Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Manual for psykoedukation til forældre til børn og unge med en diagnose inden for autismespektret

 

Beskrivelse

Psykoedukation i Klinik Børn og Unge skal tilbydes forældre til alle børn og unge efter endt udredning. Psykoedukation tilbydes på hold på tværs i klinikken og er systematiseret omkring de enkelte ambulatoriers diagnoser.

 

Definition af begreber

Forældre: biologiske forældre, samlevere til biologiske forældre eller plejeforældre.

 

Formål

Formålet er, at forældre via et manualiseret program får viden om symptomer, forløb, behandling, mestring og forebyggelse, således at forældrenes forståelse for barnets sygdom og problematikker fremmes, hvorved forældrene bliver bedre rustet til at støtte og håndtere dagligdagen.

 

Metode og pædagogiske overvejelser

Metoden bag psykoedukation bygger på en kognitiv forståelse, der tager udgangspunkt i, at måden hvor på, vi tolker vores tanker, har indflydelse på vores følelser og handlinger. Dette betyder, at vi via bevidsthed på vores tankemønstre, har mulighed for at påvirke/ændre vores følelser og handlinger i mere hensigtsmæssig retning.

Erfaring viser, at det har stor betydning at tale med andre, der har oplevet tilsvarende problemer, idet problemer almengøres og derved bliver lettere at håndtere. Desuden giveres der i sessionerne mulighed for, at den enkelte kan udvikle sine handlekompetencer/færdigheder enten gennem refleksion over andres handlinger eller gennem udvikling af egne erfaringer.

Forudsætningen for et godt undervisningsforløb er en anerkendende og bekræftende tilgang, der tager udgangspunkt i forældres behov og ønsker gennem relevante emner.

 

Hold og antal sessioner

I Ambulatorium for Autisme og Psykose tilbyder undervisningen på hold, og hold størrelsen kan maksimalt være på 60 deltagere. Der oprettes hold ca. seks gange årligt, og der er ikke løbende optag på holdene. Hvert hold tilbydes et forløb af to dage af ca. 5 timers varighed.

Psykoedukations forløbet varetages af personale fra Klinik Børn og Unge.

 

Forudsætning hos undervisere

Faglige kompetencer:

 

Faglig og praktisk viden om diagnoserne, omfattende faglig og praktisk ekspertise, samt erfaring og viden om andre faggruppers ekspertiser

 

Pædagogiske evner, der indebærer at underviseren er i stand til at formidle svært tilgængeligt stof på en pædagogisk måde

Personlige kompetencer:

 

Erfaring med og lyst til at undervise

 

God forståelse for målgruppens forudsætninger, ønsker og behov

 

Evne til aktivt at involvere og medinddrage forældre i undervisningen

 

Evne til såvel at imødekomme hele gruppens behov samt den enkelte forældres behov og ønsker

 

Evne til at fremme et håbs perspektiv

Det er underviserne, der har ansvaret for miljøet i gruppen, hvorfor de skal pålægge deltagerne tavshedspligt, så der er mulighed for et trygt og fortroligt miljø.

 

 

Invitation

Undervisningen indledes med en skriftlig invitation, der beskriver undervisningsforløbet med: formål, indhold og struktur. Tilmeldingsfristen skal tydeligt fremgå af invitationen.

 

Undervisningsmateriale

For at sikre, at forældre får et ensartet tilbud, i Psykiatrien i Region Nordjylland, er der udarbejdet et fælles manualiseret undervisningsmateriale. Dette materiale, herunder de overordnede undervisningsemner, skal danne grundlag for undervisningen. Det er den enkelte underviser, der skal fordele vægtningen af emnerne, sådan at undervisningen rammer tilhørendes generelle problemstillinger og behov.

Til hver undervisningssession hører en PowerPoints præsentation, som den enkelte underviser kan tage udgangspunkt i.

Stillingtagen til revidering af undervisningsmaterialet sker en gang årligt, af udpeget gruppe.

Undervisningsmaterialet ligger som bilag.

 

Undervisningsformen

Undervisningen skal være struktureret og indeholde emner, som formidles ved hjælp af korte oplæg med efterfølgende diskussion og spørgsmål, der relaterer sig til forældres egne erfaringer og oplevelser. Disse diskussioner foregår evt. gruppevis med undervisere som sparringspartner, idet underviserne cirkulerer i grupperne.

Gentagelse og henvisning til mulige sammenhænge er vigtige elementer, der understøtter relevansen af det lærte.

 

Evaluering

På sidste session udarbejdes en skriftlig evaluering af hele forløbet. Evalueringsskema ligger som bilag.

 

Dokumentation

Det registreres i journalen, at forældre tilbydes manualiseret psykoedukation, samt hvorvidt forældre ønsker at deltage i et forløb, eller afstår fra tilbuddet.

 

Referencer

OPUS- opsøgende behandling af psykotiske unge. Danske regioner 2007.

Datadefinitioner for indikatorsættet for skizofreni. Indlagte patienter. Version: 1. december 2009.

Datadefinitioner for indikatorsættet for skizofreni. Ambulante patienter. Version: 1. december 2009.

Børne- og Ungdomspsykiatri (2012) af Per Hove Thomsen og Anne Mette Skovgaard, 3. udgave 1. oplag ved Fadl’s Forlag