Amning fysiologisk set
Formål
• At øge plejepersonalets viden om, samt give overblik over brystets anatomi, mælkeproduktion, nedløbsrefleks og mælkens sammensætning.

Beskrivelse
Mælkeproduktion
Når barnet sutter ved brystet frigives henholdsvis prolaktin og oxytocin, som er ansvarlig for mælkeproduktionen og nedløbsrefleksen. Jo oftere barnet sutter, jo mere mælk produceres. Derfor er det vigtigt, at barnet bliver tilbudt brystet tidligt, tit og tilstrækkelig længe. Indenfor de første dage skifter mælken fra kolostrum (råmælk) til overgangsmælk, og herefter videre til den modne mælk.
Kolostrum (råmælken) er gullig og særlig rig på antistoffer og har et højt indhold af immunglobulin (IgA), der lægger sig på barnets tarmoverflade, som en beskyttende hinde, samt medvirker til at stimulere modningen af barnets tarm.
Mængden af kolostrum er lille og variere fra kvinde til kvinde. Den indeholder præcist, hvad det raske, nyfødte barn har brug for de første dage.
I overgangsmælken falder proteinindholdet og indholdet af fedt og laktose stiger. Overgangsmælken erstattes efterhånden af den modne mælk, den er mere blålig som skummetmælk. Fedtindholdet ændrer sig i løbet af det enkelte måltid. Det er lavt i starten (formælk) og højt i slutningen (eftermælk) – det er derfor vigtigt ikke at begrænse varigheden af ammemåltidet, så barnet ”snydes” for den federe eftermælk, men lade barnet blive ved det samme bryst, så længe det vil, og eventuel byde samme bryst flere gange.
Nedløbsrefleks
Nedløbsrefleksen er reguleret af oxytocin. Oxytocin får muskelcellerne omkring mælkekirtlerne til at trække sig sammen. Herved får nedløbsrefleksen mælken til at løbe fra mælkekirtlerne ud i mælkegangene og ned mod brystvorten. Nedløbsrefleksen virker normalt efter et par minutter, men nedløbsrefleksen kan hæmmes midlertidigt, hvis moderen har smerter ved amningen, er anspændt, nervøs eller stresset med mere. Derfor er det vigtigt, at moderen har ro omkring sig og er afslappet.
Nedløbsrefleksen varierer fra kvinde til kvinde. Nogle oplever den som en prikkende, stikkende fornemmelse og andre mærker den slet ikke.
Referencer
Sundhedsstyrelsen 2013. 3. Udgave 1. oplag. Amning – en håndbog for sundhedspersonale