D-dimer (fibrin-nedbrydningsprodukter)

Formål1

Indikation1

Biologisk variation1

Tolkning1

Formål

At beskrive brugen af D-dimer i udredningen af tromboemboliske sygdomme.

Indikation

Mistanke om lungeemboli og/eller dyb venetrombose

Mistanke om dissemineret intravaskulær koagulation

Biologisk variation

Gradvis stigning under svangerskabet op til 3-4 gange basisværdien. Højere værdier i patologiske svangerskaber (præeklampsi/diabetes)

Højere niveau hos ældre

Tolkning

Et negativt resultat er mest pålideligt og reducerer sandsynligheden for dyb venetrombose og deraf følgende lungeemboli, mens en forhøjet værdi er uspecifik.

Positivt resultat kan således ses foruden venetrombose og lungeemboli ved f.eks. DIC, efter operationer og traumer samt ved myokardieinfarkt, ustabil angina, lungemetastaser, ovariecancer, levercirrose og udtalt præeklampsi (gravide). Efter store operationer og svære traumer kan D-dimer blive meget høj, men normaliseres sædvanligvis efter få døgn.

Ved begrundet klinisk mistanke om LE vil en positiv D-dimer dog være en vigtig støtte til undersøgelse med lungeskintigrafi og/eller spiral-CT.

Ved aktive processer, f.eks. svær pneumoni, kan der dannes mikrokoagler med efterfølgende positiv D-dimer. Dette kan være et differentialdiagnostisk problem mht. LE.

Antikoagulans-behandling: en forhøjet D-dimer falder under heparin-behandling af dyb venetrombose og kan eventuelt bruges til monitorering. Sædvanligvis holder D-dimer sig dog forhøjet indtil start på oral antikoagulans-behandling, hvorefter den falder yderligere. Normalisering inden for 3 mdr. ses hos de fleste patienter.

Brug af D-dimer på spinalvæske angives at være god til at adskille en ”ægte” subaraknoidal-blødning fra ”falsk” blødning under lumbalpunkturen og er muligvis xanthokromi overlegen i differentialdiagnostisk henseende.

Falsk forhøjet D-dimer ses ved tilstedeværelse af reumatoid faktor > 50 kU/l.