Behandling af øjenskader i skadestuen
Formål
Instruksen har til hensigt at vejlede yngre læger i skadestuearbejdet
Beskrivelse
Øjenomgivelser, conjunctiva og cornea inspiceres grundigt, om nødvendigt med anvendelse af lokal analgesi i form af oxybuprokain øjendråber 0,4 %.
Ved mistanke om perforation af bulbus
Påsæt øjenklap og henvis akut til Øjenafdelingen.
Abrasio corneae
Oculent. Kloramfenikol 1 % + recept på samme (smøres x 2 daglig i 5 dage), alternativt øjendråber kloramfenikol viskøse x 3-4 daglig. Paracetamol eller NSAID efter behov. Øjenforbinding efter behov. Kontrol hos praktiserende øjenlæge ved behov.
Corpus alienum corneae
Øjet bedøves med ogtt. Oxybuprokain 0,4 %. Eventuelle fremmedlegemer fjernes med vatpind (påført ogtt. Oxybuprokain 0,4 % eller oculent. Kloramfenikol 1 %) eller hulmejsel (forsigtigt). Farvning med Fluorescein og inspektion for cornea abrasioner.
Efter anvendelse af lokal anæstesi kan patienten tilbydes at bære øjenklap i 3-4 timer.
Hvis fremmedlegemet sidder fast ikke ikke fjernes let, gives oculent. Kloramfenikol 1 %, og patienten henvises til praktiserende øjenlæge med henblik på fjernelse af fremmedlegemet efter 1-3 dage.
Svejseøjne
Ofte svær injicering af cornea, conjunctival hyperæmi, lysskyhed og tåreflåd. Behandlingen er oculent. Kloramfenikol 1 % og evt. Voltaren øjendråber. Instruktion i smertebehandling med paracetamol/NSAID.
Syre-baseætsninger
Anamnestisk er det vigtigt at få afklaret, hvorvidt der er tale om flydende stof eller faste partikler. Ligeledes hvornår skaden er sket.
PH-måling er IKKE indiceret!
Primær behandling:
• Bedøvelse med Ogtt. Oxybuprocain 0,4 %
• Skylning med isotonisk NaCl varighed ½-1 time
• Faste partikler fjernes. Øjenlågene vendes og tjekkes for partikler. Anvend vatpind med oculent. Kloramfenikol 1 %.
Derefter farves med Fluorescein.
OBS! Hvis corneaepitelet mangler helt, kan der ikke umiddelbart ses farvning med Fluorescein, men venter man nogle få minutter vil cornea være kraftigt farvet. Sammenlign med cornea på den anden side.
Henvisning til Øjenafdelingen:
• Ved større epiteldefekter (>¼ corneaareal). Ambulant tid kl. 8-16. Ej akut.
• Ved svær påvirkning af vævet ved limbus (den corneosklerale overgang). Ambulant tid kl. 8-16. Ej akut.
• Ved faste partikler, der ikke kan fjernes. AKUT – hele døgnet!
Alle andre gives oculent. Kloramfenikol 1 % x 3 daglig i 1 uge.
Klap i 3-4 timer efter anvendelse af lokal anæstesi.
Ved fortsatte gener efter 1-2 dage kan patienten henvende sig til praktiserende øjenlæge.
Læsio palpebrae
Læsion af tårekanalen såvel som gennemgående læsion af øjenlågsranden sutureres ikke i skadestuen. Vagthavende øjenlæge kontaktes.