Ergoterapi til patienter som indlægges til udredning og behandling for Akut Inflammatorisk Demyeliserende Polyradiculitis

1. Formål

Formålet med instruksen er at beskrive den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling til patienter, som er under udredning og/eller i behandling for Akut Inflammatorisk Demyeliniserende Polyradiculitis (AIDP) med henblik på at

• sikre, at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i det ergoterapeutiske udrednings- og behandlingsforløb
• sikre kvaliteten af de ergoterapeutiske ydelser
• sikre, at alle ergoterapeuter i Fysio- og Ergoterapiafdelingen, Aalborg Universitetshospital, med særligt fokus på ergoterapeuter tilknyttet Neurologisk Team, har kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for den ergoterapeutiske vurdering og intervention af patienter under udredning og/eller i behandling for AIDP

2. Definition af begreber

Aktivitetsformåen: En patients færdigheder i forbindelse med aktivitet. Disse færdigheder (målrettede handlinger) er de motoriske, procesmæssige og sociale interaktionsfærdigheder. Ved udførelsesanalyse undersøges kvaliteten af de målrettede handlinger og patientens formåen i form af: fysisk anstrengelse, effektivitet, sikkerhed, selvstændighed og hensigtsmæssighed ved den sociale interaktion (1).

Genoptræning: Genoptræning efter Sundhedsloven og Serviceloven defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), det vil sige problemer i kroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger (2).

Rehabilitering: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og videns baseret indsats (3).

3. Beskrivelse

3.1. Patientgruppe

Instruksen retter sig mod patienter, som er under udredning og/eller i behandling for AIDP på Neurologisk Sengeafsnit, Aalborg Universitetshospital. Den langt hyppigste form for AIDP er Guillian-Barré syndrom.

Patientgruppen er kendetegnet ved beskadigelse af perifere motoriske og sensoriske nervefibre og forstyrrelser af autonome funktioner. Patientgruppen er kendetegnet ved at have et hastigt fremadskridende sygdomsforløb med symmetriske pareser i under- og overekstremiteter (UE og OE), startende distalt og typisk udviklende sig over timer til dage, hvorefter sygdommen stabiliserer sig og gradvist remitterer (4,5). Udviklingen af symptomer kan vare 2-4 uger fra de første symptomer før tilstanden igen bedres over uger og måneder (6).

Pareserne kan variere fra let nedsat styrke i isolerede muskelgrupper til udtalte pareser i størstedelen af kroppens muskler og en deraf svært svækket muskulær udholdenhed. UE rammes hyppigere og tidligere end OE. En del af patienterne kan have facialis- og svælgparese, hvorved dysfagi kan forekomme. Ligeledes kan patienternes respirationsmuskulatur påvirkes. Hos enkelte patienter lammes respirationen i løbet af få timer, og respiratorbehandling er påkrævet (7).

Patienterne kan have sensoriske udfaldssymptomer varierende i intensitet fra lette paræstesier til svære dysæstesier og algesier særligt i den initiale fase samt markante muskelsmerter i den paretiske muskulatur, hyppigst i lår-, ryg- og/eller skuldermuskulatur (4,5).

Patienterne vil grundet de ovenfornævnte symptomer ofte være begrænset i deres aktivitetsformåen. Årsagerne er ofte betinget af faktorer i forhold til begrænsninger til kropsfunktionsdimension herunder

• krops- og hovedkontrol
• sanser og smerter
• træthed og/eller nedsat udholdenhed
• mentale funktioner herunder psykosocial kapacitet, motivation og angst (4)

Autonome reaktioner som urinretention, takykardi, nedsat tarmperistaltik og svedudbrud er almindeligt forekommende. Ligeledes forekommer ortostatisk hypotension. Disse reaktioner kan have indflydelse på patientens muligheder for fysisk aktivitet (4,5). Ergoterapeuten har kontinuerligt fokus på patientens risiko for tilbagefald i forhold til autonome reaktioner, træthed og smerter.

Patienter i den akutte fase kan opleve angst og hjælpeløshed, når de mister kropsfunktioner. Det kan være nødvendigt med tidlig psykosocial støtte til de patienter, der har en langsom genvinding af kropsfunktionen (8). Endvidere angives træthed som et af de mest invaliderende forhold hos denne patientgruppe (9,10). Derudover oplever en del patienter smerter og problemer med at sove. Hos patientgruppen spiller også psykosociale problemstillinger som depression ofte en betydelig rolle i den akutte fase og kræver en tværfaglig opmærksomhed (9).

3.2. Overordnet fremgangsmåde

Patienterne henvises til ergoterapi efter lægeordination. Den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling påbegyndes så vidt muligt samme dag. Den ergoterapeutiske intervention prioriteres efter gældende prioriteringsnøgle.

Ergoterapeuten vurderer patientens aktivitetsudførsel med særligt fokus på anstrengelse, effektivitet, sikkerhed, behov for hjælp, social adfærd og tilfredshed.

Ergoterapeuten har i den akutte fase særligt fokus på forebyggende intervention og at skabe forudsætninger og rammer for aktivitetsudførelse med det formål, at patienten bevarer og udvikler evnen til at udføre daglige aktiviteter (11). For patienter som er truet på sufficient ernæring, er ergoterapeuten opmærksom på konsistens af kost og væske for om denne skal tilpasses samt siddestilling og udholdenhed.

Der er løbende tværfaglig sparring med henblik på at udarbejde plan for patientens videre forløb under og efter indlæggelse på Neurologisk Sengeafsnit.

Genoptræningen er ofte langvarig, men behovet for genoptræning varierer fra person til person (8). Mere udtalte symptomer vil typisk resultere i længere genoptræningsforløb (6).

Der er en vis evidens for at en tværfagligt koordineret indsats har effekt i forhold til forbedret funktionsevne og livskvalitet hos patientgruppen (12) (Level 4).

3.3. Ergoterapeutisk vurdering

3.3.1. Formål

Formålet med den ergoterapeutiske vurdering i den akutte fase er via en klientcentreret og aktivitetsbaseret praksis at vurdere patientens genoptræningsbehov med henblik på hurtig iværksættelse af ergoterapeutisk intervention.

3.3.2. Indhold

Den ergoterapeutiske vurdering tager udgangspunkt i arbejdsprocesmodellen The Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) (13–15) og består af

• Klarlægning af den klientcentrerede udførelsessammenhæng
• Interview
• Observation og analyse af patientens aktivitetsudførelse
• Konklusion, herunder afklaring af aktivitetsproblemer samt vurdering af genoptræningsbehov og -potentiale

Det prioriteres, at ergoterapeuten udfører både interview og observation af patientens aktivitetsudførelse. Hvis det ud fra dette ikke er muligt at vurdere patientens genoptræningsbehov, kan ergoterapeuten vælge at foretage supplerende undersøgelser.

Klarlægning af den klientcentrerede udførelsessammenhæng

Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere

Der indhentes indledningsvist oplysninger om, hvor fremskreden patientens sygdom er, hvorvidt sygdommen er progredierende, stagnerende eller i bedring, samt hvilket forløb der forventes (4,11). Oplysninger indhentes via interview, tværfaglig konference og patientjournal.

Ergoterapeuten har særligt fokus på følgende:

Kropsniveau

• patientens helbredstilstand, symptomdebut og udviklingen af symptomer
• respiration, herunder saturation og peak flow i relation til patientens evne til at kunne udføre aktiviteter og spise
• ernæringsstatus og evne til at synke relateret til risiko for aspiration
• vegetative reaktioner
• evne til at kommunikere

Aktivitet og deltagelse

• tidligere funktionsevne

Omgivelsesfaktorer

• sociale forhold
• boligforhold

Specielle forholdsregler

Ortostatisk hypotension og ændringer i pulsfrekvens

Ved mistanke om ortostatisk hypotension er det nødvendigt at monitorere blodtryk og puls i forbindelse med mobilisering.

Facio-orale funktioner og respiration

Patienterne kan opleve svækkelse af respirationsmusklerne, som kan påvirke patientens evne til at hoste og synke. Derved opstår risiko for aspiration, hvilket kan medføre yderligere komplikationer i form af lungebetændelse (4,11). Ergoterapeuten forholder sig derfor til, hvorvidt patienten er i stand til at indtage oral ernæring uden risiko for fejlsynkning.

Træthed, nedsat fysisk og mental udholdenhed

Ergoterapeuten har fokus på patientens ernæringstilstand, da patienten grundet træthed og nedsat fysisk og mental udholdenhed kan være i risiko for ikke at kunne indtage tilstrækkelig ernæring. Ergoterapeuten informerer tværfaglige samarbejdspartnere om patientens evne til at indtage ernæring. Patientens begrænsninger for ikke at kunne indtage føde kan variere fra svært til let nedsat mundmotorik eller nedsat evne til at holde om spiseredskab og føre armen til munden.

Psykosociale tilstande

Både patient og pårørende kan være i en krisetilstand, da sygdommen er akut opstået og ofte meget invaliderende. Ergoterapeuten har derfor fokus på patientens motivation og opstiller kortsigtede mål for at hjælpe patienten til at få øje på små fremskridt i patientens aktivitetsformåen.

Interview

Formålet med interviewet er at afdække patientens oplevelse af egen tidligere og nuværende aktivitetsformåen.

Ergoterapeuten anvender ustruktureret interview, eller for eksempel Canadian Occupation Performance Measure (COPM) (16) eller ADL-Taksonomi (1). Den transaktionelle model for aktivitet (14,15) kan anvendes som en ramme til at sikre nødvendig viden for at lære patienten at kende.

Der indhentes oplysninger om patientens oplevelse af

• tidligere aktivitetsformåen på aktivitets- og deltagelsesniveau
• nuværende aktivitetsformåen
• kroppens funktioner og anatomi herunder fokus på patientens mentale funktioner i forhold til problemstillinger med at fastholde døgnrytme, koncentrationsevne og håndtere angst. Ergoterapeuten er endvidere opmærksom på, at patienten kan være i en krisetilstand
• omgivelsesmæssige faktorer og patientens erkendelse af behov for hjælp, hjælpemidler, ressourcer i nærmiljø/familie

Efter indhentning af ovennævnte oplysninger udvælges i samarbejde med patienten meningsfulde og tilgængelige aktiviteter, som patienten observeres i. Ergoterapeuten er opmærksom på patientens ofte hurtige udtrætning i valget af aktivitet (8,17). Ved patientgruppen kan sværhedsgraden for udførelse af aktiviteter variere fra at kalde på hjælp, spise og drikke til at handle ind og færdes i trafikken.

Observation og analyse af patientens aktivitetsudførelse

Ergoterapeuten observerer og analyserer patientens motoriske, procesmæssige og sociale interaktionsfærdigheder via den valgte aktivitet.

Ergoterapeuten kan anvende observation og aktivitetsanalyse eller standardiseret valideret test som Assessment of Motor and Process Skills (AMPS) (18). Ergoterapeuten analyserer aktivitetsudførelsens kvalitet i forhold til patientens anstrengelse, effektivitet, sikkerhed, selvstændighed, tilfredshed og eventuel social hensigtsmæssig adfærd i aktivitetsudførelsen (14,15).

I forbindelse med udførelse af aktivitet spørger ergoterapeuten ind til patientens egen oplevelse af tilfredshed og smerte. Til vurdering af smerter kan Visuel Analog Skala (VAS-skala) anvendes (19).

Ergoterapeuten observerer og analyserer på patientens behov for hjælpemidler for at fremme patientens aktive deltagelse i de daglige aktiviteter.

Supplerende undersøgelser på kropsniveau

Såfremt interview og observation ikke er tilstrækkeligt til at afdække årsager til patientens nedsatte aktivitetsudførelse, kan nedenstående undersøgelser inddrages til beskrivelse af personlige faktorer og kropsfunktioner

Sensomotorisk undersøgelse

Ergoterapeuten undersøger patientens sensoriske og motoriske funktioner med særligt fokus på OE. Ergoterapeuten undersøger følgende funktioner hvis det vurderes relevant

•muskelstyrke, koordination, styring, finmotorik og evne til at manipulere genstande.

•Overflade- og dybdesensibilitet, stereognose

Undersøgelserne kan tage udgangspunkt i Apopleksiundersøgelse (APUS) (20).

Funktionsundersøgelse af ansigt, mund og svælg

Ergoterapeuten undersøger patientens funktioner i ansigt, mund og svælg med fokus på følgende

• Ansigtsmimik og -sensibilitet
• Visuel undersøgelse af orale strukturer
• Tungemotorik
• Funktionen i den præorale, orale og faryngeale fase
• Mundhygiejne
• Respirationsdybde og -frekvens som forudsætning for synk
• Hoste- og stemmekraft

Undersøgelserne kan tage udgangspunkt i Facio Oral Tracht Therapy (FOTT) (21).

3.3.3. Konklusion

Ergoterapeuten sammenfatter og afklarer årsagerne til patientens aktivitetsmæssige udfordringer. I konklusionen har ergoterapeuten fokus på kvaliteten af patientens aktivitetsudførelse, behovet for hjælpemidler samt omgivelsernes påvirkning eller begrænsning i forhold til aktivitetsudførelsen. Yderligere tages højde for patientens aktuelle aktivitetsformåen sammenlignet med tidligere aktivitetsformåen samt patientens ressourcer og motivation for genoptræning.

Med baggrund heri planlægger ergoterapeuten i samarbejde med patient, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere patientens videre forløb og eventuelle ergoterapeutiske intervention. Der lægges særlig vægt på kortsigtede mål i den ergoterapeutiske intervention for at støtte patientens psykiske tilstand og motivation (14,15,22,23).

3.4. Ergoterapeutisk intervention

3.4.1. Formål

Formålet med den ergoterapeutiske intervention er at fremme patientens mulighed for at udføre og deltage i aktivitet. Fokus er at forebygge yderligere nedsat aktivitetsformåen og fremme patientens mulighed for at kunne påbegynde genoptræning af mistede færdigheder. For at kunne udføre og deltage i meningsgivende aktivitet, kan det være nødvendigt at inddrage hjælpemidler i en kortere periode (13).

Det langsigtede mål er, at patienten opnår sin habituelle aktivitetsformåen og bliver i stand til at genoptage vanlige aktiviteter eller opnår et aktivitets- og deltagelsesniveau, som er acceptabelt for den enkelte.

3.4.2. Indhold

Der tilstræbes et samarbejde med patienten mod at klarlægge kortsigtede og langsigtede mål. Den ergoterapeutiske intervention er, alt efter patientens behov, rettet mod at

• erhverve eller generhverve udførelsesfærdigheder via aktivitetsbaseret færdighedstræning
• genopbygge eller udvikle personlige faktorer og kropsfunktioner
• kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder

De tre interventionsmodeller kan udvælges i kombination eller afløse hinanden i løbet af et behandlingsforløb. I forhold til patienter med AIDP vil ergoterapeuten overvejende anvende generhvervende og genopbyggende aktivitet som det primære mål. Derudover anvendes en interventionsmodel omhandlende forberedelse til aktivitet for at forbedre funktioner på kropsniveau, uden at patienten udfører en aktivitet.

Erhverve eller generhverve udførelsesfærdigheder via aktivitetsbaseret færdighedstræning

Aktivitetsbaseret færdighedstræning har til formål at fremme patientens evne til at kunne udføre meningsfulde handlinger og opnå færdigheder relateret til patientens daglige gøremål, så patienten hurtigst muligt kan deltage i eller selvstændigt udføre meningsfulde aktiviteter (13,15).

Aktivitetstræning kan indeholde sensoriske, motoriske, procesmæssige og sociale elementer.

Ergoterapeuten træner patienten i daglige og meningsfulde aktiviteter. Ved denne patientgruppe lægges særlig vægt på kvaliteten af evnen til at bevæge og stabilisere kroppen i aktiviteten som for eksempel øvre ADL eller spisning.

Brug af aktivitetstræning til patienter med AIDP bygger på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).

Genopbygge eller udvikle personlige faktorer eller kropsfunktioner

Ergoterapeuten træner fortsat patienten i aktiviteter som ved den aktivitetsbaserede færdighedstræning, men nu er fokus at fremme personlige faktorer eller kropsfunktioner frem for den egentlige aktivitetsformåen.

I samarbejde med patienten fokuseres på nærmeste udviklingszone (23), og der arbejdes målrettet med at give patienten viden om, hvilke bevægelser på kropsniveau, der skal til for at kunne udføre de ønskede opgaver, så patienten motiveres og er opmærksom på egen kropsformåen.

Facio-orale funktioner

I den akutte fase har interventionen til formål at bedre patientens evne til at spise, drikke samt kommunikere verbalt og nonverbalt (21).

Ergoterapeuten har fokus på optimering af alignment som forudsætning for optimal synkeproces (21).

Har patienten ingen selvstændig krops- eller hovedkontrol understøttes dette i form af lejring i neutralstilling siddende i seng eller kørestol for at mindske risiko for fejlsynkning. Ved dysfunktioner i ansigt, mund og svælg retter behandlingen sig mod stimulering af ansigtsmuskulaturen og træning af synkefunktionen gennem basal mundstimulering og facilitering af specifikke synkebevægelser og synketeknikker ud fra principperne fra FOTT (21). Ergoterapeuten desuden vejlede i brug af mundskærm til mundmotorisk træning.

I samarbejde med plejepersonale og fysioterapeut har ergoterapeuten fokus på at sikre hensigtsmæssig kropsstilling forud for behandling af dysfagi samt optimal siddestilling forud for indtagelse af mad og drikke (20). I samarbejde med det tværfaglige team fokuserer ergoterapeuten på at forebygge, at patienten fejlsynker gennem optimering af spisestilling og tilpasning af konsistens af mad og væske.

I nogle tilfælde kan ergoterapeuten udarbejde et individuelt tilpasset øvelsesprogram.

Interventionen bygger på anbefalinger fra national klinisk retningslinje (24) samt konsensus blandt specialisere ergoterapeuter (Level 5) (21).

Sansestimulering

Formålet med sansestimulering er at fremme patientens evne til at kunne bearbejde sanseindtryk hos patienter med påvirket eller ophævet overfladesensibilitet.

Ergoterapeuten kan udføre sansestimulering, for eksempel i form af børstning med håndklæde, klud eller børste, og kan instruere patienten i at varetage selvtræning. Sansestimulering kan også virke smertenedsættende (25).

Behandlingen bygger på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).

Lejring

Hensigtsmæssig lejring har til formål at sikre en behagelig ligge- og hvilestilling, forebygge decubitus og kontrakturer samt nedsætte udvikling af smerter og ødem (26,27). Hensigtsmæssig lejring skal understøtte patientens normale tonusregulering og fremme en god søvn (27).

Ergoterapeuten lejrer patienten ud fra principperne bag Lagerung in Neutralstellung (LIN) (27).

Lejring i LIN bygger på evidens Level 2. Et randomiseret kontrolleret studie fandt, at patienter, som blev lejret i LIN, efterfølgende havde øget passiv bevægelighed i hofte og skulder samt i højere omfang rapporterede lejringen som komfortabel, sammenlignet med kontrolgruppen (27). Lejring i LIN bygger desuden på principperne i Bobath og Affolter koncepterne (26) samt konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).

Kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder

Som udgangspunkt anvendes interventionerne for at kompensere for nedsatte udførelsesfærdigheder ikke i dette meget tidlige stadie af patientens sygdomsforløb. Målet er derimod at kompensere for midlertidig nedsat aktivitetsformåen.

Tilpassende aktivitet

For at fremme kvaliteten af hverdagsopgaver og deltagelse i hverdagen kan ergoterapeuten anvende tilpassende aktivitet. Tilpassende aktivitet indebærer tilpasning af handlemåder, tilpassede redskaber og tekniske hjælpemidler samt ændringer af de fysiske og sociale omgivelser. Dette kan være vejledning til energibesparende metoder til aktivitetsudførsel som graduering siddende aktivitet fremfor stående, mere hensigtsmæssig placering af genstande i omgivelserne, eller vejledning omkring besøgs- og hviletider for patienten. Herunder at sikre og understøtte, at patienten bevarer en hensigtsmæssig aktivitetsudførelse og en så høj grad af selvhjulpenhed som muligt.

Hjælpemidler

Patientens selvstændighed kan fremmes ved anvendelse af hjælpemidler. I samarbejde med patienten vurderer ergoterapeuten kontinuerligt behovet for kørestol og andre hjælpemidler. Ergoterapeuten udvælger, tilpasser og afprøver hjælpemidler med patienten med fokus på hensigtsmæssig anvendelse, relateret til den enkelte patients aktivitetsformåen.

Hvis patienten ikke selvstændigt kan fastholde siddende kropsstilling, bestiller og tilpasser ergoterapeuten en komfortkørestol med tilhørende kørestolsbord. Der kan støttes yderligere med neutrallejring (27). Såfremt patienten kan fastholde siddende balance og er i stand til at læne sig forover og bagover, vælger ergoterapeuten en aktiv kørestol, så patienten får mulighed for at have fødderne på gulvet i træningssituationer, og eventuelt selv at kunne fremdrive stolen. Ergoterapeuten kan bestille kørestolsbord til at understøtte overkrop, skuldre, arme, håndled og hænder (26).

Hvis patienten har risiko for at udvikle decubitus, bestiller ergoterapeuten trykaflastende siddepude.

Andre relevante hjælpemidler er oftest lejringspuder, bade-/toiletstol, badebænk og forflytningshjælpemidler. Der kan inddrages funktionsskinner til støtte af håndled, hvis patienten oplever at blive mere selvhjulpen ved hjælp af disse (26,28). Derudover kan småhjælpemidler som specialbestik, nonslip, skriveredskaber, fortykket greb til tandbørste med mere, være relevante for patienten i sin aktivitetsudførelse.

Anvendelse af hjælpemidler bygger på konsensus blandt specialiserede ergoterapeuter (Level 5).

Ødem- og kontrakturprofylakse

Patientgruppen er i risiko for udvikling af ødem og kontrakturer, hvilket kræver særlig opmærksomhed på at bevare patientens håndled i neutralstilling i alle lejringer.

Til forebyggelse af ødem over hænder kan anvendes hvileskinner (26) eller lejring af patientens håndled og fingre (28).

3.5. Relevant tværfagligt samarbejde

En patient, som oplever udtrætning, kan miste modet og blive opgivende. ergoterapeuten indgår, sammen med relevante samarbejdspartnere, i at udarbejde en døgnrytmeplan med henblik på at sikre, at patienten får mulighed for at hvile og udføre de opgaver, som patienten er i stand til selvstændigt, mens patienten imødekommes og tilbydes hjælp til de opgaver, der fortsat er for krævende. Døgnrytmeplan kan også med fordel udarbejdes med fokus på stille perioder og søvnkvalitet (29).

Ergoterapeuten videregiver oplysninger til plejepersonalet om hensigtsmæssige måder til lejring og mobilisering samt til at understøtte patientens aktivitetsudførelse.

Træning i aktivitet under hensyntagen til patientens tilstand og funktionsevne kræver et tæt tværfagligt samarbejde med læge, plejepersonale og fysioterapeut.

I følge et systematiske review, er der evidens for at en tværfaglig rehabiliterende indsats under indlæggelse, efterfulgt af ambulant rehabilitering, kan forbedre funktionsevnen i en længere perioden (op til 1 år) hos voksne med Guillain Barrè (12) (Level 2).

3.6. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling

I forbindelse med planlægning af patientens genoptræning foretager ergoterapeuten, i samarbejde med de tværfaglige samarbejdspartnere, en vurdering af patientens genoptræningspotentiale og -behov og tager derudfra stilling til videre genoptræning i samarbejde med patienten.

I forhold til patientgruppen anbefales opmærksomhed på, at genoptræningen kan overgå til rehabilitering og således strække sig over lang tid og kan have stor indflydelse på patientens mulighed for at opnå et socialt liv og eventuelt få mulighed for at vende tilbage til et arbejdsliv.

3.6.1. Specialiseret genoptræning under indlæggelse

Lægen henviser patienter med behov for genoptræning under indlæggelse til genoptræning på Aalborg Universitetshospital, Hobro, afdeling M3.

3.6.2. Genoptræning efter udskrivelse §140

Hvis det tværfaglige team på udskrivelsestidspunktet vurderer, at patienten har et genoptræningsbehov som kan varetages kommunalt, tilbydes patienten en almen genoptræningsplan til genoptræning i kommunalt regi.

4. Referencer

1. Törnqvist K, Sonn U. ADL-taxonomi - en bedömning av aktivitetsförmåga. 3. oplag. Förbundet Sveriges Arbetsterapeuter’s förlag; 2011.
2. Ministeriet for sundhed og forebyggelse. Vejledning om træning i kommuner og regioner. København: Indenrigs- og socialministeriet; 2009.
3. MarselisborgCenteret. Rehabilitering i Danmark Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. 2004;
4. Oliel V. Behandling af patienter med Guillian Barrés syndrom. Fysioterapeuten. 2011;(10).
5. Bussmann JBJ, Garssen MP, van Doorn P a, Stam HJ. Analysing the favourable effects of physical exercise: relationships between physical fitness, fatigue and functioning in Guillain-Barré syndrome and chronic inflammatory demyelinating polyneuropathy. J Rehabil Med. 2007 Mar;39(2):121–5.
6. Novak P, Smid S, Vidmar G. Rehabilitation of Guillain-Barré syndrome patients: An observational study. Int J Rehabil Res. 2017;40:158–63.
7. Walterspacher S, Kirchberger A, Lambeck J, Walker D, Schwörer A, Niesen W. Respiratory Muscle Assessment in Acute Guillain-Barré Syndrome. Lung. 2016;194(5):821–8.
8. Forsberg A, Ahlström G, Widen Holmqvist L. Falling ill with Guillain-Barre syndrom: patients experiences during the initial phase. 2008;220–6.
9. Garssen MP, Bussmann JBJ, Schmitz P, Zandbergen A, Welter T, Merkies I, et al. Physical training and fatigue, fitness and quality of life in Guillian-Barré syndrom and CIDP. Neurology. 63(10):2393–5.
10. Davidson I, Wilson C, Walton T, Brissenden S, Campbell M, McGowan L. What constitutes a “good” recovery outcome in post-acute Guillain-Barré syndrome? Results of a nationwide survey of post-acute GBS sufferers in the United Kingdom. Eur J Neurol. 2010 May;17(5):677–83.
11. Atkinson SB, Carr RL, Maybee P, Haynes D. The challenges of managing and treating Guillain-Barré syndrome during the acute phase. Dimens Crit Care Nurs. 25(6):256–63.
12. Khan F, Amatya B. Rehabilitation interventions in patients with acute demyelinating inflammatory polyneuropathy: a systematic review. Eur J Phys Rehabil Med. 48(3):507–22.
13. Fisher AG. OTIPM - En model for planlægning og implementering af top-til-bund, klientcentreret og aktivitetsbaseret interventioner. 1st ed. Wæhrens E, editor. København: Munksgaard; 2012.
14. Lassen L, Ørts M, Lindsten S. Manual for anvendelse af den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel, OTIPM ved vurdering, målsætning, intervention, revurdering samt dokumentation. Fysio- og Ergoterapiafdelingen, Aalborg Universitetshopsital; 2021.
15. Fisher A, Marterella A. Powerful Practice: A Model for Authentic Occupational Therapy. Fort Collins: CIOTS: Center for Innovative OT Solutions; 2019. 384 sider.
16. Townsend E, Polatajko H. Menneskelig aktivitet II: en ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem betydningsfulde aktiviteter. Kbh: Munksgaard Danmark; 2008. 533 sider.
17. Wæhrens E, Winkel A, Gyring J. Neurologi og neurorehabilitering. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2006. 456 sider, illustreret.
18. Wæhrens EE, Bliddal H, Danneskiold-Samsøe B, Lund H, Fisher AG. Differences between questionnaire-and interview-based measures of activities of daily living (ADL) ability and their association with observed ADL ability in women with rheumatoid arthritis, knee osteoarthritis, and fibromyalgia. Scand J Rheumatol. 2012;41(2):95–102.
19. Danske Fysioterapeuter. Måleredskaber og tests.
20. Olensen B. Apopleksiundersøgelse APUS – et grundlag for ergoterapeutisk arbejde. Gammeltoft; 2008.
21. Kjærsgaard A. Ansigt, mund og svælg - undersøgelse og behandling af dysfagi og tilgrænsende problemer. 2. udgave. København: Munksgaard; 2020.
22. Rogers CR. Clientcentered Therapy. 1st ed. Robinson; 2012.
23. Vygotsky L. Pædagogisk Psykologi, læring som udviklingsvilkår. Lindqvist I, editor. 2004.
24. Sundhedsstyrrelsen. National Klinisk Retningslinje For Øvre Dysfagi - Opsporing, udredning og udvalgte indsatser. Sundhedsstyrrelsen; 2015.
25. Gammeltoft B. Skjulte handicaps hos personer ramt af hjerneskade - en sansemæssig, kropslig tilgang. 3rd ed. Haslev; 2011. 186 p.
26. Davies PM. Skridt for skridt : den omfattende behandling af patienter med en hemiplegi. 2.udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2001. 514 sider, illustreret.
27. Pickenbrock H, Ludwig VU, Zapf A, Dressler D. Conventional Versus Neutral Positioning in Central Neurological Disease. A Multicenter Randomized Controlled Trial. Dtsch Arztebl Int. 2015;112:35–42.
28. Runnquist K, Cederlund R, Sollerman C. Håndens rehabilitering Undersøgelse Behandling. Volume 1. Studentlitteratur; 1992.
29. Center for Kliniske Retningslinjer. Nonfarmakologiske sygeplejeinterventioner til fastholdende og forbedring af søvnkvalitet hos voksne indlagte patienter. 2014;

// <![CDATA[ _spBodyOnLoadFunctionNames.push("setupPageDescriptionCallout"); // ]]>