Femur-frakturbehandling hos børn (0-18 kg)
Formål
Ensretning af behandlingen.
Beskrivelse
Femurfraktur hos i øvrigt normale børn mindre end 18 kg behandles med vertikal strækbehandling. Helt nyfødte kan behandles med komprimerende bandage, udisloceret fraktur kan evt. behandles med bandage.
Undersøgelser
Normalt er røntgenbillede i ét plan medinddragende hofte- og knæled tilstrækkeligt.
Behandling
En specialseng står opredt i sengeredningscentralen og kan rekvireres derfra. Det er en tremmeseng, hvor der er monteret metalstænger, som skal placeres under bøjlerne på sengegavlene. De skal placeres under bøjlerne, da det øger chancen for, at børnene kan transporteres i en Falck specialtransportvogn. Der anlægges bilateralt plasterstræk. Det er vigtigt, at den plade som sidder på strækket kommer så tæt til planta pedis som overhovedet muligt. Det skumplast, som ikke hæfter på plastret, kan afklippes. Der anlægges et elastikbind, og snorene trækkes igennem trisserne, og der anvendes passende stræk med plastposer fyldt med vand, som kan findes i Skadestuen. Barnet skal lejres, så sacrum lige løfter sig fra underlaget, og det er vigtigt at sikre, at fødderne peger symmetrisk fremad. Ved problemer kan man justere strækket ved at montere to tungespatler, som er tapet sammen i forlængelse af hinanden og anbragt lige over fodpladen i strækket og fikseret dertil med tape. Man kan herefter rotere benet passende og fiksere med plaster enten til de længdegående stænger eller til sengegavlen. Denne justering bør være løbende både af sygeplejersker og læger på stuegang.
Efter 2 døgns strækbehandling laves røntgenkontrol i sengen i stræk. Der tilstræbes 1 cm=s forkortning, men ikke mere. Hvis det ikke er muligt at få tilstrækkeligt med længde på, kan man lave asymmetrisk stræk, således at der lægges mere på det syge ben, men stadig under hensyntagen til at kun sacrum løfter sig fra underlaget.
Behandlingstiden er 3 uger, den første uge under indlæggelse. Hvis sengen kan gå ind i patientens hjem, kan udskrivelse normalt finde sted efter 7-9 dage. Der er ugentlige kontroller i ambulatoriet. Røntgenkontrol ved udskrivelsen og ved 3 ugers kontrollen. Normalt kan plasterstrækket fjernes efter 3 uger, og patienten kan overgå til kørestolsbehandling (kørestol med bord). Kørestolsbehandling i 2-3 uger, herefter ny røntgenkontrol og belastning efter evne. Ved ukompliceret forløb kan patienten ses i ambulatoriet efter 6 måneder og efter 1 år til vurdering af rotations- og længdeforhold.
Smertebehandling
De første dage efter strækanlæggelse anvendes Mebumal. efter normal dosering, specielt om natten er supp. Mebumal meget anvendeligt for at modvirke de ryk, som børn har i forbindelse med indsovningen. Endvidere Paracetamol i 50 mg/kg/døgn og supp. Morfin p.n. Ved morfinallergi kan man overveje Petidin, som på apoteket kan skaffes i børnedoser. Det er vigtigt at begynde laksantiabehandling så hurtigt som muligt. Brug gerne den standard-ordinationspakke, der er i Columna Medicin.