Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Ergoterapi til patienter som indlægges til udredning og behandling for Akut Inflammatorisk Demyeliserende Polyradiculitis

 

 

1. Formål1

2. Definition af begreber2

3. Beskrivelse2

3.1. Patientgruppe2

4. Overordnet fremgangsmåde3

4.1. Før patientkontakt3

4.1.1. Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere3

4.1.2. Specielle forholdsregler3

4.2. Ergoterapeutisk undersøgelse4

4.2.1. Formål4

4.2.2. Indhold5

4.2.3. Konklusion5

4.3. Ergoterapeutisk behandling6

4.3.1. Formål6

4.3.2. Indhold6

4.4. Relevant tværfagligt samarbejde8

4.5. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling9

5. Referencer9

 

  1. 1. Formål 

Formålet med instruksen er at beskrive den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling til patienter, som er under udredning og/eller i behandling for Akut Inflammatorisk Demyeliniserende Polyradiculitis (AIDP) med henblik på at

  • • sikre, at patienten oplever ensartethed, kvalitet og sammenhæng i det ergoterapeutiske udrednings- og behandlingsforløb

  • • sikre kvaliteten af de ergoterapeutiske ydelser

  • • sikre, at alle ergoterapeuter i Fysio- og Ergoterapiafdelingen, Aalborg Universitetshospital, med særligt fokus på ergoterapeuter tilknyttet Neurologisk Team, har kendskab til fremgangsmåden for, indholdet af og rammerne for den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling af patienter under udredning og/eller i behandling for AIDP

 

  1. 2. Definition af begreber

Aktivitetsformåen: En patients færdigheder i forbindelse med aktivitet. Disse færdigheder (målrettede handlinger) er de motoriske, procesmæssige og sociale interaktionsfærdigheder. Ved udførelsesanalyse undersøges kvaliteten af de målrettede handlinger og patientens formåen i form af: fysisk anstrengelse, effektivitet, sikkerhed, selvstændighed og hensigtsmæssighed ved den sociale interaktion (1).

 

Behandling: Undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient (2).

 

Genoptræning: Genoptræning efter Sundhedsloven og Serviceloven defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), det vil sige problemer i kroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger (3).

 

Rehabilitering: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og videns baseret indsats (4).

 

  1. 3. Beskrivelse

    1. 3.1. Patientgruppe

Instruksen retter sig mod patienter, som er under udredning og/eller i behandling for AIDP på Neurologisk Sengeafsnit, Aalborg Universitetshospital. Patientgruppen er heterogen i forhold til køn, alder, etnisk baggrund og funktionsevne forud for indlæggelsen.

Patientgruppen er kendetegnet ved beskadigelse af perifere motoriske og sensoriske nervefibre og forstyrrelser af autonome funktioner. Patientgruppen er præget af et hastigt fremadskridende sygdomsforløb med symmetriske pareser i under- og overekstremiteter (UE og OE), startende distalt og typisk udviklende sig over timer til dage, hvorefter sygdommen stabiliserer sig og gradvist remitterer (5,6).

Pareserne kan variere fra let nedsat styrke i isolerede muskelgrupper til udtalte pareser i størstedelen af kroppens muskler og en deraf svært påvirket muskulær udholdenhed. UE rammes hyppigere og tidligere end OE. En del af patienterne kan have facialis- og svælgparese. Ligeledes kan patienternes respirationsmuskulatur være påvirket. Hos enkelte patienter lammes respirationen i løbet af få timer, og respiratorbehandling er påkrævet.

Patienterne kan have sensoriske udfaldssymptomer varierende i intensitet fra lette paræstesier til svære dysæstesier og algesier særligt i den initiale fase samt markante muskelsmerter i den paretiske muskulatur, hyppigst i lår-, ryg- og/eller skuldermuskulatur (5,6).

Patienterne vil grundet de ovenfornævnte symptomer ofte være begrænset i deres aktivitetsformåen. Årsagerne er ofte betinget af faktorer i forhold til begrænsninger til kropsfunktionsdimension, herunder

  • • krops- og hovedkontrol

  • • sanser og smerter

  • • træthed og/eller nedsat udholdenhed

  • • mentale funktioner herunder psykosocial kapacitet, motivation og angst (5)

Autonome reaktioner som urinretention, takykardi, nedsat tarmperistaltik og svedudbrud er almindeligt forekommende. Ligeledes forekommer ortostatisk hypotension. Disse reaktioner kan have indflydelse på patientens muligheder for fysisk aktivitet (5,6). Ergoterapeuten har kontinuerligt fokus på patientens risiko for tilbagefald i forhold til autonome reaktioner, træthed og smerter.

Patienter i den akutte fase kan opleve angst og hjælpeløshed, når de mister kropsfunktioner. Det kan være nødvendigt med tidlig psykosocial støtte til de patienter, der har en langsom genvinding af kropsfunktionen (7). Endvidere angives træthed som et af de mest invaliderende forhold hos denne patientgruppe (8,9). Derudover oplever en del patienter smerter og problemer med at sove. Hos patientgruppen spiller også psykosociale problemstillinger som depression ofte en betydelig rolle i den akutte fase og kræver en tværfaglig opmærksomhed (8).

 

  1. 4. Overordnet fremgangsmåde

Patienterne henvises til ergoterapi efter lægeordination. Den ergoterapeutiske undersøgelse og behandling påbegyndes så vidt muligt samme dag. Den ergoterapeutisk behandling prioriteres efter gældende prioriteringsnøgle.

Ergoterapeuten har særligt fokus på vedligeholdende og forebyggende behandling med det formål, at patienten bevarer og udvikler evnen til at udføre daglige aktiviteter (10).

Der er dagligt tværfaglig sparring med henblik på at udarbejde plan for patientens videre forløb under og efter indlæggelse på Neurologisk Sengeafsnit.

Genoptræningen er ofte langvarig, men behovet for genoptræning varierer imidlertid fra person til person (7).

Der er en vis evidens for at en tværfagligt koordineret indsats har effekt i forhold til forbedret funktionsevne og livskvalitet hos patientgruppen (11) (Level 4).

 

    1. 4.1. Før patientkontakt

      1. 4.1.1. Specielle journaloplysninger og oplysninger fra tværfaglige samarbejdspartnere

Der indhentes indledningsvis oplysninger om, hvor fremskreden patientens sygdom er, hvorvidt sygdommen er progredierende, stagnerende eller i bedring, samt hvilket forløb der forventes (5,10,12). Oplysninger indhentes via anamnese, tværfaglig konference og patientjournal.

 

Ergoterapeuten har særligt fokus på følgende

 

  • • Ændringer på kropsniveau

  • • Ændringer på aktivitets- og deltagelsesniveau

  • • Omgivelsesfaktorer

 

      1. 4.1.2. Specielle forholdsregler

Ergoterapeuten er opmærksom på følgende forholdsregler

 

Ortostatisk hypotension og ændringer i pulsfrekvens

Ved mistanke om ortostatisk hypotension er det nødvendigt at monitorere blodtryk og puls i forbindelse med mobilisering.

 

Facio-orale status og respiration

Patienterne kan opleve svækkelse af respirationsmusklerne, som kan påvirke patientens evne til at hoste og synke. Derved opstår risiko for aspiration, hvilket kan medføre yderligere komplikationer i form af lungebetændelse (5,10). Ergoterapeuten forholder sig derfor til, hvorvidt patienten er i stand til at indtage oral ernæring uden risiko for fejlsynkning.

 

Træthed og nedsat fysisk og mental udholdenhed

Ergoterapeuten kan med fordel udarbejde et døgnrytmeskema i samarbejde med patienten og de tværfaglige samarbejdspartnere med det formål at udnytte patientens ressourcer og sikre, at patienten får de nødvendige pauser i løbet af dagen grundet træthed og nedsat fysisk og mental udholdenhed.

Ergoterapeuten har fokus på patientens ernæringstilstand, da patienten grundet træthed og nedsat fysisk og mental udholdenhed kan være i risiko for ikke at kunne indtage tilstrækkelig ernæring. Ergoterapeuten informerer tværfaglige samarbejdspartnere om patientens evne til at indtage ernæring. Patientens begrænsninger for ikke at kunne indtage føde kan variere fra nedsat evne til at tygge til nedsat evne til at holde om spiseredskab og føre armen til munden.

 

Psykosociale tilstande

Både patient og pårørende kan være i en krisetilstand, da sygdommen er akut opstået og ofte meget invaliderende. Ergoterapeuten har derfor fokus på patientens motivation og opstiller kortsigtede mål for at hjælpe patienten til at få øje på små fremskridt i patientens aktivitetsformåen.

 

Decubitus

Patienter med nedsat evne til at forflytte sig er i risiko for at udvikle decubitus. Ergoterapeuten kan bestille trykaflastende siddepuder og er opmærksom på formidling til plejepersonale om vigtigheden af patientens behov for hyppige stillingsskift både i liggende og siddende stilling.

 

Kontrakturer og ødem

Patienterne kan hurtigt udvikle kontrakturer blandt andet over hænder. Ergoterapeuten har derfor fokus på kontraktur- og ødemprofylakse for at undgå, at patienten udvikler langvarige skader i form af nedsat evne til at gribe og manipulere redskaber.

 

    1. 4.2. Ergoterapeutisk undersøgelse

      1. 4.2.1. Formål

Ergoterapeuter på Aalborg Universitetshospital arbejder ud fra den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) (12). Formålet med den ergoterapeutiske undersøgelse er via klientcentreret praksis at identificere patientens helbredstilstand med særligt fokus på patientens oplevelse af egen tidligere og nuværende aktivitetsformåen. Ergoterapeuten analyserer patientens nuværende aktivitetsformåen ved at observere patienten udføre aktivitet, hvis det er muligt i forhold til patientens tilstand (12). Formålet er at vurdere patientens behov for ergoterapi og hurtig iværksættelse af målrettet ergoterapeutisk behandling.

 

      1. 4.2.2. Indhold

Indledningsvis interviewer ergoterapeuten patienten for at klarlægge den klientcentrerede udførelsessammenhæng (12). Pårørende kan inddrages. Derefter aftales og observeres udførelse af relevante aktiviteter eller opgaver, som udvælges efter vurdering af patientens aktivitetsniveau (12).

 

Interview

Formålet med interviewet er at afdække patientens oplevelse af egen tidligere og nuværende aktivitetsformåen.

Ergoterapeuten anvender ustruktureret interview, eller for eksempel Canadian Occupation Performance Measure (COPM) (13) eller ADL-Taksonomi (1). De 10 dimensioner (12) kan anvendes som en ramme til at sikre nødvendig viden for at lære patienten at kende.

 

Der indhentes oplysninger om patientens oplevelse af

  • • tidligere aktivitetsformåen på aktivitets- og deltagelsesniveau

  • • nuværende aktivitetsformåen

  • • kroppens funktioner og anatomi herunder fokus på patientens mentale funktioner i forhold til problemstillinger med at fastholde døgnrytme, koncentrationsevne og angst. Ergoterapeuten er endvidere opmærksom på, at patienten kan være i en krisetilstand

  • • omgivelsesmæssige faktorer og patientens erkendelse af behov for hjælp, hjælpemidler med mere

 

Efter indhentning af ovennævnte oplysninger udvælges i samarbejde med patienten relevante opgaver, som patienten kan observeres i.

 

Observation og analyse af patientens aktivitetsformåen

Ergoterapeuten observerer og analyserer patientens motoriske, procesmæssige og sociale færdigheder via aktivitet. Ergoterapeuten er opmærksom på patientens ofte hurtige udtrætning i valget af aktivitet (7,14). Ved patientgruppen kan sværhedsgraden for udførelse af aktiviteter variere fra at kalde på hjælp, spise og drikke til at handle ind og færdes i trafikken.

Ergoterapeuten kan anvende observation og aktivitetsanalyse eller standardiseret valideret test som Assessment of Motor and Process Skills (AMPS) (15,16). Ergoterapeuten analyserer aktivitetsudførelsens kvalitet i forhold til patientens fysiske anstrengelse, kvalitet, effektivitet i tid og rum, sikkerhed og selvstændighed samt hensigtsmæssighed i aktivitetsudførelsen (12). Derudover spørges der ind til patientens egen oplevelse af tilfredshed og smerte. Til vurdering af smerter kan Visuel Analog Skala (VAS-skala) anvendes (17).

Såfremt interview og observation ikke er tilstrækkeligt til at afdække årsager til patientens nedsatte aktivitetsformåen, kan nedenstående undersøgelser inddrages til beskrivelse af personlige faktorer og kropsfunktioner

  • • sensomotorisk undersøgelse med eksempelvis brug af Apopleksiundersøgelse (APUS) (18).

  • • funktionsundersøgelse af ansigt, mund og svælg (Facio Oral Tracht Therapy (FOTT)) (19).

 

      1. 4.2.3. Konklusion

Ergoterapeuten konkluderer på undersøgelsen og med baggrund heri opsættes klientcentrerede mål for patientens ergoterapeutiske genoptræning under indlæggelse. Der lægges særlig vægt på kortsigtede mål i den ergoterapeutiske behandling for at støtte patientens psykosociale tilstand og motivation (12,20,21).

 

    1. 4.3. Ergoterapeutisk behandling

      1. 4.3.1. Formål

Formålet med den ergoterapeutiske behandling er at fremme patientens mulighed for at udføre og deltage i aktivitet. Fokus er at forebygge yderligere nedsat aktivitetsformåen og fremme patientens mulighed for at kunne påbegynde genoptræning af mistede færdigheder. For at kunne udføre og deltage i meningsgivende aktivitet, kan det være nødvendigt at inddrage hjælpemidler i en kortere periode (12).

Det langsigtede mål er, at patienten opnår sin tidligere aktivitetsformåen og bliver i stand til at genoptage tidligere aktiviteter eller opnår et aktivitets og deltagelsesniveau, som er acceptabelt for den enkelte.

 

      1. 4.3.2. Indhold

Der tilstræbes et samarbejde med patienten for at klarlægge kortsigtede og langsigtede mål. Den ergoterapeutiske behandling er, alt efter patientens behov, rettet mod at

  • • planlægge og gennemføre aktivitet for at generhverve, udvikle eller vedligeholde patientens aktivitetsformåen

  • • planlægge og gennemføre aktivitet for at genopbygge, udvikle eller vedligeholde patientens personlige faktorer eller kropsfunktioner (12)

  • • planlægge og gennemføre tilpassende aktivitet for at kompensere for nedsat aktivitetsformåen

 

De tre interventionsmodeller kan udvælges i kombination eller afløse hinanden i løbet af et behandlingsforløb. I forhold til patienter med AIDP vil ergoterapeuten overvejende anvende generhvervende og genopbyggende aktivitet som det primære mål. Derudover anvendes en interventionsmodel omhandlende forberedelse til aktivitet for at forbedre funktioner på kropsniveau, uden at patienten udfører en aktivitet.

 

Planlægge og gennemføre aktivitet for at generhverve, udvikle eller vedligeholde patientens aktivitetsformåen

Træning af aktivitet

Aktivitetstræning har til formål at fremme patientens evne til at kunne udføre meningsfulde handlinger og opnå færdigheder relateret til patientens daglige gøremål, så patienten hurtigst muligt kan deltage i eller selvstændigt udføre meningsfulde aktiviteter (12).

Aktivitetstræning indeholder sensoriske, motoriske, procesmæssige og sociale elementer.

Ergoterapeuten træner patienten i daglige og meningsfulde aktiviteter og udnytter træningseffekten af at træne aktivitetsorienteret og dermed bedre selve aktivitetsudførelsen for patienten. Ved denne patientgruppe lægges særlig vægt på kvaliteten af evnen til at bevæge og stabilisere kroppen i aktiviteten.

Brug af aktivitetstræning til patienter med AIDP bygger på empirisk viden og konsensus blandt erfarne ergoterapeuter indenfor det neurologiske speciale (Level 5).

 

Planlægge og gennemføre aktivitet for at genopbygge, udvikle eller vedligeholde patientens personlige faktorer eller kropsfunktioner

Ergoterapeuten træner fortsat patienten i aktiviteter som ved den generhvervende aktivitet, men nu er fokus at fremme personlige faktorer eller kropsfunktioner frem for den egentlige aktivitetsformåen.

I samarbejde med patienten fokuseres på nærmeste udviklingszone (21), og der arbejdes målrettet med at give patienten viden om, hvilke bevægelser på kropsniveau, der skal til for at kunne udføre de ønskede opgaver, så patienten motiveres og er opmærksom på egen kropsformåen.

 

Forberedelse til aktivitet

Forberedelse til aktivitet anvendes med henblik på at genskabe de underliggende funktioner på kropsniveau, som er nødvendige for, at patienten kan udføre aktivitet. Der er konsensus blandt erfarne ergoterapeuter om at anvende forberedende aktivitet, når det er relevant for at opnå en funktion, der muliggør aktivitet (12).

 

Behandling af facio-orale dysfunktioner

I den akutte fase har behandling af facio-orale dysfunktioner til formål at bedre patientens evne til at spise, drikke samt kommunikere såvel verbalt som nonverbalt (19).

I samarbejde med det tværfaglige team fokuserer ergoterapeuten på at forebygge, at patienten fejlsynker.

Lammelser omkring mund og svælg samt nedsat krops- og hovedkontrol kan påvirke patientens evne til at lukke munden, synke og indtage oral ernæring, hvilket kan medføre behov for sondeernæring eller tilpasning af kostens og væskens konsistens. Derfor fokuserer ergoterapeuten på optimering af alignment som forudsætning for en optimal synkeproces (19).

Forudsætningen for oral indtagelse af væske eller føde er selvstændig krops- og hovedkontrol. Er denne ikke til stede, understøttes patientens stilling i form af lejring for at mindske risiko for fejlsynkning. Ved dysfunktioner i ansigt, mund og svælg retter behandlingen sig mod hovedkontrol, respiration, stimulering af ansigtsmuskulaturen samt træning af synkefunktionen (19).

I samarbejde med plejepersonale og fysioterapeut har ergoterapeuten fokus på at sikre hensigtsmæssig kropsstilling forud for behandling af dysfagi samt optimal siddestilling forud for indtagelse af mad og drikke (18). Ergoterapeuten behandler patienter med dysfagi gennem basal mundstimulering og facilitering af specifikke synkebevægelser og synketeknikker (19).

I nogle tilfælde kan ergoterapeuten udarbejde et individuelt tilpasset øvelsesprogram.

Undersøgelse og behandling for facio-orale dysfunktioner bygger på anbefalinger fra national klinisk retningslinje (23) samt empirisk viden og konsensus blandt erfarne ergoterapeuter indenfor der neurologiske speciale (Level 5) (19).

 

Lejring

Hensigtsmæssig lejring har til formål at sikre en behagelig ligge- og hvilestilling, forebygge decubitus og kontrakturer samt nedsætte udvikling af smerter og ødem (24,25). Ergoterapeuten kan udføre sansestimulering, for eksempel i form af børstning, hvilket også kan anvendes til at nedsætte smerter (26).

Hensigtsmæssig lejring skal understøtte patientens normale tonusregulering og fremme en god søvn (25). Ergoterapeuten lejrer patienten ud fra principperne bag Lagerung in Neutralstellung (LIN) (25).

Lejring i LIN bygger på evidens Level 2. Et nyere randomiseret kontrolleret studie fandt, at patienter, som blev lejret i LIN, efterfølgende havde øget passiv bevægelighed i hofte og skulder samt i højere omfang rapporterede lejringen som komfortabel, sammenlignet med kontrolgruppen (25). Lejring i LIN bygger desuden på principperne bag Bobath og Affolter koncepterne (24) samt empirisk viden og international konsensus blandt neurologisk arbejdende ergoterapeuter (Level 5).

 

Planlægge og gennemføre tilpassende aktivitet for at kompensere for nedsat aktivitetsformåen

Som udgangspunkt anvendes der ikke tilpassende aktivitet for at kompensere for varig nedsat aktivitetsformåen i dette meget tidlige stadie af patientens sygdomsforløb. Målet er derimod at anvende tilpassende aktivitet for at kompensere for midlertidig nedsat aktivitetsformåen.

 

Tilpassende aktivitet

For at fremme kvaliteten af hverdagsopgaver og deltagelse i hverdagen kan ergoterapeuten anvende tilpassende aktivitet. Tilpassende aktivitet indebærer tilpasning af handlemåder, tilpassede redskaber og tekniske hjælpemidler samt ændringer af de fysiske og sociale omgivelser. Herunder at sikre og understøtte, at patienten bevarer en hensigtsmæssig aktivitetsudførelse og en så høj grad af selvhjulpenhed som muligt.

 

Hjælpemidler

Patientens selvstændighed kan fremmes ved anvendelse af hjælpemidler. I samarbejde med patienten vurderer ergoterapeuten kontinuerligt behovet for kørestol og andre hjælpemidler. Ergoterapeuten udvælger, tilpasser og afprøver hjælpemidler med fokus på hensigtsmæssig anvendelse, relateret til den enkelte patients aktivitetsformåen.

Hvis patienten ikke selvstændigt kan fastholde siddende kropsstilling bestiller og tilpasser ergoterapeuten en komfortkørestol med tilhørende kørestolsbord. Der kan støttes yderligere med neutrallejring (25). Såfremt patienten kan fastholde siddende balance og er i stand til at læne sig forover og bagover, vælger ergoterapeuten en aktiv kørestol, så patienten får mulighed for at have fødderne på gulvet i træningssituationer, og eventuelt selv at kunne fremdrive stolen. Ergoterapeuten kan bestille kørestolsbord til at understøtte overkrop, skuldre, arme, håndled og hænder (24).

Hvis patienten har risiko for at udvikle decubitus bestiller ergoterapeuten trykaflastende siddepude.

Andre relevante hjælpemidler er oftest lejringspuder, bade-/toiletstol, badebænk og forflytningshjælpemidler. Der kan inddrages funktionsskinner til støtte af håndled, hvis patienten oplever at blive mere selvhjulpen ved hjælp af disse (24,27). Derudover kan småhjælpemidler som specialbestik, nonslip, skriveredskaber, fortykket greb til tandbørste med mere, være relevante for patienten i sin aktivitetsudførelse.

Anvendelse af hjælpemidler bygger på empirisk viden og konsensus blandt erfarne ergoterapeuter (Level 5).

 

Ødem- og kontrakturprofylakse

Patientgruppen er i risiko for hurtig udvikling af ødem og kontrakturer, hvilket kræver særlig opmærksomhed for at bevare patientens håndled i neutralstilling.

Til forebyggelse af ødem over hænder kan anvendes hvileskinner (24) eller lejring af patientens håndled og fingre (27).

 

    1. 4.4. Relevant tværfagligt samarbejde

Ergoterapeuten samarbejder med fysioterapeut og plejepersonale på Neurologisk Sengeafsnit for at afklare og være medansvarlige for hensigtsmæssige teknikker til at hjælpe og støtte patienterne i døgnets 24 timer. Ergoterapeuten videregiver oplysninger til plejepersonalet om hensigtsmæssige måder til lejring og mobilisering samt til at understøtte patientens aktivitetsudførelse. Træning i aktivitet kræver et tæt tværfagligt samarbejde med læge, plejepersonale og fysioterapeut om patientens tilstand og funktionsevne.

 

    1. 4.5. Vedrørende udskrivelse, overflytning og efterbehandling

I forbindelse med planlægning af patientens genoptræning foretager ergoterapeuten, i samarbejde med de tværfaglige samarbejdspartnere, en vurdering af patientens genoptræningspotentiale og -behov og tager derudfra stilling til videre genoptræning i samarbejde med patienten.

I forhold til patientgruppen anbefales opmærksomhed på, at genoptræning kan overgå til rehabilitering og således strække sig over lang tid og kan have stor indflydelse på patientens mulighed for at opnå et socialt liv og eventuelt få mulighed for at varetage et arbejde på ny.

 

Specialiseret genoptræning under indlæggelse

Lægen henviser patienter med behov for specialiseret genoptræning eller højt specialiseret genoptræning under indlæggelse til relevante genoptræningsafsnit, på enten hovedfunktionsniveau, regionsfunktionsniveau eller landsdelsfunktionsniveau, afhængig af patientens genoptræningsbehov.

Genoptræning efter udskrivelse §140
Hvis det tværfaglige team på udskrivelsestidspunktet vurderer, at patienten har et genoptræningsbehov, tilbydes patienten en genoptræningsplan med henblik på ambulant specialiseret genoptræning eller almen genoptræning i kommunalt regi, jævnfør ”Sundhedslovens §140”.

 

  1. 5. Referencer

  1. 1. Törnquist K, Sonn U. ADL-taxonomi - en bedömning av aktivitetsförmåga. 3.udgave. Forbundet Sveriges Arbetsterapeuter’s förlag; 2011.

  2. 2. IKAS. Den Danske Kvalitetsmodel, Akkrediteringsstandarder for sygehuse. 2. version. 2012.

  3. 3. Ministeriet for sundhed og forebyggelse. Vejledning om træning i kommuner og regioner. København, Indenrigs- og Socialministeriet; 2009.

  4. 4. Marselisborgcentret, Danmark R. Rehabilitering i Danmark : hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Århus: Marselisborgcentret; 2004. 71 s.

  5. 5. Oliel V. behandling af patienter med Guillain Barrés syndrom. Danske Fysioterapeuter. 2011;10:9.

  6. 6. Bussmann J, Garssen M, van Doorn P, Stam H. Analysing the favourable effects of physical exercise: relationships between physical fitness, fatigue and functioning in Guillain-Barré syndrome and chronic inflammatory demyelinating polyneuropathy. J Rehabil Med [Internet]. 2007;39(2):121–5. Available from: https://medicaljournals.se/jrm/content/abstract/10.2340/16501977-0007

  7. 7. Forsberg A, Ahlström G, Holmqvist LW. Falling ill with Guillain-Barré syndrome: patients’ experiences during the initial phase. Scand J Caring Sci [Internet]. 2008 Jun;22(2):220–6. Available from: http://doi.wiley.com/10.1111/j.1471-6712.2007.00517.x

  8. 8. Garssen MPJ, Bussmann JBJ, Schmitz PIM, Zandbergen A, Welter TG, Merkies ISJ, et al. Physical training and fatigue, fitness, and quality of life in Guillain-Barre syndrome and CIDP. Neurology. United States; 2004;63(12):2393–5.

  9. 9. Davidson I, Wilson C, Walton T, Brissenden S, Campbell M, McGowan L. What constitutes a “Good” recovery outcome in post-acute Guillain-Barré syndrome? Results of a Nationwide Survey of post-acute GBS sufferers in the United Kingdom. Eur J Neurol [Internet]. 2010 May;17(5):677–83. Available from: http://doi.wiley.com/10.1111/j.1468-1331.2009.02906.x

  10. 10. Atkinson SB, Carr RL, Maybee P, Haynes D. The challenges of managing and treating Guillain-Barré syndrome during the acute phase. Dimens Crit Care Nurs. 25(6):256–63.

  11. 11. Khan F, Amatya B. Rehabilitation interventions in patients with acute demyelinating inflammatory polyneuropathy: a systematic review. Eur J Phys Rehabil Med [Internet]. 2012 Sep;48(3):507–22. Available from: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22820829

  12. 12. Fisher AG. OTIPM-en model for planlægning og implementering af top-til-bund, klientcentreret og aktivitetsbaseret interventioner. Wæhrens E, editor. København: Munksgaard; 2012.

  13. 13. Townsend E, Polatajko HJ. Menneskelig aktivitet II : en ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem betydningsfulde aktiviteter. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2008. 533 sider.

  14. 14. Wæhrens E, Winkel A, Gyring J. Neurologi og neurorehabilitering. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2006. 456 sider, illustreret.

  15. 15. Fisher AG, Jones KB. Assessment of motor and process skills : Volume 1: Development, standardization, and administration manual. 7. ed., Re. Fort Collins, Colo: Three Star Press; 2012. 352 sider.

  16. 16. Fisher AG. AMPS, Assessment of motor and process skills : Vol.2: User manual. 7.edition. Fort Collins,Col.: Three Star Press; 2010.

  17. 17. Danske Fysioterapeuter. Måleredskaber og tests [Internet]. [cited 2017 Dec 17]. Available from: https://fysio.dk/fafo/Maleredskaber

  18. 18. Olsen M, Dahl T, Andersen M, Gammeltoft B, Hansen SC. Apopleksiundersøgelse, APUS. 6.udgave Haslev: Fa Gammeltoft; 2008. 36 p.

  19. 19. Kjærsgaard A. Ansigt, mund og svælg : undersøgelse og behandling efter Coombes-konceptet. Kbh.: FADL; 2005. 169 sider, illustreret.

  20. 20. Rogers C. Clientcentered Therapy. Robinson; 2012.

  21. 21. Lindqvist G, Vygotskij LS. Vygotskij om læring som udviklingsvilkår : kapitler af Lev Vygotskijs Pædagogisk psykologi og hans artikel “Forholdet mellem oplæring og udvikling” : kommenterede som historie og aktualitet. Århus: Klim; 2004. 305 sider.

  22. 22. Legg L, Drummond A, Leonardi-Bee J, Gladman JRF, Corr S, Donkervoort M, et al. Occupational therapy for patients with problems in personal activities of daily living after stroke: systematic review of randomised trials. Bmj [Internet]. 2007;335(7626):922–922. Available from: http://www.bmj.com/cgi/doi/10.1136/bmj.39343.466863.55

  23. 23. Sundhedsstyrelsen. Øvre Dysfagi – Opsporing, Udredning Og Udvalgte Indsatser [Internet]. København; 2015. Available from: http://www.sst.dk

  24. 24. Davies PM. Skridt for skridt : den omfattende behandling af patienter med en hemiplegi. 2.udgave. Kbh.: Munksgaard Danmark; 2001. 514 sider, illustreret.

  25. 25. Pickenbrock H, Ludwig VU, Zapf A, Dressler D. Conventional versus neutral positioning in central neurological disease: a multicenter randomized controlled trial. Dtsch Arztebl Int. Germany; 2015 Jan;112(3):35–42.

  26. 26. Gammeltoft BC. Skjulte handicaps hos personer ramt af hjerneskade : en sansemæssig, kropslig tilgang. 3. udgave. Haslev: Gammeltoft; 2011. 186 sider, illustreret.

  27. 27. Runnquist K, Cederlund R, Sollerman C. Handens rehabilitering. Vol. 1. Undersökning, behandlingsprinciper, behandlingsmetoder. Lund: Studentlitteratur; 1992.