Lact-aid – hvordan bruges det i praksis
Beskrivelse
Definition af begreber
Lact-aid systemet kan bruges, hvis barnet er i stand at sutte selv, men har brug for at få tilskud af udmalket modermælk eller modermælkserstatning midlertidigt, f.eks. hvis mor ikke har mælk nok.
Lact aid er således et supplement til amningen.
Materialer
• Almindelig enfit madesonde CH 05 40 cm
• Tape
• 10 ml eller 20 ml enfit sprøjte
• Plastik kop med modermælk eller modermælkserstatning
Når man skal give lact-aid anvendes en almindelig madesonde CH 05 40cm.
Sonden anvendes som den er, dvs. man må ikke klippe spidsen af. Både fordi kanterne så bliver for skarpe for barnet, men også fordi Barnet så kommer til at vænne sig til et for hurtigt flow i mælken. Dette flow begrænses af de små huller i siden af sonden og kommer derved til at følge et mere naturligt ammemønster.
Har man et barn, der ikke formår at sutte med tilstrækkelig kraft, kan man forsøge med en større sonde CH 06.
Sonden placeres i barnets mundvig og skubbes ind i barnets mund, så mælken ikke spildes. Det nemmeste er at tape sonden fast på mors bryst. Ellers kan sonden også holdes fast med fingrene.
Mælken trækkes op i en 10 eller 20 ml sprøjte og kobles på sonden. Har barnet gode kræfter kan det selv suge stemplet ned, når det sutter ved brystet. Er barnet lidt mere “dovent” eller suttesvagt kan man hjælpe lidt ved at trykke let på stemplet. Alternativt kan man fjerne stemplet fra sprøjten, og lade barnet indtage mælkemængde svarende til sutterytmen. Eller man kan anbringe den anden ende af sonden i en kop med mælk og barnet kan selv suge mælken op i det tempo som passer barnet.
Hvis mor bruger ammebrik placeres sonden indenfor ammebrikken.
Den konkrete situation vurderes altid. Hvis mor har for lidt mælk, vil barnet ofte blive mæt for hurtigt –man kan derfor lade barnet sutte først og senere i amningen supplere med lact-aid.
Ved at anvende lact-aid er mor selv aktiv i forhold til at give barnet mad og brystet stimuleres samtidig med, at barnet får mad via sonden.
Mors positive oplevelse ved at se barnet få mad ved hende er vigtig (self-efficacy). Det er ligeledes vigtigt, at barnet kobler mor sammen med at blive mæt.
Mor skal være medspiller og inddrages og informeres om teknikken og fordelene ved denne. Find sammen ud af hvilken ammestilling mor synes er bedst, alle stillinger kan bruges. (1)
Målgruppe
Sygeplejersker på Børn & Unge afsnittet, der skal give barn indlagt på neonatalafsnittet lact-aid.
Formål
Formålet med lact-aid er at give barnet tilskud, enten udmalket modermælk eller modermælkserstatning, så amningen påvirkes mindst muligt.