Parvovirus B 19
Målgruppe
Læger og andet sundhedspersonale der beskæftiger sig med gravide i Region Nord.
Formål
Optimal håndtering af gravide udsat for parvovirus B 19.
Baggrund
Klinisk er parvovirus B 19 årsag til den femte børnesygdom – lussingesyge - erythema infectiosum (feber, hævede lymfeknuder, makulopapuløst exantem).
Virus inficerer det bloddannende væv i knoglemarv og kan medføre anæmi, især hos fostre og personer med blodsygdomme. Inkubationstid 1 - 3 uger. 2/3 af alle voksne har haft infektion med parvovirus B 19.
Forløb
De fleste infektioner er subkliniske.
5-10 dage (1 uge) efter smitte begynder personen at udskille virus i luftvejssekretet.
13-18 dage (2 uger) efter smittetidspunktet kommer evt. udslæt, og personen er smittefri.
IgM antistoffer optræder ca. 3 dage efter udslættet og persisterer 3-4 måneder.
IgG antistoffer forekommer efter 7 dage og er til stede resten af livet.
Immuniteten er livslang.
Påvirkning af fosteret kan ses op til 12 uger efter smitte.
Diagnose
Stilles ved:
Mater:
1. | Påvisning af specifikke IgM antistoffer eller |
2. | Sero-konvertering eller |
3. | Signifikant stigning af specifikke IgG antistoffer. |
Tolkning:
IgM-neg. og IgG pos.: Den gravide er immun. Ikke risiko for fornyet smitte.
IgM-neg. og IgG neg.: Den gravide tilbydes ny test 2-3 uger efter smitteudsættelse.
IgM pos.: Den gravide er nylig smittet. Kontrolleres af føtalmediciner.
Foster:
Stigning i flowhastighed i arteria cerebri media hos foster hvor den gravide har en aktuel parvovirusinfektion.
PSV.
Risici for fosterskader
I ca. 1/3 af tilfældene af parvovirusinfektion hos moderen overføres infektionen til fosteret. I 5-10 % af tilfældene skønnes maternel infektion at kunne give alvorlige problemer for fosteret. Risikoen for føtal smitte stiger med gestationsalderen og er således størst efter 20. uge, men de føtale konsekvenser af evt. infektion er størst før 20. graviditetsuge. Risikoen for føtal smitte er størst 3-6 uger efter maternel smitte – men risikoen er til stede i alt 12 uger. Ved maternel smitte med parvovirus B19, skal fosteret følges i 12 uger uanset gestationsalder.
Infektion af fosteret kan medføre fosteranæmi, der kan føre til:
1. | Fuld restitution både inden og efter erkendt tegn på sygdom. |
2. | Spontan abort, der muligvis er relateret til multiorganskade (9 %). |
3. | Hydrops foetalis. Kan regrediere spontant eller medføre fosterdød. Hydrops forekommer langt overvejende ved smitte før 20. uge og da med en risiko på <1-3 %. |
4. | Fosterdød: Risiko for fosterdød er i flere prospektive studier observeret til 3-9 %, i mindre studier til 30-38 %. Fosterdød er beskrevet op til 12 uger efter maternel smitte. |
5. | Medfødte misdannelser: Medfødte misdannelser er ikke konstateret ved parvovirusinfektion, og der er ikke holdepunkter for hverken teratogen effekt eller sequelae senere i livet efter infektion med parvovirus B 19. |
Håndtering ved smitterisiko
Parvovirus B19 smitter ved tæt kontakt og dråbesmitte. Størst smitterisiko i hjemmet. Smitte sker før sygdomstegn, og subkliniske infektioner er hyppige. God hygiejne inklusiv grundig og hyppig håndvask kan til en vis grad forebygge smitte.
Der findes ingen vaccine.
Ved maternel eksponering skal der foretages serologisk undersøgelse mhp. immunologisk status.
Fraværsmelding
Sundhedsstyrelsen har vurderet, at værdien af fraværsmelding med henblik på at undgå smitte er meget lille. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor ikke, at gravide fraværsmeldes pga. parvovirus B 19 infektion i omgivelserne, med mindre der er helt særlige grunde til dette (f.eks. blodsygdom hos moderen).
Arbejdstilsynet henviser til Sundhedsstyrelsens retningslinjer på dette område.
Observation og behandling ved påvist infektion
Aktuel maternel infektion påvises oftest serologisk, idet maternel infektion som regel forløber subklinisk. Såfremt der er påvist nylig infektion (IgM positiv) skal patienten følges med ultralydsscanninger af fosteret. Såfremt den serologiske status er uafklaret (IgG og IgM negativ), så følges fosteret med ultralydsscanninger, indtil status er afklaret.
Aktuel parvovirusinfektion er ikke indikation for abortus provocatus.
Ultralydsscanning foretages ved føtalmediciner hver 14. dag i 12 uger efter infektion mhp. at diagnosticere/udelukke fosteranæmi. Dette gøres ved at måle flowhastighed i arteria cerebri media. Ved flowhastighed over eller lig med 1,5 MOM, er der svær fosteranæmi, og der er indikation for intrauterin transfusion eller forløsning afhængig af gestationsalderen. Oftest vælges intrauterin transfusion før uge 34 + 0 og forløsning efter uge 34 + 0. Intrauterin transfusion foretages her i Danmark kun på Rigshospitalet, og den gravide skal henvises dertil akut.
Intrauterin transfusion kan først foretages efter ca. uge 16-17. Ultralydskontroller før denne gestationsalder er først og fremmest mhp. at konstatere/udelukke fosterdød.
Referencer
Sandbjerg Guideline
