DUAL-CT skanning til diagnostik af urat ved artritis urica – Reumatologisk Afdeling, RHN
Beskrivelse
DUAL-CT skanning er en nyere billeddiagnostisk undersøgelse til påvisning af urat.
Der er 5 mulige anatomiske regioner: begge fødder/fodled; begge knæ; begge hænder/håndled; højre albue; venstre albue.
Indtil videre kan patienter alene henvises fra Reumatologisk Afdeling, Hjørring, RHN til Billeddiagnostisk afsnit, Hjørring, RHN.
Der skal tages balanceret hensyn til både strålehygiejne og effektiv kapacitetsudnyttelse af både DUAL-CT skanner og de involverede fagpersoners tidsforbrug. Derfor dette dokument.
Henvisninger (fra Reumatologisk Afdeling):
1. Kun henvisning af patienter med mulig artritis urica, hvor diagnosen ikke kan stilles på anden vis.
2. Der skrives alm. CT-henvisning i Rekvisition/Svar-modul, hvor der oplyses DUAL-CT mhp. urat.
3. Standard for anatomiske regioner er: prioriteret rækkefølge af mindst 1 og højst 5 anatomiske regioner. Prioritering af anatomisk region efter klinik og bør altid omfatte begge fødder/fodled.
4. Højre eller venstre albue bestilles kun ved specifik mistanke om artrit/entesit i albue (patienten skal kunne ligge med begge arme strakt over hovedet i længere tid).
5. Henvisende læge skal oplyse om patienten er så immobil, at det kræver ekstra tid til CT-skanningen.
Procedure (på Billeddiagnostisk afsnit):
Standard er: følge korrekt bestilt prioritering.
Højre og/eller venstre albue udføres kun når dette er specifik ordineret.
Radiograferne gennemser billederne efter hver enkelt skannede region, og hvis der påvises overbevisende urat undlades yderligere skanninger af de lavere prioriterede regioner (dette for at spare tid og unødvendig stråledosis).
Radiologisk vurdering og reumatologens fortolkning
CT-skanneren er til denne undersøgelse konfigureret specifikt til påvisning af urat. Radiologisk beskrivelse går derfor på, hvad undersøgelsen er konfigureret til, dvs. påvisning eller udelukkelse af urat. Undersøgelsen er således mindre egnet til påvisning af anden mulig patologi. Henvisende læge må derfor overveje anden billeddiagnostik, når kendskabet til patienten gør det klinisk relevant.
