Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Brug af silikonemanchet til patienter med amputation

 

1. Formål

Formålet med denne instruks er, at sikre, at fysioterapeuter, læger og plejepersonale, som behandler patienter, der er benamputerede har kendskab til

  • • formålet med at patienterne anvender silikonemanchet

  • • procedurer for måltagning og udlevering af silikonemanchet

  • • patientens brug af og tilvænning til silikonemanchet

  • • rengøring af silikonemanchet

 

2. Definition af begreber

Silikonemanchet: En manchet, som rulles på stumpen. Anvendes til kompression og formning af stump

Tilvænningsskema: Skema til tilvænning af brug af silikonemanchet (bilag 1).

Stumpforbinding: Elastisk forbinding rullet på stumpen i et sildebensmønster med kompression, så den derved er med til at forme stumpen konisk.

Sårforbinding: Forbinding rullet på stumpen i et sildebensmønster uden kompression.

Stumpsok: En stumpsok er en form for støttestrømpe, som trækkes på stumpen. Den anvendes til kompression og formning af stumpen.

 

3. Beskrivelse

3.1. Patientgruppe

Instruksen retter sig mod patienter, som er indlagt på et af Region Nordjyllands hospitaler, og som er ny-amputerede på crus-, knæ eller femurniveau.

 

3.2. Fremgangsmåde

Formålet med at anvende silikonemanchet er at mindske ødem, fremme sårheling, forebygge smerter som følge af hævelse af stumpen samt forme stumpen til en eventuel benprotese senere.

Kontraindikationer for anvendelse af silikonemanchet er bullae, infektion og arteriel insufficiens.

 

3.2.1. Måltagning og udlevering af silikonemanchet

Efter 1. sårtilsyn tager fysioterapeuten mål af stumpens omkreds. I Aalborg udføres dette af bandagisten.

Målet tages 4 cm over distale ende af stumpen.

Manchetten skal som hovedregel være cirka 2 cm mindre end omfangsmålet for at kunne give den optimale kompression og formning af stumpen.

Silikonemanchet findes i flg. størrelser: 16 – 18 – 20 – 22 – 23,5 – 25 – 26,5 – 28 – 30 – 32 – 34 – 36 – 40 – 42 – 45 – 50 – 55.

I Aalborg varetages udlevering og 1. påsætning af bandagisten. I Hjørring, Farsø og Thisted af fysioterapeuten.

 

3.2.2. Opbevaring af silikonemanchet

Hjørring: Depot på Afd. 109.

Farsø og Thisted: Depot i Fysio- og Ergoterapiafdelingen. Hvis den ønskede størrelse ikke er på lager, rekvireres den fra bandagisten. I Thisted noteres udlånet i udlånssystemet. Silikonemanchet har udlånsnummer 98105, og størrelsen noteres i bemærkningsfeltet.

Patienten får udleveret ”Tilvænningsskema, silikonemanchet” (bilag 1) og pjecen ”Sådan bruger du silikonemanchet”.

Plejepersonalet varetager sammen med patienten den daglige påsætning.

 

3.2.3. Patientens brug af og tilvænning til silikonemanchet

Målet er, at patienten kan have silikonemanchetten på hele dagen. Der startes med 2 x 1 time, det vil sige 1 time formiddag og 1 time eftermiddag. Hvis der ikke er gener ved dette, trappes op til 2 x 2 timer næste dag. Tidsperioden øges gradvist indtil 2 x 4 timer dagligt, og når dette har været muligt flere dage i træk, kan patienten have den på hele dagen.

Ved gener og ubehag optrappes tidsperioden med ½ time ad gangen, det vil sige 2 x ½ time, 2 x 1 time, 2 x 1½ time, 2 x 2 timer osv.

Silikonemanchetten kan anvendes oven på plaster på stumpen og skal ikke bruges om natten.

Når patienten ikke har manchetten på, vurderes det individuelt, om der skal anlægges sårforbinding, stumpforbinding eller stumpsok.

Patienten skal som udgangspunkt træne i selv at tage silikonemanchetten af og på og ligeledes foretage den daglige rengøring.

 

3.2.4. Rengøring af silikonemanchet

Manchetten vaskes efter brug ind- og udvendigt med mild sæbe uden parfume, skylles og tørres godt. Når den ikke er i brug, skal den ligge med ydersiden udad og uden folder. Et sammenrullet håndklæde lægges ind i silikonemanchetten.

 

3.2.5. Ved returnering af silikonemanchet

Farsø: Vaskes i vaskemaskine, silikonemanchet uden stof på 90 grader, med stof på 40 grader. Lægges til tørre og sprittes af med hospitalssprit 70%.

Hjørring: Lægges i sæbevand og vaskes med rengøringssvamp, skylles og tørres. Sendes herefter til autoklavering på Aalborg Universitetshospital.

Thisted: Serviceassistent afleverer silikonemanchetten til Operationsgangen i en lukket pose. Her vaskes den i vaskemaskine og autoklaveres og sendes retur til Fysio- og Ergoterapiafdelingen i en forseglet pose.

Aalborg: Returneres direkte til bandagisten.

 

3.2.6. Instruktionsmateriale

Patienten får udleveret pjecen ”Sådan bruger du silikonemanchet” og henvises til instruktionsvideoen ”Silikonemanchet – en instruktionsvideo”.