Dropfinger
Formål
Angiver retningslinjer for diagnostik og behandling af patienter med dropfinger.
Definition af begreber
Instruksen beskriver diagnostik og behandling af dropfingerlæsioner. Dropfinger er en tilstand med diskontinuitet mellem ekstensorsenen og phalanx distalis.
Ekstensorsenernes forløb inddeles i zoner i henhold til nedenstående. Instruksen omfatter læsioner i zone 1 og 2.
Dropfingerskinne: Er en Oakley-skinne. Hvis denne ikke passer, anlægges en carstamskinne, og pt. henvises til ergoterapi til tildannelse af specialskinne.
Anvendte forkortelser
DIP: Distale interfalangealled
PIP: Proksimale interfalangealled
MCP: Metacarpofalangealled
Målgruppe
Alle ansatte i Ortopædkirurgisk Afdeling, der deltager i behandling eller vejledning af denne patientgruppe.
Beskrivelse
Zone I
Ætiologi
Skaden opstår som regel i forbindelse med forsøg til forceret fleksion af et strakt yderled. Hyperekstensionstraumer og åbne læsioner forekommer ligeledes. Det er oftest de 3 ulnare fingerstråler på den dominante hånd, som rammes.
Diagnostik
Ved lukkede læsioner søger patienterne behandling grundet manglende evne til at strække yderleddet. Det er ikke usædvanligt, at der er en forsinkelse mellem skadetidspunkt og første lægekontakt. En røntgenundersøgelse af fingeren er nødvendig for at klarlægge, om der er ledsagende fraktur.
Læsionen opdeles i 4 typer
• Type 1: Ruptur / Avulsion (lukket læsion).
• Type 2: Laceration med diskontinuitet af senen.
• Type 3: Dyb læsion med substanstab af senen.
• Type 4: Transepifyseal læsion hos børn. Intraartikulær fraktur med subluksation af phalanx distalis.
Behandling
Type 1
• Dropfingerskinne kontinuerligt i 6 uger + yderligere 4 uger som natskinne. Gradvis øget fleksion efter 6 uger. Kun DIP-leddet immobiliseres – ingen hyperekstension!
• I tilfælde af avulsion bookes tid med rtg-kontrol 7-10 dage efter skade for at sikre, at yderstykket fortsat ikke sublukserer volart.
• Tendinøs og ossøs dropfinger afsluttes til egen læge
• Det er vigtigt at informere patienterne om, at skinne ikke må fjernes de første 6 uger. Såfremt skinnen undtagelsesvis må fjernes, skal yderleddet holdes strakt i mellemtiden. En enkelt bøjning indebærer som regel, at behandlingen må startes forfra.
• Der er ingen forskel i slutresultatet, alt efter om den konservative behandling startes akut eller efter flere uger.
Type 2
Type 3
Type 4
• Børn: Lukket reposition og immobilisering i 3 uger.
• Voksne: Engagement af ledfladen på phalanx distalis er ikke ensbetydende med operationsindikation. Eneste absolutte indikation for et indgreb er palmar subluksation af yderstykket. Der er beskrevet talrige operationsteknikker.
Ergoterapeutisk efterbehandling
Se PRI-instruks fra Ergoterapien: Ergo- og fysioterapi til patienter med ekstensorsenelæsioner i zone I på 2. til 5. finger.
Zone 2
Der er som regel tale om en åben læsion. Behandles derfor oftest med sutur og efterfølgende 6 ugers immobilisering + 2 ugers natskinne. Ved < 50 % læsion af senen kan man nøjes med immobilisering i 5 - 7 dage.
Komplikationer
• Maceration af huden og forbigående negleforandringer kan optræde efter konservativ behandling med en skinne.
• Mange patienter har vedvarende strækkedefekt af yderleddet efter afsluttet immobilisering. Vi accepterer 10 graders strækkemangel.
• Ved et betydeligt deficit kan behandlingsperioden med skinne forlænges med 4 uger, gentaget 2 gange efter behov. Ved fortsat manglende effekt vil næste behandling være kirurgi.
• De fleste patienter vænner sig til status med tiden, og der er som regel ikke grund til kirurgisk intervention. Der er desuden en tendens til spontan forbedring i månederne efter behandlingsophør.
• Komplikationerne til kirurgisk behandling er oftere forekommende og kroniske. Infektioner og negledeformiteter er blandt de beskrevne postoperative komplikationer.
Referencer
Newport ML. Extensor Tendon Injuries in the Hand. J Am Acad Orthop Surg 1997;5:59-66
Leinberry C. Mallet Finger Injuries. Journal of handsurger. 2009;34A:1715-17
Finical SJ, Johnson CH. Mallet finger treatment. Operative Techniques in Plastic and Reconstructive Surgery 2000; Vol 7, No 1:10-15
