Formål
At understøtte ensartet udredning og behandling af patienter med ulcus molle.
Problemstilling
Ulcus molle (chankroid, blød chanker) er en seksuel overført sygdom med den Gram-negative stavformede bakterie Haemophilus Ducreyi. Klinisk udvikles initielt erythematøse papler, som progredierer til pustler og efterlader et eller flere dybe, smertefulde genitale sår med underminerede, bløde rande. Kan blive superinficerede. Der kan ses en, ofte unilateral, regional lymfadenopati, som, ubehandlet, hos ca. 50% vil blive inficerede og progrediere til en stor, hård, øm, pusfyldt såkaldt bubo.
Inkubationstid: 3-7 dage.
Idet ulcus molle kan være en cofaktor for HIV-infektion, bør patienten tilbydes HIV-screening.
Differentialdiagnoser: syfilis, LGV og herpes simplex virus.
Diagnostik
Podning fra sårkant til PCR ved SSI (R-nr. 154).
Idet ulcus molle kan være svær klinisk at skelne fra syfilis og HSV, og fordi der ses co-infektioner, bør podningen også undersøges for Treponema pallidum (syfilis) og herpes simplex virus (HSV) (og evt. også Chlamydia trachomatis (LGV)). Notér dette på SSI-rekvisitationen.
Behandling
1. valg: Intramuskulær injektion Ceftriaxon 250 mg (engangsdosis) ELLER tbl. Azitromycin 1 g (engangsdosis)
2. valg: Ciprofloxacin 500 mg x 2 dagligt i 3 dage ELLER tbl. Erythromycin 500 mg x 4 dagligt i 7 dage
Smertefuld bubo kan lindres ved incision eller aspiration af pus.
Kontrol
Efter 1-2 uger. Der forventes symptomlindring inden for 3-7 dage efter behandling. Immunosupprimerede patienter heler som udgangspunkt dårligere.
Der skal opfordres til seksuel afholdenhed, indtil læsionerne er komplet ophelede.
Smitteopsporing
10 dage forud for symptomdebut. Seksuelle kontakter inden for 10 dage forud for symptomdebut bør behandles, også selvom de er asymptomatiske.
Referencer
Lautenschlager S, Kemp M, Christensen JJ et. al. 2017 European guideline for the management of chancroid. International Journal of STD & AIDS 0(0) 1–6.
Chancroid. Sexually transmitted infections treatment guidelines, 2021. Centers for Disease Control and Prevention.