Diktering udenom NordEPJ
Beskrivelse
Denne vejledning beskriver hvordan diktater kan oprettes og aflyttes udenom NordEPJ.
VIGTIGT: Diktering er integreret i NordEPJ og skal derfor som udgangspunkt foregå via NordEPJ. Dette skriv er udelukkende tiltænkt de få brugere, der er nødsaget til at diktere (og afskrive) udenom NordEPJ, eller som har behov for at oprette administrative diktater, der ikke er knyttet op på et cpr. nr.
Målgruppe
Medarbejdere som har brug for at diktere eller aflytte diktater udenom NordEPJ eller som har behov for at oprette administrative diktater
Anbefalet fremgangsmetode
Har man behov for at diktere, aflytte eller afskrive udenom NordEPJ kan Omilon tilgås fra startmenuen eller luppen nederst i venstre hjørne. Her kan søges på:
- Omilon AudioNote
- Omilon NoteList
VIGTIGT: Laver man diktater udenom NordEPJ, overføres disse ikke automatisk til NordEPJ. Skal de overføres til NordEPJ til afskrivning, skal man derfor manuelt ind på den pågældende patient i NordEPJ og vælge Dokumentation -> Diktater i menuen til venstre.
Herefter skal man højreklikke et tilfældigt sted i vinduet med diktater og vælge ’Hent diktater…’. Herefter overføres diktater lavet udenom NordEPJ til NordEPJ. Gøres dette ikke kan sekretærerne og alle andre ikke se diktaterne på listerne i NordEPJ.
Administrative diktater kan ikke hentes ind i NordEPJ.
Omilon AudioNote
AudioNote er som nævnt dikteringsmodulet. Programmet fungerer ret meget på samme måde som diktering via NordEPJ. Man angiver, hvilken afdeling diktatet skal ligge på, cpr. nr. og en diktatkategori. Er der tale om et administrativt diktat kan dette vælges i toppen ved ’Vælg skabelon’.

Omilon NoteList
NoteList er som nævnt aflytnings- og afskrivningsmodulet. Her får man vist en oversigt over diktaterne på den afdeling, som man har valgt i toppen. Diktater kan herefter åbnes og afskrives enkeltvis. Er det nødvendigt kan man også redigere, eksempelvis i hvilken afdeling et diktat er tilknyttet.
