Iltbehandling til den akut syge voksne patient i præhospital behandling og under hospitalsindlæggelse
Formål
Iltbehandling er et lægemiddel, der skal anvendes korrekt og monitoreres.
Overordnet skal behandling med ilt inddeles efter:
Ilt bruges i kroppens celler til at danne energi og er centralt for kroppens funktioner. Ved iltmangel manifesterer symptomer sig i løbet af få minutter. Påvirkning af iltfølsomme væv kan resultere i svigt af organer og være direkte livstruende, hvorfor iltbehandling er nødvendig og kan vare livreddende.
Omvendt kan iltbehandlingen have potentielt livstruende eller skadelige bivirkninger og bør ikke anvendes rutinemæssigt til akut syge voksne patienter med normal iltmætning.
Indeværende instruks er udarbejdet med baggrund i National klinisk retningslinje for iltbehandling til den akut syge voksne patient
Beskrivelse
Den akut syge voksne patient med normal iltmætning
Alle akut syge voksne patienter bør have målt SpO2 som led i triagering og observation.
Hos den akut syge voksne patient, som kan opretholde en normal iltmætning uden iltbehandling, er lungernes evne til at tage ilt fra atmosfærisk luft tilstrækkelig. Det er vigtigt at vare opmærksom på, at en normal iltmætning kan opretholdes med 1/3 af lungernes kapacitet. Det betyder, at akut syge voksne patienter med normal iltmætning kan have et svært lungesvigt.
Ved fald i SpO2 < 94% bør patienterne behandles med ilt.
Normalværdier for iltmætning er aldersafhængige, idet den nedre grænse for normal iltmætning falder fra 95% til 92% med stigende alder over 40 år, hvilket skal tages i betragtning.
Anbefalingen omfatter alle akut syge voksne patienter med normal iltmætning
Undtaget er
• patienter med Hortons hovedpine
• patienter med kulmonoxid (kulilte, CO) forgiftning
• patienter med behov for hyperbar iltbehandling i trykkammer
• hæmodynamisk ustabile patienter indtil tilstanden er stabil, inklusiv pågående hjertelunge redning
• traumepatienter i den initiale fase indtil deres tilstand er stabil
• neurointensive patienter med måling af iltmætning i hjernevævet
• patienter, der modtager præoxygenering forud for invasiv luftvejshåndtering
• patienter med øget risiko for hyperkapni (forhøjet partial tryk af kuldioxid i arterie blod (PaCO2)), som for eksempel patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) og patienter med højt body mass index (BMI) > 40. Her defineres lav iltmætning anderledes. Disse patienter bør først behandles med ilt, når SpO2 er lavere end 88-92% afhængig af sværhedsgraden af sygdommen.
Iltbehandling til akut syge, voksne patienter med nedsat iltmætning
Overvej restriktiv og målrettet iltbehandling til den akut syge voksne patient med nedsat iltmætning, hvilket vil sige at ilttilskuddet titreres således, at SpO2 er 94-98%.
Hos den akut syge, voksne patient med nedsat iltmætning er lungernes evne til at optage ilt fra atmosfærisk luft ikke tilstrækkelig, og der er risiko for livstruende iltmangel i kroppens celler. Disse akut syge voksne patienter har et betydende lungesvigt, og iltbehandling er en livreddende behandling. Derfor skal alle akut syge voksne patienter med nedsat iltmætning have målt SpO2 som led i triagering og observation. Måling foretages som perifert målt iltmætning med pulsoximetri (SpO2) < 94% i hvile.
Det er vigtigt løbende at vurdere behov for supplerende arterielle blodgasanalyser med måling af iltmætning (SaO2) og af partialtryk af ilt i arterielt blod (PaO2).
Undtaget er
• patienter indlagt til behandling af Hortons hovedpine
• patienter med kulmonoxid (kulilte, CO) forgiftning,
• patienter med behov for hyperbar iltbehandling i trykkammer
• patienter med fulminant lungesvigt og iltbehandling via hjerte-lungemaskine (extra corporal membrane oxygenation (ECMO)),
• hæmodynamisk ustabile patienter indtil deres tilstand er stabil, inklusiv pågående hjertelunge- redning
• traumepatienter i den initiale fase og indtil deres tilstand er stabil,
• neurointensive patienter med måling af iltmætning i hjernevæv,
• patienter der modtager præoxygenering forud for invasiv luftvejshåndtering.
• For patienter med øget risiko for hyperkapni, som for eksempel patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) og patienter med højt body mass index (BMI) > 40. Her defineres det anbefalede SpO2-mal anderledes: Disse patienter bør tilbydes iltbehandling ved SpO2 88-90% og iltbehandlingen bør målrettes til en SpO2 88-92%.
Monitorering af administrationsmåde – koordinering af pleje
Administrationsmåden for ilt (næse/kateter/maske/endotrakeal tube/respirator) skal nøje monitoreres for at sikre korrekt administration med så lidt ubehag som muligt for patienten.
Bivirkninger og patientens velbefindende
Der kan være bivirkninger i form af næseblødning og tryksår ved næsekateter, klaustrofobi ved maske, smerter i hals, synkesmerter og forsnævring af trakea ved endotrakeal tube/trakeostomi. Konservativ behandling kan afkorte en periode med cuffet endotrakeal tube, hvor patienterne ikke kan kommunikere mundtligt.
Iltbehandling kan desuden være til hinder for mobilitet og en barriere for rehabilitering.
Overdosering af iltbehandling bør i videst omfang undgås og man bør være opmærksom på at forebygge bivirkninger.
Anbefalet lokal monitorering
(Tillæg til den nationale kliniske retningslinje)
Instruksen her sætter fokus på betydningen af korrekt anvendelse af iltbehandling. Ønsker man at monitorere iltbehandlingen lokalt, kan man anvende følgende fremgangsmåde:
1. Har de patienter, der modtager iltbehandling, indikation for iltbehandling?
2. Er der sat mål for, hvor meget ilt, der skal gives til de patienter, der modtager iltbehandling? Målet bør være vurderet ved måling af SpO2. Der skal tages hensyn til såvel patienttype som patientens aktivitetsniveau (retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen gælder kun for patienter i hvile)
Monitorering ifølge den nationale kliniske retningslinje
Proces- og effektindikatorer
Som indikatorer for monitorering kan anvendes:
iltbehandling
iltbehandling med en SpO2 på 94 - 98%
• andelen af akut syge voksne patienter, som har haft lav iltmætning, og ikke opnår sufficient SpO2, dvs vedvarende SpO2 < 94%
• andelen af akut syge voksne patienter, som har haft lav iltmætning, og nu modtager liberal iltbehandling (SpO2 > 98%)
iltbehandling kan monitoreres via serier af analysesvar på a-punkturer. De forskellige muligheder fremgår af laboratorievejledningen
https://laboratorievejledning.rn.dk/prog/view.aspx?AfsnitID=103&KapitelID=26&UKapitelID=2245
Relevante links
Ilt- og respirationsstøttende behandling
Håndtering af udstyr til respirationsterapi (5.10)
Rengøring og desinfektion af udstyr til understøttende respirationsterapi (8.10)
Definition af begreber
Iltbehandling: Behandling med et tilskud af ilt i indåndingsluften, så denne har et iltindhold > 21%.
Restriktiv og målrettet iltbehandling: En behandling, hvor ilttilskuddet titreres således, at SpO2 er 94-98%.
Normal iltmætning: Perifert målt iltmætning med pulsoximetri (SpO2) ≥ 94% i hvile og ved indånding af atmosfærisk luft, som har et iltindhold pa 21%.
Nedsat iltmætning: En perifert målt iltmætning med pulsoximetri (SpO2) < 94% i hvile.
Målgruppe – modtagelse
Sundhedsprofessionelle, som beskæftiger sig med pleje og behandling af akut syge voksne patienter som møder de akut syge voksne patienter præhospital behandling og under hospitalsindlæggelse.
Referencer
Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje: Iltbehandling til den akut syge voksne patient. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2019/NKR-ilt/NKR-om-iltbehandling-til-den-akut-syge-voksne-patient.ashx?la=da&hash=D93E09A7BEAC8AB0CA23EAC07A81B1568DDA1EBD
