Beskrivelse:

Akut inflammation af tonsiller og umiddelbare omgivelser. Ses ved multiple ætiologier men oftest virale eller bakterielle infektioner.

Symptomer og kliniske fund: almen utilpashed, feber, kulderystelser, hovedpine, kvalme, mavesmerter halssmerter og synkesmerter . Rødme, hævelse og belægninger af tonsillerne. Petekkier på den bløde gane, cervikal lymfadenit.

Diagnose

• • Klinisk undersøgelse og eventuel Strep-A-antigen test vil oftest være sufficient. I sygehusregi kan regelret podning fra tonsillerne til dyrkning være indiceret, såfremt patienten er indlæggelseskrævende.

• • Ved mistanke om Vincents angina, kan der tages skrab fra affektionen. Dette sendes på objektglas til direkte mikroskopi på Mikrobiologisk Afdeling.

Behandling

• • Lette tilfælde kræver ingen behandling udover svagtvirkende analgetika, så som paracetamol.

• • Svære tilfælde af formodet bakteriel oprindelse behandles med penicillin. Eksempelvis: tabl. pancillin 1 MIE x 4 dgl. i 7 dage.
  Der bør ikke gives ampicillin(pondocillin) eller amoxicillin(imadrax eller bioclavid) da det ved samtidig mononukleose ofte udløser medikamentielt udslæt. Der fejlagtigt kan tolkes som penicillinallergi.

• • Ved penicillinallergi bør der behandles med clarithromycin 500 mg x 2, er patienten mellem 15-30 år bør der i stedet tillægges metronidazol, alternativt kan benyttes clindamycin bruges som mono-behandling[1].

• • Recidiverende akutte tonsilliter kan være indikation tonsillektomi. Se særskilt instruks herom: Tonsillektomiinstruks.

Komplikationer til bakteriel tonsillit:

Kan inddeles i suppurative og non-suppurative, de suppurative er beskrevet for selvstændigt, nedenfor.

Blandt non-suppurative komplikationer bør nævnes gigtfeber, poststreptokok glomerulonefrit, poststreptokok reaktiv artrit, og blandt børn skarlagens feber.

Peritonsillær abcess

Beskrivelse:

Pusansamling i det peritonsillære rum, mellem tonsilkapslen og svælgmuskulaturen (musculus constrictor pharyngis superior). Abcessen ses oftest forudgået af akut tonsillit 3-6 dage før. Patienterne er oftest alment påvirkede, febrile, udtalte synkesmerter og generelt smerteforpinte og har kartoffeltale. Ved klinisk undersøgelse findes der, foruden de klassiske fund ved tonsillit, trismus (smertefuld nedsat evne til at gabe), uvuladeviation og forreste ganebue findes indureret og med fluktuerende fremadbuling.

Diagnostik:

Diagnosen stilles endeligt ved fund af pus i det peritonsillære rum enten i forbindelse nåleaspiration (1-3 forsøg) eller tonsillektomi.

Såfremt det ikke er muligt at aspirere pus, men flere af de kliniske tegn til abcess forefindes vil der oftest være tale om peritonsillær cellulit/flegmone.

Behandling:

Behandlingens formål er at sikre drænage fra abcessen.

Kirurgisk behandling

• • • Er patienten over 20 år, da overvejes incision med daglig dilatationsbehandling under antibiotikadække.

• • • Er patienten under 20 år og/eller kan denne ikke medvirke til ovenstående, da tonsillectomia á chaud.

• • • Har patienten tidligere haft en peritonsillær absces, da bør der udføres tonsillectomia á chaud uanset alder.

• • • Generelle indikationer for tonsillektomi kan tale for tonsillectomia á chaud.

Antibiotikabehandling

• • • Eventuelt påbegyndt antibiotika kan afbrydes når der er foretages tonsillectomia á chaud

• • • Såfremt der skal foretages tonsillectomia á chaud indenfor få timer er der ikke indikation for opstart af antibiotika i mellemværende periode.

• • • Ved incision og dilatationsbehandling sættes patienten i penicillinbehandling med primcillin 800mg x 3 dgl. i 10 dage.

• • • Ved penicillinallergi behandles med clarithromycin 500 mg x 2 + metronidazol 500 mg x 2 i 10 dage.

Parapharyngeal abcess

Beskrivelse og diagnostik:

Pusansamling i det parapharyngeale rum, der bl.a. indeholder carotiskarskeden, n. hypoglossus og n. glossopharyngeus. Opstår oftest som en odontogen komplikation, kan også opstå ved komplicerende peritonsillær abcess eller en suppererende lymfeknude.

Patienterne er oftest alment påvirkede, febrile, har synlig cervikal hævelse og trismus. Derudover findes asymmetri/udadbuling lateralt i oro- eller hypopharynx ved fiberoptisk endoskopi. Patienterne kan have truede luftveje.

Diagnosen stilles enten billeddiagnostisk med kontrast-CT, eller såfremt patient intuberes/opereres direkte, ved fund af pus i det parapharyngeale rum.

Behandling:

Tilstanden behandles primært kirurgisk, naturligvis subsidiært til ’sikre luftveje’.

• • • Primære nidus saneres, eksempelvis ved tonsillektomi á chaud.

• • • Der sikres sufficient drænage fra den parapharyngeale abcess, eventuelt transmuskulært via det rømmede tonsilleje.

Højdosis intravenøst antibiotika iværksættes, oftest penicillin og metronidazol, ligesom der ved enkelte er behov for et kortere intensivforløb.

Ved betydelig påvirkede vitale parametre, herunder højfebrilia behandles der i stedet med intravenøs piperacillin med tazobactam 4g x 4 dgl.

Retropharyngeal abcess

Beskrivelse og diagnostik:

Pusansamling i det retropharyngeale rum, der kun rummer lymfeknuder. Abcess her er af særlig stor klinisk betydning på grund af risikoen for luftvejsobstruktion og sænkningsabcedering til mediastinum. Ses ved suppererende lymfeknuder hos børn, mens årsagen hos voksne oftest er penetrerende traumer.

Patienterne har ofte truede luftveje. Patienterne er alment påvirkede, febrile, har trismus, samt fremadadbuling af posteriorvæggen af oro- eller hypopharynx.

Såfremt der billedmæssigt eller klinisk rejses mistanke om retropharyngeal abcesedering bør mediastinum også visualiseres ved CT.

Behandling:

Primære mål er at sikre frie luftveje. Sekundært kirurgisk drænage af pus.

Ved truet luftvej bør udstyr og personel til nødtrakeotomi følge patienten. I forbindelse med anæstesiindledning, aftales der med anæstesien fremgangsmåde for at sikre vedvarende ventilation såfremt der måtte tilstøde komplikationer.

Kirurgisk behandling er incision, der rettes imod den meste inferiore del af kaviteten således nydannet pus vil dræneres.

Højdosis intravenøst antibiotika iværksættes, cefuroxim(1,5 g x 3) og metronidazol(500 mg x 2) er førstevalg, ligesom der oftest er behov for et kortere intensivforløb.