diafragma og brystkassens muskulatur. Formålet er endvidere at forebygge eller behandle sammenfald af lungevæv, løsne og forbedre evnen til at fjerne sekret og derved skabe det bedst mulige udgangspunkt for respirationen. Det er tillige en forudsætning for optimal respiration at bevare bevægeligheden i skuldre, columna og thorax.

Lungefysioterapi kan bestå af følgende:

  • • Lejring, stillingsskift og mobilisering

  • • Diafragmatisk respiration

  • • Thoraxmobiliserende øvelser

  • • Behandling med Positive Expiratory Pressure (PEP)-maske/-fløjte

  • • Behandling med Continuous Positive Airway Pressure (CPAP)

  • • Fysisk aktivitet

 

Lungefysioterapi kan opstartes forebyggende hos patienter med risiko for udvikling af respiratoriske vanskeligheder eksempelvis ved dysfagi, nedsat hostekraft og nedsat mobilitet.

 

Lejring, stillingsskift og mobilisering

Formålet med lejring og stillingsskift er at optimere forholdene for respirationen ved at lette det respiratoriske arbejde, øge volumen og optimere luftfordelingen i thorax ved at ændre på deklive og non-deklive afsnit. Samtidigt virker hyppige stillingsskift sekretmobiliserende.

Formålet med mobilisering er at optimere forholdene for respirationen og forebygge følger af immobilisering herunder respirationskomplikationer, kontrakturer og deraf følgende smerter (11,12).

Lejringsmæssigt tages der hensyn til thorax’ arbejdsbetingelser, eksempelvis justering og forbedring af patientens liggende/siddende holdning. I lejring tages udgangspunkt i principperne for Lagerung in Neutralstellung (LIN) (13). Lejring med LIN kan medvirke til normalisering af vitale parametre.

Hyppigheden af stillingsskift afhænger af patientens tilstand. Fysioterapeuten opfordrer patienten til at være mest muligt ude af sengen og være fysisk aktiv.

Fysioterapeuten har såvel en udførende samt vejledende rolle i forhold til samarbejdspartnere (14).

 

Diafragmatisk respiration

Formålet med diafragmatisk respiration er, at patienten lærer at udnytte diafragmas arbejdsevne bedst muligt samt forebygge stivhed i brystkassens led og muskler.

Fysioterapeuten guider patienten fysisk eller verbalt til en dyb og rolig inspiration med fokus på diafragmas bevægelse.

Da der er risiko for respiratorisk udtrætning, doserer fysioterapeuten respirationsøvelser i forhold til patientens grad af parese og muskulære udholdenhed.

 

Thoraxmobiliserende øvelser

Formålet med thoraxmobiliserende øvelser er at øge og/eller vedligeholde bevægeligheden i thorax, øge ventilationen og mobilisere sekret. Behandlingen består af rytmiske og relativt store, enkeltvise eller sammensatte bevægelser af ekstremiteter, thorax og/eller columna.

Ved pareser under grad 3 (5) anvendes passive og ledet aktive øvelser. Der kan være brug for at beskytte led, som er uden ledbeskyttende muskeltonus. Thorakale rygsmerter og nervetension kan være begrænsende faktorer ved træningen.

 

PEP-maske/-fløjte

Formålene med PEP-behandling er at bedre den basale respiration, forebygge sekretproblemer og/eller at løsne sekret.

Til patienter med beskedne pareser i truncus og OE anvender fysioterapeuten PEP-behandling som et supplement til CPAP. Dosis tilpasses den enkelte patients formåen.

Dosis er minimum 15-20 pust, hvis patienten kan tolerere dette, idet de første 6-7 pust bruges til at oparbejde respirationsdybden. Fysioterapeuten opfordrer patienten til at hoste/støde eventuelt med støtte. Dette gentages indtil patienten har løsnet sekretet.

 

CPAP-behandling

Formålet med CPAP er at forebygge stivhed i brystkasse, og lungevæv, forbedre ventilation, SaO2 samt forebygge og behandle sammenfald af lungevæv og løsne og mobilisere sekret.

CPAP er et supplement til lungefysioterapi, men kan ikke erstatte den, og den bedste effekt af CPAP opnås med en kombination af forskellige lungefysioterapimetoder.

Fysioterapeuten tilpasser modstand, flow og dosis til den enkelte patients lungemæssige forudsætninger. Fysioterapeuten skal være særligt opmærksom på, hvordan patienten reagerer på behandling, grundet risiko for respiratorisk udtrætning.

Under indlæggelsen giver fysioterapeuten, ved behov, patienten CPAP-behandling højest 1–2 gange dagligt. Den øvrige CPAP-behandling varetages af plejepersonalet på sengeafdelingen.

 

Fysioterapeuten anvender CPAP ud fra følgende anvisninger

  • • Som udgangspunkt anvendes den størst mulige modstand, som patienten kan tolerere. Der benyttes oftest 5, 7½ eller 10 cm H2O. Ved tvivl anvendes altid den mindste modstand

  • • Som udgangspunkt anvendes det størst mulige antal gentagelser patienten kan tolerere. Der benyttes som oftest 20 pust gentaget 4 gange, efter gradvis tilvænning. Ved nedsat tolerance kan ændres på modstand, varighed/antal pust, antal pauser

  • • Den mest optimale udgangsstilling ved CPAP er, at patienten sidder i en stol, eller sidder på sengekanten. Hos sengeliggende patienter skal hovedgærdet som minimum eleveres 30o

  • • Ved denne patientgruppe er det nødvendigt at være opmærksom på eventuelt stræk på nerverne

  • • Hyppigheden af CPAP reguleres i forhold til patientens mobiliseringsgrad, den respiratoriske tilstand samt respons på behandling

  • • Behandling intensiveres i hyppighed, hvis patienten får infektion

  • • Behandling igangsættes tidligst en halv time efter indgift af sondeernæring

  • • Før under og efter CPAP-behandling er fysioterapeuten opmærksom på behov for sugning

  • • CPAP-behandling kombineres med stød, hoste og thoraxmobiliserende øvelser (14).

 

Behandlingen med lungefysioterapi bygger på empirisk viden og konsensus blandt erfarne fysioterapeuter indenfor det neurologiske speciale (11,12,14). Evidensniveau Level 5.

 

Tidlig mobilisering og træning af forflytninger

Formålet med tidlig mobilisering er at stimulere respiration og arousal, forebygge sekundære komplikationer samt at facilitere patientens motoriske og sensoriske system (11,12).

Fysioterapeuten sikrer, i samarbejde med ergoterapeut og plejepersonale, at patienten mobiliseres i, eller ud af sengen, så snart almentilstanden tillader det. Træning i forflytninger er ofte en stor del af den tidlige mobilisering. Fysioterapeuten vurderer, hvordan patienten mest hensigtsmæssigt forflyttes samt patientens behov for hjælpemidler.

Afhængigt af patientens funktionsevne og almentilstand hjælper fysioterapeuten patienten til at blive mobiliseret til siddende stilling i sengen med hævet hovedgærde, til siddende på sengekant og/eller til siddende i stol eller kørestol.

Plejepersonalet hjælper bevidsthedssvækkede patienter, der er sengeliggende, til hyppige stillingsskift, eksempelvis vendinger. Når patientens tilstand tillader mobilisering ud af seng, eksempelvis til kørestol, samarbejder fysioterapeut, ergoterapeut, plejepersonale og/eller portører om dette, og der anvendes oftest lift og glidestykker.

Patienter, der selv er i stand til at forflytte sig, motiveres og støttes af fysioterapeuten og det tværfaglige team til aktivitet og mobilisering på det mest muligt udfordrende niveau.

Tidlig mobilisering og træning af forflytninger bygger på empirisk viden og konsensus blandt erfarne fysioterapeuter indenfor det neurologiske speciale (11,12). Evidensniveau Level 5.

 

Træning af postural kontrol og balance

Træning af postural kontrol og balance har til hensigt, at patienten opnår bevægefrihed i den siddende og stående stilling samt opnår sikker gangfunktion med eller uden ganghjælpemiddel. Det er målet, at patienten opnår dynamisk stabilitet til at håndtere genstande i omgivelserne under stand og gang og har et varierende gangrepertoire, der sætter patienten i stand til at færdes i forskellige miljøer under varierende omstændigheder.

Patienten træner postural kontrol og balance som en del af og i sammenhæng med træning af forflytninger.

Fysioterapeuten træner postural kontrol og balance ved at udfordre patienten til bevægelse inden for og ud over understøttelsesfladen, eksempelvis gennem vægtoverføringer, ballon- og boldspil eller ved brug af vippebræt.

Fysioterapeuten træner patientens balance i forskellige funktioner, på forskelligt underlag og i forskellige kontekster.

I planlægning af træning af postural kontrol og balance er fysioterapeuten opmærksom på at tilrettelægge træningen ud fra patientens eventuelle føleforstyrrelser, smerter, pareser eller ortostatisk hypotension.

Træning af postural kontrol og balance bygger på empirisk viden og konsensus blandt erfarne fysioterapeuter indenfor det neurologiske speciale (14) .Evidensniveau Level 5.

 

Træning af muskelstyrke og muskulær udholdenhed

Formålet med at træne muskelstyrke og muskulær udholdenhed er at vedligeholde og/eller øge patientens funktionsevne.

Patientens muskelstyrke trænes såvel funktionelt som specifikt, og træningen målrettes svage muskelgrupper. Dagligdags funktioner som at komme ud og ind af seng, rejse-sætte sig og trappegang anvendes som led i træningen af muskelstyrke (14–16). Den enkelte patients respons på træningen fungerer som rettesnor for træningsintensiteten. Reaktioner som smerter, paræstesier, træthed og/eller ødem udløser en nedgang i træningsintensiteten.

Fysioterapeuten træner patientens muskulære udholdenhed ved anvendelse af spilerdug, slynger, trisser, manuel aflastning. Til nedsættelse af friktionen mellem patient og underlag anvendes eksempelvis spilerdug, som giver patienten mulighed for selvtræning og øget selvstændighed i aktiviteter. Endvidere anvender fysioterapeuten mobilitetsredskaber og vægtaflastende redskaber, eksempelvis ganghjælpemidler og LiteGait.

Fysioterapeuten anvender ligeledes facilitering i træning af muskelstyrke og muskeludholdenhed i såvel funktioner som i specifikke øvelser, eksempelvis ved brug af stemme, tryk, klap og approksimationer.

Fysioterapeuten tager udgangspunkt i aktiviteter, der er meningsfyldte for patienten og relaterer sig til patientens hverdagsliv.

 

Lejring

Hensigtsmæssig lejring har ud over at bedre respirationen til formål at

  • • forebygge decubitus

  • • understøtte normalisering af tonus samt modvirke øget tonus, så det bliver nemmere for patienten at bevæge sig og medvirke til træning

  • • stimulere mest afficerede side samt give input til patientens samlede kropsbillede i alignment

  • • forebygge fejlstillinger af patientens led

  • • modvirke uhensigtsmæssig forkortelse eller forlængelse af muskulaturen

  • • virke beroligende på urolige patienter og eventuelt på patienter med perceptionsforstyrrelser

  • • normalisere vitalparametre som hjertefrekvens, respiration, blodtryk og svedsekretion (10).

 

Lejring foretages ud fra LIN metoden og/eller Bobaths principper (13,17). Plejepersonalet iværksætter og udfører den almindelige daglige lejring. Fysioterapeuten vurderer, om der er behov for specielle hensyn eller særlige tiltag og rådgiver plejepersonalet herom.

Hos patienter med dysfagi og risiko for aspiration er fysioterapeuten særlig opmærksom på, at der skabes bedst mulige forudsætninger for, at patienten bliver i stand til at synke ved at sikre alignment og let fleksion af cervikal columna. Endvidere har fysioterapeuten fokus på, at der skabes optimale betingelser for, at patienten kan hoste ved at sikre frie luftveje og undgå, at patienten lejres fladt på ryggen.

I forbindelse med lejring anvender fysioterapeuten almindelige puder, dyner, tæpper og håndklæder. Om nødvendigt benyttes endvidere specielle lejringspuder og packs.

Lejring med LIN bygger på evidens Level 2. Et nyere randomiseret kontrolleret studie fandt, at patienter som blev lejret i LIN efterfølgende havde øget passiv bevægelighed i hofte og skulder samt i højere omfang rapporterede lejringen som komfortabel sammenlignet med kontrolgruppen (13).

 

Smerte

Når relevant informerer fysioterapeuten om tværfagligt smertecenter samt hvordan smerter kan undgås eksempelvis ved lejring.

 

Sansestimulation

Formålet med behandlingen er, at patienten gennem målrettet afferent stimulering bliver i stand til at modtage og bearbejde informationer om kroppens interne position samt kroppens position i forhold til omgivelserne. Dette med henblik på at give patienten de bedste forudsætninger for effektive og specifikke bevægelsesmuligheder fremover (18).

Afhængigt af patientens neurologiske udfald hæmmer eller fremmer fysioterapeuten de sensoriske input (somatosensoriske, auditive, visuelle og vestibulære), som patienten udsættes for. Fysioterapeuten tilrettelægger patientens træning ved gradvist at øge og/eller variere de forstyrrelser og stimulerende input, patienten udsættes for fra de fysiske omgivelser.

Somatosensoriske receptorer stimuleres eksempelvis ved direkte cutane stimuli i form af varme, kulde, tryk og friktioner samt ved proprioceptiv påvirkning gennem mobilisering af muskler og ledstrukturer, som eksempelvis approksimationer, stillings- og positionsskift samt vægtbæring.

De auditive og visuelle input påvirker fysioterapeuten gradvist ved at øge og/eller variere de forstyrrelser og stimulerende indtryk, patienten udsættes for fra de fysiske omgivelser.

De vestibulære input påvirkes eksempelvis ved at ændre patientens hoved– og kropsstilling i forhold til tyngdekraften eller ved at ændre på sengens indstillinger.

Under behandlingen har fysioterapeuten fokus på, at patienten er i alignment for at sikre, at cortex modtager korrekte afferente informationer om kroppens position. Desuden har fysioterapeuten fokus på lejringer og brug af faste referencepunkter under stimulering af det sensomotoriske system.

 

Hjælpemidler

Hjælpemidler har til formål at sikre og understøtte, at patienten bevarer en hensigtsmæssig aktivitetsudførsel og en så høj grad af selvhjulpenhed som muligt. Endvidere tages højde for patientsikkerhed blandt andet med henblik på at undgå fald. Vurdering af behov for hjælpemidler foretages løbende.

Fysioterapeuten er primært ansvarlig for afprøvning og udlevering af

  • • 8-tals bandager, dropsfodsbandager og -skinner

  • • forflytningsrelaterede hjælpemidler eksempelvis glidebræt, stålift

  • • ganghjælpemidler

  • • halskrave

  • • skulderbandage til OE

  • • knæ-hyperextensionsskinner

 

    1. 4.4. Relevant tværfagligt samarbejde

Ved patienter indlagt med uspecifikke neurologiske symptomer samarbejder fysioterapeuten med plejepersonale, ergoterapeut, og læge samt ved behov med neuropsykolog, socialrådgiver og talepædagog.

Der afholdes tværfaglige konferencer, på hvilke den tværfaglige indsats koordineres og patientens videre genoptræningsforløb planlægges.

 

    1. 4.5. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling

I forbindelse med planlægning af patientens videre genoptræningsforløb foretager fysioterapeuten i samarbejde med de øvrige faggrupper en tværfaglig vurdering af patientens helbredstilstand og tager derudfra stilling til, hvilket behov patienten har for genoptræning.

I forhold til patientgruppen anbefales opmærksomhed på, at behovet for genoptræning kan være meget forskelligt. Genoptræningen kan i nogle tilfælde strække sig over lang tid og kan have stor indflydelse på patientens nuværende og fremtidige livsførelse samt mulighed for aktivitetsudførelse og deltagelse i samfundslivet. I andre tilfælde udskrives patienten uden yderligere genoptræningsbehov til vanlige hjemlige forhold.

Specialiseret genoptræning under indlæggelse

Lægen henviser patienter med behov for specialiseret genoptræning eller højt specialiseret genoptræning under indlæggelse til relevante genoptræningsafsnit, på enten hovedfunktionsniveau, regionsfunktionsniveau eller landsdelsfunktionsniveau, afhængig af patientens genoptræningsbehov.

Genoptræning efter udskrivelse §140

Hvis det tværfaglige team på udskrivelsestidspunktet vurderer, at patienten har et genoptræningsbehov, tilbydes patienten en genoptræningsplan med henblik på ambulant specialiseret genoptræning eller almen genoptræning i kommunalt regi, jævnfør ”Sundhedslovens §140”.

 

  1. 5. Referencer

  1. 1. IKAS. Den Danske Kvalitetsmodel, Akkrediteringsstandarder for sygehuse. 2. version. 2012.

  2. 2. Lene L, Marselisborgcentret, Sundhedsstyrelsen. ICF - den danske vejledning og eksempler fra praksis : international klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand [Internet]. Version: 1. Sundhedsstyrelsen; 2005. Available from: http://www.sst.dk/publ/publ2005/SESI/ICFvejl/ICFvejl.pdf

  3. 3. Ministeriet for sundhed og forebyggelse. Vejledning om træning i kommuner og regioner. København, Indenrigs- og Socialministeriet; 2009.

  4. 4. Hingebjerg P, Pallesen H, Riis B. Den fysioterapeutiske undersøgelse : - oversigt. 2.udg. Holstebro: Fysioterapeutskolen i Holstebro; 1998. 85 sider.

  5. 5. Wade DT. Measurement in neurological rehabilitation. New York: Oxford University Press; 1992.

  6. 6. Danske Fysioterapeuter. Måleredskaber og tests [Internet]. [cited 2017 Dec 17]. Available from: https://fysio.dk/fafo/Maleredskaber

  7. 7. Soryal I, Sinclair E, Hornby J, Pentland B. Impaired joint mobility in Guillain-Barre syndrome: a primary or a secondary phenomenon? J Neurol Neurosurg Psychiatry. England; 1992;55(11):1014–7.

  8. 8. Garssen MPJ, Bussmann JBJ, Schmitz PIM, Zandbergen A, Welter TG, Merkies ISJ, et al. Physical training and fatigue, fitness, and quality of life in Guillain-Barre syndrome and CIDP. Neurology. United States; 2004;63(12):2393–5.

  9. 9. Andersson D. The Åstrand-Ryhming test / method under the magnifying glass A review of research articles. J Exerc Physiol. 2004;1–74.

  10. 10. Wæhrens E, Winkel A, Gyring J. Neurologi og neurorehabilitering. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2006. 456 sider, illustreret.

  11. 11. Alsted AJ, Borup M, Freundlich M, Oliel, Vibeks S, Quist J, Rasmussen, Torben R, et al. Lungefysioterapi : en grundbog. Brocki, Barbara C, Poulsgaard, Inger J, editors. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2011. 223 sider, illustreret. (Fysio/Munksgaard Danmark).

  12. 12. Dansk Selskab for Apopleksi. Referenceprogram for behandling af patienter med apopleksi og TCI Udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Dansk. Dansk Selsk Apopleksi web site [Internet]. 2013;1–128. Available from: http://www.dsfa.dk/referenceprogram-2/

  13. 13. Pickenbrock H, Ludwig VU, Zapf A, Dressler D. Conventional versus neutral positioning in central neurological disease: a multicenter randomized controlled trial. Dtsch Arztebl Int. Germany; 2015 Jan;112(3):35–42.

  14. 14. Oliel V. behandling af patienter med Guillain Barrés syndrom. Danske Fysioterapeuter. 2011;10:9.

  15. 15. El Mhandi L, Calmels P, Camdessanche JP, Gautheron V, Feasson L. Muscle strength recovery in treated Guillain-Barre syndrome: a prospective study for the first 18 months after onset. Am J Phys Med Rehabil. United States; 2007 Sep;86(9):716–24.

  16. 16. White C, Pritchard J, Turner-Stokes L. Exercise for people with peripheral neuropathy. Vol. 18, Cochrane Database Syst Rev. 2004. p. 1–46.

  17. 17. Davies PM. Skridt for skridt : den omfattende behandling af patienter med en hemiplegi. 2.udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2001. 514 sider, illustreret.

  18. 18. Bassøe Gjelsvik BE. The Bobath Concept in adult neurology. Stuttgart: Georg Thieme Verlag; 237 s.